Når der er stablet bøger overalt i mit bibliotek, på gulvet, i stolene o.s.v., er det fordi , det er næsten umuligt at låne reoler.
Mark Twain
The noble art of self defence
For nylig mødtes to kæmper i ringen. Sjældent har man set så mange øretæver blive uddelt, og sjældent har man set så mange øretæver blive modtaget uden tegn på at have fået nok.
Den ene bokser, Mikkel Kessler, har en sund boksestil, der formentlig vil lade ham være umærket af professionen, den dag han stopper karrieren.
Den anden bokser, Librado Andrade, vil formentlig ende som et ringvrag, fordi han hellere vil tage imod utallige slag til hovedet end lægge sig, selvom han er fuldstændig underlegen. Der var ikke megen self defence over Andrade, kun uhyre hårdførhed, Synd, han ikke har bedre rådgivere.
Skal Mikkel Kessler bebrejdes for noget, må det være, at han ikke fra kampens midte prøvede at stoppe sin modstander med et leverstød, og derved skåne ham for flere ødelagte hjerneceller.
Mikkel Kessler er den perfekte bokser.
Han er hurtig i hovedet, og han har den perfekte boksers fysik: krop og lemmer passer harmonisk sammen, han er høj med lange, stærke ben, han har lange arme, og biceps og triceps synes lige store. Han har hurtige reflekser og er smidig og meget bevægelig. Hans venstre-japs kan slide de fleste modstandere op inden 6. omgang, og hans højre-stød lægger de fleste ned efter én eller to træffere,
Mikkel Kessler er endnu uspoleret af sin succes og det ikke altid lige sunde miljø i bokseverdenen. Med tøj på ligner han enhver svigermors drøm – smilende og ukrukket – en stor dreng, hvad han jo også er. Man må ønske, at han går karrieren ud, som han begyndte den, og der er ingen tvivl om, at der venter ham en stor fremtid.
Den dag, Mikkel Kessler skal kæmpe om verdensmesterskabet i den fineste bokseliga i USA er ikke fjern, og så vil han som den første danske bokser vende hjem fra USA som sejrherre. Så har han nået toppen som den bedste danske bokser gennem tiderne. Efter et antal titel-forsvar kan han trække sig tilbage med en formue og begynde et andet liv. Forhåbentlig vil han få gode økonomiske rådgivere.
Man skal ganske vist ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt, men jeg vover altså det ene øje!
I sidste øjeblik
Mennesket er et mærkeligt væsen. Det kan ikke læse skriften på muren, før det står med ryggen mod den.
Adlai Stevenson
Promiller i tanken – eller procenter
Nu ser det endelig ud til, at der sker noget mht. at skære ned på CO2-udslippet. I USA har man besluttet, at inden 2017 skal bilerne køre med 15% bio-ethanol i benzinen, og EU har vedtaget, at bilerne inden 2020 skal have blandet 10% bio-ethanol i benzinen.
Målene ser umiddelbart små ud, men teknologien til fremstilling af store mængder af ethanol baseret på biologiske afgrøder (hovedsageligt majs) er endnu ikke færdigudviklet, men forsøgene er i fuld gang i USA, Spanien og Storbritannien.
Herhjemme er vi ikke helt så forhippet på at lave ethanol af afgrøder, pga. det uetiske i at anvende føde til fremstillingen, Det har allerede medført store prisstigninger på majs, hvilket er til ulykke for de fattigste lande f.eks. Mexico, hvor majs hører til basisføden, indtil disse lande har fået gang i egenproduktionen, som nærmest har været lagt død pga. USA’s og EU’s dumpingpriser på verdensmarkedet.
Derimod vil vi i Danmark lægge vægten på en anden og mere krævende metode til ethanolfremstillingen, nemlig ethanol på basis af biologisk affald, som der er rigelige nængder af i verden. Det anses for fremtidens metode, men den kræver en anden og vanskeligere teknik, som det vil tage måske 5-6 år at udvikle.
