Genialitet består af én procent inspiration og nioghalvfems procent transpiration
Thomas Edison
De gode sider ved et slagtilfælde … plus noget helt andet.
Den menneskelige natur er til alt held så smidig, at man jævnt hen lærer at udholde – ja ligefrem at ignorere – de fleste af de smerter, sygdom fører med sig og kan nøjes med at dulme de værste med medicin, og det er jo ikke så ringe endda.
Et slagtilfælde er ofte et i enhver forstand smertefrit farvel til livet. Overlever man, er der to muligheder: Enten går det ud over ens forstand (venstresidig blodprop i hjernen eller hjerneblødning), og så ved vist ingen, hvordan man oplever tilværelsen, eller også får man lammelser og smerter i venstre sides arm og ben og mister altså sin førlighed og er henvist til kørestol resten af livet, men bevarer i de fleste tilfælde sin gode forstand (højresidigt slagtilfælde).
Jeg er så “heldig” at være sluppet med et højresidigt slagtilfælde. Det betyder, at der er en mængde (fysiske) ting, jeg før var holdt meget af, nu må lade være: Køre bil, motorcykel, havetraktor, cykel, sejle i sejlbåd, gå ture i min elskede klitskov med hunden eller i engen, gå ture i Norges fjelde og pleje min hang til at være alene og langt væk fra alting, for at nævne nogle af de vigtigste. Det er nu altsammen blevet til minder – gode minder – og minderne har man som bekendt lov at ha’. De gør ikke ondt, men er til glæde og lindring.
En virkelig fordel ved at være alvorligt fysisk handikappet er, at man en stor del af tiden er i nærkontakt – eller i det mindste nær kontakt - med den ene kønne unge pige efter den anden og med modne, venlige og rutinerede kvinder - bliver puslet om, bliver lagt hen for at hvile eller sove, får serveret sin mad, kaffe o.s.v.
Men her får jeg imidlertid lyst til at gengive en skildring af én af de mange dejlige ture ud i ensomheden en skøn sensommerdag for nogle år siden, da jeg både kunne gå og køre bil:
Kom til Jylland, min ven!
Med bilen læsset med hund, vandrestøvler, madpakke, vandflaske, kamera og kikkert kører jeg ud i det danske landskab for at finde et sted, hvor man ikke kan se spor af den moderne tidsalder.
Da dette lille land, er tætbefolket og teknisk meget højt udviklet, er jeg klar over, at opgaven er vanskelig, men om noget steds må det kunne findes langt ude på Borris Hede. Der har vi det Jylland, indfødte københavnere forestiller sig, når snakken strejfer de vestlige provinser, men som i virkeligheden end ikke ret mange jyder kender.
Køreturen går som altid let ad de fine asfaltveje, hvor hvide midterstriber drager omsorg for, at jeg holder mig i den rigtige vognbane, og autoværn beskytter mig mod farer i siden, mens sikkerhedsselen og airbag’en beskytter mig mod mig selv og andre trafikanter – altsammen i pagt med tidens krav.
Jeg holder et øjeblik ind til siden på broen ved Sig og nyder udsigten ud over smeltevandsdalen med dens rest af natur, men føler mig intimideret af lufttrykket fra de hastigt forbipasserende biler og genoptager snart kørselen.
Mobiltelefonen ligger på sædet ved siden af og sørger for, at jeg ikke går glip af vigtige meddelelser, mens jeg er væk fra civilisationen. Med mig har jeg naturligvis mit for tiden kæreste legetøj – navigatoren (fra båden), så jeg præcis kan vide på hvilken position, jeg befinder mig på Danmarks tusinder af kilometer landeveje. – Nej det er selvfølgelig ikke derfor, den er med. Det er for, at jeg ikke skal fare vild derude på heden, hvor der ingen hjælp er at hente i form af de vejskilte, landevejene er så velforsynede med.
En gummiged forude breder sig i al sin magt og vælde og holder mig for en stund tilbage – den afløses længere fremme af en traktor, som på sine kæmpemæssige dobbelthjul sindigt krabber sig frem ad landevejen, hvor den er uden for sit vante gebet. Men snart går det videre med vor tids normale hastighed, mens jeg passerer hvide vindmøller, hvis vinger foretagsomt drejer rundt derinde på landmændenes efterårsfriserede marker.
