Absurd friluftsteater

Hvis landbetjent Thorkild viser sig på gaden her i landsbyen, så ka’ I dæleme tro, vi beboere vil føle os provokerede, og hvis han ringer til kommunens folk om, at de skal komme og fjerne det ødelagte vejskilt, som Peders traktor kom lidt for tæt på undervejs hjem fra kroen, skal det  ikke vare længe, inden både Torkild og kommunens folk vil blive mødt med barrikader af brændende halmballer og skraldeposer for ikke at nævne det, der er værre!

Og næste dag vil man i fjernsynet kunne høre vores advokat forklare, hvor dumt det er af politiet at opføre sig så provokerende.

Absurd, ikke sandt? Men ikke hvis det var i København!

Hver anden aften ser vi den samme absurde friluftsteaterforestilling i Københavns gader.

Hvorfor i alverden medbringer politiet ikke et skumslukkerkøretøj til at tage sig af barrikaderne og et vandkanonkøretøj til at tage sig af urostifterne? Er det forbudt i følge loven? Så må Folketinget tage sig sammen, så politiet kan udstyres hensigtsmæssigt. Det er ikke godt for moralen eller respekten for politiet jævnligt at være vidne til, at visse unge gør, hvad der passer dem og hærger byens gader som en flok vilde.

Det er også underligt, at der i de pågældende gader ikke bor så mange mandfolk, at de griber til nødværge i stedet for at sidde inde og gemme sig bag gardinerne, når nu politiet ikke er i stand til at opretholde ro og orden. Hvor længe vil I finde jer i, at jeres gader raseres? Lej dog nogle pumper og fyr løs fra 2. sal på urostifterne og deres bål.

Og stil så  fire store og stærke mandfolk nede bag hver indgangsdør, som åbnes på klem.

I kunne også overveje at genindføre den gamle skik med at tømme natpotterne ud ad vinduet!

 Det er lovligt forsvar, så længe I ikke går ud på gaden.

Pøbeloptøjer

Københavns Kommune skal som en naturlig ting stille lokaler til rådighed for unge handikappede og for unge, der har en slags klubvirksomhed o. lign. for det er vigtigt, at ungdommen har et sted at holde til.

Det meget omtalte “ungdomshus” på Nørrebro solgte kommunen for at få penge til et værested for handikappede, som længe havde været lovet dem.
De unge på Nørrebro fik tilbudt flere steder at være, men sagde hver gang nej. De ville partout have “ungdomshuset”, som de derefter besatte, og så begyndte balladen.

Det var sandsynligvis forkert af kommunen at sælge ejendommen i stedet for noget andet af kommunens ejendom, for huset har en lang historie som et sted, hvor Nørrebros indbyggere, især arbejderbefolkningen, kom til forskellige arrangementer. Men gjort er gjort, og det står ikke til at ændre.

Hvis ikke kommunen på eget initiativ stiller væresteder nok til rådighed for forskellige grupper, kan man ikke bare kan forlange et værested. Man kan heller ikke true sig til et sted.
Man skal søge om det, og så går ansøgningen til behandling hos kommunen sammen med lignende ansøgninger fra andre grupper.
Sådan fungerer et demokrati.

Får man ikke det, man ønsker, kan man vælge at give udtryk for sin utilfredshed ved at gå i demonstration,lave blokade eller lignende ikke-voldelige aktioner.

Den mulighed valgte de unge på Nørrebro ikke.

De valgte i stedet hærværk og vold, og  deres gentagne trusler om optøjer tyder på, at det meste var planlagt og koordineret.

Hærværket udviklede sig til rene pøbeloptøjer af værste slags med afbrænding af tilfældige biler, ødelæggelse af husfacader, brændende barrikader på gaderne, og kast med molotovcocktails og brosten mm. mod politiet.

De sidste dage og nætter har været et anslag mod demokratiet.

Det har været trist at konstatere, hvordan nogle forkælede unge menneskers kultur kun er et tyndt overfladelag. Kradser man lidt i overfladen kommer den egentlige kultur til syne - et grimt lag med mange navne: egoisme, selvretfærdighed, hærværkslyst og voldelighed.

Jeg håber, der er nogle forældre, der skammer sig dybt.

Fængslet er ikke en forbedringsanstalt. Døm derfor ikke disse unge til et ophold i fængslet. Der er en anden og langt bedre og billigere mulighed og uden straffeattest.

Døm dem til samfundstjeneste: Tre måneders praktik hos en vestjysk fiskeskipper, og pålæg samtidig Københavns Kommune at betale hver skipper og hans besætning 50000 kr. at dele efter de gængse principper om bord.

Når praktikperioden er overstået, er det helt andre unge mennesker, der vender hjem. Nu ved de, hvad det vil sige at arbejde og at rette sig efter en besked. De har lært en masse om sikkerhed og ansvar, om at ruppe neglene, og hvordan man bidrager positivt til samfundet. Deres kultur er ændret radikalt.

Og lur mig, om ikke både den unge og  forældrene er en smule stolte bagefter.

