Livets store spørgsmål

Engang var Jorden i centrum under himmelbuen, og engang var menneskene nogenlunde på midten af den flade Jord, så menneskene befandt sig i centrum af det hele.

Det befandt de sig godt ved, indtil Giordano Bruno for 400 år siden fandt ud af, at Jorden alligevel ikke var flad og Verdens midtpunkt, og at det med de syv himle – den ene oven på den anden – nok ikke rigtig holdt stik.
Han var så uforsigtig at sige det højt, og dermed lagde han sig ud med kirken, og han blev brændt på bålet i Rom den 17. februar år 1600 for at udbrede sine kætterske tanker.

Fire år senere blev nattehimlen oplyst af en ny stjerne – en stella nova. (en supernova ved vi i dag) langt ude i verdensrummet. Det var kedeligt for kirken, for mange af tidens kloge hoveder var klar over, at den ny stjerne beviste, at “himlene” ikke var så uforanderlige, som kirken prædikede.
Den ene store videnskabsmand efter den anden studerede fænomenet, og de var enige med den største af dem alle, Galileo Galilei: Jorden var en planet, der indgik i solsystemet, som igen var en del af det endnu større univers.
Og ikke nok med det. Overalt i universet gjaldt de samme naturlove, som fysikerne og matematikerne gik i gang med beskrive nærmere.

Men kirken med paven i spidsen gav sig ikke, for så ville store dele af dens lære jo være forkert: Jorden var ikke universets centrum, og solen bevægede sig ikke rundt om jorden, men omvendt. Galilei blev tvunget til at afsværge sine teorier og blev i 1633 dømt til livsvarig husarrest.
Under husarresten fortsatte han sine videnskabelige arbejder og skrev flere bøger herom, som dog naturligvis ikke kunne udgives i samtiden. Men han havde sået mange frø, så rundt omkring i Europa fremkom mange nye videnskabsgrene, der baserede sine love på eksperimenter og matematiske beregninger.

Gelilei døde i 1687, og samme år udgav i England en anden og lige så stor videnskabsmand, Isaac Newton, det største videnskabelige værk gennem tiderne: Naturalis Principia Mathematica, Hvori han bl.a. forklarer hvordan tyngdeaccelerationen (tyngdekraften) styrer alle himmellegemers bevægelser, hvilket dog ikke betød, at han ikke også beskæftigede sig med alkymi og andre af datidens mere obskure eksperimenter. Newton var dybt religiøs, men betragtede den officielle (katolske) kirke som besmittet af djævelen, hvorfor den med alle midler bekæmpede videnskabens nye opdagelser. Hele livet levede han som kætter i hemmelighed og søgte lidenskabeligt at dechifrere “Guds plan” for alting ved studier af Bibelen og ved eksperimenter. Oplysningstiden var nu i fuldt flor, men den katolske kirke opgav ikke sin modstand før 1822.

I dag er det svært for mange at forlige naturvidenskaben med Bibelens ord og troen på Gud, men Newton så slet ingen modsigelse mellem sin videnskab og den kristne tro.

Heller ikke for Einstein eller Niels Bohr kolliderede troen med videnskaben, selvom de blev uenige, da Heisenberg opdagede ubestemthedsprincippet vedrørende de partikler, de alle studerede. Det stred med Einsteins opfattelse af naturen og fik ham til at hævde: “Gud spiller ikke med terninger!” Hvortil Bohr stilfærdigt svarede sin ven: “Det er jo ikke videnskabsfolks job at fortælle Gud, hvordan han skal drive verden!”, og dermed blev kvantemekanikken, der vender op og ned på kausaliteten fra de efterfølgende år, det værktøj, fysikerne og matematikerne bygger deres forskning på, og Newtons velordnede univers var ikke længere det grundlag naturvidenskaben hvilede på.

Men det springende punkt er imidlertid stadig: Hvor kommer det hele fra?

Bibelen siger, at Gud skabte himlen og Jorden med alle dens levende væsener på syv dage.

Den fremherskende videnskabelige teori er, at universet opstod, da et enkelt punkt – en singularitet – eksploderede i det såkaldte “Big Bang”, og at livet på Jorden udviklede sig gradvist gennem millioner af år.

Ud fra et almindeligt rationale kan den ene forklaring være lige så god – eller usandsynlig – som den anden.

Kristendommen lærer os, at den almægtige og gode Gud skabte mennesket i sit billede, og Gud gav mennesket en fri vilje: Menneskene kan gøre gode ting, og de kan gøre onde ting, “For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”. Når mennesket handler ondt, er det fordi synden har taget bolig i det.

Det klassiske spørgsmål lyder: Hvordan kan den barmhjertige og almægtige Gud tillade, at det onde går ud over uskyldige, over små børn?

Den fri vilje kunne ikke bruges til meget af ofrene i Gulag- øhavets slavelejre eller i nazisternes koncentrationslejre.

Dette spørgsmål har Bibelen eller teologen intet svar på til nutidens mennesker.

For et par hundrede år siden accepterede man, at det nok var Guds vilje, at der nok var en mening med det, selv når onde handlinger gik ud over uskyldige.

Så er vi tilbage ved udgangspunktet: Står der en skabende Gud bag ved alt?

I givet fald skete der foruden alt det vidunderlige en række frygtelige fejl under skabelsen.

Det vidunderlige ser vi,

når et velskabt barn kommer til verden
i kærligheden
i kunsten
i en nyudsprungen bøgeskov
når vildgæssene trækker sydpå
etc.

