De gode sider ved et slagtilfælde … plus noget helt andet.

Den menneskelige natur er til alt held så smidig, at man jævnt hen lærer at udholde – ja ligefrem at ignorere – de fleste af de smerter, sygdom fører med sig og kan nøjes med at dulme de værste med medicin, og det er jo ikke så ringe endda.

Et slagtilfælde er ofte et i enhver forstand smertefrit farvel til livet. Overlever man, er der to muligheder: Enten går det ud over ens forstand (venstresidig blodprop i hjernen eller hjerneblødning), og så ved vist ingen, hvordan man oplever tilværelsen, eller også får man lammelser og smerter i venstre sides arm og ben og mister altså sin førlighed og er henvist til kørestol resten af livet, men bevarer i de fleste tilfælde sin gode forstand (højresidigt slagtilfælde).

Jeg er så “heldig” at være sluppet med et højresidigt slagtilfælde. Det betyder, at der er en mængde (fysiske) ting, jeg før var holdt meget af, nu må lade være: Køre bil, motorcykel, havetraktor, cykel, sejle i sejlbåd, gå ture i min elskede klitskov med hunden eller i engen, gå ture i Norges fjelde og pleje min hang til at være alene og langt væk fra alting, for at nævne nogle af de vigtigste. Det er nu altsammen blevet til minder – gode minder – og minderne har man som bekendt lov at ha’. De gør ikke ondt, men er til glæde og lindring.

En virkelig fordel ved at være alvorligt fysisk handikappet er, at man en stor del af tiden er i nærkontakt – eller i det mindste nær kontakt - med den ene kønne unge pige efter den anden og med modne, venlige og rutinerede kvinder - bliver puslet om, bliver lagt hen for at hvile eller sove, får serveret sin mad, kaffe o.s.v.

Men her får jeg imidlertid lyst til at gengive en skildring af én af de mange dejlige ture ud i ensomheden en skøn sensommerdag for nogle år siden, da jeg både  kunne gå og køre bil:

Kom til Jylland, min ven!

Med bilen læsset med hund, vandrestøvler, madpakke, vandflaske, kamera og kikkert kører jeg ud i det danske landskab for at finde et sted, hvor man ikke kan se spor af den moderne tidsalder.

Da dette lille land, er tætbefolket og teknisk meget højt udviklet, er jeg klar over, at opgaven er vanskelig, men om noget steds må det kunne findes langt ude på Borris Hede. Der har vi det Jylland, indfødte københavnere forestiller sig, når snakken strejfer de vestlige provinser, men som i virkeligheden end ikke ret mange jyder kender.

Køreturen går som altid let ad de fine asfaltveje, hvor hvide midterstriber drager omsorg for, at jeg holder mig i den rigtige vognbane, og autoværn beskytter mig mod farer i siden, mens sikkerhedsselen og airbag’en beskytter mig mod mig selv og andre trafikanter – altsammen i pagt med tidens krav.

Jeg holder et øjeblik ind til siden på broen ved Sig og nyder udsigten ud over smeltevandsdalen med dens rest af natur, men føler mig intimideret af lufttrykket fra de hastigt forbipasserende biler og genoptager snart kørselen.

Mobiltelefonen ligger på sædet ved siden af og sørger for, at jeg ikke går glip af vigtige meddelelser, mens jeg er væk fra civilisationen. Med mig har jeg naturligvis mit for tiden kæreste legetøj – navigatoren (fra båden), så jeg præcis kan vide på hvilken position,  jeg befinder mig på Danmarks tusinder af kilometer landeveje. – Nej det er selvfølgelig ikke derfor, den er med. Det er for, at jeg ikke skal fare vild derude på heden, hvor der ingen hjælp er at hente i form af de vejskilte, landevejene er så velforsynede med.

En gummiged forude breder sig i al sin magt og vælde og holder mig for en stund tilbage – den afløses længere fremme af en traktor, som på sine kæmpemæssige dobbelthjul sindigt krabber sig frem ad landevejen, hvor den er uden for sit vante gebet. Men snart går det videre med vor tids normale hastighed, mens jeg passerer hvide vindmøller, hvis vinger foretagsomt drejer rundt derinde på landmændenes efterårsfriserede marker.

Da jeg drejer ind på en meget dårligt vedligeholdt grusvej med krat til begge sider, nærmer jeg mig målet. Grusvej er måske for flot en betegnelse, men der er da lidt grus og større sten at se mellem græsset og det frodige ukrudt, der over tiden har taget magten, men stenene kan alt for tydeligt mærkes gennem dæk og affjedring. Hastigheden må sættes helt ned, og jeg skifter til 1. gear og træder kun forsigtigt på speederen.