Det danske kongehus

I disse tider hører vi ikke meget til republikanerne i vort samfund. Antagelig er årsagen, at de af angst for folkeviljen ikke tør mæle så meget som et enkelt kvæk.
En besynderlig situation.
For tyve-tredive år siden var kongehuset også ganske populært, men dengang var der dog alligevel mange på venstrefløjen, der offentligt kritiserede forfatningen og det fælt udemokratiske og anakronistiske kongehus.

Forklaringen må være, at vi har et kongehus, der er blevet stedse mere populært, som tiden er gået.

Dyrkelsen af de kongelige i medierne har efterhånden antaget helt hysteriske dimensioner. Ved en royal begivenhed afsætter begge vore hjemlige TV-stationer hver 4 – 6 kommentatorer til dagen igennem at holde os orienteret om damernes rober ned i mindste detalje, om hvor langt Krone 1 nu er nået og uendeligt meget mere. Da stationerne endnu ikke råder over et tilstrækkeligt antal journalister med Kongehuset som speciale, har vi seere den særprægede fornøjelse at se journalister med mange år på bagen i eget program om økonomi sidde og konkurrere med kvindelige journalister om flæser og tyld og fint afstemte farver!

Et par dage efter får vi det hele en gang til i et næsten uoverskueligt antal billedblade, hvis vi kan finde tid til at kigge i dem mellem TV-stationernes genudsendelser.

Og altimens hører vi ikke så meget som et pip fra selv den yderste venstrefløj!

Det er heller ikke fordi, jeg savner pip’et, det er bare så uvant.

Selv er jeg ikke i tvivl om, at kongehuset er et stort aktiv for Danmark.

Vi har en dronning, som taler flere sprog flydende, har et venligt væsen og et kunstnerisk talent, hun er passende selvkritisk overfor. Dronningen gør det virkelig godt, når hun er ude at repræsentere Danmark. Men hendes opdragelse af børnene har tilsyneladende været en tand for gammeldags aristokratisk.

Gemalen har også talenter, dog ikke sproglige – efter fyrre år i Danmark taler han stadig et gebrokkent dansk, hvad der ikke har bidraget til hans popularitet. Han har forstand på mad, skriver bøger om mad og han holder af hunde. Han har pligtskyldigst påtaget sig at være protektor for et antal velgørende foreninger. Hans opdragelse af børnene har været præget af patriarkalsk gallisk strenghed og ufølsomhed.

Prins Joachim har haft sine kvaler. Han har gennemgået en skilsmisse, som folkeviddet og ugepressen gav ham hele skylden for. Han skejede ganske rigtigt også grundigt ud i en periode op til skilsmissen. Men allerede Holberg påpegede, at der var en grund til at Jeppe drak. Den hele sandhed kommer nok aldrig frem, og det er måske godt det samme.
Allerede som dreng fik Joachim godset Shackenborg foræret, han har derfor taget en solid landbrugsfaglig uddannelse foruden de sædvanlige prinse-uddannelser, og Joachim ser ud til at trives vældig godt med at være landmand og viser med faglig stolthed jævnligt sin bedrift frem for offentligheden.

Kongefamiliens suveræne repræsentant. er kronprins Frederik. Han personifiserer på én gang den bløde mand, og det fysisk og mentalt stærke mandfolk, der elsker barske, fysiske udfordringer. Danskerne elsker ham, fordi han ikke er bange for at vise følelser – eller simpelthen ikke kan holde dem tilbage. Han har gennemgået den hårdeste skoling i både civil og militær sammenhæng og dog bevaret sit drengede udseende.
Frederiks møde med familien Donaldson på Tasmanien må have været noget af et kulturchok: Her dumpede han ned i en familie, der var præget af kærlighed, nærvær og ømhed, og han var ikke længe om at fri til Mary. Jeg tør godt gætte på, at Frederik ville ønske, at hans far havde været bare lidt som John Donaldson, svigerfaderen, som danskerne også har taget til deres hjerte.

Kronprinsesse Mary passer perfekt til Frederik. Hun er intelligent, smuk og charmerende, og så har hun allerede født ham en søn. Hun har også været hurtig til at påtage sig offentlige forpligtelser, som hun varetager med et smil.

Der er ingen tvivl om, at Frederik og Mary vil modernisere kongehuset og tilføje det de menneskelige værdier, han og broderen savnede som børn, uden at sætte familiens status som et samlende ikon for danskerne over styr.

Grønland vil som før i høj grad have kongehusets bevågenhed – måske endda endnu mere end før, for Frederik har allerede flere gange vist, at Grønland og grønlænderne står hans hjerte nær.

Det konstitutionelle danske kongehus går en lys fremtid i møde.

Anvendt demokrati

Der er grund til at være stolt over at leve i et samfund, hvor justitsministeren bliver fradømt kørekortet (ganske vist betinget) for ved et uheld at have påkørt en cyklist, der dog kun fik mindre skrammer.

Der er også grund til at glæde sig over, at Lene Espersen stod ved sit ansvar uden omsvøb og tog sin straf uden dikkedarer, selvom det naturligvis er en ærgerlig sag for hende som offentlig person.Sådan er det her i Danmark, og sådan skulle det helst blive ved med at være.