Succes er at gå fra den ene fejltagelse og til den anden uden at miste sin entusiasme.
Winston Churchill
Et lille lys forude
I dansk politik er der endelig sket noget virkelig positivt: Karen Jespersen har fået en ministerpost – hvorved almindelig sund fornuft endelig har fået stemme på Christiansborg.
Alle medier har straks kastet sig over hende og givet hende så meget negativ omtale, de overhovedet har haft fantasi til. Hun er jo anderledes. Ned i møget med hende.
Men trods hetzen ved jeg, at vælgerne for en gangs skyld ikke lader sig påvirke.
Karen Jespersen er nemlig noget så sjældent i dansk politik som en ærlig og ligefrem politiker, der har sine meningers mod. Hun tør sige det, de fleste nøjes med at tænke, for man vil jo nødigt lægge sig ud med den politiske korrektheds bannerførere på Politiken, i DR, i Det Radikale Venstre og blandt de utallige eksperter i alverdens konventioner – hele den store flok af vor tids moralsk kolossalt overlegne farisæere.
Socialdemokratiet, som vi alle skylder så meget, er blevet overtaget af socialdemokraterne, hvis snæversyn ikke gav plads til en Karen Jespersen, så hun ikke havde anden mulighed end at skifte parti.
For Anders Fog Rasmussen var det en ren foræring sådan at overtage en stemmesluger kvit og frit. At han så nok får sit at se til mht. at styre hende er en anden sag, men han er jo godt på vej til at overtage det tidligere Socialdemokratis politik, så måske går det lettere, end man skulle tro. Samtidig melder Ny Alliance, der ganske vist har vist sig som noget af en fuser, sig som støtte for ham, så han må føle, det hele går hans vej. Hvem mon bliver de næste, der er bange for at stå alene tilbage på perronen, når toget er kørt? Hvem ved, hvad det ender med, når statsministeren har succes med i lyntempo at løbe fra sine tidligere og herostratisk berømte holdninger, hvor “Pengene fosser ud af statskassen” nu er blevet til “Pengene fosser ind i statskassen”? De gamle ærkeliberale venstrefolk må som Venstres unge løver sluge mange kameler for tiden.
For Danmark er det også en foræring endelig at få en social- og ligestillingsminister, hvis hjerte banker oprigtigt for samfundets svage.
Til lykke Danmark!
Peter-princippet
Alle avancerer, til de når dertil, hvor deres inkompetence begynder.
Lawrence J. Peter
(Burde især i Folketinget give stof til selvransagelse)
Grænseløs overbærenhed
De stakkels unge mennesker på Nørrebro fortsætter deres retfærdige kamp for at få foræret et hus, hvor de kan sidde i ro og mag og ryge hash og klimpre på en guitar, mens de lægger planer for den næste retfærdige kamp mod det onde samfund, der har så svært ved at forstå dem.
Ovenstående er et forsøg på at skildre situationen set fra de unges og deres forældres side.
For alle andre dvs. set fra samfundets side er der tale om hæmningsløse kriminelle, hvis handlinger får Danmark til at se ud som Haiti under et oprør. Disse unge er en skamplet på det land, der har taget hånd om dem fra fødslen og indtil for få måneder siden. De har aldrig bidraget med noget positivt og kommer nok heller aldrig til det.
Kunne det tænkes, at de er ofre for velfærdssamfundets generøsitet i hele deres levetid, hvor de har modtaget og modtaget, men aldrig været stillet over for krav? Har deres liv været præget af forstående og imødekommende pædagoger, lærere, sagsbehandlere, psykologer etc. i en sådan grad, at de har fået den opfattelse, at de har krav på at få opfyldt ethvert ønske uden modydelse?
Så pludselig støder de på grænsen for principløsheden, og det kan så kun opfattes som en uforståelig uretfærdighed. Hvad gør man så? Går til kamp mod uretfærdigheden, og da kampen en tid lang mødes med overbærenhed, eskalerer man kampen og griber til mere og mere grove midler. Ganske vist bliver nogle få arresteret, men de slippes hurtigt fri igen, og det var så det. Der går sandsynligvis prestige i at have været arresteret – man er vel en stolt kriger, som de onde ikke kunne klare?
Omsider er Nørrebros befolkning ved at få nok af bål og brand i gaderne, af knuste butiksruder og af plyndringer, men alt, hvad befolningen kan tage sig sammen til er et sølle demonstrationstog, der gør indtryk på hvem?
Spørgsmålet er vel i al sin enkelhed, om samfundets grænseløse overbærenhed er uden ende? Har vi indrettet lovgivningen sådan, at disse unge simpelthen ikke kan standses? Modige politikere er der mangel på, og så længe, der er det, fortsætter den grænseløse overbærenhed.
Det må dog være en trøst
Du skal ikke være ked af at have problemer med matematik. Jeg kan forsikre dig for, at mine problemer er endnu større.
Albert Einstein
Stakkels konservative, stakkels svenskere
Bendt Bendtsen gør sit bedste for at finde en grimasse til regnestykket om topskatten. Desværre kom regnestykket tilbage fra Dansk Folkeparti fuldt af røde rettelser og med et helt andet facit – joh, man vil dog sikre, at der ikke er flere, end der er nu, der kommer til at betale topskat.
Hvordan man vil gøre det, er der intet om i forliget, men det giver jo også sig selv. Der er næppe nogen, der i øjeblikket ikke betaler topskat, der vil arbejde mere for med ét hug at komme over den magiske grænse, hvor skatten af de sidst tjente penge stiger med 20% til tæt ved to tredjedele. Så hellere arbejde sort. Man er vel ikke idiot. Et fremragende initiativ til fremme af sort arbejde, så hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud og simpelthen legalisere sort arbejde for private? Det ville fjerne en del sort samvittighed og usmageligt angiveri!
Vi mindre veltjenende er naturligvis glade for ligesom de mere veltjenende at slippe for mellemskatten og få bundfradraget forhøjet. Vi kan dog være en anelse bekymrede over, om mon samfundet vil have provenu nok til de mange uløste samfundsopgaver, der ligger og venter (se: “Politiske kandestøberier”).
Vi kan så sandelig også glæde os over, at Danmark – i følge et skørt? eller smart? projekt i Dubai er langt det mest værdifulde af alle de nordiske lande.. Her har den statsejede udviklingsvirksomhed anlagt en lang række sandøer, der fra oven ligner et verdenskort og døbt projektet “The World”, idet hver sandø repræsenterer et af Jordens lande.
Det kan naturligvis ikke undre nogen, at Danmark med en pris på 180 millioner kroner er næsten dobbelt så dyr som Sverige (114 millioner) og koster næsten det samme som Storbritannien (198 millioner), som lige er solgt til Rod Steward. Norge er 130 millioner værd og Finland sølle 82 millioner ( det må skyldes det underlige sprog) er også solgt. Køberen kan gøre med sin sandbunke lige, hvad han vil, lave hele øen om til et stort fodboldstadion, eller bygge hoteller, kasinoer og ferieboliger etc.
Men om det kommende skattesystem har spillet en rolle for prisdannelsen er ikke oplyst. Jeg tror, at når Danmark er så dyr, skyldes det vor frihedstrang, som ingen lov helt kan få bugt med, og hvem gider købe Sverige med “sosserne”, den enormt høje “moral”, ensretningen og Systembolaget?
Gør du?
