USA gennemtrumfer endelig fred i Mellemøsten!

Reuters Nyhedsbureau 17. oktober 2008.

Baggrunden for denne højst benærkelsesværdige udvikling, der sikkert kommer bag på mange, er som alle nu ved, ret usædvanlig. Vi rekapitulerer hele den fantastiske historie:

Den 18. februar 2007 snublede Bush på vej ned ad trappen fra Air Force One og faldt så uheldigt, at han slog hovedet på trinnet bag sig. Han mistede kun kortvarigt bevistheden,og blev samme aften erklæret fuldstændig rask af sit lægeteam.
Det viste sig imidlertid senere, at slaget havde medført, at hans personlighed tilsyneladende var totalt forandret.

De første tegn herpå viste sig allerede næste dags formiddag, da han beordrede, at tilbagetrækningen af de amerikanske tropper fra Irak skulle indledes. Men ikke nok med det. Hele eftermiddagen rådførte han sig med sin stab, og flere toprepræsentanter fra det republikanske parti kom og gik eftermiddagen igennem.
Det eneste, der slap ud fra mødet var, at præsidenten syntes i usædvanlig grad veloplagt og determineret, og at han sidst på dagen anmodede ledelsen fra begge partier samt lederne af Senatet og Repræsentanternes hus om en fællesforhandling onsdag den 26. marts.

Hvilken dagsorden, der var for dette møde, kunne der kun gisnes om, men der kunne næppe være tvivl om, at noget virkelig stort var i gære.Sidst på aftenen gik der rygter om, at også overrabinere og andre repræsentanter for de amerikanske jøder skulle deltage, så nu blev der gættet på at et mellemøstligt fredsudspil var på trapperne, og det understøttedes af flere kontakter de følgende dage på højt niveau til FN og den israelske, palæstinensiske, jordanske, ægyptiske, britiske og russiske regering.
Forhandlinger mellem USA og alle de nævnte parter og et kraftigt pres på israelerne og palæstinenserne fortsatte til den 3. april, og så kom den store nyhed:

Palæstinenserne får deres egen stat på Vestbredden og i Gaza. Israelerne skal rive muren ned, og begge parter anerkende hinandens stater og ret til at leve i fred.

I takt med nedrivningen af muren skal de paramilitære palæstinensiske grupper og enkeltpersoner aflevere alle våben under tilsyn af et et inspektørhold under FN,
Blandt palæstinenserne er det herefter alene det palæstinensiske politi, der må bære våben. Spørgsmålet om et palæstinensisk militærvæsen kan, om det ønskes fra palæstinensisk side, tages op om fem år.
For Israel gælder, at kun politiet og det egentlige militær må bære våben.

Kort før offentliggørelsen var aftalen blevet tiltrådt af FNs sikkerhedsråd.

De nærmere enkeltheder i aftalen, samlede sig om tre hovedpunkter:

1. Jerusalem erklæres en åben by med lige og fri adgang for jøder, muslimer og kristne, således at øst-Jerusalem tilhører palæstinenserne og vest-Jerusalem israelerne.

Byen kan ikke være hovedstad for nogen af parterne.

Bebyggelser eller andet, der hindrer den frie adgang for nogen af de tre parter skal fjernes, og alle byens religiøse helligdomme skal respekteres af alle tre parter.
Israelske bebyggelser i øst-Jerusalem, som er opført indenfor de sidste tredive år for at udvide det israelsk-dominerede område, skal rives ned eller overgives til palæstinenserne.
Den politimæssige myndighed skal i hele byen varetages af en international politistyrke under FN.
Privatpersoner må ikke bære våben af nogen art inden for bygrænsen.
Der bygges for internationale midler et stort politikompleks og en retsbygning et passende sted på grænsen mellem øst- og vest-Jerusalem.

Palæstinenserne skal betragte Jeriko som en by hvortil jøder efter nærmere retningslinjer har fri adgang uden ret til at udføre ændringer og palæstinenserne skal respektere byens religiøse betydning for jøderne.

Begge parters religiøse og politiske ledere har tiltrådt aftalerne vedr. Jerusalem og Jeriko.

2. Det sydvestlige hjørne af Vestbredden og Gaza forbindes med en ca. 50 km lang og 50 meter bred strækning – som er under palæstinensisk overhøjhed – til vej og/eller jernbane, For israelernes frie adgang til områderne på begge sider af strækningen bygges det nødvendige antal vejunderføringer.
Det samlede byggearbejde udføres for internationale midler, der strømmer ind fra alle verdenshjørner.

Detaljer vedr. sikkerheden skal tilrettelægges af internationale eksperter.

Eventuelle overgreb eller chikane mellem palæstinensere og israelere hører under FN-politistyrken i Jerusalem, der skal råde over en stor udrykningsstyrke, som i en foreløbig periode for fem år kan operere overalt på israelsk og palæstinensisk område uden for egentlige militære anlæg. Den erfarne danske politimand, Kaj Vittrup, anmodes om at forestå opbygningen af FN-politistyrken og lede den samlede politistyrke.
Alle brud på fredelig sameksistens retsforfølges ved en nydannet international domstol hjemmehørende i Jerusalem.

3. Jordanflodens vand skal deles ligeligt mellem israelerne og palæstinenserne. En international kommision skal føre tilsyn hermed.
Det står frit for de i Israel boende palæstinensere at flytte til det ny Palæstina. Det internationale samfund yder en passende erstatning for fast ejendom.

Stormuftien af Jerusalem priser Allah og opfordrer alle muslimer til at tage godt imod aftalen og samarbejde med jøderne til fælles bedste. Flere religiøse ledere erklærer, at aftalen er Allahs vilje, og det bør enhver muslim have for øje.

Den israelske regering har udsendt en erklæring med en skarp advarsel til eventuelle fanatikere mod at modarbejde aftalen, og har fundet det nødvendigt at varetægtsfængsle de ultra-ortodokse jøder pga. disses trusler om vold. Aftalen har kostet Israel dyrt, hedder det i erklæringen, men går alt, som det forudsættes, er det trods alt til at leve med, En varig fred vil betyde så store fordele, at de territoriale ofre hurtigt vil kompenseres ved økonomisk fremgang.

Betingelserne for en fredelig og fremgangsrig fremtid for Israelerne og Palæstinenserne er nu til stede.

Fra hele verden lyder et stort ENDELIG! og til lykke!

********** AK JA, GID DET VAR SÅ VEL **********

Når denne fiktive plan for fred i Palæstina skitserer tostats-løsningen er det i afsky for begge parters drab på tilfældige uskyldige ofre.
Palæstinenserne gør med rette krav på et hjemland. Det samme gjorde jøderne og fik i 1948. Den vældige sympati jøderne var genstand for efter Holocaust, har israelerne sat over styr med deres handlinger over for palæstinenserne gennem især de seneste to decennier. Derfor må de efter denne “plan” -set med israelernes øjne- betale den største pris.

I håb om at præsident Bush læser med og lader sig friste af Nobel-prisen!
Skjalm