Frygt ikke døden, for siden du er her, er døden her ikke, og når den er kommet, er du her ikke.
Epicur
Kyllingen er slagtet og smidt i dybfryseren
Tour de France og “Kyllingen” har leveret stof til mange timers billigt diskussions-tv på begge kanaler. Ingen ved rigtigt, hvilket ben, de skal stå på. Er det nu også retfærdigt, at Michael Rasmusen er sat af holdet af Dansk Cykle Union, fordi han ikke har villet fortælle dopingmyndighederne, hvor han har trænet og overhørt to advarsler og måske tilmed løjet?
Den slags kan vi ikke have, og han er prompte blevet bandlyst fra alt – herunder deltagelse i de olympiske lege af de renfærdige danske cykel-myndigheder, og må nu sige farvel til millionindtægter. Han er rent ud sagt spedalsk, ingen vil røre ham.
Man skulle tro, han havde slået en af sine konkurrenter ihjel!
Det er der dog endnu ikke forlydender om, men det kan jo komme endnu.
Bjarne Riis er kun halvt spedalsk, fordi han gik til bekendelse, men er naturligvis frataget sin sejr, ære og værdighed. Han burde dog til en vis grad godskrives for at være så elendig til at lyve.
Fra dag ét i årene siden sin Tour de France-sejr har det hver gang lyst ud af ham, at han løj, når han blev udspurgt om doping, så det er mærkeligt, at han ikke blev dømt på mistanken alene, sådan som Kyllingen er blevet det. Mon ikke det hænger sammen med den intense negative mediedækning af den stakkels kylling, som vi ellers var så stolte af, indtil inkvisitonen slog sine glødende tænger i ham?
Michael Rasmussen er ikke taget i dopingkontrollen, men for den hjemlige inkvisition kommer tvivlen anklageren til gode. I en hvilken som helst retssal i en hvilket som helst retsstat ville sagen mod Kyllingen blive afvist pga. mangel på beviser og for tynde indicier.
Der er dog næppe mange, som gennem de sidste ti år har været i tvivl om, at det kræver en supermand for at vinde dette umenneskeligt krævende løb uden at være dopet, for det er der sandsynligvis dusinvis af ryttere, der er. Men måske er Michael Rasmussen en sådan supermand? Hans forudgående cykelkarriere kunne godt tyde på det. Han er begavet og fantastisk determineret og som de fleste virkeligt store talenter egoistisk, egenrådig og konfrontatorisk, og det fældede ham sandsynligvis, for det er svært for andre at tolerere.
Marco Pantani – “piraten” – vandt i 1998 og blev året efter taget for doping. Han overvandt aldrig fornedrelsen og døde kort efter af en overdosis kokain. Dog har de knapt så asketiske italienere aldrig glemt ham.
Der står så meget på spil i dette cykelløb, at man må regne med, at der altid vil være flere, som forsøger at skyde genvej i håb om at slippe godt fra det.
Doping er et uvæsen og bør til enhver tid bekæmpes.
Da det er så svært – for ikke at sige umuligt – at komme doping helt til livs, burde cykelmyndighederne overveje at forlade metoden med helt at ødelægge en skyldig eller mistænkt og i stedet idømme bøder af en størrelsesorden, der retter sig efter forseelsens alvor – lige fra at fratage delinkventen al indkomst som følge af en sejr eller god position – til bøder af mere overkommelige størrelser.
Store talenter har ofte store fejl. For mig er Kyllingen vinderen af Tour de France 2007.
Problemet er kun at lave den
Misforstå mig ikke: Jeg elsker atomkraft. Der er bare det ved det, at jeg foretrækker fusion frem for fission. Og der er tilfældigvis en enorm fusionsreaktor anbragt få millioner kilometer herfra. På kun otte minutter producerer den mere energi, end vi nogensinde vil kunne bruge. Og den overføres trådløst!
William McDonough
Fysik i al sin enkelhed
Elektricitet består består af ekstremt små partikler kaldet elektroner, du ikke kan se med det blotte øje, medmindre du har drukket.
Dave Barry
Lad det ikke blive ved snakken!
