Man kan kun have tiltro til en statistik, man selv har forfalsket.
Tortur – eller ?
Er der mon ført nogen krig de sidste to hundrede år, uden at tortur har fundet sted? – Næppe.
Er der da ikke en enkelt stat, herunder Danmark, der kan sige sig fri for at have anvendt tortur? – Næppe.
Trods alle konventioner er krig og tortur faste følgesvende.
Torturen udføres af af kombattanter i kampens hede i håb om at redde kammerater eller sig selv eller som afløb for raseri eller.i frontlinien, når der er taget fanger, hvis oplysninger kan bruges direkte i den øjeblikkelige kampsituation.
Den bruges i mere raffineret form af personer fra efterretningstjenesten med det formål at afsløre fjendens planer for at skaffe sin side en fordel, den ellers ikke ville kunne få.
Den udføres af “manden på gulvet” og aldrig efter skriftlig ordre.
Den udføres så diskret som muligt og indrømmes aldrig for offentligheden.
Tortur er en selvfølgelig del af krigen og har været det siden jernalderen eller før.
Tortur blev forbudt med indførelsen af Genéve-konventionen og landenes ratifikation af konventionen og dens tillægsprotokoller, men tortur hører beklageligvis stadig til krigens midler.
I den elektroniske tidsalder er det blevet sværere at skjule torturen, og det er godt, men noget af det, der i dansk politik betegnes som tortur, er det rene pjat.
Det er en meget vidtgående tolkning af begrebet tortur, som anlægges af de mest højtråbende medlemmer af Folketinget. Skulle den tages alvorligt, ville det betyde,at mange skolelærere udøver tortur over for deres elever ved at tale hårdt til dem, og at endnu flere officerer og befalingsmænd helt regelmæssigt udøver tortur under den daglige uddannelse af soldaterne ved at tvinge dem til fysisk krævende aktiviteter og bruge hårde ord og udtryk, som kan virke nedværdigende, samt presse dem psykisk og fysisk ud over de pågældendes personlige grænser (og ønsker).
Det er således i praksis ikke muligt at sætte en objektiv grænse for, hvad der er tortur, og hvad der ikke er: Hvornår er det hård fysisk træning, og hvornår er det tortur?
Det ville være ønskeligt, om politikerne formåede at skelne mellem det rene pjat og alvor, for alvor er der rigeligt af i dagens verden.
Klassiske tragedier
En større sorg i verden ingen ved, end Romeo og Julie’s kærlighed.
Shakespeare
Den største sorg i verden her er dog at miste den, man har kær.
Blicher
Tragikomisk krigsspilfægteri
De tre uheldige helte (Lykketoft, Søvndal og Åen) har indledt en offensiv (altså verbal for Marx’ skyld!) i anledning af regeringens planer om at trække soldaterne hjem fra Irak.
De spørger:”Er det så fordi, de har sejret eller tabt?”
Jeg kan være galt underrettet, men mig bekendt er det kun amerikanerne, der har været i krig i Irak – dog stort set uden at møde militær modstand.
Amerikanerne vandt krigen, men tabte freden til religiøse bander og talrige almindelige kriminelle.
De danske soldaters opgave Irak, var ikke at gå i krig, men at hjælpe til med at sætte en stopper for de lovløse tilstande i landet til gavn for den almindelige iraker, som har en familie at forsørge, og det er i hovedsagen lykkedes i det område, de arbejdede i.
Derfor er trekløverets spørgsmål det rene vrøvl.
Hjemkaldelsen af den danske bataljon giver selvfølgelig anledning til at gøre status.
1. Den danske bataljon har gjort et godt stykke arbejde med at holde de kriminelle nede i deres område og med at få vandforsyning, elforsyning oma. til at fungere.
2. Enkelte officerer, generalstabschefen og forsvarsministeren har gjort en mindre heldig figur i forbindelse med den meget omtalte afhøringssag.
Officererne ved ikke at stikke fingeren i jorden, men sætte en kvinde til at afhøre mandlige fanger, hvilket på de kanter er ikke mindre end helligbrøde, og ved helt at undlade at bistå den kvindelige efterretningsofficer (Anette Hommel).