Men under alle omstændigheder er danske virksomheder som Novozymes og DONG centralt placeret på verdenskortet. Begge virksonheder er langt fremme med forskning og forsøg – længere fremme end nogen andre.
Novozymes fremstiller de enzymer, der skal bruges i processen (fermentering af stivelse) ved begge metoder.
Enzymerne til fremstilling af ethanol af bio-affald er ikke færdigudviklede, men der er ikke tvivl om, at Novozymes med sin store erfaring vil være med i førerfeltet, måske allerforrest.
Forskningen og prøve- og produktionsanlæggene er kapitalkrævende i en sådan grad, at staten må hjælpe til, og så vidt vides, har regeringen for nylig givet tilsagn om at stille en milliard kroner til rådighed for forskningen.
Spiller virksomhederne og staten kortene rigtigt, kan vi stå over for et industrieventyr af mindst samme størrelse som vindmølleindustrien.
Det er givet, at ethanolen skal tilsættes et meget ildesmagende farvestof, for ellers bliver der et mægtigt gilde. Ethanol er ren alkohol!
Hvis udledningen af CO2 skal nedbringes, så det batter noget, må der gøres noget på en række områder: Energibesparelser i alle industrier, sol-og jordvarme og varmepumper i husene,o.m.a. og på længere sigt vindmølleelektricitet til fremstilling af brint til fremtidens brændselsceller, der kan laves i alle mulige størelser til forskellige formål.
Endemålet må være at vi gør os helt uafhængige af fossile energikilder.
Danmark er med helt fremme på alle områderne takket være forskning gennem mange år og virksomheder, som har turdet vove pelsen.
Danmark på godt og ondt
Danmark – verdens ældste kongerige – fremstår i dag som et gennemmoderniseret og kolossalt rigt samfund med store kulturelle modsigelser.
Udviklingen går nu med raske skridt mod en opdeling af befolkningen i en lille elite, der tager alle væsentlige afgørelser for samfundet, og en stor bredde af borgere, der lader sig styre af eliten uden egentlig at vide, hvad der foregår. Sådan har det været før i historien, men det var før vi fik en demokratisk forfatning.
Denne udvikling har flere årsager:
1.
Den tog sin begyndelse med proletariseringen af folkeskolelærerne i begyndelsen af 1980′erne, hvor den borgerlige regering valgte at nedlægge et antal seminarier, skønt fremskrivningen af fødselstallene viste, at der ville blive mangel på lærere de kommende år. Så forsøgte man lappe man lidt på miséren ved at lade nogle mindre kvalificerede studerende tage en “lærereksamen” i enkeltfag. Dermed var skolerne tvunget til at tage til takke med disse halvt uddannede lærere ved nyansættelser. Kvalificerede lærere var det umuligt ar få fat på, så nu var jorden gødet for at lade lærerlønnen sakke agterud i forhold til andre lønninger.
Lærerne mistede deres agtelse i befolkningen, lærerstanden var i løbet af få år blevet proletariseret, og det sås snart på undervisningens kvalitet.
I de samme år lykkedes det toneangivende “undervisningseksperter” at nedgøre paratviden og sprede denne ulyksalige misforståelse til hele skoleområdet.
Paratviden – hvad enten den er forældet eller ej – giver perspektiv, og der er nu engang ingen grænser for, hvad hjernen kan rumme, og man bliver ikke mindre omstillingsparat på grund af viden, men bedre kvalificeret.
Nu havde lærerne mistet deres status som dem, der havde forstand på at undervise, og det blev ikke ualmindeligt, at forældre begyndte at give anvisninger på, hvordan der skulle undervises i deres barns klasse. Skolelederne var rangeret ind på et sidespor og begravet i papirnusseri og galopperende mødeaktivitet som følge af skolens demokratisering med indførelsen af skolenævnet, afskaffelsen af lærerrådet og oprettelsen af et stadigt voksende antal udvalg.
