At gå i hundene

Man skal ikke at gå længere tilbage end til 1940’erne og 1950’erne, før tiden var en helt anden.

Det var i gamle dage.

Dengang kunne man f. eks. gå i hundene på hæderlig og ordentlig vis.

Fra Øresundsvej på Amager var der adgang (hvis man vidste, hvor man skulle kigge) til en snoet og tilgroet sti ned til Øresund. Derefter gik stien nordpå langs vandkanten, og undervejs passerede man små skure, gamle medtagne stole og primitive bænke og robåde, der var trukket op på landjorden og en enkelt usikker træbro, der gik et stykke ud i vandet.
De små  primitive træskure kunne ikke blive enige om til hvilken side, de skulle have slagside, men slagside havde de alle og flere var i betænkelig grad nær kæntring. Alle havde en døråbning, men ingen dør. Indenfor var der i de bedste skure som regel en bænk og et bord og måske en Primus og en kaffekande og en kop eller to.
Der stod årer og lænede sig op ad nogle af skurene, og der var borde til rengøring af fisk (en planke på to pæle og en krog i hver ende til zinkspande) og de få robåde var i alle grader af sødygtighed – det hele i en vild natur af græs, hyldebærbuske og andre småbuske.
Stedet var et idyllisk fristed for de af storbyens småfolk, der havde deres gang her. Intet var aflåst eller stukket til side, for det var ikke nødvendigt.

Det var et lille stykke paradis få hundrede meter fra storbyens liv og larm.

Min voksne fætter, Mads, som jeg midlertidigt boede hos, og jeg – en knægt på 16 år – kom herned næsten dagligt. og fangede mange torsk og skrubber på kroge, vi satte 50-100 meter ude. Vandet var rent, og der var langt ud til skibstrafikken.

Vi stødte ofte på cykel-Kaj dernede. Man så aldrig cykel-Kaj uden sin cykel, som han ikke kørte på, men trak, for den var i dårlig stand og belæsset med alle hans jordiske ejendele i poser hængende på styret og i en trækasse bundet fast på bagagebæreren. Desuden ydede cyklen en god støtte, når han ikke var alt for sikker på benene.

Cykel-Kaj ernærede sig ved at sælge snørebånd, tynde æsker tændstikker og barberblade. Varerne havde han i en kuffertagtig æske normalt pakket ind i kraftigt papir fra en papirsæk. Selv brugte han ingen af varerne. Hvem der var hans grossist var en gåde.
Han gik i et par voldsomt slidte træsko, og hans vejrbidte hoved var et vildnis af stridt hår, øjenbryn og skæg. Når han åbnede munden, kunne man derinde få et glimt af tænder eller rester af tænder, hvis farve svarede ganske til hovedets. At dømme efter ansigtsbegroningens kulør eller mangel på samme var han et sted i tresserne eller deromkring. Han var ikke nogen lille mand, men på størrelse med Mads, der var større end de fleste.

Cykel-Kaj sagde ikke meget. Han indlod sig aldrig af sig selv på en samtale, men kommunikerede med os med venlige grynt og jahh, nææh og jootak.
Op af hans ene jakkelomme stak altid en flaske med patentprop med en brun væske, som han af og til tog en slurk af. Det var ”kaffe”, men godt fortyndet med husholdningssprit,

På et tidspunkt havde han bestemt sig til at gå i hundene, men langsomt og reglementeret.

Mads stak ham som regel en øl, hvis han havde taget et par med derned, og cykel-Kaj gryntede sit ”jootak” og trak videre med cyklen lidt hen ad stien. Han var tydeligvis ikke bekvem ved have andre for nær på.
Når vi landede dagens fangst, kunne vi være sikker på, at den tomme ølflaske stod på bordet inde i skuret.

Et par gange havde vi set ham sidde i solen på en bænk et halvt hundrede meter fra vort ”landingssted”. Så råbte vi ”Dav Kaj”, og han løftede en hånd til en venlig gestus. Han sad mageligt tilbagelænet med benene strakt ud foran sig, Træskoene var skudt af, for at fødderne kunne nyde godt af den friske luft.

Så vidste vi, at han havde en af sine stjernestunder.

Han var kommet i besiddelse af en halv snes pilsnere, og dem sad han og nød den ene efter den anden i løbet af eftermiddagen, mens han så ud over vandet. Da pilsnere smager godt, men er lidt tynde i det, måtte han en gang eller to tage en god slurk medicin af flasken med patentproppen for at holde en forsvarlig promille.