Det frygtelige ser vi,

når der fødes et barn med vaskulær Ehlers-Danlos syndrom, hvor huden over hele kroppen forfalder ja næsten opløses lige så hurtigt den dannes, og barnet derfor er henvist til et liv i evindelige smerter, indtil døden – måske efter års forløb – endelig udfrier det.

i de parasitter, hvis ene funktion synes at være at skabe lidelse ved at medføre blindhed, elefantsyge eller andre uhyggelige sygdomme.

når der er mennesker, der udvikler sig til de massemordere, historien er så rig på
etc.

Undet ét kan disse fejl karakteriseres ved ét ord: Lidelse. Men lidelsen er utallige andre steder, den rammer hvorsomhelst og nårsomhelst og piner sine ofre døgnet rundt, og kun døden kan standse den.

Hvordan kunne den almægtige Gud skabe en verden med så megen lidelse?

Er vi da skabt med det ene fornål: At dø?

Det er for let at give menneskene selv skylden, for hvad har et lille barn gjort sig skyldig i?

Nej lidelsen er en et af livsvilkårene for mennesker og dyr i denne ufuldkomne verden, og sådan må Vorherre mene det skal være, hvis han vil have ansvaret for dens skabelse.

Er der andre verdener , universer, hvor lidelsen ikke eksisterer,  universer, hvor der hersker fred og sundhed som på de glansbilleder, man ser i nogle børnebibler og forskellige sekters opbyggelige publikationer. Men disse glansbilleder er jo den rene fantasi, propaganda og løgn.

Ehvert menneske må spørge: Er Bibelen bedre? Eller Koranen for den sags skyld? Eller er de oprindelig skrevet for at nogle kunne opkaste sig til herskere over andre, sådan som vi fra historien ved, de er blevet brugt?

Der er udkastet videnskabelige teorier om flere universer af de videnskabsmænd, der arbejder med de nyeste opdagelser inden for kvantefysikken, for astronomerne har for få år siden gjort en revolutionerende opdagelse – at der er “Sorte huller” i universet.

Et sort hul er karakteriseret ved, at dets tyngdeacceleration er så stærk, at alt fra det helt små til hele galakser, der kommer i nærheden af det, bliver trukket ind i det sorte hul, ja tyngdeaccelerationen så stærk, at end ikke lyset kan undslippe – deraf navnet.

Matematikerne arbejder i den forbindelse med de såkaldte streng-teorier med flere end de fire klassiske dimensioner i håb om at kunne forklare, hvad der bliver af det, der forsvinder i et sort hul, om der er noget på den anden side af det sorte hul, og om det, der er på den anden side, er et nyt univers med nye sorte huller og så fremdeles.

Universet udvider sig stadig efter “Big Bang” og har ikke har noget centrum, hvilket er ubegribeligt, når vi samtidig i alle retninger kan observere stjerner eller galakser, der er så langt borte, at det har taget lyset derfra cirka 15 milliarder år om at nå os, også kaldet observationshorisonten eller begivenhedshorisonten. Længere kan selv den stærkeste kikkert i rummet ikke se, for 15 milliarder år er den tid, der er gået siden “Big Bang”, er astronomerne og matematikerne enige om.

Tilsyneladende smuttede noget gennem et sort hul og eksploderede for 15 milliarder år siden og blev til vort univers!

Var det Vorherre, der puttede dette noget gennem det sorte hul?

Der er ting vi aldrig kommer til at forstå, uanset de kloge videnskabsmænd, som gør deres bedste for at søge til bunds i mysterierne. Trods alle anstrengelser er de ikke støt på nogen gud eller noget guddommeligt.

Tilværelsen forbliver et mysterium.

Det må det moderne “oplyste” menneske leve med i ensomhed.
Alligevel kan kirken – meget afhængig af hvem, der forvalter dens budskab – stadig byde på trøst og fællesskab, når vi har behov derfor.

 Jeg mindes min drengetids præst med glæde og beundring:

Vester Starup Kirke er en meget lille og yderst beskeden kirke. På bænkeraderne er der vel plads til 70 voksne – rykker de sig sammen måske 80.

Trods kirkens lidenhed var pastor Østergaard i sin tid en Herrens tjener af stort format. Han var af middelhøjde og drøjde, med et stort hoved, hvor det med alderen var svundet slemt i den lyse hårpragt, så der tilbage kun var de let krøllede rester omkring ørene og i nakken. Ansigtet var sundt rødmosset, og som gudstjenesten skred frem, glinsede det mere og mere af sved, for han lagde energi i sin prædiken og salmesang. Hans stemme havde klangbund i det store hoved, så den var naturlig kraftig, hvilket ydermere forstærkedes af det lille kirkerum, og allermest imponerende var han, når han mod slutningen af gudstjenesten stod under buen til koret, først med ryggen til menigheden afventende orgelspillets forløb – og når den sidste orgelklang døde hen, vendte han sig mod menigheden og messede med malmfuld røst:

Herren løfte sit åsyn på dig – og – give – dig – fred!

mens han i takt med de sidste ord slog et stort korsets tegn for menigheden så udtryksfuldt, at det gik lige ind i hjertekulen på hver enkelt synder dernede på bænkeraderne.

K. Høgsbro Østergaard var en præst, der efterlod sig et respektfuldt indtryk trods sin elskelighed.

Selvom vi ikke gør meget væsen ud af det, elsker vi danskere vore kirker fra den mindste og mest undselige landsbykirke til domkirkerne med Vor Frue Kirke som den prægtigste. De er en væsentlig del af vor kulturarv, ligesom den kristne etik. Trosspørgsmål anses derimod mere og mere som et privat anliggende.