Resultatet af alle disse negative faktorer blev, at eleverne fremover gik ud af skolen med meget mangelfulde kundskaber, hvilket er dokumenteret af internationale prøver. Naturligvis findes der stadig dygtige lærere, men de har det svært under de nugældende vilkår, og tilgangen af dygtige lærere er faldet kraftigt, da de kan opnå bedre løn- og arbejdsvilkår på det private arbejdsmarked.
Enhver med bare nogenlunde god forstand kan se, hvordan det står til, når de går på indkøb, kører bilen på værksted,læser aviser, ser fjernsyn etc. Overalt møder man sproglig inkompetence, manglende regnefærdigheder og et begrebsapparat, der er på niveau med folkeskolens 5. klasse.
Det meste af dette skete, fordi den borgerlige regering kunne spare 30 millioner kroner ved at nedlægge nogle seminarier – i første omgang, og fordi Kommunernes Landsforening havde sat sig for at bevise, hvad alle troede, at lærerne arbejdede for lidt, hvilket gav bagslag og fik som resultat, at visse skoleaktiviteter måtte skæres væk, for at få lærernes arbejdstid til at slå til.
Hvad der senere er sparet ved at minimere lærerlønnen, afskaffe tjenestemandsbegrebet og indføre brugerbetaling for visse aktiviteter i skolen, er vist aldrig opgjort.
Men hver en krone, der er sparet, er sket på undervisningskvalitetens bekostning.
Nu ved enhver erfaren skolemand fra før 1980′erne, at man simpelthen ikke kan forhindre de bedst begavede elever i at lære noget! – Det er det store flertal – bredden – alle disse ulykker er gået ud over.
Det er allerede i folkeskolen, fremtidens elite bliver skilt ud.
2.
Gymnasieskolerne og de højere læreanstalter favoriserer af stort set samme årsager eliten uden dog at have været igennem helt så mange trængsler som folkeskolen.
3.
Fjernsynet har siden reklamernes indtog i stadig højere grad gjort sit til breddens fordummelse med at hav af mere eller mindre morsomme, men meget amerikanske serier med tilsat dåselatter samt en endeløs række af direkte tåbelige amerikanske actionfilm.
TV’s forpligtelse til at vise en vis del danskproducerede udsendelser domineres af shows, hvor “kendte” konkurrerer med hinanden i en stilart, som kun overgås af Berlusconis syntetiske italienske underholdningsprogrammer.
Er man rigtig heldig, kan man af og til se en god engelsk krimi om aftenen.
Ellers er fjernsynsudsendelser med indhold bortset fra TV-avisen henvist til om eftermiddagen eller efter klokken 23. Musikudsendelser er praktisk taget helt udgået.
Laveste fællesnævner giver størst seertal. Det er alfa og omega i de elektroniske medier, og nu har vi endda lige fået en ny radiokanal ved navn TV2 Radio, som har sænket nævneren yderligere en tak, så sucessen er på forhånd garanteret.
Søger man udsendelser med mere indhold, er man normalt henvist til seriøse udenlandske TV-kanaler som 3.Sat (tysk) og BBC og den halvseriøse History-Channel og radioens P1, P2+ og P4.
Resten af radiokanalerne sender den samme suppe af alle former for underholdningsmusik døgnet rundt – nu også tilsat reklamer.
Der er ikke noget i vejen med underholdning og sport, men hvis man kun stiller ind på underholdning, sport og TV2News, er man dårligt stillet hvad information angår, men det anses nok ikke for et problem af den store bredde.
De fleste kan i dag vælge mellem 20 – 40 TV-kanaler, hvoraf ca. 75% sender amerikanske serier samtidigt. Resten slås om seernes gunst med hovedsageligt dårlige actionfilm, sport, reklamer, nyhedsfragmenter, konkurrencer, boligprogrammer og madlavningsprogrammer.
Det er globalisering, der vil noget!
Ilde hørt
Ikke før den sidste fisk er fanget, den sidste flod er forgiftet, og det sidste træ er fældet, vil I finde ud af, at man ikke kan spise penge.
