Det er en mærkelig tid, vi lever i. Klimaændringerne som følge af menneskenes aktivitet er nu for alvor blevet mærkbare også her til lands med stormvejr om sommeren og regn så kratig, at mange huse står med knæhøjt vand inden døre, og herhjemme er vi endda sluppet langt billigere end andre lande.
Globalt viser klimaændringerne sig som hyppigere og kraftigere storme, som nedbør i katastrofale mængder eller som langvarig tørke, mens polarisen og gletcherne smelter i stadigt stigende tempo.
Det er klart, det giver grobund for dommedagsprofetier, men de fleste i vor del af kloden fortsætter ubekymret det overforbrug af energi, der påvirker klimaet negativt. Det er jo også lidt, den enkelte kan gøre (som om det var en god undskyldning). Og de fattigere lande kæmper for at komme op på vores forbrugsmønster.
Men pessimisme gavner intet.
Skal indsatsen mod forureningen batte noget, skal det ske på landsplan – og endnu bedre, på verdensplan – og med adskillige teknikker: energibesparelser, varmepumper. vindmøller, vandkraftværker, biomasseenergi, bølgeenergi og tidevandskraftværker for at nævne de vigtigste muligheder, der er, indtil det
forhåbentlig lykkes at tæmme en energikilde som en lillebitte sol: i et fusionsenergikraftværk.
Det har lange udsigter – man regner optimistisk stadig med en horisont på 40-60 år. Et mere realistisk skøn er nok 100 år.
Indtil da skal vi opføre os fornuftigt, vi skal tro på fremtiden og bruge alle kræfter på at minimere forureningen for vore efterkommeres skyld.
At det ikke er en umulig opgave kan ses af, at det er muligt at pumpe 16 milliarder tons CO2 ned i Danmarks undergrund. Det svarer til 400 års forbrug af kul og naturgas i Danmark. Et europæisk prestigeprojekt i Tyskland skal nu demonstrere, at metoden også har en fornuftig pris sammenlignet med miljørigtig energifremstilling.
Hvad enten det kan gøres til en “fornuftig” pris eller ej, kan man lige så godt med det samme indse, at der ikke er nogen vej udenom. Forureningen af atmosfæren med CO2 er allerede så fremskreden, at naturen ikke af sig selv kan genoprette balancen, selvom vi i morgen standsede al udledning af CO2!
Lykkes det at skabe en stabil og kontrollerbar fusion i kraftværksskala, er verdens energiproblemer løst én gang for alle, da der så vil være ren energi i uendelige mængder til rådighed, men det svarer desværre at kontrollere en brintbombe = fusionsbombe – så at sige at fyre den langsomt af og udnytte varmeudviklingen uden radioaktivitet!
Fusion af atomkerner kræver en meget høj temperatur og et meget højt tryk. derfor bruger man en atombombe = fissionsbombe som tændsats i brintbomben!
Verdens største lande inkl. EU er gået sammen om at bygge et nyt fusionseksperiment kaldet ITER (= vejen på latin). Det vil tage 10 år at bygge den store maskine, der skal stå færdig i 2016 i Cadarache i syd-Frankrig. Man forventer, den vil give en fusionseffekt på 500 MegaWatt (svarende til 100 af de største vindmøller).

Forsøgsfusionskraftværket Iter
(Desværre ses ikke noget størrelsesforhold, men Iter er MEGET stor!)
Indtil fusionsenergien er en realitet, skal vi vænne os til, at elektricitet bliver den altdominerende energiform i al overskuelig fremtid og forbrændingsmotoren afløses af en kombination af en brændselscelle, der producerer elektricitet til en elmotor på basis af brint, som igen er fremstillet vha. elektricitet fra f.eks. vindmøller. Det lyder noget kringlet og urentabelt. men problemet er, at man ikke kan lagre elektricitet. Den skal bruges i samme tempo, den produceres. I TV har været vist en lille film om en entusiastisk mand i England, der har bygget sig en lille vindmølledrevet bil. Det er dog næppe vejen frem, men et glimrende eksempel på menneskets kreativitet!
Der er altså nok at tage fat på, men heldigvis er mennesket et ukueligt væsen.