Langsom. men støt udsultning af den offentlige sektor

I denne regerings tid er der under dække af den ene søforklaring efter den anden (Thor Petersen: “Vi har lige sat halvtreds millioner ekstra af . . . . osv.”) sket en støt udsultning af den offentlige trafik, sundhedssektoren, børneinstitutionerne, ældreplejen,universiteterne, Folkeskolen og gymnasierne etc.

Metoden har hele tiden været nednormering ad bagdøren af antal ansatte til at løse de samme opgaver og en lavere løn til offentligt ansatte end lønnen på det private arbejdsmarked. Derfor må det offentlige rekruttere en stadig større andel af mindre kvalificeret arbejdskraft, samtidig med at personalet skal bruge mere og mere tid på at lave opgørelser, indberetninger, evalueringer og planer til kontrol af effektiviteten, og det er netop det snedige ved det, for på den måde kommer problemerne i den offentlige sektor til at se ud, som om de er personalets skyld (“For vi har netop sat endnu flere penge af til indkøb af . . . . osv.”), og offentligt bliver lige så stille synonymt med ineffektivitet og privat med effektivetet.

“Vi hader ikke de offentligt ansatte!” kom en borgerlig politiker for nylig til at sige. Næh, måske ikke, men de værdsætter dem heller ikke, for de tjener jo ikke valuta hjem til landet, de producerer jo ikke noget håndgribeligt, de er jo et folkefærd, der brødfødes af dem, der knokler for eksporten som f.eks. landmændene (der ganske vist ikke engang selv kan leve af det, de producerer, hvis det ikke var for subsidier og tilskudsordninger fra EU, men det taler vi ikke om).

Inderst inde ved selv de borgerlige politikere udmærket, at en velfungerende offentlig sektor er en forudsætning for en velfungerende privat sektor, så derfor lægger de den naturligvis ikke helt død, men det tager kegler hos mange mindre velfunderede vælgere, der kun har øje for det offentlige som en omkostning, at vise, at man holder igen, at “det offentlige ikke bare får lov til at vokse frit.” (Prøv at lytte til Venstres liberale ungdom).

Anders Fog har imidlertid indset, at der er flest vælgere i midten af det politiske spektrum, så han har i længere tid ikke brugt megen tid på at tale om “det frie valg”, liberalisering og privatisering. Det giver vrøvl med Venstres ungdom, men har indtil for nylig givet pote mandatmæssigt .
Nu ser det imidlertid ud til, at han snart må støve hulemanden af og så småt finde “minimalstaten” frem igen.

Det vil han også befinde sig meget bedre ved.

Hva’ behar ?

Allerede i det antikke Grækenland forargedes og bekymredes de gamle (UPS! de ældre) sig over ungdommen, og det har vi gjort lige siden. Her i 2006 er vi bekymrede over, at der tilsyneladende er flere uopdragne og voldelige (UPS! samspilsramte) unge end nogensinde før. Til gengæld glæder vi os over, at de åndssvage (UPS IGEN! udviklingshæmmede) tilsyneladende har det langt bedre i dag end tidligere.

Hvordan går det til, at der i dag er forældre, der får tilbud om et kursus i det at være forældre? Da vi var unge forældre, var vi overladt til os selv, vi var så at sige på Herrens mark -  fuldstændig svigtet af det offentlige system, og det lagde vi slet ikke mærke til. Hvordan kan det så være, at det gik godt? Selv vore børn er blevet forældre uden kursus, og så vidt vi kan se, går det fint. Hvad kan forklaringen være?

Hvordan bidrog danskerne til kampen mod det nazistiske Tyskland?

Når man kaster sig ud i at besvare dette spørgsmål, popper vort broderland, Norge, automatisk op, for de gjorde jo modstand, og så er der fire ting, der må slås fast:

1. Danmark var med sit lille flade, lettilgængelige og tæt bebyggede areal umulig at forsvare mod den overlegne fjende.
2. Norge var med sit store ufremkommelige areal umulig at besætte fuldstændigt af den samme fjende, som kun kunne kontrollere de vigtigste byer og nøglepunkter og beherske landet ved hjælp af terror og overløbere.
3. Alligevel er vi en smule skamfulde over vor indsats den 9. april 1940.
4. Derimod kan vi godt være vor indsats de næste fem år bekendt, men det skyldes en lang række af enkeltpersoners indsats.

Det officielle Danmarks bidrag, dvs. politikernes og regeringens bidrag var lig nul -
og så alligevel indirekte et stykke over nul: Måske på grund af den fredelige besættelse var der fra tysk side ikke ordre om straks at kræve jøderne udleveret, og det blev deres redning i første omgang. Da kravet så kom år senere, lykkedes det modige danskere at smugle næsten alle til Sverige.

Op igennem 1930′erne førte den danske regering med oppositionens støtte en slags neutralitetspolitik, der først og fremmest gik ud på at stå på god fod med vor mægtige nabo mod syd.

Som “neutrale” kunne vi ikke påregne hjælp fra nogen i tilfælde af krig.

For de væbnede styrker gjaldt en almindelig forholdsordre, hvorefter det skulle hindres, at fremmede militære styrker foretog handlinger på dansk område i strid med Danmarks neutralitet. Enhver provokerende handling skulle undgås, og soldaterne måtte kun skyde i selvforsvar eller hvis der var fare for det, de bevogtede.
Nu var der ikke så stor fare for, at vore soldater skulle komme til at provokere, for selvom der flere dage før den 9. april var forlydender om, at det tyske militær var på vej, så valgte regeringen at overhøre alle advarsler, hvorfor den afviste hærens anmodninger den 6. og 8. april om at måtte mobilisere sikringsstyrkens knap 60.000 mand, og da var det under alle omstændigheder for sent.