Sommeren gik sin gang, og en skønne dag i september fik vi øje på Kajs cykel skubbet ind mellem grenene på en stor hyldebusk ikke langt fra vores skur. Men Kaj selv var ikke at se nogen steder.
Det var sært, for cyklen var som altid fuldt belæsset med hans ejendele.
Vi begyndte at se os nøjere omkring. Måske lå han og sov et sted i nærheden. Men han var ingen steder at finde. Vi opgav fiskeriet for den dag og fortsatte eftersøgningen med større og større radius uden resultat.
Nu var vi klar over, at noget var galt. Havde han druknet sig? Det havde vi svært ved at tro.
Han måtte kunne findes.
I mellemtiden var det ved at blive aften, så vi gik hjemad stadig søgende til siderne, men intet spor.
Næste dag gik vi derned igen. Cyklen stod der stadig, og Mads tog ”salgsæsken” og satte den ind i skuret, for at den ikke skulle lide skade i regnvejr,
Dagene gik, og sæsonen var ved at være forbi.
Stadig ingen spor af Kaj.

Vi fandt aldrig ud af, hvor han var blevet af, men min teori er: Han var blevet utilpas, så dårlig, at han vidste, at det var helt skidt.
Så havde han stillet cyklen, hvor vi ville finde den som et farvel til os.
Et eller andet sted havde folk samlet ham op, tilkaldt en ambulance, hvorefter han var væk for altid.

Ukendt som han var uden papirer, endte han sine dage og ligger i de ukendtes grav, som han havde ønsket det: Han var gået i hundene på respektabel vis.

*

I dag vælger man at gå i hundene ved at begynde at ryge hash. Dernæst ved at gå til fester, hvor man kommer i den rigtige stemning ved at blande narkopiller i sine drinks. Så prøver man et rigtigt fix med en kanyle i armen ude på toilettet.. Efter tre-fire fester mere, går resten af sig selv: Nu skal der fixes hver dag, for at man kan holde ud at være til, alle tanker drejer sig om, hvornår man kan få sit næste fix.

I Storbyerne møder man dem: Gustne, usoignerede misbrugere – zombier, der hænger omkring på hovedbanegården om dagen i håb om at fuppe eller tigge sig til nogle penge eller lidt mad. Om natten laver de indbrud i villakvartererne for at skaffe penge til narkotika. En skønne dag er festen forbi med en overdosis.

Cykel-Kaj stjal ikke fra nogen, og han tiggede heller ikke eller generede nogen. Han gik i hundene med stil. Han betalte ikke skat, men han belastede heller ikke samfundet, tværtimod berigede han det med sin særprægede fremtoning og levevis.

Det danske kongehus

I disse tider hører vi ikke meget til republikanerne i vort samfund. Antagelig er årsagen, at de af angst for folkeviljen ikke tør mæle så meget som et enkelt kvæk.
En besynderlig situation.
For tyve-tredive år siden var kongehuset også ganske populært, men dengang var der dog alligevel mange på venstrefløjen, der offentligt kritiserede forfatningen og det fælt udemokratiske og anakronistiske kongehus.

Forklaringen må være, at vi har et kongehus, der er blevet stedse mere populært, som tiden er gået.

Dyrkelsen af de kongelige i medierne har efterhånden antaget helt hysteriske dimensioner. Ved en royal begivenhed afsætter begge vore hjemlige TV-stationer hver 4 – 6 kommentatorer til dagen igennem at holde os orienteret om damernes rober ned i mindste detalje, om hvor langt Krone 1 nu er nået og uendeligt meget mere. Da stationerne endnu ikke råder over et tilstrækkeligt antal journalister med Kongehuset som speciale, har vi seere den særprægede fornøjelse at se journalister med mange år på bagen i eget program om økonomi sidde og konkurrere med kvindelige journalister om flæser og tyld og fint afstemte farver!

Et par dage efter får vi det hele en gang til i et næsten uoverskueligt antal billedblade, hvis vi kan finde tid til at kigge i dem mellem TV-stationernes genudsendelser.

Og altimens hører vi ikke så meget som et pip fra selv den yderste venstrefløj!

Det er heller ikke fordi, jeg savner pip’et, det er bare så uvant.

Selv er jeg ikke i tvivl om, at kongehuset er et stort aktiv for Danmark.