Cree indianer
Tanker i et filosofisk øjeblik
Engang for flere millioner år siden, var der et dyr, der generation for generation udviklede sig i to forskellige retninger.
Den ene retning førte til forskellige arter af aber.
Den anden, som muligvis skyldtes mutation, førte over forskellige tidlige primitive mennesketyper til vore dages menneske, Homo Sapiens – det tænkende menneske.
Der er altså ikke tale om, at menneskene stammer fra aberne, som det ofte fremstilles. Aberne og menneskene har en fælles ur-stamfader, men evolutionen derfra forløb så forskellig, at vi ikke engang kan kalde aberne vores fætre.
Det, der gør os til mennesker, er at vi er bevidste om, at vi skal dø.
Intet dyr har denne bevidsthed.
Fordi mennesket er bevidst om sig selv, om liv og død, har det en fantasi, så det kan gøre sig forestillinger om alt muligt, deriblandt religiøse forestillinger, altså forestillingen om, at der er en gud, eller flere guder, eller noget guddommeligt, der styrer alting.
Disse religiøse forestillinger har i forskellige kulturer har antaget forskellige fremtrædelsesformer f.eks. i den ægyptiske, græske, romerske, jødiske og arabiske kultur m. fl.
De religiøse forestillinger har i hele menneskehedens historie ligget dybt i mennesket overalt på Jorden, fordi menneskets fantasi til alle tider har fået det til at stille to fundamentale spørgsmål: hvor kommer vi og alt omkring os fra, og hvad sker der med os, når vi dør?
Disse spørgsmål leder frem til det tredje fundamentale spørgsmål:
Hvad er meningen med livet?
Det sidste spørgsmål har udfordret ethvert menneske, der har tænkt nærmere over tilværelsen.
Der har altid været nogen, som har påtaget sig at besvare disse fundamentale spørgsmål. Disse nogen har op gennem historien ændret skikkelse fra vise gamle mænd til et helt hieraki af personer, der mente at vide, at alt om det guddommelige og udgjorde et præsteskab i mere eller mindre højtstående kulturer.
Her i Europa opstod Kristendommen i den senere Jernalder og førte til Den Katolske Kirke. Senere brød Den Protestantiske Kirke (i den sene Middelalder) og Den Anglikanske Kirke (i Oplysningstiden) med Den Katolske Kirke, men alle bygger på den samme overlevering af nu 2000 år gamle skrifter, som grundlag for den kristne religion, men med forskellige tolkninger af skrifterne – dvs. Bibelen.
Kristendommen har i hele sin historie hjulpet troende mennesker til at udholde kummerlige kår og forfølgelser med sit løfte om et liv efter døden – det evige liv.
I Europa var kirken længe enerådende mht. viden – ikke kun om teologiske spørgsmål – men også om alt det, der i dag kaldes videnskab.
Næsten alle de første biblioteker var klosterbiblioteker. Alle andre end præster og munke var forment adgang til de bøger, der fandtes, for at de ikke skulle komme på gale tanker. Forbudet havde ikke den store betydning, da kun yderst få uden for de kirkelige kredse kunne læse før Oplysningstiden (ca. 1690 til 1800).
Det er derfor lidt paradoksalt, at de første universiteter oprettedes i samarbejde mellem kirken og den herskende fyrste. Dog kunne man i begyndelsen kun studere teologi og lidt senere jura.
Det første universitet i Centraleuropa blev grundlagt i Prag år 1248).
Langsomt spredtes evnen til at læse til ikke-gejstlige, og da bogtrykkerkunsten opfandtes i slutningen af 1400-tallet, blev det for alvor umuligt at opretholde monopolet på viden, selvom den første bog, der tryktes, naturligvis var Bibelen.
Vore dages samfund kalder vi videnssamfundet.
Naturvidenskaberne har gået deres sejrsgang og forklaret mange sammenhænge, som teologerne anser for guddommelige mysterier.
Kirken har måttet tilpasse Kristendommen og dens ritualer, så der blev bedre overensstemmelse med fakta. Nogle vil hævde, at der ikke er blevet meget tilbage af Kristendommen, og man i dag står med ritualer, som er næsten uden religiøs betydning for moderne mennesker.
