Jeg har det, som om hele den russiske hær err marcheret tværs over min tunge – på strømpefødder!
W.C.Fields
Jeg har det, som om hele den russiske hær err marcheret tværs over min tunge – på strømpefødder!
W.C.Fields
Flere år i træk har den danske økonomi og eksporten kørt derudad i højeste gear, og for første gang i mands minde bugner statskassen af milliarder af kroner, og det samtidig med at de fleste danskere tjener flere penge (og bruger dem) end nogensinde før.
Det første vil Det Konservative Folkeparti have sat en stopper for ved at lempe på topskatten, så forbruget eksploderer yderligere, hvorefter økonomien løber løbsk. Manglen på arbejdskraft stiger yderligere, Pludselig overhaler importen eksporten, og inflationen begynder at røre på sig efter mange års ro. Så bliver gammelkendte indgreb nødvendige og så kører rouletten igen, som i Anker Jørgensens tid.
Det er, hvad der venter os, hvis de konservative får det, som de vil have det. Motivet er angiveligt, at folk, der slipper for topskat, vil arbejde mere. Men det er rent blændværk.
De fleste har i virkeligheden slet ikke brug for flere penge, men vil gerne have mere fritid, og hvis de uden at arbejde mere får flere penge for det, så er deres største problem at få mere tid til at bruge pengene, på fladskærme, smarte mobiltelefoner, flottere tøj (mærkevarer naturligvis), smartere og dyrere bil og hvis familien ikke alerede har to biler (det har de nu nok) så en fiks ny lille bil til fruen, flere og bedre ferierejser, en god pensionsordning så man kan trække sig tidligere tilbage og komme igang med at svinge golfkøllen etc. etc. Altså stik imod regeringens målsætning om at få folk til at arbejde mere.
Hvorfor skulle de dog det, når de kan få det hele uden?
Undtagelsen er kun de grådige, der til enhver tid vil rage mere til sig, men før eller siden melder tømmermændene sig.
Man behøver ikke nødvendigvis at have ondt af dem , der ikke har en topskat at få lettet. Deres livskvalitet kan sagtens være på højde med de mere veltjenendes, for der er ikke megen livskvalitet forbundet med overforbrug af materielle “goder”.
Det er ikke tilrådeligt, min ven, at lufte ubekræftede forlydender. Du skulle spare dig selv for ydmygelsen ved at opdage deres reelle værdi for dine seere.
Ayn Rand
I medierne vrimler det i øjeblikket med forlydender om et snarligt folketingsvalg, for partilederne er stærkt optagede af at overbyde hinanden. Nogle vil have så meget mere velfærd for os alle, at finansministerens bugnende pengekiste tømes i en ruf (oppositionen), mens regeringen mener, den stigende velfærd skal finansieres gennem effektivisering (læs: Besparelser på … øh velfærden gennem nednormeringer), hvorefter det være sundest for alle at bruge kistens indhold til at lette skattebyrden for dem, der tjener mest.
Der er ellers nok ud over velfærden, der skriger på forbedring.
Jernbanenettet er udslidt og forsømt i en sådan grad, at togene ikke kan køre til tiden og sikkerheden er ikke tidssvarende. At udbedre jernbanenettet koster mange penge.
Trafikkaos’et på de Sjællandske motorveje koster samfundet milliarder af kroner hvert eneste år. Eneste udvej er bygningen af en ekstra jernbaneforbindelse fra København og sydvestover. En sådan jernbaneforbindelse koster rigtig mange penge.
En færdiggørelse og måske udvidelse af den foreløbig udskældte metro vil skåne københavnerne for den værste luftforurening og lette samfærdslen i den store by. Det kommer til at koste rigtig mange penge.
Mange forsømte folkeskoler landet over trænger til modernisering og mangler tidssvarende undervisningsmidler og kvalificerede undervisere. Det kommer til at koste mange penge.
Situationen på landets sygehuse er næsten tilsvarende. Det kommer til at koste rigtig mange penge.
Landets kloaksystem er næsten overalt forsømt gennem mange år. Et nyt kloaksystem koster rigtig, rigtig mange penge.
I stedet for at rette blikket mod disse problemer drømmer regeringen om at forære svenskerne og tyskerne en bro over Femern-Bælt. Meget få danskere uden for Christiansborg synes de har brug for denne bro, som kommer til at koste rigtig mange penge.
I denne forvirring er jeg dog glad for, at ingen har foreslået, at vi bygger atombomber for pengene for at sikre den fremtidige velfærd mod anslag udefra.
Genialitet har sine begrænsninger, men dumhed er ikke på samme måde handikappet.
Elbert Hubbard
Nu kører farcen igen om de danske soldater, der tog nogle talibanere til fange i Afganistan og udleverede dem til amerikanerne. Selvom amerikanerne satte talibanerne på fri fod nogle dage senere, kan man med det kendskab, vi har til amerikanerne, med stor sikkerhed gå ud fra, at de med deres sædvanlige grusomhed har udsat de stakkels uskyldige talibanere for tortur, før de slap dem fri.
Ganske vist halter logikken: Først pine dem, derpå sætte dem fri.
Normalt vil man mene, at tortur anvendes for at aftvinge fangen en tilståelse eller nogle oplysninger. Faktisk kan man med tortur få en fange til at tilstå hvad som helst og fortælle hvad som helst, han tror bødlen gerne vil høre, hvilket vil sige, at tilståelsen eller oplysningerne i de fleste tilfælde ikke kan bruges til noget som helst. Det har man vidst, siden inkvisitionens storhedstid i 1300-tallet, men dengang spillede det ingen rolle, for pavekirken havde brug for at statuere nogle eksempler ved at brænde staklerne levende. Der er ingen kendte eksempler på, at man dengang lod nogen af staklerne gå fri.
