Enhver er som Gud skabte ham og tit en hel del værre.
Miguel de Cervantes
Hele eller halve sandheder eller løgn
Det er sjældent, at en journalist lyver bevidst i sine artikler eller reportager, men det er til gengæld yderst almindeligt, at journalisten bringer halve sandheder – især på TV. Det betyder, at vi skal være forsigtige med at fælde vores dom, for tit kommer den anden halvdel af sandheden nogle dage senere, og så kan tingene pludselig komme til at se helt anderledes ud.
Hvorfor bringer medierne sandheden stykkevist? Sandsynligvis fordi journalisten ikke har research’et grundigt nok, før han bragte nyheden. Det gælder jo om at komme før konkurrenterne.
Sandhed er et problematisk begreb. Sandhed kan fordrejes, man kan pynte på den, man kan lægge lidt til eller trække lidt fra, og endelig kan man vende den på hovedet – så “sandheden” bliver til en løgn.
“Du må ikke sige falsk vidnesbyrd mod din næste” lyder det 9. bud i Det gamle Testamente, altså, vi må ikke lyve, hvilket også fremgår af Det ny Testamente og af det retsvæsen, vort samfund bygger på.
Det er altså ganske ligetil for kristne: Du må ikke lyve.
Det er ikke så ligetil med Islam, for denne religion har undtagelser, der kan gøre det svært at fæste lid til udtalelser fra denne religions udøvere:
Taqiya og Kithman er navnene på den praksis, der tillader muslimer at lyve og vildlede vantro (dvs. ikke-muslimer) for at opnå en fordel for Islam, udtrykkene bliver også anvendt når muslimer skjuler deres tro for vantro for at få deres tillid, for senere at misbruge den. Taqiya og Kithman anvendes oftest af Shi’a-muslimer, men dog også af Sunni-muslimer.
Kilde: http://www.faithfreedom.org
Hvem husker ikke de uhyrlige løgne om Danmark der med Allahs velsignelse blev blev bragt i de muslimske medier – især de ægyptiske og indonesiske – under krisen om Muhammed-tegningerne?
Disse løgne var så grove og gennemskuelige, at de muslimske medier fik sat en tyk streg under deres fabelagtige utroværdighed, som dog allerede var velkendt i de vestlige lande.
Vanskeligheden for den “vantro” er, at han ikke uden videre kan gå ud fra, at han står over for en person, der praktiserer Taqiya eller Kithman, for der er fornuftigvis mange undtagelser.
Ubestemthedsprincippet?
Kun to ting er uendelige, universet og den menneskelige dumhed, og jeg er ikke helt sikker på det første.
Albert Einstein
Absurd friluftsteater
Hvis landbetjent Thorkild viser sig på gaden her i landsbyen, så ka’ I dæleme tro, vi beboere vil føle os provokerede, og hvis han ringer til kommunens folk om, at de skal komme og fjerne det ødelagte vejskilt, som Peders traktor kom lidt for tæt på undervejs hjem fra kroen, skal det ikke vare længe, inden både Torkild og kommunens folk vil blive mødt med barrikader af brændende halmballer og skraldeposer for ikke at nævne det, der er værre!
Og næste dag vil man i fjernsynet kunne høre vores advokat forklare, hvor dumt det er af politiet at opføre sig så provokerende.
Absurd, ikke sandt? Men ikke hvis det var i København!
Hver anden aften ser vi den samme absurde friluftsteaterforestilling i Københavns gader.
Hvorfor i alverden medbringer politiet ikke et skumslukkerkøretøj til at tage sig af barrikaderne og et vandkanonkøretøj til at tage sig af urostifterne? Er det forbudt i følge loven? Så må Folketinget tage sig sammen, så politiet kan udstyres hensigtsmæssigt. Det er ikke godt for moralen eller respekten for politiet jævnligt at være vidne til, at visse unge gør, hvad der passer dem og hærger byens gader som en flok vilde.
Det er også underligt, at der i de pågældende gader ikke bor så mange mandfolk, at de griber til nødværge i stedet for at sidde inde og gemme sig bag gardinerne, når nu politiet ikke er i stand til at opretholde ro og orden. Hvor længe vil I finde jer i, at jeres gader raseres? Lej dog nogle pumper og fyr løs fra 2. sal på urostifterne og deres bål.
Og stil så fire store og stærke mandfolk nede bag hver indgangsdør, som åbnes på klem.
I kunne også overveje at genindføre den gamle skik med at tømme natpotterne ud ad vinduet!
Det er lovligt forsvar, så længe I ikke går ud på gaden.
. . . men fejl har det desværre med at ske på ubelejlige tidspunkter
En rigtig helt bliver altid helt ved en fejl. Han ønsker kun at være en ærlig kujon ligesom alle andre.
Umberto Eco
Velkommen til Ny Alliance!
Det er kolossalt spændende, hvad der sker i dansk politik lige nu.
Vil alle vi politisk hjemløse nu omsider få et parti, vi kan stemme på?