Kristendommens kerne er dog intakt: Troen, som den altafgørende faktor.
Men netop troen kolliderer med det moderne oplyste menneskes viden, som er præget af naturvidenskaben langt mere end af religionen. For hver ny videnskabelig opdagelse er det blevet sværere at opretholde troen på det guddommelige.
Men, hvad er så meningen med livet? Skal der være en mening? Kan man ikke have en moral uden religion?
Jo der er en mening med livet. Den er ganske enkel. Meningen med livet er, at vi skal give og modtage kærlighed og sætte børn i verden, hvis vi kan, så livet fortsætter gennem dem. Mens vi lever, skal vi respektere naturen og alle dens vidunderlige udtryk, og vi skal glædes ved livet.
Hvad enten vi er troende eller ej, har vi her i Europa vore moralske begreber og holdninger fra Kristendommen, vi er alle kulturkristne, og hvad enten vi er troende eller ej, kan vi ikke undvære kirkens ritualer,fordi de er enten festlige eller trøstende. Nogle kan, men det er mennesker, der trives bedst med kun fodboldens ritualer.
*
Vi er børn af stjernerne, for livet på Jorden kan føres tilbage til en kæmpestjerne, der døde i en gigantisk eksplosion – en supernova.
I eksplosionens første sekunder dannede frie elementarpartikler de grundstoffer, der er grundlaget for alt liv og alle de andre stoffer, som findes i solsystemet.
Det var skabelsens øjeblik i vor lille del af universet.
Stofferne udgjorde en enorm kosmisk sky af varierende tæthed. Efterhånden begyndte tyngdekraften – universets gådefulde kraft – (den gensidige tiltrækningskraft mellem alle legemer fra den mindste partikel til universets kæmpekloder) at medføre ændringer for skyens molekyler.
Hvor tætheden var størst klumpede molekylerne sig sammen med større og større hastighed og dannede efterhånden et kugleformet legeme, hvis stadigt voksende tyngdekraft trak det omgivende stof til sig.
Trykket i himmellegemets indre voksede i takt med, at kuglen trak mere og mere stof til sig. Trykstigningen førte til en stigende temperatur i dens indre, og da temperaturen nåede flere millioner grader, gik en fusionseffekt igang, der omdannede stofferne nærmest centrum til ren energi (E = m x c i anden potens) – altså endnu mere varme, så processen var selvvedligeholdende, da himmellegemet havde trukket det meste af det omgivende stof til sig. Der var tilmed et sådan overskud af varme, at hele legemet blev så varmt, at det udstrålede enorme mængder af varme og lys til det omgivende himmelrum.
I vor del af den kosmiske sky var en ny stjerne, Solen, født.
I andre dele af den kosmiske sky dannedes andre stjerner.
Vekselvirkninger mellem tyngekraft og stråling fra solen bevirkede, at de resterende stoffer i rummet omkring Solen begyndte at rotere omkring den, og i forskellige afstande fra den begyndte stofferne at klumpe sig sammen til himmellegemer, hvorved planeterne inklusive vores Jord dannedes.
Solsystemet var færdigt, og Jorden, som var i den gunstigste afstand fra solen, afkøledes med tiden, og mange meteornedslag gennem milliarder af år forsynede planeten med havenes vand.
Gradvist fik Jorden et klima, der begunstigede de molekyler i havets ursuppe, der dannede de første levende éncellede organismer.
Livet var opstået.
Evolutionen gennem den næste milliard år førte til mere og mere komplicerede organismer og i sidste ende mennesket.
Vi er børn af den døende kæmpestjerne – supernovaen, der satte hele denne proces igang.
En gang om milliarder af år er Solens stof mindsket så meget, at fusionsprocessen i dens indre går i stå. Temperatur- og trykfaldet og den lavere tyngdekraft får den endnu glødende sol til at svulme op i en sådan grad, at den breder sig helt ud over planeterne – den så at sige opsluger planeterne.