Da jeg drejer ind på en meget dårligt vedligeholdt grusvej med krat til begge sider, nærmer jeg mig målet. Grusvej er måske for flot en betegnelse, men der er da lidt grus og større sten at se mellem græsset og det frodige ukrudt, der over tiden har taget magten, men stenene kan alt for tydeligt mærkes gennem dæk og affjedring. Hastigheden må sættes helt ned, og jeg skifter til 1. gear og træder kun forsigtigt på speederen.
Havde jeg siddet på et træsæde i fri luft, ville jeg i disse omgivelser let have kunnet forestille mig, at jeg var flyttet tilbage i tiden til den tidlige Middelalder, da dronningen også hed Margrethe, men den Første, og at jeg sad på en skumplende kærre trukket af et par hulryggede øg.
Tilbage i nutiden når jeg efter nogen tids møjsommelig fremfærd til hedens udkant, der dukker op bag en række store grantræer.
Inden vi påbegynder vandringen, deler hunden og jeg madpakken og får os en slurk vand. Bilen parkeres i skyggen mellem træerne, og så er vi klar.
Fra mit kort ved jeg, at en godt otte kilometer lang grusvej fører diagonalt over heden, men da jeg skal gå tilbage igen, sætter jeg mig det mindre ambitiøse mål at gå så langt, at jeg kommer derud, hvor der er så langt til alle ting, at de lige så godt ikke kunne have været til – altså der, hvor der endnu ser ud som på Margrethe den Førstes tid.
Grusvejen synes uendelig og fortoner sig i det fjerne, bakkeløse landskab. Jeg trasker af sted i et jævnt tempo, mens hunden med tunge ud af flaben i sit specielle tempo glad afsøger alt interessant til begge sider af vejen.
Det mørke Jylland er ikke så mørkt endda sådan en septemberdag med høj sol og uendelig sigt.Himlen er lyseblå uden en sky, og der er ikke en vind, der rører sig. Den eneste lyd, der høres, stammer fra grusets knasen under mine støvler. Der er intet synligt eller hørligt dyreliv og tilsyneladende heller ingen insekter. Så langt øjet rækker, hæver sig kun nøjsomme buske og lavstammede, skæve træer, der har kendt bedre dage, sig enkelte steder op af græsset og det flade lyngtæppe, der er i færd med at afblomstre.
Det er næsten som at befinde sig på et ocean. Tre kilometer ude kaster jeg anker for at meditere et øjeblik.
Alt er stille. Selv luften står stille og bærer knapt nok duften af lyng frem til mine næsebor.
Det siges, at der er nmennesker, som er utrygge ved en sådan stilhed, fordi de har vænnet sig til at være omgivet af det moderne samfunds allesteds- nærværende støj: Naturromantik …Næh tak!
Men det her er naturromantik så det svimler. “Mit hjerte skælver af glæde”, skrev Aakjær. Det gjorde mit ikke, men det var tæt på.
Hunden og jeg køler lidt af i skyggen fra et beskedent fyrretræ. og en lugt siger mig, at jeg nok har trådt i et eller andet, men der er ikke noget at se under støvlerne, og jeg genoptager snart vandringen det sidste stykke mod horisonten.
Pludselig er der allligevel liv på heden. Et rådyr rejser sig med ét op fra vegetationen til venstre og springer fremad og væk med højt løftet hoved – lydløst og elegant. Det er selvfølgelig spektaklet fra mine skridt i gruset, der har advaret det og fået det til for en sikkerheds skyld at lægge afstand til den indtrængende. Dyret gemmer sig bag nogle lave buske godt hundrede meter borte, men i samme øjeblik, det er væk, dukker et andet op længere fremme. Det tager kursen tværs over vejen og ind over lyngen og det visne græs på den anden side, hvor det som ved et trylleslag forsvinder af syne – perfekt kamufleret, som det er.