Samtidig med invasionen kontaktede den tyske gesandt Renthe-Fink udenrigsminister Peter Munch og forelagde ham det tyske ultimatum: Dansk kapitulation, eller Luftwaffe, der allerede fløj truende rundt over hovedstaden, ville begynde at bombe.

Kl. 05.30 mødtes Munch og regeringens øvrige ledere med kong Christian X og de øverste værnschefer. Efter en kort rådslagning om, hvorvidt der skulle kæmpes videre (nb. forholdsordren), blev det besluttet at kapitulere kl. 06.00.
Ved en ubegribelig fejl nåede ordren om at stoppe kampene ikke frem til Sønderjylland før 2 timer senere. To tyske divisioner på i alt 40.000 mand havde da angrebet Danmark på land, til vands og fra luften siden klokken 04.15, og 4. bataljon fra cyklistregimentet havde modigt taget kampen op med de invaderende styrker og grænsegendarmer kom flere steder i ildkamp.
De tyske tab kendes ikke, men I alt døde 16 danskere og 23 såredes i den ulige kamp. og den tyske march op gennem Jylland kunne fortsætte.
Hovedangrebsmålet var Ålborg Flyveplads, som tyske faldskærmstropper erobrede kl. 06.30 uden kamp.

I København lagde et tysk troppeskib med 800 mand til ved Langelinje. De overrumplede det danske militærs hovedkvarter på Kastellet og indtog Amalienborg efter en kortvarig ildkamp med livgarden.

At tyskerne kunne sejle lige forbi den danske flåde og Middelgrundsfortet, hvor kanonen ikke virkede, og indtage hovedstaden er siden blevet symbolet på det lidet heroiske danske forsvar, når der bortses fra 4. Bataljon og grænsegendarmerne:

a. Trods generalkommandoens gentagne henstillinger var København blottet for luftforsvar.
b. Trods rigsdagens beslutning af 19. januar 1940 om, at Danmark skulle forsvares med alle til rådighed stående midler, reducerede man i de følgende måneder hæren til et minimum.
c. Der var ingen vagt ved Lillebæltsbroen.
d. Der var ingen vagt ved Storstrømsbroen.
e. Korsør var ubeskyttet.
f. Gedser var ubeskyttet.
g.Der var intet foretaget med henblik på sprængning af broer, jernbaner, veje eller sænkning af færger.
h. Tyskerne kom til Gedser med den ordinære færge.
i. Tyskerne gik i land i Gedser ca. kl. 03.30; men først kl. 5.10 blev kasernen i Vordingborg alarmeret.
j. Fyrtårnene vejledte de tyske skibe i havn.
j. Fyrlinien gennem minespærringen ved Københavns havn var tændt.
k. Tyskerne marcherede i ro fra Gedser til Masnedsund, 40 km uden at garnisonerne i Vordingborg og Næstved blev alarmerede. Det bemærkes, at styrken i Vordingborg skulle og kunne spærre Storstrømsbroen.
l. På Masnedøfortet var der kun to værnepligtige marinere, og de kendte intet til kanonerne.
m. En rekognosceringsmaskine blev sendt op fra Værløse tidligt om morgenen den 9. april, men dens radio virkede ikke.
n. Den havde to maskingeværer og skarp ammunition, men det viste sig, at begge maskingeværer var i stykker.
o. 8. april blev chefen for Middelgrunden frakommanderet.
p. Der blev herefter indsat en chef, der ikke var fortrolig med kanonerne.
q. Han havde ordre til, at der under ingen omstændigheder måtte skydes andet end varselskud, og det skulle ske med løst krudt.
r. Da man endelig forsøgte at skyde fra Middelgrunden, virkede kanonen ikke.
s. Tyskerne turde sejle gennem minefelter. Minerne var nemlig taget op i forvejen “til eftersyn.”
t. Der lå ganske vist danske krigsskibe i Københavns havn, som kunne have skudt på de tyske troppeskibe, men de manglede mandskab.
u. Indkaldte, som i løbet af natten kom til artilleriskibet »Niels Juel«, blev ikke modtaget. Om morgenen blev skibet erobret fra en robåd!
v. Der kom om morgenen 9. april mindst 4 tyske skibe i løbet af en time. End ikke det sidste blev standset.
x. Ved middagstid den 8. april sendtes der en sikker rapport fra Sønderjylland om, at tyskerne ville overskride grænsen næste nat kl. 4. Allerede 03.30 landede tyskerne i Gedser. Kl. ca. 05.00 blev Kastellets officerer og mandskab taget på sengen.
y. Indsejlingen til Københavns havn er så snæver, at den kan spærres af et eneste fartøj. Der fandtes hertil to bevogtningsfartøjer. Den 6. april blev det ene inddraget, 8. april desuden det andet.
z. Luftskytset ved grænsen blev 8. april pakket til flytning.
æ. På samtlige søforter omkring København fik mandskabet orlov d. 8. april.
ø. Flådens enheder var spredt og så vidt muligt anbragt der, hvor der ikke var brug for dem.
å. Det var forbudt danske undervandsbåde at patruljere i Aarhusbugten, hvor en stor del af flåden lå.

