Religionstyranni

Det er ufattelige skændselsgerninger, der op gennem historien har fundet sted i religionens navn. Ugerningerne antog alle tænkelige former for pinsler og måder at slå mennesker ihjel på.
Kristendommen stod ikke tilbage for nogen anden religion i den henseende dvs. det var dog ikke kristendommens hellige bog, Bibelen, der foreskrev nogen at straffe andre for de forskellige fejltrin, et menneske kunne begå – det var kirken, eller rettere kirkens mænd.

Skiftende paver iværksatte inkvisitioner dvs. domstole, der skulle holde øje med afvigere fra den rette tro (kætteri), og angiveri var udbredt. Med den grusomste tortur fik inkvisitionens bødler altid den anklagede til at tilstå hvad som helst, og skulle en enkelt holde stand, var det fordi Djævelen holdt hånden over ham eller hende, og så var konsekvensen selvfølgelig den samme: At blive brændt levende på bålet. Og endnu mere grotesk: Døden på bålet var ikke en straf, men en renselse, en udfrielse fra Djævelens greb, så sjælen blev reddet.

Straffen udførtes ofte ved en såkaldt autodafé dvs. verdslige borgere, der på kirkens vegne forestod handlingen i fuld offentlighed med mange tilskuere. Så undgik de gejstlige også at få snavset deres hænder til.
Den sidste autodafé fandt sted i Italien så sent som i 1826, hvor en skoleinspektør blev brændt for afvigende meninger.

Den sidste inkvisition blev iværksat i 1478, men dermed var det langtfra forbi med uhyrlighederne. Heksejagt, pinsler og brændinger blev udført af almindelige folk helt op i 1700-tallet i alle kristne lande ofte under udbrud af religiøs hysteri, der kunne være startet ved et tilfælde eller ved en enkelt persons hævnakt i form af falsk angiveri, og hele områder kunne på den måde lægges næsten øde, før hysteriet ebbede ud.

Den sidste ”heks”, der blev brændt i Danmark, var Maren Spliid, der den 9. november 1641 blev brændt mellem galgebakkerne ved Ribe.

Det er mærkeligt at tænke på, at der stadig i vore dage, som vi regner for en oplyst tid, – informationstidsalderen, hvor IT-teknologien er udbredt til hele kloden – hersker en religion i de muslimske samfund, Islam, der alt efter hvordan religionens hellige bog, Koranen, fortolkes af præsteskabet, kan påbyde straffe som piskning, afhugning af lemmer og dødsstraf ved stening eller halshugning, og at en muslim, der konverterer til en anden tro (= kætteri), skal straffes med døden.

De muslimske samfund er meget forskellige pga. forskellig fortolkning af Koranen. I samme land kan der endda være forskellige fraktioner, der foragter hinanden eller ligefrem bekriger hinanden. Men fælles for alle muslimske samfund er, at de er patriarkalske, og kvinderne er mændenes ejendom og skal gå tildækkede, for at andre mænd ikke skal kaste deres øjne på dem. Jo mere ortodoks præsteskabet er, jo strengere er levereglerne for både mænd og kvinder.
Der er muslimske samfund, hvor pigerne får klitoris skåret af og skedeåbningen syet sammen, for at sikre, at hun er jomfru, når hun skal giftes, altså blive en ægtemands ejendom og ikke længere faderens. Det kaldes omskærelse, men er et lemlæstende – et invaliderende indgreb, der er forbudt i Danmark, og som ikke kan sammenlignes med jødernes omskærelse af drengebørn, der kun går ud på at fjerne det meste af forhuden på penis, hvor frastødende denne skik end kan synes i et samfund, hvor det ikke er lovligt at halekupere hunde.

Vi har i Danmark for århundreder siden gjort op med enhver form for religionstyranni. Dette gælder ikke kun for ”gammeldanskere”, men også for ”nydanskere” og nye immigranter, som må acceptere dette forhold, før de sætter deres fod på dansk jord.

Danmarks fremtid

Politikens alvidende og altid talende chefredaktør, Thøger Seidenfaden, har med den største selvfølgelighed til hudløshed gentaget sine infame påstande om, at danskerne er fremmedfjendske, fremmedangste og alt muligt andet nedsættende om danskernes forhold til udlændinge.
De Radikales Marianne Jelved og Socialistisk Folkepartis Villy Søvndal prøver at gøre sig gældende med lignende udtalelser, dog knapt så perfide.Hvad de ikke vil forstå er, at der rent praktisk må være grænser for, hvor mange flygtninge og indvandrere landet kan modtage og hvor hurtigt.

