Folketingsvalget den 13. nov. bød ikke på de store overraskelser. Til gengæld var der en del små.
Fog manøvrerede dygtigt i oppositionens minefelter ved at antyde bevægelighed uden at konkretisere ret meget, dog bliver det spændende at se, om han følger op på de få punkter, hvor han ikke indbyggede forbehold – dvs. udbygningen af den vedvarende energiproduktion – nu hvor det er blevet umuligt selv for Venstre at se bort fra den menneskeskabte klimaforandring. Her var han så stor i slaget med sit bud på udbygningen af alternative energikilder at man uvilkårligt mindes Bibelens ord om, at de sidste skal blive de første, hvilket muligvis også er drivkraften bag hans pludselige tilsyneladende handlekraft på dette område. Venstres største tema i valgkampen var som altid penge, “Kroner én, kroner to, kroner tre” milliarder osv. i statskassen afsat til velfærd , skattestop og skattelettelser, men det der talte mest til vælgerne var ganske givet “stabilitet”, ligesom han havde en sikker vinder på beskæftigelsesområdet.
Villy Søvndal udnyttede i sin argumentation dygtigt – men dog noget trivielt – holdningen blandt det flertal af danskere, der inderligt er imod Venstres privatiseringsplaner i pleje- og sundhedssektoren, og for hospitalsvæsenet (den med at springe over alle de andre, der pænt står i kø) – kernen i den liberale tankegang.
Parret med et glimt i øjet gav Søvndal sit parti sådan et skub, at det næsten fordoblede sit mandattal. Glimtet var imidlertid væk ud på valgaftenen, da det stod ham klart, at den store mandatgevinst hverken ville medføre regeringsskifte, ministerpost eller øget indflydelse. Det lignede fuldstændig en pyrrhussejr magen til de radikales ved det forrige valg.
Trods en ihærdig indsats fra Helle Thorning og hendes tropper med mange sympatiske standpunkter, blev det hverken til fremgang eller statsministerpost, og det endda skønt de klogeligt havde holdt Lykketoft væk fra medierne. Det er, som om der i disse år hviler en ond ånd over Socialdemokraterne. Denne ånd hedder “Stuerenhed” og har sit udspring i partiets meget lemfældige forhold til 90′ernes masseindvandring af muslimer fra alle verdenshjørner og i de ledende partifolks nedgørelse af danskernes moralske habitus og fremmedangst. Selvom partiet for længst har indset, at der ikke var tale om “moral” eller fremmedangst, men om noget så sjældent i politik som sund fornuft, må socialdemokraterne fortsætte deres ørkenvandring, så længe befolkningen ikke har tillid til, at denne onde ånd er manet fuldstændigt i jorden. Man skulle ellers synes, at opskriften er ligetil: Næppe én muslim er kommet hertil i forventning om at Danmark er muslimsk. Et godt socialdemokratisk forslag vil så være, at knæfald for muslimerne i skolerne, daginstitutionerne, svømmehallerne og fjerkræslagterierne skal ophøre.
Dansk Folkeparti og gjorde sig ikke de store anstrengelser, men holdt sig til sine velkendte standpunkter. Pia Kjærsgaard er af en autodidakt noget af et oratorisk geni. Når hun så parrer det oratoriske med sin udtryksfulde mimik, er der ikke mange af hendes modparter, der bliver stående oprejst. Hun befinder sig udmærket i rollen som den, de andre ikke vil lege med, dvs. ikke før de lige står og mangler hendes mandater. Hun spillede - ligesom Anders Fog – dygtigt på frygten blandt vælgerne for, at et rødt flertal påny ville åbne grænserne for tilstrømning af muslimer, og konsoliderede sit parti med et yderligere mandat.
De Radikales ørkenvandring blev, som det var at forvente, forlænget med fire år og med et væsentligt mindre mandattal. Deres kampagne var uden glød, ja nærmest kedsommelig, hvilket for en del kan henføres til den ny partileders manglende udstråling. Man får det indtryk, at de radikale over hele linjen er løbet tør for vitaminer, og så er der ikke meget mere at sige om de radikale.
Hos Enhedslisten var der som sædvanlig godt gang i vitaminerne eller rettere sagt kamphornonerne. Der er ingen ende på denne verdens uretfærdigheder og ondskab: “De rådner op i flygtningelejrene” og danskerne er næsten lige så slemme som amerikanerne – og det siger en del.
Trods deres højt udviklede retfærdighedssans og ædelmodige støtte til gadens parlament på Nørrebro klarede de kun med nød og næppe spærregrænsen og måtte sige pænt farvel til to mandater.
Valgkampens suverænt mest underholdende parti var det nystiftede “Ny Alliance”. Her blev der slået nogle gevaldige slag i bolledejen, der ikke er set tilsvarende siden Holbergs politiske kandestøber. Man må dog formode, at Lars Kolinds forslag om en generel skat på 40% på Fyn skulle gennemføres på en så intelligent måde, at han på forhånd fandt det udsigtsløst at forklare den for sine partifæller endsige for vælgerne. Kolind er dog noget så krævende som professor, bestyrelsesformand mm., men som politiker synes han at befinde sig i sit helt eget univers.
Formanden for partiet er også en begavet mand, men han mangler en smule politisk tæft, når han tror, statsministeren kan overtales til frivilligt at gå af sammen med sin regering for derefter at dele ud af magten, inden regeringen træder til igen.
Hvad Asger Aamund har tænkt på valgaftenen kan der kun gisnes om, men han har formodentlig været yderst tilfreds med sin egen udmelding dagen før.
Bendt Bendtsen har haft det svært under hele valgkampen. Skattelettelsen, som han efter mange bønner fik Venstre med på, forventede han, at befolkningen ville juble over, men jubelen udeblev til hans store forbavselse. Her har folk til alle tider jamret over skatten, og så er de ikke spor taknemmelige, når han sørger for at lette den lede skat!
Det har heller ikke været nemt med nogle af de konservative ministre. Som fødevareminister udrettede Lars Barfoed, selv da han tog hænderne op af lommen, ingenting, og trafikminister Flemming Hansen havde tilsyneladende kun øje for at overgå alle tidligere trafikministre ved kvit og frit at ville forære svenskerne og tyskerne en bro over den vestlige Østersø.
Men om aftenen inden valgdagen kom Bendtsen i tanker om to andre af sine ministre. Det var som at trække to kæmpestore hvide kaniner op af en lille sort hat – og det vel at mærke kvalitetskaniner: Miljøminister Conny Hedegaard, der har sat Danmark på miljøverdenskortet og justitsminister Lene Espersen, der ikke alene tager sig godt ud på TV-skærmen, men også har haft en sikker hånd som minister på et vanskeligt område. Bingo! Så var den der, og det gav to ekstra mandater.
Godt gået Bendt Bendtsen!