Hvor mange af punkterne a-å, der skyldtes uduelighed og hvor mange, der skyldtes et ønske om at lægge så få hindringer i vejen for tyskerne som muligt, er vistnok aldrig blevet helt klarlagt.

Kilde (a – å): cand. mag, Inge Balling-von Cappeln.

Alfabetets 28 bogstaver slår ikke til, hvis alle forsvarets og politikernes forsyndelser skulle medtages.

Det siger sig selv, at der blev sparet mange liv og ødelæggelser ved politikernes og forsvarets politik, og det er naturligvis meget positivt.

Men denne politik skaffede os ikke plads blandt de allierede.

Det var der til alt held andre ting, der gjorde:

1. De danske frihedskæmperes og Frihedsrådets indsats.
2. Det såkaldte “augustoprør” 1943, hvor der var talrige sammenstød med besættetsesstyrkerne i flere af de større byer, efter at frihedskæmperne havde udført en række sabotageaktioner.
3. Den 28. august afvæbnede besættelsesmagten den danske hær og flåde.
4. Regeringen afviste et tysk ultimatum og gik af den 29. august, hvorefter tyskerne indførte militær undtagelsestilstand. Samarbejdspolitikken var hermed officielt ophørt.
5. Som en reaktion på august måneds uroligheder og sabotagevirksomhed kom Gestapo til landet i september 1943.
6. Flere tusinde danske sømænd sejlede med allierede skibe, hvorunder 171 blev dræbt.
7. Tredive danske flyvere, omkom under tjeneste i RAF.
8. Christmas Møller blev I foråret 1941 fra engelsk side opfordret til at flygte til England for at repræsentere danske synspunkter i London. Han efterkom opfordringen i april 1942 og blev formand for Det danske Råd. I London forsvarede han på den ene side danske synspunkter overfor de allierede, og på den anden side opfordrede han danskerne til modstand mod besættelsesmagten i BBC’s danske udsendelser.
9. To andre markante danskeres tjeneste i hhv. RAF og Special Boat Service:

- Kaj Birksted, pilot i Søværnets Flyvetjeneste, flygtede til England, hvor han som jagerpilot avancerede til Wing Commander, blev højt dekoreret for sin indsats og fik ansvaret for tilrettelæggelsen af en stor del af flydækningen under invasionen i Normandiet.

- Anders Lassen, tjente som soldat i den britiske hær under hele Anden Verderskrig. Han var en fabelagtig kommandosoldat og deltog i en lang række af halsbrækkende missioner. Han havde ved sin død rang som major og blev højt dekoreret, blandt andet blev han tildelt tre Military Cross, og efter at han faldt under en mission i Italien d. 9. april 1945, blev han posthumt tildelt Victoria Cross.
Anders Lassen var dermed en af Anden Verdenskrigs højst dekorerede soldater.

*****

Tusindårsriget

I 1940 blev det efter al sandsynlighed afgjort, om Hitlers Tusindårsrige skulle blive til noget og dermed også, om vi alle ville have været nazister i dag. I det perspektiv synes vore problemer uendelig små - Anders Fog eller Helle Thorning – ligegyldigt. De borgerlige eller de venstreorienterede – ligegyldigt. Globalisering – ligegyldig!
Vi havde alle, hvis Hitlers vision var blevet til noget, været opdraget i Hitler-Jugend – undtagen dem over 80,- men fælles for os havde været tilbedelsen af statuen af vor store fører, Adolf Hitler.

***

Tusindårsriget blev en vision, der heldigvis døde med dets uhyrlige ophav, og alt det er en historie, som er velkendt. Men hvor tæt var det egentlig på at blive realiseret?

Sommeren 1940 lå Europa for Hitlers fødder. Tyskland var verdens stærkeste militærmagt, De yngre våbenføre mænd var i Hitler-Jugend opdraget og trænet efter principper, der lignede Spartanernes i antikkens Grækenland: Krigen er den egentlige mening med livet.

Østrig var frivilligt og Tjekkoslovakiet alene vha. trusler indlemmet i Das Reich. På skrømt indgik Tyskland en ikke-angrebspagt med Sovjetunionen. Polen blev besejret i en lyn-krig og Danmark – Norge løbet overende i et snuptag. Med endnu en lynkrig overvældede man Holland og Belgien på vejen mod Det store Frankrig, som blev slået på mindre end tre uger!

Men fra Frankrigs Kanal-kyst kunne Hitler se over til den ene europæiske nation, som ikke ville give sig, men oven i købet selv havde erklæret Tyskland krig.

Her stod Hitler på toppen af sin magt, og så ville de tåbelige englændere ikke affinde sig med den ny verdensorden, sådan som Stalin (tilsyneladende) havde gjort!

Der var altså ikke andet at gøre at end at slå Storbritannien også, selvom det ikke havde været med i de oprindelige planer, der havde forudset, at Storbritannien ville tigge om fred, når Tyskland havde slået Sovjetunionen i en ny lynkrig.

Nu måtte man altså gøre det af med englænderne først, og det skulle ikke blive noget problem, lovede Göring. Han ville med sit frygtede luftvåben, tvinge englænderne i knæ, så man bagefter kunne invadere Storbritannien med de panserstyrker, der havde slået Polen, Belgien og Frankrig i et hidtil uset samarbejde med luftvåbnet – den succesrige Blitz-Krieg.

Oddsene syntes helt i Tysklands favør.

