Engang var Jorden i centrum under himmelbuen, og engang var menneskene nogenlunde på midten af den flade Jord, så menneskene befandt sig i centrum af det hele.
Det befandt de sig godt ved, indtil Giordano Bruno for 400 år siden fandt ud af, at Jorden alligevel ikke var flad og Verdens midtpunkt, og at det med de syv himle – den ene oven på den anden – nok ikke rigtig holdt stik.
Han var så uforsigtig at sige det højt, og dermed lagde han sig ud med kirken, og han blev brændt på bålet i Rom den 17. februar år 1600 for at udbrede sine kætterske tanker.
Fire år senere blev nattehimlen oplyst af en ny stjerne – en stella nova. (en supernova ved vi i dag) langt ude i verdensrummet. Det var kedeligt for kirken, for mange af tidens kloge hoveder var klar over, at den ny stjerne beviste, at “himlene” ikke var så uforanderlige, som kirken prædikede.
Den ene store videnskabsmand efter den anden studerede fænomenet, og de var enige med den største af dem alle, Galileo Galilei: Jorden var en planet, der indgik i solsystemet, som igen var en del af det endnu større univers.
Og ikke nok med det. Overalt i universet gjaldt de samme naturlove, som fysikerne og matematikerne gik i gang med beskrive nærmere.
Men kirken med paven i spidsen gav sig ikke, for så ville store dele af dens lære jo være forkert: Jorden var ikke universets centrum, og solen bevægede sig ikke rundt om jorden, men omvendt. Galilei blev tvunget til at afsværge sine teorier og blev i 1633 dømt til livsvarig husarrest.
Under husarresten fortsatte han sine videnskabelige arbejder og skrev flere bøger herom, som dog naturligvis ikke kunne udgives i samtiden. Men han havde sået mange frø, så rundt omkring i Europa fremkom mange nye videnskabsgrene, der baserede sine love på eksperimenter og matematiske beregninger.
Gelilei døde i 1687, og samme år udgav i England en anden og lige så stor videnskabsmand, Isaac Newton, det største videnskabelige værk gennem tiderne: Naturalis Principia Mathematica, Hvori han bl.a. forklarer hvordan tyngdeaccelerationen (tyngdekraften) styrer alle himmellegemers bevægelser, hvilket dog ikke betød, at han ikke også beskæftigede sig med alkymi og andre af datidens mere obskure eksperimenter. Newton var dybt religiøs, men betragtede den officielle (katolske) kirke som besmittet af djævelen, hvorfor den med alle midler bekæmpede videnskabens nye opdagelser. Hele livet levede han som kætter i hemmelighed og søgte lidenskabeligt at dechifrere “Guds plan” for alting ved studier af Bibelen og ved eksperimenter. Oplysningstiden var nu i fuldt flor, men den katolske kirke opgav ikke sin modstand før 1822.
I dag er det svært for mange at forlige naturvidenskaben med Bibelens ord og troen på Gud, men Newton så slet ingen modsigelse mellem sin videnskab og den kristne tro.
Heller ikke for Einstein eller Niels Bohr kolliderede troen med videnskaben, selvom de blev uenige, da Heisenberg opdagede ubestemthedsprincippet vedrørende de partikler, de alle studerede. Det stred med Einsteins opfattelse af naturen og fik ham til at hævde: “Gud spiller ikke med terninger!” Hvortil Bohr stilfærdigt svarede sin ven: “Det er jo ikke videnskabsfolks job at fortælle Gud, hvordan han skal drive verden!”, og dermed blev kvantemekanikken, der vender op og ned på kausaliteten fra de efterfølgende år, det værktøj, fysikerne og matematikerne bygger deres forskning på, og Newtons velordnede univers var ikke længere det grundlag naturvidenskaben hvilede på.
Men det springende punkt er imidlertid stadig: Hvor kommer det hele fra?
Bibelen siger, at Gud skabte himlen og Jorden med alle dens levende væsener på syv dage.
Den fremherskende videnskabelige teori er, at universet opstod, da et enkelt punkt – en singularitet – eksploderede i det såkaldte “Big Bang”, og at livet på Jorden udviklede sig gradvist gennem millioner af år.
Ud fra et almindeligt rationale kan den ene forklaring være lige så god – eller usandsynlig – som den anden.
Kristendommen lærer os, at den almægtige og gode Gud skabte mennesket i sit billede, og Gud gav mennesket en fri vilje: Menneskene kan gøre gode ting, og de kan gøre onde ting, “For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”. Når mennesket handler ondt, er det fordi synden har taget bolig i det.
Det klassiske spørgsmål lyder: Hvordan kan den barmhjertige og almægtige Gud tillade, at det onde går ud over uskyldige, over små børn?
Den fri vilje kunne ikke bruges til meget af ofrene i Gulag- øhavets slavelejre eller i nazisternes koncentrationslejre.
Dette spørgsmål har Bibelen eller teologen intet svar på til nutidens mennesker.
For et par hundrede år siden accepterede man, at det nok var Guds vilje, at der nok var en mening med det, selv når onde handlinger gik ud over uskyldige.
Så er vi tilbage ved udgangspunktet: Står der en skabende Gud bag ved alt?
I givet fald skete der foruden alt det vidunderlige en række frygtelige fejl under skabelsen.
Det vidunderlige ser vi,
når et velskabt barn kommer til verden
i kærligheden
i kunsten
i en nyudsprungen bøgeskov
når vildgæssene trækker sydpå
etc.