Se godt efter – rådyret ses på vej ind i lyngen
Nogle hundrede meter længere fremme kommer overraskelsen. – Ude midt i ingenting er de der så – vejskiltene. En vej krydser min vej , og et skilt, der har fået sit knæk midtpå, forkynder, at “Fillingsandvej” går på tværs.
Så er jeg igen indhentet af civilationen.
Men det har sin forklaring, og den kendte jeg jo på forhånd, Borris Hede har kun overlevet som hede, fordi militæret har brug for den som øvelsesområde.
Men de øver sig heldigvis ikke hver dag.
Idet jeg sender forsvaret en venlig tanke, vender jeg om og går tilbage – tilfreds og med ro i sindet, og inden fødderne begynder at protestere for alvor.
Da vi når bilen, og hunden springer op på bagsædet, åbenbares den lugt, jeg havde undret mig over derude på heden, og som ikke havde noget tilfælles med duften af lyng, revling eller fyr, for slet ikke at nævne duften omkring bistaderne i hedens udkant. Min firbenede ledsagers smag for dufte har fået den til at rulle sig i rådyrenes efterladenskaber, og en kraftig hørm breder sig hæmningsløst fra bagsædet til hele bilen.
Ikke fordi det på nogen måde er skadeligt for helbredet, men jeg ruller alligevel et par ruder ned, før vi kører hjemad.
Natur er natur.
Ps! Inden man begiver sig ud på Borris hede, skal man indhente tilladelse fra kommandantskabet i Oksbøl, og en eventuel hund skal føres i (lang) snor.
**
Alle tiders undskyldning
En af fordelene ved at være et rodehoved, er at man konstant gør spændende opdagelser.
A. A. Milne
Forargelse
Husk lige, I der er forargede over de danske soldaters jubelråb , når de har nedkæmpet talibankrigere i Afganistan, at det ikke er den samme jubel, som islamister bryder ud i, når uskyldige mænd, kvinder og børn er blevet dræbt ved et selvmordsbombeattentat.
Islamisterne betragter det som en sejr, når vantro mænd, kvinder og børn bliver slået ihjel.
De danske soldater jubler, når de har gjort det af med en fjende, der ville slå dem ihjel, og derved har elimineret denne fare; de jubler af lettelse, og det er en sund menneskelig reaktion.
Så spar lige lidt på den hellige forargelse derhjemme i sofaen over for tv’et. Den er udtryk for manglende realitetssans.
Men trøst dig: Frihed er ikke noget værd, hvis den ikke inkluderer friheden til at begå fejltagelser! (Mahatma Ghandi)
Hvem skulle have troet, den kom med?
Sidste gang jeg lavede en top-50 liste over alt det positive, man kan sige om vore folketingspolitikere, sneg sund fornuft sig ind på plads 49 .
Efter valget
Folketingsvalget den 13. nov. bød ikke på de store overraskelser. Til gengæld var der en del små.
Fog manøvrerede dygtigt i oppositionens minefelter ved at antyde bevægelighed uden at konkretisere ret meget, dog bliver det spændende at se, om han følger op på de få punkter, hvor han ikke indbyggede forbehold – dvs. udbygningen af den vedvarende energiproduktion – nu hvor det er blevet umuligt selv for Venstre at se bort fra den menneskeskabte klimaforandring. Her var han så stor i slaget med sit bud på udbygningen af alternative energikilder at man uvilkårligt mindes Bibelens ord om, at de sidste skal blive de første, hvilket muligvis også er drivkraften bag hans pludselige tilsyneladende handlekraft på dette område. Venstres største tema i valgkampen var som altid penge, “Kroner én, kroner to, kroner tre” milliarder osv. i statskassen afsat til velfærd , skattestop og skattelettelser, men det der talte mest til vælgerne var ganske givet “stabilitet”, ligesom han havde en sikker vinder på beskæftigelsesområdet.
Villy Søvndal udnyttede i sin argumentation dygtigt – men dog noget trivielt – holdningen blandt det flertal af danskere, der inderligt er imod Venstres privatiseringsplaner i pleje- og sundhedssektoren, og for hospitalsvæsenet (den med at springe over alle de andre, der pænt står i kø) – kernen i den liberale tankegang.