Det var også Joseph Kennedys opfattelse. Han var USA’s ambassadør i Storbritannien og en beundrer af det “effektive” Tyskland. Han støttede de isolationistiske kredse i USA, og hans rapporter tilbage til Washington anbefalede, at USA skulle forholde sig neutral, for Storbritannien ville ikke holde stand ret længe over for de overlegne tyskere. Senere ville USA nok kunne komme overens med et Europa under tysk herredømme. Det ville næppe heller vare ret længe, før konkurrencen mellem Hitler og Stalin ville føre til Sovjetunionens udslettelse – en velkommen udvikling, der ville efterlade kun to supermagter – USA og Tyskland i hver sin ende af kloden.

Præsident Roosevelt var ikke helt enig med sin ambassadør. Hans administration ville gerne støtte Storbritanien med våben – mod kontant betaling.
Da Storbritannien manglede ALT, blev den første handel, at man modtog 50 næsten skrotningsmodne destroyere mod at afgive en base på New Foundland til USA. Senere fulgte mange andre (og bedre) våbenhandler, der efterhånden ribbede Storbritannien for alle sine aktiver i USA foruden andre støttepunkter rundt om på kloden.

Altså indledte Luftwaffe hen på sommeren den luftkrig, der skulle tæmme englænderne. Churchill kaldte den “Slaget om England”, og enhver ved, hvordan det gik.

Storbritanniens stædige modstand overbeviste efterhånden så mange amerikanere, at stemningen i USA vendte. Frivillige unge amerikanske mænd rejste illegalt til England for at kæmpe på briternes side i RAF. Da et amerikansk skib i oktober 1941 blev torpederet af en tysk ubåd,forlod USA endelig den isolationistiske kurs og gik ind i krigen på Storbritanniens side, netop som englænderne var ved at være tvunget i knæ af de tyske ubåde, der sendte skibene med de livsvigtige forsyninger til bunds, men kravet var, at Storbritannien skulle afvikle sit imperium – en bitter pille, som var svær at sluge for Churchill og de konservative (men som på længere sigt skulle blive en fordel for både Storbritannien og de fleste af kolonierne).

USA’s enorme produktionskapacitet og krigsdeltagelse sikrede sejren over Tyskland og senere over det totalitære japanske kejserrige.

Men “Slaget om England” var vendepunktet. Det var i efteråret 1940, det blev afgjort, om Tusindårsriget skulle blive til noget. Storbritanniens stædighed, styrke og offervilje gjorde udslaget.

Vi står i evig gæld til først og fremmest Storbritannien for at have frelst os fra nazismen.

14 kvalmende spørgsmål til vore hjemlige KULTURRADIKALE

Hvis man synes, de danske kirker pynter i landskabet, er man så en primitiv nationalromantiker?

Hvis man synes, danske skoler, børnehaver og svømmehaller mv. skal virke efter danske regler, er man så en grim nationalist?

Hvis man synes, det var en selvfølgelighed, at Johannes V. Jensen i sin tid fik Nobelprisen, er man så en snæversynet nationalromantiker?

Hvis man synes, det er flot, at verdens største containerrederi er dansk og altid vil sejle under dansk flag, er man så en grim nationalist?

Hvis man synes, Blichers noveller ikke overgås af nogen udenlandsk forfatters, er man så en snæversynet nationalromantiker?

Hvis man ikke orker at citere Jürgen Habermas i enhver samtale, er man så håbløst provinsiel?

Hvis man synes, udsigten ud over Lille Bælt fra Skamlingsbanken er bjergtagende smuk som udsigten ud over Napoli-bugten, er man så en primitiv nationalromantiker?

Hvis man synes, vi har en begavet dronning, at kronprinsen er både begavet og et rigtigt mandfolk, og kronprinsessen er både begavet og smuk, og man værdsætter kongehuset som et stort aktiv for Danmark, er man så en grim nationalist?

Hvis man synes Cæcilie Nordby er mindst lige så god som Jeanie Bryson, er man så en snæversynet nationalromantiker?

Hvis man synes, at en sejltur rundt i Christian den 4.’s københavnske kanaler fint kan måle sig med en tur rundt i Venedigs kanaler, er man så en snæversynet nationalromantiker?

Hvis man synes duften af en dansk klitplantages lyng og fyrretræer må være fuldt på højde med duften et hvilket som helst andet sted på kloden, er man så uhelbredeligt provinsiel?

Hvis man glædes ved at se folk hygge sig i kolonihaven, er man så en primitiv nationalromantiker?

Hvis man synes, at Storebæltsbroen er den flotteste i verden, er man så en grim nationalist?

Hvis man synes, at Niels Bohr trods sit talehandikap var Albert Einsteins ligemand, er man så en grim nationalist?

Hvis man synes alt det og meget mere af samme slags, er det så helt sikkert, at man er bange for GLOBALISERINGEN – at man er fremmedangst?

Næh. vel?

Hvorfor forsømmer I så ikke nogen lejlighed til at demonstrere jeres foragt for, hvad der er dansk?
Kunne det tænkes, at I er så snæversynede, at I tror, kulturberigelse KUN kan komme udefra?

De nye racelove

For ca. halvtreds år siden, lærte skoleeleverne, at der fandtes tre menneskeracer: den gule, den sorte og den hvide. Det var til at finde ud af. Med udgangspunkt i den hvide race var det der karakteriserede den gule race, at de var skævøjede (den såkaldte mongolfold), at de gennemgående var mindre af bygning, og at de havde glat, sort hår (glat, fordi det enkelte hårs tværsnit var rundt). Det der karakteriserede den sorte race var selvsagt, at deres hud var sort eller næsten sort, at deres næse var bred, og at deres hår var kruset (kruset fordi det enkelte hårs tværsnit var ovalt). Denne raceopdeling var gældende indtil forskerne fandt ud af, at man slet ikke kan raceopdele mennesker. Man kunne kun tale om variationer inden for den samme race: Homo sapiens.