Da det rygtedes, at Anette Hommel havde brugt grimme ord under afhøringen og nægtet fangerne at holde drikkepause flere gange i timen og tilmed anbragt fangerne i ubekvemme stillinger, anede forsvarschefen, Jesper Helsø, og forsvarsministeren, Søren Gade, at et nyt Abu Graif var under opsejling, og beordrede stærkt handlekraftigt, alle der var berørt med afhøringen, hjemsendt øjeblikkeligt uden at undersøge sagen nærmere først.
Da “sagen” så blev undersøgt til bunds, viste det sig, at der ingen var, og at det eneste berørte mandfolk var – Anette Hommel! Hun er nu frikendt for alle anklager og har fået en erstatning for den uberettigede behandling, hun har været ude for. Tilbage står så forsvarschefen og forsvarsministeren med røde øren. Jesper Helsø kan jo trække kasketten lidt længere ned, men Søren Gade har ikke nogen, så han må give kulden skylden.
3. De danske og britiske soldater har gjort en behjertet indsats, men Irak er en bundløs sump af religiøs fanatisme og kriminelle bander, så man skal nok ikke gøre sig illusioner om, at den grad af orden, de efterlader sig i deres områder, holder ret længe.
4. Har det hele så været spildt? – Både ja og nej. - Ja af ovenstående grund, - nej, fordi det har givet det danske militær – både høj og lav, en tiltrængt lektion og uvurderliglig træning (desvære på bekostning af menneskeliv).
Fred, krig eller øvelse – hvor så mange mænd er i aktion med militært grej, sker der uheld, som af og til indebærer tab af menneskeliv. En ringe trøst for de efterladte.
5. Alle (m. undt. af trekløveret ovenfor) ved nu, at det var rigtigt at fjerne bødlen Saddam Hussein og hans skruppelløse og perverse sønner samt alle de banditter, der omgav ham.
Når man kender deres historie, forekommer det mig ikke nødvendigt at angive en grund til at fjerne dem. At man så gør det alligevel og vælger en forkert, var en stor fejltagelse, men amerikanerne begik en endnu større fejltagelse ved at indsætte alt for få tropper og ved ikke at have en gennemtænkt plan for at gennemføre freden.
Det sidste er utilgiveligt og har stillet de allierede over for en så godt som umulig opgave, hvad ingen af dem kunne vide, før de med de bedste hensigter påtog sig den.
6. Og forsvarets efterretningstjeneste? Mon ikke vi kan gå ud fra, at den er en kompetent officer fattigere? Men så kan den jo genansætte Frank Grevil.
Udvikling
Da jeg var en dreng på 14 år, var min far så uvidende, at jeg havde svært ved at holde den gamle ud, men da jeg blev 21, var jeg forbavset over, hvor meget han havde lært på 7 år.
Mark Twain
Hjernens mysterier
Hjernens måde at fungere på er en gåde af samme dimensioner som universets indretning.
Det mindste insekts hjerne, består af ganske få neuroner (hjerneceller), Selv en sådan hjernes funktion er gådefuld.
Det er fantastisk, at vi efter hundrede års moderne neurovidenskabelig forskning stadig ikke kender en neurons elementære informationsbearbejdning!
Mel Bartlett, professor i biomedicinsk behandling og psykolog.
Efter hundreder af tusinder af års nye generationers udvikling er hjernen blevet egnet til at håndtere sameksistensen med en flok på 30 – 50 mennesker og de krav, tilværelsen stillede til livets opretholdelse dvs. føde, forplantning, sikkerhed for fjender og store rovdyr og værn mod kulde.
Men antallet af nye generationer siden da er kun en forsvindende lille brøkdel af det antal, der gennem udvikling skulle gøre hjernen i stand til at håndtere den moderne tids krav om konstant omstilling. Med andre ord: Det moderne menneskes hjerne er ikke gearet til den tid vi lever i.
Heldigvis er hjernen fantastisk fleksibel og kompenserer i vid udstrækning selv for sine mangler. Det er dog ikke uden omkostninger i form af stress, fordi hjernen ikke altid får de hvilepauser,der er nødvendige for at restituere sig. Alle arbejdspladser burde, hvis det er muligt, indlægge to-tre frikvarterer á en ti minutters tid. Det svarer såmænd bare til den tid, hvor arbejdsmanden i gamle dage stod og hang over skovlen, når formanden var ude af syne!