Svaret kan nok ikke gives før om et par måneder, når detaljerne i Ny Alliances politik lægges frem, og vi kan se, hvad der ligger bag kombinationen af betegnelserne social-konservativ og socialliberal. Det er bestemt også spændende, at partiet støttes af så fremtrædende personer som Danmarks modigste erhvervsmand, Asger Aamund. og den erfarne Lars Kolind, der er uhyre aktiv som bestyrelsesformand, professor og forfatter mm.
De nærmeste dage vil vise, om der slutter sig flere folketingsmedlemmer til.
Ny Alliance vil ikke få besvær med at samle de nødvendige underskrifter for at blive opstillingsberettiget. Det passer fint, at der er to et halvt år til næste valg. Det giver Ny Alliance god tid til at profilere sig, og i mellemtiden kan der gættes fra alle sider om, hvorvidt partiet kommer i Folketinget med 6 eller 16 mandater.
Til gengæld er der nok ikke megen tvivl om, at det vil gå hårdt ud over Det Radikale Venstre, at Marianne Jelved omsider falder som formand, og at Margrethe Vestager vil komme til at præsidere over et hensygnende parti.
Det besynderligste er dog, at de to farveløse medlemmer af Helveg-klanen valgte at gå ned med den synkende skude. Det Radikale Venstre har nærmest været Helveg-klanens arvegods gennem generationer, så det må naturligvis at være svært at sige farvel . . . . . . men det kan jo nås endnu – ikke fordi jeg vil anse det for en fordel – den gamle Helveg virker helt udbrændt og klemt op i en krog af alle partiets kvinder, og den unge skylder efter flere år i Folketinget stadig at vise politisk format.
Men mon ikke, der kommer andre og bedre til?
Dog undtagen De Radikales
En ekspert er en person, der har lavet alle de fejl, der kan laves inden for et snævert felt.
Niels Bohr
Et ikke specielt naivt spørgsmål
Hvor dum har man lov at være som politiker?
Svar: Det bestemmer vælgerne.
Der er bare den hage ved det, at vælgerne har en elendig hukommelse. Vi husker Nyrups cykelhjelm og muligvis Mogens Camres pistol i håndbagagen, men dermed er det vist også sagt.
Hvor mange husker mon f.eks. Anders Fog Rasmussens kreative bogføring, til han måte gå af som skatteminister?
Det hjælper altså ikke noget, at det er vælgerne, der bestemmer, hvor dum en politiker må være.
Så myndigheden må overgå til partiets gruppe eller partiformanden, men der er så mange taktiske hensyn at tage, at man som regel vælger at lægge røgslør ud og til sidst låg på sagen.
Morten Messerschmidt valgte tilsyneladende selv at gå efter sin nylige dumhed, men i Det Radikale Venstre begår man ikke dumheder, kun genistreger, og når Elsebeth Gerner Nielsen vælger at optræde på TV med muslimsk tørklæde, er det fordi hun vil være solidarisk med de stakkels muslimske kvinder, der har så svært ved at falde til her i landet, fordi de er præget så uudsletteligt af hjemlandets daglige hjernevask, at de i den grad har vænnet sig til tørklædet, at de uden tørklædet som en Pavlovsk refleks føler sig nøgne og bespottende deres hjemlands sunde og guddommelige leveregler – nogle nærer den samme kærlighed til den klædelige heldragt, burkhaen, så de vil bære den, hvis de undtagelsesvist skulle tage et betalt arbejde, så manden har tilstrækkeligt med penge, til at han kan slappe af henne på samlingsstedet for de familieoverhoveder, der har styr på tingene – især på kvinderne.
Her er tale om de uintegrerbare muslimer, der heldigvis udgør et mindretal, men det er netop dem, Elsebeth Gerner Nielsen vælger at solidarisere sig med. Det er åbenbart fra dem, vi i følge Det Radikale Venstre, kan forvente os en hårdt tiltrængt kulturel berigelse. –En politisk dumhed - en kolossal bundskraber!
Morten Messerschmidt ser ud til at være offer for en anden form for dumhed: Uvidenhed. På BT kender man ikke vort store nabolands ubesmittede nationalhymne, der synges på en smuk melodi af Joseph Haydn.
Til BT’s og andres oplysning: “Deutschland, Deutschland über alles” betyder ikke, at Tyskland skal herske over alle andre. Det betyder ganske enkelt, at en tysker elsker sit hjemland over alt andet. Noget tilsvarende står der i så at sige alle landes nationalhymner!
Morten Messerschmidts motiver til at synge den tyske nationalhymne, der absolut intet har med nazisme at gøre, kender jeg ikke, og om han har lavet utilbørlige armbevægelser, står nok lige så meget til troende, som at han har sunget nazisange.
Det er en særpræget fornemmelse at sidde her og forsvare en person, jeg ikke kender, og hvis politiske parti aldrig får min stemme, selvom det på ét punkt har været mere klarsynet end alle andre, men uvidenhed og dumhed må aldrig få retten på sin side uanset hvad!