Indtil for ganske nylig var det altså meget nemt: Én race og dermed færdig. Der var slet ingen grund til at tale om racer.
Men nu fik piben en anden lyd.
Nu kan man blive dømt for racisme, hvis man tiltaler et menneske fra et andet land i nedsættende vendinger som f.eks. “Din skævøjede psykopat” (hvis man kun siger “Din psykopat”, er det ikke racisme), men det er racisme, hvis man gør forskel på mennesker fra andre lande, hvis man f.eks ikke vil servere pizza for franskmænd (uanset om det er mænd eller kvinder).
Der er altså al mulig grund til at passe på med, hvad man siger eller gør, for der er flere end 200 lande her på kloden, og i denne globaliseringens tid kan det let gå galt, hvis man er lidt hurtig på aftrækkeren.

Denne galskab er vedtaget af vore politikere og stadfæstet af Landsretten!

Husk det så.

USA gennemtrumfer endelig fred i Mellemøsten!

Reuters Nyhedsbureau 17. oktober 2008.

Baggrunden for denne højst benærkelsesværdige udvikling, der sikkert kommer bag på mange, er som alle nu ved, ret usædvanlig. Vi rekapitulerer hele den fantastiske historie:

Den 18. februar 2007 snublede Bush på vej ned ad trappen fra Air Force One og faldt så uheldigt, at han slog hovedet på trinnet bag sig. Han mistede kun kortvarigt bevistheden,og blev samme aften erklæret fuldstændig rask af sit lægeteam.
Det viste sig imidlertid senere, at slaget havde medført, at hans personlighed tilsyneladende var totalt forandret.

De første tegn herpå viste sig allerede næste dags formiddag, da han beordrede, at tilbagetrækningen af de amerikanske tropper fra Irak skulle indledes. Men ikke nok med det. Hele eftermiddagen rådførte han sig med sin stab, og flere toprepræsentanter fra det republikanske parti kom og gik eftermiddagen igennem.
Det eneste, der slap ud fra mødet var, at præsidenten syntes i usædvanlig grad veloplagt og determineret, og at han sidst på dagen anmodede ledelsen fra begge partier samt lederne af Senatet og Repræsentanternes hus om en fællesforhandling onsdag den 26. marts.

Hvilken dagsorden, der var for dette møde, kunne der kun gisnes om, men der kunne næppe være tvivl om, at noget virkelig stort var i gære.Sidst på aftenen gik der rygter om, at også overrabinere og andre repræsentanter for de amerikanske jøder skulle deltage, så nu blev der gættet på at et mellemøstligt fredsudspil var på trapperne, og det understøttedes af flere kontakter de følgende dage på højt niveau til FN og den israelske, palæstinensiske, jordanske, ægyptiske, britiske og russiske regering.
Forhandlinger mellem USA og alle de nævnte parter og et kraftigt pres på israelerne og palæstinenserne fortsatte til den 3. april, og så kom den store nyhed:

Palæstinenserne får deres egen stat på Vestbredden og i Gaza. Israelerne skal rive muren ned, og begge parter anerkende hinandens stater og ret til at leve i fred.

I takt med nedrivningen af muren skal de paramilitære palæstinensiske grupper og enkeltpersoner aflevere alle våben under tilsyn af et et inspektørhold under FN,
Blandt palæstinenserne er det herefter alene det palæstinensiske politi, der må bære våben. Spørgsmålet om et palæstinensisk militærvæsen kan, om det ønskes fra palæstinensisk side, tages op om fem år.
For Israel gælder, at kun politiet og det egentlige militær må bære våben.

Kort før offentliggørelsen var aftalen blevet tiltrådt af FNs sikkerhedsråd.

De nærmere enkeltheder i aftalen, samlede sig om tre hovedpunkter:

1. Jerusalem erklæres en åben by med lige og fri adgang for jøder, muslimer og kristne, således at øst-Jerusalem tilhører palæstinenserne og vest-Jerusalem israelerne.

Byen kan ikke være hovedstad for nogen af parterne.

Bebyggelser eller andet, der hindrer den frie adgang for nogen af de tre parter skal fjernes, og alle byens religiøse helligdomme skal respekteres af alle tre parter.
Israelske bebyggelser i øst-Jerusalem, som er opført indenfor de sidste tredive år for at udvide det israelsk-dominerede område, skal rives ned eller overgives til palæstinenserne.
Den politimæssige myndighed skal i hele byen varetages af en international politistyrke under FN.
Privatpersoner må ikke bære våben af nogen art inden for bygrænsen.
Der bygges for internationale midler et stort politikompleks og en retsbygning et passende sted på grænsen mellem øst- og vest-Jerusalem.

Palæstinenserne skal betragte Jeriko som en by hvortil jøder efter nærmere retningslinjer har fri adgang uden ret til at udføre ændringer og palæstinenserne skal respektere byens religiøse betydning for jøderne.

Begge parters religiøse og politiske ledere har tiltrådt aftalerne vedr. Jerusalem og Jeriko.

2. Det sydvestlige hjørne af Vestbredden og Gaza forbindes med en ca. 50 km lang og 50 meter bred strækning – som er under palæstinensisk overhøjhed – til vej og/eller jernbane, For israelernes frie adgang til områderne på begge sider af strækningen bygges det nødvendige antal vejunderføringer.
Det samlede byggearbejde udføres for internationale midler, der strømmer ind fra alle verdenshjørner.

