Tal i vrede, og du kommer til at holde den bedste tale, du nogensinde har fortrudt.
Churchill
Fire vise mænd
Fire vise mænd diskuterede forleden i radioens P1 i programmet Esmanns Verden kandidaterne til den statsmand, der havde sat det største fingeraftryk på det 20. århundrede. Kandidaterne var Hitler, Roosevelt, Churchill, Stalin og Mao.
Det blev der en lang og teoretisk diskussion ud af, hvor jeg syntes, de kloge mænd havde lidt svært ved at holde focus.
Hitler scorede højt på at have et klart mål og være skyld i millioner af menneskers død.
Roosevelt scorede knapt så højt på sit socialdemokratiske projekt New Deal, men var ellers naiv – især i forhold til Stalin.
Churchill scorede på sit klarsyn m.h.t. Hitler og på sin stædighed, men man glemte at kreditere ham for det samme klarsyn m.h.t. Stalin og undlod til gengæld helt at nævne hans katastrofale eventyr under slaget ved Gallipoli i 1915 og forsøget på at landsætte en styrke i det besatte Norge. Hvor Churchill passede ind i rangfølgen kom derved til at stå uklart.
Derimod var alle enige om, at kompagniskabet Lenin/Stalin klart slog Hitler m.h.t. massemord, men den største massemorder af alle var dog Mao.
Det vil altså sige, at Mao vandt i kraft af sin evne til at få folk slået ihjel!
Esmanns valg af kriterium for “konkurencen” kom derved til at forekomme ret så bizart.
Det havde været mere naturligt, at det gjaldt om at finde den statsmand, der har efterladt sig den mest positive og betydningsfulde arv til efterverdenen.
Så var valget formentlig kommet til at stå mellem Ghandi, Churchill og Nelson Mandela, og diskussionen var blevet en del mere interessant og givtig.
Godt vi har klageadgang her i landet
Nu skal politiets rydning af det såkaldte ungdomshus undersøges.
Besætterne klager over, at politiet gik alt for hårdhændet frem, og at rydningen tog længere tid, end politiet hævder.
Sammenkæder man besætternes to klagepunkter, modsiger de imidlertid sig selv.
ad klagepunkt 1:
Når man tager det våbenlager, besætterne havde parat, er det svært at forestille sig, at politiet skulle have optrådt mere høfligt.
Hele landet venter nu på billederne af stakkels besættere med brækkede knogler, skrammer i ansigtet, iturevet tøj og mærker og buler efter knippelslag.
Det forekommer mystisk, at der ikke er fremkommet nogen rapport fra de skadestuer, der må have behandlet skaderne efter politiets angiveligt brutale fremfærd.
ad klagepunkt 2:
Man må antage, at jo mere kontant og hensynsløst politiet optrådte, jo hurtigere ville rydningen være overstået.
Nu klager besætterne over, at rydningen tog længere tid, end politiet hævder. Konsekvensen af klagepunktet må være, at politiet optrådte stilfærdigt og hensynsfuldt, da de forsigtigt vækkede de stakkels uskyldige små og pænt bad dem om at forlade huset. Derefter har alle siddet i rundkreds og forhandlet. Til sidst er man så blevet enige om, at det ville tage sig bedst ud for begge parter, hvis politiet arresterede besætterne og førte dem bort.
Det er klart, at den slags tager tid, og det er derfor uforståeligt, at politiet hævder, at det gik hurtigt.
Vi må håbe, at der bliver nedsat er rigtig undersøgelseskommission, så det blandt andet kan blive klarlagt, om en politimand skal have lov til at forsvare sig, når f.eks. en besætter griber en brosten for at kaste den i hovedet på ham – eller en krysantemumbombe – eller et kanonslag – eller et andet af besætternes foretrukne våben.
Vi må have orden i politiets rækker.
I al sin enkelthed
Tyngdekraften kan ikke holdes ansvarlig, hvis du falder for en pige. Hvordan i alverden skal man i kemiske of fysiske termer forklare et så vigtigt biologisk fænomen som den første kærlighed?
Hold din hånd ind i en varm ovn i et minut, og det vil føles som en time. Sid sammen med den der specielle pige i en time, og det vil føles som et minut. Dèt er relativitet.
Albert Einstein
og så nyhederne . . .
Man skal omgås forsigtigt med det billede, fjernsynet i nyhederne tegner af den politiske situation verden over og af de fremtrædende personer og forskellige befolkninger.