Den er blevet til en rød kæmpe, der langsomt dør ud.
Den og planeterne og de atomer, vore kroppe i sin tid bestod af, er blevet til herreløst stof i rummet, der venter på den næste supernova i nærheden, og så kan det hele begynde forfra.
Kun de atomer, der engang ender inde i en ny stjerne, går til, fordi de omdannes til energi.
Det er da en rar tanke, at man måske ender som den solvarme, der får en lille krokus til at spire frem af jorden, og det sollys, der får farven frem i en gammel kones kinder – engang i en uendelig fjern fremtid på en jordlignende klode, hvor livet for længst er begyndt forfra.
Elskværdighed
Jeg glemmer aldrig et ansigt, men i Deres tilfælde vil jeg gøre en undtagelse.
Groucho Marx
At gå i hundene
Man skal ikke at gå længere tilbage end til 1940’erne og 1950’erne, før tiden var en helt anden.
Det var i gamle dage.
Dengang kunne man f. eks. gå i hundene på hæderlig og ordentlig vis.
Fra Øresundsvej på Amager var der adgang (hvis man vidste, hvor man skulle kigge) til en snoet og tilgroet sti ned til Øresund. Derefter gik stien nordpå langs vandkanten, og undervejs passerede man små skure, gamle medtagne stole og primitive bænke og robåde, der var trukket op på landjorden og en enkelt usikker træbro, der gik et stykke ud i vandet.
De små primitive træskure kunne ikke blive enige om til hvilken side, de skulle have slagside, men slagside havde de alle og flere var i betænkelig grad nær kæntring. Alle havde en døråbning, men ingen dør. Indenfor var der i de bedste skure som regel en bænk og et bord og måske en Primus og en kaffekande og en kop eller to.
Der stod årer og lænede sig op ad nogle af skurene, og der var borde til rengøring af fisk (en planke på to pæle og en krog i hver ende til zinkspande) og de få robåde var i alle grader af sødygtighed – det hele i en vild natur af græs, hyldebærbuske og andre småbuske.
Stedet var et idyllisk fristed for de af storbyens småfolk, der havde deres gang her. Intet var aflåst eller stukket til side, for det var ikke nødvendigt.
Det var et lille stykke paradis få hundrede meter fra storbyens liv og larm.
Min voksne fætter, Mads, som jeg midlertidigt boede hos, og jeg – en knægt på 16 år – kom herned næsten dagligt. og fangede mange torsk og skrubber på kroge, vi satte 50-100 meter ude. Vandet var rent, og der var langt ud til skibstrafikken.
Vi stødte ofte på cykel-Kaj dernede. Man så aldrig cykel-Kaj uden sin cykel, som han ikke kørte på, men trak, for den var i dårlig stand og belæsset med alle hans jordiske ejendele i poser hængende på styret og i en trækasse bundet fast på bagagebæreren. Desuden ydede cyklen en god støtte, når han ikke var alt for sikker på benene.
Cykel-Kaj ernærede sig ved at sælge snørebånd, tynde æsker tændstikker og barberblade. Varerne havde han i en kuffertagtig æske normalt pakket ind i kraftigt papir fra en papirsæk. Selv brugte han ingen af varerne. Hvem der var hans grossist var en gåde.
Han gik i et par voldsomt slidte træsko, og hans vejrbidte hoved var et vildnis af stridt hår, øjenbryn og skæg. Når han åbnede munden, kunne man derinde få et glimt af tænder eller rester af tænder, hvis farve svarede ganske til hovedets. At dømme efter ansigtsbegroningens kulør eller mangel på samme var han et sted i tresserne eller deromkring. Han var ikke nogen lille mand, men på størrelse med Mads, der var større end de fleste.
Cykel-Kaj sagde ikke meget. Han indlod sig aldrig af sig selv på en samtale, men kommunikerede med os med venlige grynt og jahh, nææh og jootak.