Min egen hjerne har vist sig yderst fleksibel, da den har kompenseret for ikke mindre end 3 blodpropper og 1 hjerneblødning. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange hjerneceller, det har kostet, og som bekendt er vi fra fødslen udrustet med de hjerneceller, der skal tjene os gennem hele livet, og der dannes aldrig nye.
Alle hjernecellerne er del af et kolossalt indviklet og umådeligt effektivt netværk, der får verdens kraftigste computer til at ligne et stykke legetøj i sammenligning.
Der er altså al mulig grund til at passe på hjernen og undgå de stoffer, der slår hjerneceller ihjel. Det er først og fremmest narkotika af alle typer, lightergas, opløsningsmidler og et for stort forbrug af alkohol (som også er et opløsningsmiddel). Man skal ikke satse på, at hjernen kan kompensere for skader forårsaget af disse stoffer.
Folkekirkens deroute
Over 90% af danskerne er medlem af Folkekirken, men de fleste danskere er ikke praktiserende kristne, men kulturkristne, hvilket vil sige, at vore holdninger i moralske og etiske spørgsmål på de fleste områder har deres rod i kristendommen – i den kristne kultur, uden at vi nødvendigvis er troende.
Det betyder, at kristendommen ikke længere er en stabiliserende faktor i vort samfund, og det er ikke ualmindeligt, at man i storbyerne betragter det religiøse som et supermarked, hvor der er frit valg mellem varerne på hylderne: hinduisme, buddisme. islam, kristendom, shamanisme, new age, altruisme,gnosticisme mm.
Man ta’r lidt hist og lidt pist, nogle stearinlys og et par røgelsespinde, og så er man klar til at dyrke sin “religion”.
Kristendommen står med andre ord svagt i en tid, hvor alverdens forskellige religioner kommer til landet med flygtninge og indvandrere.
Kristendommen er med præsternes og bispernes medvirken blevet udvandet i en sådan grad, at den ikke længere har noget særligt på hjerte.
Præsterne og bisperne har lagt så megen vægt på at tilpasse kristendommen og gudstjenesten til tidens “krav” med det ene kompromis efter det andet, at der næsten kun er tomme ritualer tilbage. Rummelighed kalder de det.
Som led i rummeligheden har nogle præster forvandlet sig til hyggeonkler og hyggetanter, ja, en enkelt har tilmed – uden synderlige konsekvenser – meddelt, at han ikke tror på Guds skaberværk!
Selv for en kulturkristen er det sørgeligt at være vidne til Folkekirkens forfald.
Nationalfølelse
Sidste år vandt Tyskland verdensmesterskabet i fodbold. Glædesscenerne var store, og for første gang i nyere tid tillod tyskerne sig at vise deres glæde ved at svinge med nationalflaget. Dermed tog den nye generation af tyskere et afgørende skridt væk fra den kollektive skyldfølelse over begivenhederne under nazi-tiden og det var godt.
De sidste 50 år har Tyskland frivilligt været en udenrigspolitisk dværg som afbigt for nazitiden. Med Konrad Adenauer som landets første efterkrigstidskansler forvandledes Tyskland i 1949 til det mønstergyldige demokrati, landet er endnu i dag. De nulevende generationer er fast forankrede i demokratiet og er stærkt tilbageholdende med at sende kamptropper til verdens brændpunkter på linje med f.eks USA , Danmark, Storbritannien og mange andre vestlige lande. for de har stadigvæk 2. Verdenskrigs tyske troppers hærgen overalt i Europa og i Rusland på nethinden.
Måske også som en slags afbigt har Tyskland været umådelig large mht. at lukke flygtninge og indvandrere ind i landet. Det og genopbygningen af Østtyskland har næsten slået bunden ud af den tyske økonomi, og Tyskland kæmper med manglende investeringer i industrien og en stor arbejdsløshed gennem nu en længere årrække.
Så det er næsten befriende for en iagttager udefra at se tyskerne vise en ny nationalfølelse, så de er kommet på linje med de øvrige europæiske lande. Som en konsekvens af “frigørelsen” må vi nok også inden længe imødese eksempler på tysk nationalchauvinisme i skikkelse af hooligans på samme måde briterne, italienerne og grækerne m.fl. har deres. Der er trods alt ingen spredning i den menneskelige intelligens nationerne imellem.