I lang, lang tid var mediets foretrukne billede en enorm flok råbende og skrigende muslimer, der fik luft for deres retfærdige vrede mod de vestlige lande – i særlig grad USA og Danmark – som de med forvrængede ansigter og truende fagter nedkaldte alverdens forbandelser over.
Disse daglige forsamlinger af hadefulde menneskemængder fik uvilkårligt èn til at tænke: Hvad pokker lever de af? Går de aldrig på arbejde? Der må da være nogen, som har andet og nyttigere at tage sig til.
Nu lader det omsider til, at Nyhedernes redaktion er blevet træt af billedet (muslimerne er nok ikke trætte endnu), og selv den normalt daglige bulletin om, hvor mange mennesker, religiøst fanatiske selvmordsbombere havde slået ihjel i Irak, er blevet uregelmæssig.
Det er aldrig fremgået af udsendelserne, om demonstrationerne var spontane eller havde sit udspring i ægte folkelig harme, eller om de demonstrerende var blevet udkommanderet af myndighederne.
Det er heller aldrig blevet oplyst, hvor mange mennesker der dagligt blev myrdet under Saddam Husseins brutale styre. Efter de fundne massegrave at dømme var det næppe færre end i dag.
Til gengæld er der ingen grænser for den opmærksomhed, Irans charmerende præsident, Mahmoud Ahmadinejad, bliver tildelt, når han dagligt bekendtgør, at Iran absolut ikke vil rette sig efter FN’s påbud, og at Iran bliver bedre og bedre til at berige uran og har i sinde at fortsætte med at berige uran lige så længe og så meget, som det passer landets leder.
Første gang vi præsenteredes for præsidenten, var der forlydender fra USA , om at Ahmadinejad var en af de ledende studenter, der i 1979 besatte den amerikanske ambassade og med de iranske myndigheders velsignelse tog alle derværende amerikanere inklusive kvinder og børn som gisler . Han sås også på et billede fra dengang.
Disse forlydender kan have være amerikansk manipulation.
Det har imidlertid ikke haft nyhedsredaktionernes interesse at undersøge forholdet nærmere.
På TV må vi desværre nøjes med de halve sandheder, nyhedsredaktionerne vælger – eller evner – at præsentere os for.
I radioens P1 lægger man derimod et ihærdigt arbejde i at dække nyhederne så grundigt og sobert som muligt. Man råder over en lang række dygtige medarbejdere, deriblandt nestoren, Jørgen E. Petersen, der trods sine 70 år stadig har en imponerende hukommelse og ved alt, hvad der er værd at vide om Afrika og Frankrig.
Skulle det være nødvendigt, trækker P1 på kapaciteter uden for radioen f.eks. på universiteterne.
Fjernsynet er en ussel kilde til information, men en fremragende kilde til sensationer og rygter.
TV1 og TV2 ligger i skarp konkurrence – desværre ikke om at bringe de bedste nyheder – men om de yngste og bedst udseende studieværter, hvis ordforråd ikke ville bringe skam over dem, hvis de var elever i folkeskolens 7. klasse, og hvor deres udtale heller ikke ville afvige fra normen, hvis skolen lå på Nørrebro.
Desuden konkurrerer man om at bringe de fleste vejrudsigter (så går tiden da med det), men på det punkt halter TV1 langt bagefter.
Hvor får du dine informationer fra?
Lidt facts om Iran.
Indtil den 6. november 1979 var Iran et sekulært shah-dømme, og den enevældige shah hed Reza Pahlavi. Styret døde så at sige af politisk og administrativt råddenskab, og da Ayatolla Khomeini den nævnte dato vendte tilbage fra sit eksil i Frankrig, anførte han en revolution, som øjeblikkelig sendte millioner af iranere ud i gaderne og shahen ud af landet.
Iran blev med ét slag omdannet til en islamisk præstestyret republik med Khomeini som den øverste og enerådende leder, og et parlament uden magt.
Khomeini havde tydelige fascistoide træk og var ikke sén til at dødsdømme den, der generede ham eller revolutionen eller havde en anden opfattelse af islam end han.
Khomeini dyrkes stadig som en stor profet, og hans ensrettede Iran videreføres i stort set uændret form efter hans død.
I dag er den øverste leder Ayatollah Khamenei, valgt for livstid og med al magt samlet i sin person. Han har udpeget Mahmoud Ahmadinejad til præsident, som kun har magt til at gøre, hvad han får besked på.