Vi har en dronning, som taler flere sprog flydende, har et venligt væsen og et kunstnerisk talent, hun er passende selvkritisk overfor. Dronningen gør det virkelig godt, når hun er ude at repræsentere Danmark. Men hendes opdragelse af børnene har tilsyneladende været en tand for gammeldags aristokratisk.

Gemalen har også talenter, dog ikke sproglige – efter fyrre år i Danmark taler han stadig et gebrokkent dansk, hvad der ikke har bidraget til hans popularitet. Han har forstand på mad, skriver bøger om mad og han holder af hunde. Han har pligtskyldigst påtaget sig at være protektor for et antal velgørende foreninger. Hans opdragelse af børnene har været præget af patriarkalsk gallisk strenghed og ufølsomhed.

Prins Joachim har haft sine kvaler. Han har gennemgået en skilsmisse, som folkeviddet og ugepressen gav ham hele skylden for. Han skejede ganske rigtigt også grundigt ud i en periode op til skilsmissen. Men allerede Holberg påpegede, at der var en grund til at Jeppe drak. Den hele sandhed kommer nok aldrig frem, og det er måske godt det samme.
Allerede som dreng fik Joachim godset Shackenborg foræret, han har derfor taget en solid landbrugsfaglig uddannelse foruden de sædvanlige prinse-uddannelser, og Joachim ser ud til at trives vældig godt med at være landmand og viser med faglig stolthed jævnligt sin bedrift frem for offentligheden.

Kongefamiliens suveræne repræsentant. er kronprins Frederik. Han personifiserer på én gang den bløde mand, og det fysisk og mentalt stærke mandfolk, der elsker barske, fysiske udfordringer. Danskerne elsker ham, fordi han ikke er bange for at vise følelser – eller simpelthen ikke kan holde dem tilbage. Han har gennemgået den hårdeste skoling i både civil og militær sammenhæng og dog bevaret sit drengede udseende.
Frederiks møde med familien Donaldson på Tasmanien må have været noget af et kulturchok: Her dumpede han ned i en familie, der var præget af kærlighed, nærvær og ømhed, og han var ikke længe om at fri til Mary. Jeg tør godt gætte på, at Frederik ville ønske, at hans far havde været bare lidt som John Donaldson, svigerfaderen, som danskerne også har taget til deres hjerte.

Kronprinsesse Mary passer perfekt til Frederik. Hun er intelligent, smuk og charmerende, og så har hun allerede født ham en søn. Hun har også været hurtig til at påtage sig offentlige forpligtelser, som hun varetager med et smil.

Der er ingen tvivl om, at Frederik og Mary vil modernisere kongehuset og tilføje det de menneskelige værdier, han og broderen savnede som børn, uden at sætte familiens status som et samlende ikon for danskerne over styr.

Grønland vil som før i høj grad have kongehusets bevågenhed – måske endda endnu mere end før, for Frederik har allerede flere gange vist, at Grønland og grønlænderne står hans hjerte nær.

Det konstitutionelle danske kongehus går en lys fremtid i møde.

Hvordan bidrog danskerne til kampen mod det nazistiske Tyskland?

Når man kaster sig ud i at besvare dette spørgsmål, popper vort broderland, Norge, automatisk op, for de gjorde jo modstand, og så er der fire ting, der må slås fast:

1. Danmark var med sit lille flade, lettilgængelige og tæt bebyggede areal umulig at forsvare mod den overlegne fjende.
2. Norge var med sit store ufremkommelige areal umulig at besætte fuldstændigt af den samme fjende, som kun kunne kontrollere de vigtigste byer og nøglepunkter og beherske landet ved hjælp af terror og overløbere.
3. Alligevel er vi en smule skamfulde over vor indsats den 9. april 1940.
4. Derimod kan vi godt være vor indsats de næste fem år bekendt, men det skyldes en lang række af enkeltpersoners indsats.

Det officielle Danmarks bidrag, dvs. politikernes og regeringens bidrag var lig nul -
og så alligevel indirekte et stykke over nul: Måske på grund af den fredelige besættelse var der fra tysk side ikke ordre om straks at kræve jøderne udleveret, og det blev deres redning i første omgang. Da kravet så kom år senere, lykkedes det modige danskere at smugle næsten alle til Sverige.

Op igennem 1930′erne førte den danske regering med oppositionens støtte en slags neutralitetspolitik, der først og fremmest gik ud på at stå på god fod med vor mægtige nabo mod syd.