Parret med et glimt i øjet gav Søvndal sit parti sådan et skub, at det næsten fordoblede sit mandattal. Glimtet var imidlertid væk ud på valgaftenen, da det stod ham klart, at den store mandatgevinst hverken ville medføre regeringsskifte, ministerpost eller øget indflydelse. Det lignede fuldstændig en pyrrhussejr magen til de radikales ved det forrige valg.
Trods en ihærdig indsats fra Helle Thorning og hendes tropper med mange sympatiske standpunkter, blev det hverken til fremgang eller statsministerpost, og det endda skønt de klogeligt havde holdt Lykketoft væk fra medierne. Det er, som om der i disse år hviler en ond ånd over Socialdemokraterne. Denne ånd hedder “Stuerenhed” og har sit udspring i partiets meget lemfældige forhold til 90′ernes masseindvandring af muslimer fra alle verdenshjørner og i de ledende partifolks nedgørelse af danskernes moralske habitus og fremmedangst. Selvom partiet for længst har indset, at der ikke var tale om “moral” eller fremmedangst, men om noget så sjældent i politik som sund fornuft, må socialdemokraterne fortsætte deres ørkenvandring, så længe befolkningen ikke har tillid til, at denne onde ånd er manet fuldstændigt i jorden. Man skulle ellers synes, at opskriften er ligetil: Næppe én muslim er kommet hertil i forventning om at Danmark er muslimsk. Et godt socialdemokratisk forslag vil så være, at knæfald for muslimerne i skolerne, daginstitutionerne, svømmehallerne og fjerkræslagterierne skal ophøre.
Dansk Folkeparti og gjorde sig ikke de store anstrengelser, men holdt sig til sine velkendte standpunkter. Pia Kjærsgaard er af en autodidakt noget af et oratorisk geni. Når hun så parrer det oratoriske med sin udtryksfulde mimik, er der ikke mange af hendes modparter, der bliver stående oprejst. Hun befinder sig udmærket i rollen som den, de andre ikke vil lege med, dvs. ikke før de lige står og mangler hendes mandater. Hun spillede - ligesom Anders Fog – dygtigt på frygten blandt vælgerne for, at et rødt flertal påny ville åbne grænserne for tilstrømning af muslimer, og konsoliderede sit parti med et yderligere mandat.
De Radikales ørkenvandring blev, som det var at forvente, forlænget med fire år og med et væsentligt mindre mandattal. Deres kampagne var uden glød, ja nærmest kedsommelig, hvilket for en del kan henføres til den ny partileders manglende udstråling. Man får det indtryk, at de radikale over hele linjen er løbet tør for vitaminer, og så er der ikke meget mere at sige om de radikale.
Hos Enhedslisten var der som sædvanlig godt gang i vitaminerne eller rettere sagt kamphornonerne. Der er ingen ende på denne verdens uretfærdigheder og ondskab: “De rådner op i flygtningelejrene” og danskerne er næsten lige så slemme som amerikanerne – og det siger en del.
Trods deres højt udviklede retfærdighedssans og ædelmodige støtte til gadens parlament på Nørrebro klarede de kun med nød og næppe spærregrænsen og måtte sige pænt farvel til to mandater.
Valgkampens suverænt mest underholdende parti var det nystiftede “Ny Alliance”. Her blev der slået nogle gevaldige slag i bolledejen, der ikke er set tilsvarende siden Holbergs politiske kandestøber. Man må dog formode, at Lars Kolinds forslag om en generel skat på 40% på Fyn skulle gennemføres på en så intelligent måde, at han på forhånd fandt det udsigtsløst at forklare den for sine partifæller endsige for vælgerne. Kolind er dog noget så krævende som professor, bestyrelsesformand mm., men som politiker synes han at befinde sig i sit helt eget univers.
Formanden for partiet er også en begavet mand, men han mangler en smule politisk tæft, når han tror, statsministeren kan overtales til frivilligt at gå af sammen med sin regering for derefter at dele ud af magten, inden regeringen træder til igen.