Det er en mærkelig tid, vi lever i. Klimaændringerne som følge af menneskenes aktivitet er nu for alvor blevet mærkbare også her til lands med stormvejr om sommeren og regn så kratig, at mange huse står med knæhøjt vand inden døre, og herhjemme er vi endda sluppet langt billigere end andre lande.
Globalt viser klimaændringerne sig som hyppigere og kraftigere storme, som nedbør i katastrofale mængder eller som langvarig tørke, mens polarisen og gletcherne smelter i stadigt stigende tempo.
Det er klart, det giver grobund for dommedagsprofetier, men de fleste i vor del af kloden fortsætter ubekymret det overforbrug af energi, der påvirker klimaet negativt. Det er jo også lidt, den enkelte kan gøre (som om det var en god undskyldning). Og de fattigere lande kæmper for at komme op på vores forbrugsmønster.
Men pessimisme gavner intet.
Skal indsatsen mod forureningen batte noget, skal det ske på landsplan – og endnu bedre, på verdensplan – og med adskillige teknikker: energibesparelser, varmepumper. vindmøller, vandkraftværker, biomasseenergi, bølgeenergi og tidevandskraftværker for at nævne de vigtigste muligheder, der er, indtil det
forhåbentlig lykkes at tæmme en energikilde som en lillebitte sol: i et fusionsenergikraftværk.
Det har lange udsigter – man regner optimistisk stadig med en horisont på 40-60 år. Et mere realistisk skøn er nok 100 år.
Indtil da skal vi opføre os fornuftigt, vi skal tro på fremtiden og bruge alle kræfter på at minimere forureningen for vore efterkommeres skyld.
At det ikke er en umulig opgave kan ses af, at det er muligt at pumpe 16 milliarder tons CO2 ned i Danmarks undergrund. Det svarer til 400 års forbrug af kul og naturgas i Danmark. Et europæisk prestigeprojekt i Tyskland skal nu demonstrere, at metoden også har en fornuftig pris sammenlignet med miljørigtig energifremstilling.
Hvad enten det kan gøres til en “fornuftig” pris eller ej, kan man lige så godt med det samme indse, at der ikke er nogen vej udenom. Forureningen af atmosfæren med CO2 er allerede så fremskreden, at naturen ikke af sig selv kan genoprette balancen, selvom vi i morgen standsede al udledning af CO2!
Lykkes det at skabe en stabil og kontrollerbar fusion i kraftværksskala, er verdens energiproblemer løst én gang for alle, da der så vil være ren energi i uendelige mængder til rådighed, men det svarer desværre at kontrollere en brintbombe = fusionsbombe – så at sige at fyre den langsomt af og udnytte varmeudviklingen uden radioaktivitet!
Fusion af atomkerner kræver en meget høj temperatur og et meget højt tryk. derfor bruger man en atombombe = fissionsbombe som tændsats i brintbomben!
Verdens største lande inkl. EU er gået sammen om at bygge et nyt fusionseksperiment kaldet ITER (= vejen på latin). Det vil tage 10 år at bygge den store maskine, der skal stå færdig i 2016 i Cadarache i syd-Frankrig. Man forventer, den vil give en fusionseffekt på 500 MegaWatt (svarende til 100 af de største vindmøller).
Forsøgsfusionskraftværket Iter
(Desværre ses ikke noget størrelsesforhold, men Iter er MEGET stor!)
Indtil fusionsenergien er en realitet, skal vi vænne os til, at elektricitet bliver den altdominerende energiform i al overskuelig fremtid og forbrændingsmotoren afløses af en kombination af en brændselscelle, der producerer elektricitet til en elmotor på basis af brint, som igen er fremstillet vha. elektricitet fra f.eks. vindmøller. Det lyder noget kringlet og urentabelt. men problemet er, at man ikke kan lagre elektricitet. Den skal bruges i samme tempo, den produceres. I TV har været vist en lille film om en entusiastisk mand i England, der har bygget sig en lille vindmølledrevet bil. Det er dog næppe vejen frem, men et glimrende eksempel på menneskets kreativitet!
Der er altså nok at tage fat på, men heldigvis er mennesket et ukueligt væsen.