Som “neutrale” kunne vi ikke påregne hjælp fra nogen i tilfælde af krig.

For de væbnede styrker gjaldt en almindelig forholdsordre, hvorefter det skulle hindres, at fremmede militære styrker foretog handlinger på dansk område i strid med Danmarks neutralitet. Enhver provokerende handling skulle undgås, og soldaterne måtte kun skyde i selvforsvar eller hvis der var fare for det, de bevogtede.
Nu var der ikke så stor fare for, at vore soldater skulle komme til at provokere, for selvom der flere dage før den 9. april var forlydender om, at det tyske militær var på vej, så valgte regeringen at overhøre alle advarsler, hvorfor den afviste hærens anmodninger den 6. og 8. april om at måtte mobilisere sikringsstyrkens knap 60.000 mand, og da var det under alle omstændigheder for sent.

Samtidig med invasionen kontaktede den tyske gesandt Renthe-Fink udenrigsminister Peter Munch og forelagde ham det tyske ultimatum: Dansk kapitulation, eller Luftwaffe, der allerede fløj truende rundt over hovedstaden, ville begynde at bombe.

Kl. 05.30 mødtes Munch og regeringens øvrige ledere med kong Christian X og de øverste værnschefer. Efter en kort rådslagning om, hvorvidt der skulle kæmpes videre (nb. forholdsordren), blev det besluttet at kapitulere kl. 06.00.
Ved en ubegribelig fejl nåede ordren om at stoppe kampene ikke frem til Sønderjylland før 2 timer senere. To tyske divisioner på i alt 40.000 mand havde da angrebet Danmark på land, til vands og fra luften siden klokken 04.15, og 4. bataljon fra cyklistregimentet havde modigt taget kampen op med de invaderende styrker og grænsegendarmer kom flere steder i ildkamp.
De tyske tab kendes ikke, men I alt døde 16 danskere og 23 såredes i den ulige kamp. og den tyske march op gennem Jylland kunne fortsætte.
Hovedangrebsmålet var Ålborg Flyveplads, som tyske faldskærmstropper erobrede kl. 06.30 uden kamp.

I København lagde et tysk troppeskib med 800 mand til ved Langelinje. De overrumplede det danske militærs hovedkvarter på Kastellet og indtog Amalienborg efter en kortvarig ildkamp med livgarden.

At tyskerne kunne sejle lige forbi den danske flåde og Middelgrundsfortet, hvor kanonen ikke virkede, og indtage hovedstaden er siden blevet symbolet på det lidet heroiske danske forsvar, når der bortses fra 4. Bataljon og grænsegendarmerne:

a. Trods generalkommandoens gentagne henstillinger var København blottet for luftforsvar.
b. Trods rigsdagens beslutning af 19. januar 1940 om, at Danmark skulle forsvares med alle til rådighed stående midler, reducerede man i de følgende måneder hæren til et minimum.
c. Der var ingen vagt ved Lillebæltsbroen.
d. Der var ingen vagt ved Storstrømsbroen.
e. Korsør var ubeskyttet.
f. Gedser var ubeskyttet.
g.Der var intet foretaget med henblik på sprængning af broer, jernbaner, veje eller sænkning af færger.
h. Tyskerne kom til Gedser med den ordinære færge.
i. Tyskerne gik i land i Gedser ca. kl. 03.30; men først kl. 5.10 blev kasernen i Vordingborg alarmeret.
j. Fyrtårnene vejledte de tyske skibe i havn.
j. Fyrlinien gennem minespærringen ved Københavns havn var tændt.
k. Tyskerne marcherede i ro fra Gedser til Masnedsund, 40 km uden at garnisonerne i Vordingborg og Næstved blev alarmerede. Det bemærkes, at styrken i Vordingborg skulle og kunne spærre Storstrømsbroen.
l. På Masnedøfortet var der kun to værnepligtige marinere, og de kendte intet til kanonerne.
m. En rekognosceringsmaskine blev sendt op fra Værløse tidligt om morgenen den 9. april, men dens radio virkede ikke.
n. Den havde to maskingeværer og skarp ammunition, men det viste sig, at begge maskingeværer var i stykker.
o. 8. april blev chefen for Middelgrunden frakommanderet.
p. Der blev herefter indsat en chef, der ikke var fortrolig med kanonerne.
q. Han havde ordre til, at der under ingen omstændigheder måtte skydes andet end varselskud, og det skulle ske med løst krudt.
r. Da man endelig forsøgte at skyde fra Middelgrunden, virkede kanonen ikke.
s. Tyskerne turde sejle gennem minefelter. Minerne var nemlig taget op i forvejen “til eftersyn.”
t. Der lå ganske vist danske krigsskibe i Københavns havn, som kunne have skudt på de tyske troppeskibe, men de manglede mandskab.
u. Indkaldte, som i løbet af natten kom til artilleriskibet »Niels Juel«, blev ikke modtaget. Om morgenen blev skibet erobret fra en robåd!
v. Der kom om morgenen 9. april mindst 4 tyske skibe i løbet af en time. End ikke det sidste blev standset.
x. Ved middagstid den 8. april sendtes der en sikker rapport fra Sønderjylland om, at tyskerne ville overskride grænsen næste nat kl. 4. Allerede 03.30 landede tyskerne i Gedser. Kl. ca. 05.00 blev Kastellets officerer og mandskab taget på sengen.
y. Indsejlingen til Københavns havn er så snæver, at den kan spærres af et eneste fartøj. Der fandtes hertil to bevogtningsfartøjer. Den 6. april blev det ene inddraget, 8. april desuden det andet.
z. Luftskytset ved grænsen blev 8. april pakket til flytning.
æ. På samtlige søforter omkring København fik mandskabet orlov d. 8. april.
ø. Flådens enheder var spredt og så vidt muligt anbragt der, hvor der ikke var brug for dem.
å. Det var forbudt danske undervandsbåde at patruljere i Aarhusbugten, hvor en stor del af flåden lå.