Hvad Asger Aamund har tænkt på valgaftenen kan der kun gisnes om, men han har formodentlig været yderst tilfreds med sin egen udmelding dagen før.
Bendt Bendtsen har haft det svært under hele valgkampen. Skattelettelsen, som han efter mange bønner fik Venstre med på, forventede han, at befolkningen ville juble over, men jubelen udeblev til hans store forbavselse. Her har folk til alle tider jamret over skatten, og så er de ikke spor taknemmelige, når han sørger for at lette den lede skat!
Det har heller ikke været nemt med nogle af de konservative ministre. Som fødevareminister udrettede Lars Barfoed, selv da han tog hænderne op af lommen, ingenting, og trafikminister Flemming Hansen havde tilsyneladende kun øje for at overgå alle tidligere trafikministre ved kvit og frit at ville forære svenskerne og tyskerne en bro over den vestlige Østersø.
Men om aftenen inden valgdagen kom Bendtsen i tanker om to andre af sine ministre. Det var som at trække to kæmpestore hvide kaniner op af en lille sort hat – og det vel at mærke kvalitetskaniner: Miljøminister Conny Hedegaard, der har sat Danmark på miljøverdenskortet og justitsminister Lene Espersen, der ikke alene tager sig godt ud på TV-skærmen, men også har haft en sikker hånd som minister på et vanskeligt område. Bingo! Så var den der, og det gav to ekstra mandater.
Godt gået Bendt Bendtsen!
Opmuntrende!
Den medicinske forskning har gjort så store fremskridt, at der praktisk taget ingen sunde mennesker findes mere.
Aldous Huxley
Fremskridt?
Det forlyder nu, at samtlige danske soldater, der har været udsendt på fredsbevarende / fredsskabende / infrastrukturopbyggende missioner – i alt godt et tusinde mand – skal have tilbudt psykologhjælp til at komme over deres oplevelser, for alle må da i det mindste have taget nogen skade på deres sjæl.
Nu kommer de fleste mennesker før eller siden ud for dramatiske eller sindsoprivende oplevelser.
Min far mistede sin kone og deres eneste barn under influenza-epidemien først i trediverne. Han måtte klare sin sorgbearbejdelse selv eller med venners hjælp. Fire år senere giftede han sig igen og blev far til fem børn, blev formand for jagtforeningen og avancerede til stationsmester ved Statsbanerne og levede til han var over firs.
Det tog hårdt på mig, da han døde, men jeg klarede sorgen selv, og det har jeg befundet mig godt ved. Jeg har senere prøvet at køre galt på motorcykel og vågne op på hospitalet efter at være blevet lappet sammen – uden at få traumer af den grund. Jeg har engang været tæt på at drukne – uden at få traumer af den grund.
Her kommer så en lille, men meget alvorlig historie:
Da jeg var en lille dreng, var mit kæreste eje en lille hamster. En dag fik den lov til at løbe frit omkring på gulvet i køkkenet. Så kom min onkel på besøg, og da han kom ind ad døren til køkkenet trådte han uafvidende min hanster så flad som en klatkage. Det var mit livs hidtil største sorg. Min mor sagde trøstende: “Det var da synd.” Min far sagde ikke noget, før onklen var gået. Så sagde han: “Han er da også en klodsmajor”, og det var så det. Ikke noget med, at jeg fik en ny hamster eller lignende (pengene var små i familien). Jeg måtte klare sorgen selv – måske med en smule trøst fra min mor, for min verden var virkelig brudt sammen, og jeg sørgede i flere dage, så snottet løb. Det er sikkert derfor, jeg husker episoden, selvom jeg inden længe tilgav min onkel.
Min onkel var sønderjyde. Han havde kun én lunge, for han havde i sin tid været tvangsindkaldt til tysk krigstjeneste under 1. verdenskrig og under et gasangreb fået ødelagt den ene lunge. Den blev fjernet, og han blev sendt hjem. Ikke noget med behandling for traumer her. Han ernærede sig alle dage derefter ved sin pension, omgikkes andre mennesker på normal vis, giftede sig, blev far til to sunde børn og døde i en høj alder.