Detaljer vedr. sikkerheden skal tilrettelægges af internationale eksperter.

Eventuelle overgreb eller chikane mellem palæstinensere og israelere hører under FN-politistyrken i Jerusalem, der skal råde over en stor udrykningsstyrke, som i en foreløbig periode for fem år kan operere overalt på israelsk og palæstinensisk område uden for egentlige militære anlæg. Den erfarne danske politimand, Kaj Vittrup, anmodes om at forestå opbygningen af FN-politistyrken og lede den samlede politistyrke.
Alle brud på fredelig sameksistens retsforfølges ved en nydannet international domstol hjemmehørende i Jerusalem.

3. Jordanflodens vand skal deles ligeligt mellem israelerne og palæstinenserne. En international kommision skal føre tilsyn hermed.
Det står frit for de i Israel boende palæstinensere at flytte til det ny Palæstina. Det internationale samfund yder en passende erstatning for fast ejendom.

Stormuftien af Jerusalem priser Allah og opfordrer alle muslimer til at tage godt imod aftalen og samarbejde med jøderne til fælles bedste. Flere religiøse ledere erklærer, at aftalen er Allahs vilje, og det bør enhver muslim have for øje.

Den israelske regering har udsendt en erklæring med en skarp advarsel til eventuelle fanatikere mod at modarbejde aftalen, og har fundet det nødvendigt at varetægtsfængsle de ultra-ortodokse jøder pga. disses trusler om vold. Aftalen har kostet Israel dyrt, hedder det i erklæringen, men går alt, som det forudsættes, er det trods alt til at leve med, En varig fred vil betyde så store fordele, at de territoriale ofre hurtigt vil kompenseres ved økonomisk fremgang.

Betingelserne for en fredelig og fremgangsrig fremtid for Israelerne og Palæstinenserne er nu til stede.

Fra hele verden lyder et stort ENDELIG! og til lykke!

********** AK JA, GID DET VAR SÅ VEL **********

Når denne fiktive plan for fred i Palæstina skitserer tostats-løsningen er det i afsky for begge parters drab på tilfældige uskyldige ofre.
Palæstinenserne gør med rette krav på et hjemland. Det samme gjorde jøderne og fik i 1948. Den vældige sympati jøderne var genstand for efter Holocaust, har israelerne sat over styr med deres handlinger over for palæstinenserne gennem især de seneste to decennier. Derfor må de efter denne “plan” -set med israelernes øjne- betale den største pris.

I håb om at præsident Bush læser med og lader sig friste af Nobel-prisen!
Skjalm

Danske soldater i Irak

Villy Søvndal fra SF og repræsentanterne fra den yderste venstrefløj, hævder frimodigt, at Danmark deltager i en angrebskrig i Irak. Det må siges at være en særpræget tolkning af mandatet fra FN.

Søvndal eller ej, er jeg bange for, at Irak er en bundløs sump, og det er tid for at afslutte de danske opgaver bedst muligt og lade soldaterne drage hjem. De har gjort en god indsats for den irakiske befolkning i deres område, mens de har måttet forsvare sig mod irakiske banders bagholdsangreb.
Amerikanerne selv er ved at indse, at de har grebet hele Irak-spørgsmålet forkert an, og kun de mest konservative med præsident Bush i spidsen nægter at se realiteterne i øjnene.
Briterne har som en trofast allieret taget deres tørn uden den store begejstring og er så småt ved at se sig om efter udgangen.

Danmark har for en gangs skyld også været en trofast allieret – ikke med præsident Bush – men med USA og Storbritannien, blot en stor skam, at lejligheden var den dårligst mulige.

Bush må gå over i historien som måske den dårligste præsident i USA’s historie. Hvis Anders Fog Rasmussen ønsker at være bon-kammerat med ham, så værs’go!

(Vis mig dine venner . . . .)

Men der er grund til at forklare den historieløse venstrefløj, der aldrig kan se noget godt ved USA, om, at Danmark står i evig gæld til Storbritannien og næsten evig gæld til USA. Under store ofre reddede Storbritannien os med hjælp fra USA fra nazismen, og USA besejrede den anden store totalitære -isme, kommunismen.

Ingen lande handler alene ud fra ædle motiver – den egentlige drivkraft er egoisme. Derfor skal vi heller ikke udstede nogen blankocheck som tak, og vi skal derfor heller ikke afstå fra berettiget kritik. Men vi skal huske historien (hvis vi altså kender og forstår den).

Der er grund til at minde venstrefløjen om, at amerikanerne, trods deres åbenlyse og kolossale fejl, er de mest generøse  på planeten (de har jo også meget at være generøse med), og jeg mindes i det mindste én lejlighed, hvor amerikanerne uselvisk tog téten og blev bakket op af briterne, nemlig da de kom 2½ million berlinerne til undsætning, da Stalin ville sulte dem ud. Har venstrefløjen hørt om luftbroen til Berlin?

Gratis energi?

Efter at regeringen i årevis har lagt hindringer i vejen for udnyttelsen af alternative energiformer, proklamerer Anders Fog Rasmussen nu, at der nu for alvor skal satses på alternativ energi og opstiller ambitiøse mål for dens andel af det samlede energiforbrug.
Der er som bekendt større glæde i himlen over én omvendt synder end over 100 retfærdige, men er han nu også omvendt eller bare snu ? Måske mener han det samlede energiforbrug på Grønland? Mon dog han har tænkt sig at fravige Venstres hævdvundne princip: Det må bare ikke koste noget?