Dumhed, uvidenhed, stupiditet og selvbedrag bør udryddes på stedet af et partis formand, ellers er han/hun ikke sin opgave voksen.
Klassisk musik i mere end én forstand
I erkendelse af, at min første artikel om klassisk musik nok lå lidt i den svære ende, kommer her
Klassisk musik II
Eydie Gorme var i 50-erne en fremragende sangerinde i flere genrer.
Youmans/Caesar:
“Tea for two” er i enhver forstand en romantisk klassikker. Spil den i dæmpet belysning for din elskede .
Må gerne downloades
*
Men pas på kærlighedens farer:
Shakespeare skildrer i “Twelft Night”, hvordan en ulykkelig forelskelse kan føre til ønsket om at få en ende på det hele: “Flyaway, flyaway, breath; I am slain by a fair cruel maid.”
Og ikke nok med det: Der skal ikke lægges så meget så meget som én enkelt blomst på den sorte kiste, hans knogler skal smides i, og den skal graves ned, hvor ingen der nærer ægte kærlighed, vil kunne finde den og græde over ham!
Dette drabelige farvel skyldes, at han er ”dødelig” ramt af en smuk, men ”grusom” pige.
Her kommer den tragiske historie med mezzosopranen Angelika Kirchschlager til en melodi af Erich Wolfgang Korngold.
Kun lytte!
Come away, come away, death.
And in sad cypress let me be laid;
Flyaway, flyaway, breath;
I am slain by a fair cruel maid.My shroud of white, stuck all with yew,
0, prepare it’
My part of death,
No one so true did share it.Not a flower, not a flower sweet,
On my black coffin let there be strown,
Not a friend, not a friend greet
My poor corpse, where my bones
shall be thrown.A thousand sighs to save,
Lay me, 0,
Where true lover never find my grave
To weep there!*
Nu vi er i det romantiske hjørne, så lad os fortsætte med et stykke musik, der er skabt hertil: Claude Debussys “Claire de lune” spillet af Tamàs Vàsàry.
Må gerne downloades
*
Mahalia Jackson var den ukronede dronning fra før Anden Verdenskrig til op i 1960′erne i genrerne soul og traditional.
En af de mest populære sange fra den tid, og som stadig synges af vor tids bedste kvindelige sangere med føling for genrerne, var Heyward-Gershwins: “Summertime”, som glider over i en traditional på samme melodi.
Her kommer den ægte vare, indspillet med The Falls-Jones Ensemble i 1962, slidt og medtaget efter at være afspillet utallige gange på grammofoner fra den billigste slags til dyrt hi-fi:
må gerne downloades
*
Den bedste kvindelige sanger til alle tider i genren New Orleans-jazz var Ella Fitzgerald, som mestrede alle genrens udtryksformer til perfektion, og hvis stemme spændte over et enormt toneregister.
Her synger hun Basin Street Blues
må gerne downloades
*
I en helt anden genre var den største diva gennem tiderne Maria Callas, hvis formidable stemme og udtryksevne førte hende fra den ene triumf til den anden. Desværre holdt nervesystemet ikke til det evindelige pres, og hun opnåede aldrig at få et harmonisk kærlighedsliv, og hun døde nedbrudt og i ensomhed i en ret ung alder.
er en arie fra Verdis La traviata. Med Orchestra Sinfonica Di Torino Della Radiotelevisione Italiana.
Må gerne downloades
*
Slap af til den nordirske folkemelodi:
med Philhamonic Orchestra
Kun lytte!
*
før
vi blænder op for et par klassiske hårde rock-numre med gruppen Santana
kun lytte!
Og nu til noget helt andet:
Har du et rigtig godt musikanlæg og lytterum, kan du teste det med “Also sprach Zaratustra”, der stiller meget store krav til dit udstyr. Musikstykket (der er et tonedigt af Richard Strauss) begynder med en 20 sekunder lang ren tone på 40 Hz, som efterhånden ledsages af blæsere og kraftige paukeslag, flere og flere instrumenter kommer til, og efter 2 minutter slutter indledningen med et forrygende crescendo, der blæser alt omkuld – vel at mærke, hvis forstærkeren og højttalerne har magt over det, for der skal spilles realistisk højt, og det skal lyde rent.
Det er vist fremgået, at musikstykket spænder over en enorm dynamik! Men det må ikke glemmes, at der også er meget smukke passager i musikken.
Lad det være sagt med det samme: Det er få højttalere, der kan gengive 40 Hz, så det lyder af noget, og crescendoet kræver førsteklasses mellemtone- og diskantenheder. Forstærkeren skal kunne magte dynamikken og dæmpningsfaktoren være høj (populært sagt, der skal være godt styr på bashøjtaleren).
Lad være med at prøve, hvis du ikke i forvejen ved, at dit anlæg hører til i toppen, så slipper du for at blive skuffet!
kun lytte!
The Los Angeles Philharmonic Orchestra
Solo-violin: Davis Frisina
Dir: Zubin Metha
24 MB = halvdelen af stykket.****