Mine svigerforældre mistede deres ældste søn, da han druknede til søs. Det var et hårdt slag for forældrene og for min kone, der dengang var fjorten år. De klarede sorgen selv, men mindedes med kærlighed deres store dreng/bror i mange,mange år til deres død. Min kone mindes ham stadig med kærlighed og stolthed.
Mit ærinde med disse bekendelser er at vise, at for et halvt hundrede år siden klarede de fleste mennesker sig ud af deres forskrækkelser og over deres sorger uden hjælp fra eksperter.
I dag bliver man, om ikke påtvunget, så tilbudt psykologhjælp ved noget, der af og til ligner de rene bagateller.
Jeg anerkender naturligvis, at der kan være så traumatiske begivenheder, at der er brug for professionel hjælp til at komme på højkant igen.
Men gælder det også, fordi man som passager har været med ved en nødlanding, hvor ingen kom væsentligt til skade? Eller hvis man har været passager i en bus, der væltede, hvorved en del personer fik småknubs? Etc. etc.
Er vi blevet et folk af skrællinger?
Eller har psykologerne bare været lige dygtige nok til at markedsføre sig?
Jeg er tilbøjelig til at tro begge dele. Psykologerne har gjort os til et folk af svagpissere.
Det er ikke så mærkeligt, at psykologistudiet er så populært. Det fører jo til fast, godt betalt arbejde på det offentliges regning.
Lyder det for en eller anden som et udsagn fra et tidselgemyt? Så vil jeg lige gøre opmærksom på, at jeg er den eneste blandt alle, jeg kender – og det er mange – der har papir på, at jeg emotionelt er normal og intellektuelt ligger i den gode ende, omend det ikke står for godt til med korttidshukommelsen . Jeg blev nemlig efter min tredje blodprop i hjernen sendt til psykiater!
Socialdemokraterne?
Succes er at gå fra den ene fejltagelse og til den anden uden at miste sin entusiasme.
Winston Churchill
Et lille lys forude
I dansk politik er der endelig sket noget virkelig positivt: Karen Jespersen har fået en ministerpost – hvorved almindelig sund fornuft endelig har fået stemme på Christiansborg.
Alle medier har straks kastet sig over hende og givet hende så meget negativ omtale, de overhovedet har haft fantasi til. Hun er jo anderledes. Ned i møget med hende.
Men trods hetzen ved jeg, at vælgerne for en gangs skyld ikke lader sig påvirke.
Karen Jespersen er nemlig noget så sjældent i dansk politik som en ærlig og ligefrem politiker, der har sine meningers mod. Hun tør sige det, de fleste nøjes med at tænke, for man vil jo nødigt lægge sig ud med den politiske korrektheds bannerførere på Politiken, i DR, i Det Radikale Venstre og blandt de utallige eksperter i alverdens konventioner – hele den store flok af vor tids moralsk kolossalt overlegne farisæere.
Socialdemokratiet, som vi alle skylder så meget, er blevet overtaget af socialdemokraterne, hvis snæversyn ikke gav plads til en Karen Jespersen, så hun ikke havde anden mulighed end at skifte parti.
For Anders Fog Rasmussen var det en ren foræring sådan at overtage en stemmesluger kvit og frit. At han så nok får sit at se til mht. at styre hende er en anden sag, men han er jo godt på vej til at overtage det tidligere Socialdemokratis politik, så måske går det lettere, end man skulle tro. Samtidig melder Ny Alliance, der ganske vist har vist sig som noget af en fuser, sig som støtte for ham, så han må føle, det hele går hans vej. Hvem mon bliver de næste, der er bange for at stå alene tilbage på perronen, når toget er kørt? Hvem ved, hvad det ender med, når statsministeren har succes med i lyntempo at løbe fra sine tidligere og herostratisk berømte holdninger, hvor “Pengene fosser ud af statskassen” nu er blevet til “Pengene fosser ind i statskassen”? De gamle ærkeliberale venstrefolk må som Venstres unge løver sluge mange kameler for tiden.
For Danmark er det også en foræring endelig at få en social- og ligestillingsminister, hvis hjerte banker oprigtigt for samfundets svage.
Til lykke Danmark!