Hvor mange af punkterne a-å, der skyldtes uduelighed og hvor mange, der skyldtes et ønske om at lægge så få hindringer i vejen for tyskerne som muligt, er vistnok aldrig blevet helt klarlagt.

Kilde (a – å): cand. mag, Inge Balling-von Cappeln.

Alfabetets 28 bogstaver slår ikke til, hvis alle forsvarets og politikernes forsyndelser skulle medtages.

Det siger sig selv, at der blev sparet mange liv og ødelæggelser ved politikernes og forsvarets politik, og det er naturligvis meget positivt.

Men denne politik skaffede os ikke plads blandt de allierede.

Det var der til alt held andre ting, der gjorde:

1. De danske frihedskæmperes og Frihedsrådets indsats.
2. Det såkaldte “augustoprør” 1943, hvor der var talrige sammenstød med besættetsesstyrkerne i flere af de større byer, efter at frihedskæmperne havde udført en række sabotageaktioner.
3. Den 28. august afvæbnede besættelsesmagten den danske hær og flåde.
4. Regeringen afviste et tysk ultimatum og gik af den 29. august, hvorefter tyskerne indførte militær undtagelsestilstand. Samarbejdspolitikken var hermed officielt ophørt.
5. Som en reaktion på august måneds uroligheder og sabotagevirksomhed kom Gestapo til landet i september 1943.
6. Flere tusinde danske sømænd sejlede med allierede skibe, hvorunder 171 blev dræbt.
7. Tredive danske flyvere, omkom under tjeneste i RAF.
8. Christmas Møller blev I foråret 1941 fra engelsk side opfordret til at flygte til England for at repræsentere danske synspunkter i London. Han efterkom opfordringen i april 1942 og blev formand for Det danske Råd. I London forsvarede han på den ene side danske synspunkter overfor de allierede, og på den anden side opfordrede han danskerne til modstand mod besættelsesmagten i BBC’s danske udsendelser.
9. To andre markante danskeres tjeneste i hhv. RAF og Special Boat Service:

- Kaj Birksted, pilot i Søværnets Flyvetjeneste, flygtede til England, hvor han som jagerpilot avancerede til Wing Commander, blev højt dekoreret for sin indsats og fik ansvaret for tilrettelæggelsen af en stor del af flydækningen under invasionen i Normandiet.

- Anders Lassen, tjente som soldat i den britiske hær under hele Anden Verderskrig. Han var en fabelagtig kommandosoldat og deltog i en lang række af halsbrækkende missioner. Han havde ved sin død rang som major og blev højt dekoreret, blandt andet blev han tildelt tre Military Cross, og efter at han faldt under en mission i Italien d. 9. april 1945, blev han posthumt tildelt Victoria Cross.
Anders Lassen var dermed en af Anden Verdenskrigs højst dekorerede soldater.

*****