Op af hans ene jakkelomme stak altid en flaske med patentprop med en brun væske, som han af og til tog en slurk af. Det var ”kaffe”, men godt fortyndet med husholdningssprit,
På et tidspunkt havde han bestemt sig til at gå i hundene, men langsomt og reglementeret.
Mads stak ham som regel en øl, hvis han havde taget et par med derned, og cykel-Kaj gryntede sit ”jootak” og trak videre med cyklen lidt hen ad stien. Han var tydeligvis ikke bekvem ved have andre for nær på.
Når vi landede dagens fangst, kunne vi være sikker på, at den tomme ølflaske stod på bordet inde i skuret.
Et par gange havde vi set ham sidde i solen på en bænk et halvt hundrede meter fra vort ”landingssted”. Så råbte vi ”Dav Kaj”, og han løftede en hånd til en venlig gestus. Han sad mageligt tilbagelænet med benene strakt ud foran sig, Træskoene var skudt af, for at fødderne kunne nyde godt af den friske luft.
Så vidste vi, at han havde en af sine stjernestunder.
Han var kommet i besiddelse af en halv snes pilsnere, og dem sad han og nød den ene efter den anden i løbet af eftermiddagen, mens han så ud over vandet. Da pilsnere smager godt, men er lidt tynde i det, måtte han en gang eller to tage en god slurk medicin af flasken med patentproppen for at holde en forsvarlig promille.
Sommeren gik sin gang, og en skønne dag i september fik vi øje på Kajs cykel skubbet ind mellem grenene på en stor hyldebusk ikke langt fra vores skur. Men Kaj selv var ikke at se nogen steder.
Det var sært, for cyklen var som altid fuldt belæsset med hans ejendele.
Vi begyndte at se os nøjere omkring. Måske lå han og sov et sted i nærheden. Men han var ingen steder at finde. Vi opgav fiskeriet for den dag og fortsatte eftersøgningen med større og større radius uden resultat.
Nu var vi klar over, at noget var galt. Havde han druknet sig? Det havde vi svært ved at tro.
Han måtte kunne findes.
I mellemtiden var det ved at blive aften, så vi gik hjemad stadig søgende til siderne, men intet spor.
Næste dag gik vi derned igen. Cyklen stod der stadig, og Mads tog ”salgsæsken” og satte den ind i skuret, for at den ikke skulle lide skade i regnvejr,
Dagene gik, og sæsonen var ved at være forbi.
Stadig ingen spor af Kaj.
Vi fandt aldrig ud af, hvor han var blevet af, men min teori er: Han var blevet utilpas, så dårlig, at han vidste, at det var helt skidt.
Så havde han stillet cyklen, hvor vi ville finde den som et farvel til os.
Et eller andet sted havde folk samlet ham op, tilkaldt en ambulance, hvorefter han var væk for altid.
Ukendt som han var uden papirer, endte han sine dage og ligger i de ukendtes grav, som han havde ønsket det: Han var gået i hundene på respektabel vis.
*
I dag vælger man at gå i hundene ved at begynde at ryge hash. Dernæst ved at gå til fester, hvor man kommer i den rigtige stemning ved at blande narkopiller i sine drinks. Så prøver man et rigtigt fix med en kanyle i armen ude på toilettet.. Efter tre-fire fester mere, går resten af sig selv: Nu skal der fixes hver dag, for at man kan holde ud at være til, alle tanker drejer sig om, hvornår man kan få sit næste fix.
I Storbyerne møder man dem: Gustne, usoignerede misbrugere – zombier, der hænger omkring på hovedbanegården om dagen i håb om at fuppe eller tigge sig til nogle penge eller lidt mad. Om natten laver de indbrud i villakvartererne for at skaffe penge til narkotika. En skønne dag er festen forbi med en overdosis.
Cykel-Kaj stjal ikke fra nogen, og han tiggede heller ikke eller generede nogen. Han gik i hundene med stil. Han betalte ikke skat, men han belastede heller ikke samfundet, tværtimod berigede han det med sin særprægede fremtoning og levevis.