Tilsyneladende har ingen af dem kendskab til, hvordan danskerne i 1956 tog kærligt imod ca. 1000 flygtende ungarere.

Gennem tiderne har vi taget vel imod , jøder, polakker og tyskere og andre. Skulle den danske folkesjæl mon have forandret sig så meget?

Når der i dag sidder asylsøgere i årevis under kummerlige forhold i asylcentrene, er det ikke fordi danskerne er onde. Årsagen er, at vi, og de, sidder i suppedasen, fordi Socialdemokraterne og De Radikale, da de havde magt til det, tillod en uhæmmet tilstrømning af flygtninge og indvandrere af forskellige kategorier, hvoraf størsteparten var af en religiøs og kulturel baggrund, der betingede, at de kun vanskeligt – eller slet ikke – lod sig indpasse i det danske samfund. Samtidig skulle danskerne pludselig vænne sig til, at indvandrere og flygtninge stiller betingelser og kræver, at skoler, daginstitutioner og svømmehaller etc. skal ombygges eller indrettes, så de tilgodeser deres specielle kulturelt – og religiøst betingede skikke.

Her gik de skikkelige danskere og troede, at flygtninge og indvandrere var mere end tilfredse, ja glade, måske endda taknemmelige for at få ophold i vort land, så det kan ikke undre nogen, at der snart opstod et politisk parti, som vendte sig mod de fremmede. Partiet hedder i dag Dansk Folkeparti. – Men, Thøger Seidenfaden, Marianne Jelved og Villy Søvndal, man behøver ikke at være medlem af Dansk Folkeparti for at synes, at den tidligere indvandrer- og flygtningepolitik var hul i hovedet.Men det er grotesk, at der skulle en bevægelse som Dansk Folkeparti til, før den slappe og betingelsesløse immigrationpolitik standsedes.

Vi har endnu ikke fundet ud af, hvordan vi skal tackle indvandringen på en afbalanceret måde, men giv tid, så kommer det nok. Det værste, der kunne ske, ville være en gentagelse af tidligere fejltagelser.Det er et meget lille højtråbende mindretal, der ønsker at omdanne Danmark til et multikulturelt samfund. Det store flertal går ind for en moderat og kontrolleret indvandring.
Flygtninge og immigranter, som kan og vil bidrage positivt til det danske samfund og forholder sig loyale over for Danmark, skal være velkomne og blive hjulpet i gang, eller hjulpet over traumer og sygdomme, til de forhåbentlig kan klare sig selv, og de, der ikke kan klare sig selv pga. et handikap, skal få den hjælp, de behøver, og blive godt forsørget.
Der skal altid være religionsfrihed i Danmark, men muslimer må udøve deres religion med samme diskretion som de danske jøder altid har gjort. Så vil vi genskabe det Danmark, hvor alle kan leve i fred og venskab. De danske jøder har været og er et positivt islæt i Det danske samfund. Gid også alle herboende muslimer vil blive det i fremtiden.

Der hviler et stort ansvar på de muslimske imamer for at integrationen skal forløbe så gnidningsløst som muligt. Imamerne skal som minimum bestå et oplysningskursus i dansk tradition, levevis, styreform og historie, før de kan indlede deres funktion som vejledere for muslimerne.

Anvendt demokrati

Der er grund til at være stolt over at leve i et samfund, hvor justitsministeren bliver fradømt kørekortet (ganske vist betinget) for ved et uheld at have påkørt en cyklist, der dog kun fik mindre skrammer.

Der er også grund til at glæde sig over, at Lene Espersen stod ved sit ansvar uden omsvøb og tog sin straf uden dikkedarer, selvom det naturligvis er en ærgerlig sag for hende som offentlig person.Sådan er det her i Danmark, og sådan skulle det helst blive ved med at være.

Er Anders Fog Rasmussen en vendekåbe?

Venstres tilsyneladende forsøg på at overtage socialdemokraternes velfærdspolitik kunne tyde på det, men tag ikke fejl – det er netop tilsyneladende, beregnet til at holde på vælgerne. Ligesom Anders Fog på storbondsk maner aldrig tager fejl, vil han i virkeligheden aldrig give slip på skillingerne. Når det kommer til stykket, må det ikke koste noget. Så tag ikke fejl, hulemanden trives fortsat i bedste velgående inde bag facaden.