Herhjemme dømmer de radikale og partierne til venstre herfor øjeblikkeligt nationalisme!, når nogen viser deres følelser for det nationale, og så er det ligegyldigt om det er tyskere, englændere eller danskere.
Nationalisme fører, som alle ved, ikke til noget godt, men til ulykker, ja til krig. Det har vi lært af historien, hvis vi har lært noget.
Førnævnte partier tager skridtet fuldt ud, har vi set under indvandrerdebatten herhjemme: Der er ikke noget dansk, der er værd at sætte pris på, og der er ingen grænser for alle de kulturberigelser, flygtningene og invandrerne bringer med sig.
Så husk: Det er grimt at stå og vifte med Dannebrog! Væk med de gamle afskyelige fædrelandssange. Ikke noget med at stå ved sankthansbålet og synge “Vi elsker vort land”, for det gør vi nemlig ikke.
Den voldelige nationalchauvinisme fører ikke til krige, men til brådne pander og desværre også i enkelte tilfælde til dødsfald.
Den mere stilfærdige nationalchauvinisme fører normalt kun til sure miner eller overbærende smil. Et typisk eksempel på det sidste ses ofte, når svenske politikere udtaler sig om forholdene i Danmark. Den svenske politiker lægger ikke skjul på sin moralske overlegenhed i ligegyldig hvilket spørgsmål, der debatteres, og det afføder fra dansk side normalt et overbærende smil, for vi ved, der ikke er andet at gøre, for en svensk politiker – i hvert fald en minister – har pr. definition altid ret.
Hvorfor det forholder sig sådan, har været genstand for flere undersøgelser, men kun én har ført til et entydigt resultat – min egen. Den slår til gengæld flere ting fast:
1. En svensker er ikke bare en svensker. Der er himmelvid forskel på, om svenskeren kommer fra det sydlige Sverige eller fra Stockholm-området. Jo nærmere vi kommer Stockholm, jo større er svenskerens moralske overlegenhed. Derimod kan der ikke måles nogen forskel mellem en skåning og en sjællænder eller jyde.
Med Stockholmsvenskere mener jeg stort set svenskere fra midtsverige og i særlig grad fra Stockholm.
2. Stockholmsvenskeren er i virkeligheden misundelig på danskerne, der har fri adgang til spiritus uden af den grund at være gået i hundene allesammen (hvad de ellers burde være).
Danskerne kan desuden frit debattere et hvilket som helst emne i medierne og gør det, og det er noget svineri.
Danskerne nægter at være lillebror i forhold til svenskerne, måske fordi Danmark engang har underlagt sig hele Sverige, mens det aldrig er lykkedes Sverige at erobre hele Danmark. Desuden er det tungt at bære, at den svenske krone er mindre værd end den danske. Det skal jo gøre en Stockholmsvensker humorforladt og jaloux på danskerne.
3. Det var derfor den naturligste ting i verden, at man i sin tid byggede atomkraftværket Barsebäck kun 20 km fra den danske hovedstad.
4. Dybt i den Stockholmsvenske folkesjæl ligger uudslukkeligt erindringen om nogle ubeskrivelige grusomheder man i 1600-tallet under de dansk-svenske krige i Skåneland begik mod de skånske og danske guerillastyrker, man fangede. “Snaphaner” som man kaldte dem. For at afskrække frihedskæmperne, udsatte svenskerne dem for den afskyeligste tortur til døden. Man kunne ikke “nøjes” med at stikke øjnene ud på dem, eller brænde dem med gloende jern eller hugge hænder og fødder af dem eller korsfæste dem, som det var set andre steder i verden. Næh, man spiddede dem levende på tilspidsede træpæle på forskellige måder (jeg skåner læserne og mig selv for at gå i detaljer) og udstillede trofæerne langs vejene til en langsom, pinefuld død, hvis ofret ikke allerede var dødt.
Det kan ikke undre, at den gennem generationer nedarvede erindring herom, har udløst nogle psykologiske forsvarsmekanismer hos Stockholmsvenskerne, som selvretfærdighed, arrogance, bedrevidenhed og moralsk overlegenhed, der ytrer sig som nationalchauvinisme, som vi vi i dette tilfælde må bære over med.