Det vil med andre ord sige, at Lykketoft, Søvndal og alle til venstre for dem mener, de amerikanske soldater alle til hobe er perverterede lyst-bødler, der piner talibanerne for deres fornøjelses skyld. At der virkelig findes enkelte blandt de amerikanske soldater var Abu Ghraib et eksempel på, men alle amerikanske soldater? George W. Bush, som ganske givet må være en frelst skabssadist med de religiøse holdninger, han har - kan han have smittet samtlige amerikanske soldater i afganistan og Irak?
Men nu fremmes politikerleden for fuld damp igen: Undersøgelser, spørgsmål, påstande og beskyldninger. Ekspertudtalelser og nye ekspertudtalelser, som modsiger de første. Udvigende svar, halve svar og bortforklaringer. “Beviser” på det modsatte, nye beskyldninger osv. osv.
Når man tænker på forsvarsledelsens og forsvarsministerens panikangst for at Anette Hommel skulle være kommet til at bevæge sig ud til grænsen for det tilladte i henhold til næsten samtlige konventioner siden Arilds tid, er det svært for et neutralt menneske at tro, at danske soldater skulle optræde ansvarsløst og i strid med gældende regler - selv ikke over for talibanerne, som gang på gang har vist, at de er jordens mest ryggesløse skabninger, der på linje med Alkeidas terrorister har vist deres foragt for samtlige hellige konventioner.
Det eneste man aldrig når frem til er sandheden, men det er måske i virkeligheden heller ikke den, man er interesseret i. Det, der betyder noget, er at få tegnet et så usympatisk billede af modparten som muligt.
Og hvis det fremmer noget, er det politikerleden.
Alt hvad du behøver er inkompetence og masser af selvtillid, så er succes’en hjemme.
Mark Twain
Da der i den senere tid ikke har været specielt væsentlige nyheder ud over de sædvanlige (som kun få i vor del af verden tager sig af) om de millioner, der sine steder er ved at gå til på grund af tørke og andre steder på grund af for megen regn, vil jeg denne gang kaste mig over en af mine mest generende og alligevel beskedne idiosynkrasier: Kronprinsparret.
Det er jo et umuligt ord alene af den grund, at vi ikke har to kronprinser (og til sin tid to konger). Det kan endda gå med kongeparret, som vi har vænnet os til gennem århundreder, men kronprinsparret er heller ikke mundret: Tænk på den skandale, det vil være, når en stakkels nervøs borgmester kommer til at byde kronpranspirret velkommen til Lillekøbing!
Hvem der i TV’s nyhedsredaktioner har valgt betegnelsen, og som har haft held med at slå igennem på begge redaktioner, ved jeg ikke, men jeg mistænker en fra TV2, for TV2 har før har forsøgt sig med særprægede betegnelser for allerede velkendte ting.
Jeg formoder, de to redaktioner i hemmelighed har holdt fælles seminarer, hvor alle medarbejdere har øvet sig på ordet, indtil de mestrede det med absolut sikkerhed, og det faldt alle lige så naturligt som det rigtige og helt mundrette tronfølgerparret.
Jeg ved godt, det er længe siden, vi har haft en trone, men det hedder altså tronfølger i grundloven!
Jeg ved også, det ville lægge et mildt pres på dronningen om at træde tilbage, hver gang tronfølgerparret omtaltes, og her ligger hunden måske begravet: Prinsgemalen er simpelthen så populær blandt journalisterne, at de ikke vil af med ham. Hans naturlighed og muntre væsen er simpelthen godt stof!
Åh nej, tænker den trofaste læser, nu begynder han igen med sin snak om det elendige TV. Jeg lover, det er sidste gang, for kun en kvalitetsforbedring på nyhedsredaktionerne kunne få mig til at skrive om TV en gang til.
På TV-fronten er der i øvrigt lige sket det, at en TV-stjerne – en af DR’s nyhedsoplæsere – har fået en næse og tre måneders karantæne for at pynte lidt på et nyhedsindslag.
En TV-stjerne er en nyhedsoplæser, som ind imellem også optræder som journalist og som frem for alt er ung og ser godt ud. Men nu er Jeppe .. et eller andet .. forvist til skammekrogen, og så vi må undvære ham i hele tre måneder – en uhørt straf, der rammer alle landets teenage-piger hårdt!
Vi mere modne seere kan heldigvis glæde os over alle unge piger, der på begge kanaler er blevet ansat som vejr-piger, og vi kan tilmed glæde os over, at vejrmeldingerne efterhånden er blevet det væsentligste og længste indslag i nyhederne.
Vi danskere kan simpelthen ikke få vejr nok, når bare det præsenteres af kønne unge piger.
Der er ganske vist nogle fyre, der prøver på at være friske og smarte, men ud med dem, der er masser af kønne piger at ta’ af, så lad os få nogle flere, og hvorfor kunne de egentlig ikke optræde i bikini, når det er godt vejr (solskind), og bikini og paraply når det er dårligt vejr (alt andet)?
De burde da vide på redaktionerne, hvad der er godt TV – ellers må de på kursus hos Berlusconi, der ved, hvordan det skal gøres.
Jeg har lige købt en 42 tommers fladskærm, så nu vil jeg godt ha’ noget for licenspengene!
Nå jeg må slutte her. Jeg ser ud af øjenkrogen, at en ny vejrmelding er lige på trapperne.