Når det umulige skal forklares, så vælgerne bliver overbevist, tilkaldes Venstres store illusionskunstner, Lars Løkke Rasmussen, som, bare han får taletid nok, er i stand til at gøre besparelser til budgetudvidelser og Venstre mere socialt ansvarligt end alle de andre partier tilsammen.

Se det er politik, der vil noget.

Velkommen til min weblog!

Giv din mening til kende!

Klik på overskriften, og nede under artiklen dukker der et felt frem, hvor du kan skrive din kommentar (blad ned). Du kan også læse og kommentere andres kommentarer, hvis der er nogen. I navnefeltet kan du kalde dig, hvad du vil, men email-adressefeltet skal udfyldes korrekt. Den kan ikke ses af andre læsere. Slut af med at klikke på Submit Comment.
Windows’ rutinemæssige advarsel betyder ingenting.

Carl Vendler, emeritus 

Jeg er en gammel skæv eksistens, som ikke kan bruge venstre arm og ben på grund af en hjerneblødning. Den gik dog kun ud over det motoriske, for ellers  fungerer hjernen nogenlunde – bilder jeg mig ind.

Men da jeg er gammel, har mine ord ingen vægt mere, så derfor kan jeg tillade mig at skrive lige, hvad der passer mig!

Alligevel kan det tænkes, at der er en og anden derude, som finder noget brugbart blandt mine skriverier.

Jeg ønsker alle læsere et langt og frugtbart liv!

Min historie

Det er nu to år siden, jeg fik en grim hjerneblødning som bredte sig over 4 x 6 cm af hjernens højre halvdel. Ved en hjerneblødning blokeres ilttilførslen til de berørte hjerneceller, og det dør de af. Det var heldigt, at det skete i højre side i et område, der styrer motorikken i kroppens venstre side, så uden at have taget synderlig skade på forstanden er jeg blevet delvist lam og følelsesløs i venstre side. Jeg kan ikke gå, og næsten ikke bruge venstre arm og hånd til noget. Desuden medfører lammelsen smertefulde kramper, som jeg endnu ikke har kunnet få noget virkeligt effektiv medicin imod.

Jeg har gået til genoptræning i et år, siden jeg kom ud fra hospitalet, uden at det har medført nogen bedring, hvorefter jeg har trænet meget selv herhjemme. Desværre er jeg jævnt hen alligevel blevet fysisk dårligere hele tiden, så jeg nu kun kan gå nogle få skridt indendørs med rollatoren og tilbringer nu den tid, hvor jeg ikke ligger i sengen, i en kørestol, så jeg dog kan komme lidt omkring herhjemme og sidde ved computeren og skrive med én finger.

Ovenstående billede, hvor jeg sidder på havetraktoren, er taget 4 måneder efter slagtilfældet, hvor jeg endnu havde det ganske godt.

Heldigvis er det sådan, at kramperne ikke smerter hver dag, men uforklarligt nok kun hver anden. Det betyder, at alt hvad jeg skal have ordnet skal ske på de “gode dage.” På de dårlige dage må jeg ligge i sengen det meste af tiden.

. Efter et prøveophold på Poghøj Ældrecenter i Oksbøl er jeg ikke længere bange for at komme på plejehjem, som jo er sidste station før døden, jeg håber bare, jeg kan få en internetforbindelse, for computeren og internettet er min daglige glæde. Men hvad er der i vejen med døden? Den frygter jeg heller ikke. Døden helbreder alt, den sætter en stopper for alle lidelser, så døden er en god ven, der venter på os gamle skrog.

Jeg skal ikke klage. Jeg har nået det meste af, hvad jeg drømte om: at elske de skønneste kvinder og gifte mig med den dejligste af dem alle, at blive far til to børn, som jeg er stolt af, at blive bedstefar til en hel flok sunde børn, at blive skipper på arbejdet og på egen sejlbåd, at have bil. motorcykel, motorbåd og motorsejler, at skyde to edderfugle fra en lille skydepram første gang jeg prøvede en jagtbøsse, at køre Hardangervidda rundt på egen hånd og gå i bjergene, at nyde det antal cigarer, jeg havde godt af og meget mere. Kun nåede jeg desværre ikke at tage flycertifikat p.g.a. en alt for tidlig blodprop. Man kan ikke få alt, og det er vel sundt nok.