Det frygtelige ser vi,
når der fødes et barn med vaskulær Ehlers-Danlos syndrom, hvor huden over hele kroppen forfalder ja næsten opløses lige så hurtigt den dannes, og barnet derfor er henvist til et liv i evindelige smerter, indtil døden – måske efter års forløb – endelig udfrier det.
i de parasitter, hvis ene funktion synes at være at skabe lidelse ved at medføre blindhed, elefantsyge eller andre uhyggelige sygdomme.
når der er mennesker, der udvikler sig til de massemordere, historien er så rig på
etc.
Undet ét kan disse fejl karakteriseres ved ét ord: Lidelse. Men lidelsen er utallige andre steder, den rammer hvorsomhelst og nårsomhelst og piner sine ofre døgnet rundt, og kun døden kan standse den.
Hvordan kunne den almægtige Gud skabe en verden med så megen lidelse?
Er vi da skabt med det ene fornål: At dø?
Det er for let at give menneskene selv skylden, for hvad har et lille barn gjort sig skyldig i?
Nej lidelsen er en et af livsvilkårene for mennesker og dyr i denne ufuldkomne verden, og sådan må Vorherre mene det skal være, hvis han vil have ansvaret for dens skabelse.
Er der andre verdener , universer, hvor lidelsen ikke eksisterer, universer, hvor der hersker fred og sundhed som på de glansbilleder, man ser i nogle børnebibler og forskellige sekters opbyggelige publikationer. Men disse glansbilleder er jo den rene fantasi, propaganda og løgn.
Ehvert menneske må spørge: Er Bibelen bedre? Eller Koranen for den sags skyld? Eller er de oprindelig skrevet for at nogle kunne opkaste sig til herskere over andre, sådan som vi fra historien ved, de er blevet brugt?
Der er udkastet videnskabelige teorier om flere universer af de videnskabsmænd, der arbejder med de nyeste opdagelser inden for kvantefysikken, for astronomerne har for få år siden gjort en revolutionerende opdagelse – at der er “Sorte huller” i universet.
Et sort hul er karakteriseret ved, at dets tyngdeacceleration er så stærk, at alt fra det helt små til hele galakser, der kommer i nærheden af det, bliver trukket ind i det sorte hul, ja tyngdeaccelerationen så stærk, at end ikke lyset kan undslippe – deraf navnet.
Matematikerne arbejder i den forbindelse med de såkaldte streng-teorier med flere end de fire klassiske dimensioner i håb om at kunne forklare, hvad der bliver af det, der forsvinder i et sort hul, om der er noget på den anden side af det sorte hul, og om det, der er på den anden side, er et nyt univers med nye sorte huller og så fremdeles.
Universet udvider sig stadig efter “Big Bang” og har ikke har noget centrum, hvilket er ubegribeligt, når vi samtidig i alle retninger kan observere stjerner eller galakser, der er så langt borte, at det har taget lyset derfra cirka 15 milliarder år om at nå os, også kaldet observationshorisonten eller begivenhedshorisonten. Længere kan selv den stærkeste kikkert i rummet ikke se, for 15 milliarder år er den tid, der er gået siden “Big Bang”, er astronomerne og matematikerne enige om.
Tilsyneladende smuttede noget gennem et sort hul og eksploderede for 15 milliarder år siden og blev til vort univers!
Var det Vorherre, der puttede dette noget gennem det sorte hul?
Der er ting vi aldrig kommer til at forstå, uanset de kloge videnskabsmænd, som gør deres bedste for at søge til bunds i mysterierne. Trods alle anstrengelser er de ikke støt på nogen gud eller noget guddommeligt.
Tilværelsen forbliver et mysterium.
Det må det moderne “oplyste” menneske leve med i ensomhed.
Alligevel kan kirken – meget afhængig af hvem, der forvalter dens budskab – stadig byde på trøst og fællesskab, når vi har behov derfor.
Jeg mindes min drengetids præst med glæde og beundring:
Vester Starup Kirke er en meget lille og yderst beskeden kirke. På bænkeraderne er der vel plads til 70 voksne – rykker de sig sammen måske 80.
Trods kirkens lidenhed var pastor Østergaard i sin tid en Herrens tjener af stort format. Han var af middelhøjde og drøjde, med et stort hoved, hvor det med alderen var svundet slemt i den lyse hårpragt, så der tilbage kun var de let krøllede rester omkring ørene og i nakken. Ansigtet var sundt rødmosset, og som gudstjenesten skred frem, glinsede det mere og mere af sved, for han lagde energi i sin prædiken og salmesang. Hans stemme havde klangbund i det store hoved, så den var naturlig kraftig, hvilket ydermere forstærkedes af det lille kirkerum, og allermest imponerende var han, når han mod slutningen af gudstjenesten stod under buen til koret, først med ryggen til menigheden afventende orgelspillets forløb – og når den sidste orgelklang døde hen, vendte han sig mod menigheden og messede med malmfuld røst:
Herren løfte sit åsyn på dig – og – give – dig – fred!
mens han i takt med de sidste ord slog et stort korsets tegn for menigheden så udtryksfuldt, at det gik lige ind i hjertekulen på hver enkelt synder dernede på bænkeraderne.
K. Høgsbro Østergaard var en præst, der efterlod sig et respektfuldt indtryk trods sin elskelighed.
Selvom vi ikke gør meget væsen ud af det, elsker vi danskere vore kirker fra den mindste og mest undselige landsbykirke til domkirkerne med Vor Frue Kirke som den prægtigste. De er en væsentlig del af vor kulturarv, ligesom den kristne etik. Trosspørgsmål anses derimod mere og mere som et privat anliggende.