Havde jeg siddet på et træsæde i fri luft, ville jeg i disse omgivelser let have kunnet forestille mig, at jeg var flyttet tilbage i tiden til den tidlige Middelalder, da dronningen også hed Margrethe, men den Første, og at jeg sad på en skumplende kærre trukket af et par hulryggede øg.

Tilbage i nutiden når jeg efter nogen tids møjsommelig fremfærd til hedens udkant, der dukker op bag en række store grantræer.

Inden vi påbegynder vandringen, deler hunden og jeg madpakken og får os en slurk vand. Bilen parkeres i skyggen mellem træerne, og så er vi klar.

Fra mit kort ved jeg, at en godt otte kilometer lang grusvej fører diagonalt over heden, men da jeg skal gå tilbage igen, sætter jeg mig det mindre ambitiøse mål at gå så langt, at jeg kommer derud, hvor der er så langt til alle ting, at de lige så godt ikke kunne have været til – altså der, hvor der endnu ser ud som på Margrethe den Førstes tid.

Grusvejen synes uendelig og fortoner sig i det fjerne, bakkeløse landskab. Jeg trasker af sted i et jævnt tempo, mens hunden med tunge ud af flaben i sit specielle tempo glad afsøger alt interessant til begge sider af vejen.

Det mørke Jylland er ikke så mørkt endda sådan en septemberdag med høj sol og uendelig sigt.Himlen er lyseblå uden en sky, og der er ikke en vind, der rører sig. Den eneste lyd, der høres, stammer fra grusets knasen under mine støvler. Der er intet synligt eller hørligt dyreliv og tilsyneladende heller ingen insekter. Så langt øjet rækker, hæver sig kun nøjsomme buske og lavstammede, skæve træer, der har kendt bedre dage, sig enkelte steder op af græsset og det flade lyngtæppe, der er i færd med at afblomstre.

Det er næsten som at befinde sig på et ocean. Tre kilometer ude kaster jeg anker for at meditere et øjeblik.

Alt er stille. Selv luften står stille og bærer knapt nok duften af lyng frem til mine næsebor.

Det siges, at der er nmennesker, som er utrygge ved en sådan stilhed, fordi de har vænnet sig til at være omgivet af det moderne samfunds allesteds- nærværende støj: Naturromantik …Næh tak!

Men det her er naturromantik så det svimler. “Mit hjerte skælver af glæde”, skrev Aakjær. Det gjorde mit ikke, men det var tæt på.

Hunden og jeg køler lidt af i skyggen fra et beskedent fyrretræ. og en lugt siger mig, at jeg nok har trådt i et eller andet, men der er ikke noget at se under støvlerne, og jeg genoptager snart vandringen det sidste stykke mod horisonten.

Pludselig er der allligevel liv på heden. Et rådyr rejser sig med ét op fra vegetationen til venstre og springer fremad og væk med højt løftet hoved – lydløst og elegant. Det er selvfølgelig spektaklet fra mine skridt i gruset, der har advaret det og fået det til for en sikkerheds skyld at lægge afstand til den indtrængende. Dyret gemmer sig bag nogle lave buske godt hundrede meter borte, men i samme øjeblik, det er væk, dukker et andet op længere fremme. Det tager kursen tværs over vejen og ind over lyngen og det visne græs på den anden side, hvor det som ved et trylleslag forsvinder af syne – perfekt kamufleret, som det er.

Se godt efter – rådyret ses på vej ind i lyngen

 

Nogle hundrede meter længere fremme kommer overraskelsen. – Ude midt i ingenting er de der så – vejskiltene. En vej krydser min vej , og et skilt, der har fået sit knæk midtpå, forkynder, at “Fillingsandvej” går på tværs. 

Så er jeg igen indhentet af civilationen.

 

Men det har sin forklaring, og den kendte jeg jo på forhånd, Borris Hede har kun overlevet som hede, fordi militæret har brug for den som øvelsesområde.

Men de øver sig heldigvis ikke hver dag.

Idet jeg sender forsvaret en venlig tanke, vender jeg om og går tilbage – tilfreds og med ro i sindet, og inden fødderne begynder at protestere for alvor.

Da vi når bilen, og hunden springer op på bagsædet, åbenbares den lugt, jeg havde undret mig over derude på heden, og som ikke havde noget tilfælles med duften af lyng, revling eller fyr, for slet ikke at nævne duften omkring bistaderne i hedens udkant. Min firbenede ledsagers smag for dufte har fået den til at rulle sig i rådyrenes efterladenskaber, og en kraftig hørm breder sig hæmningsløst fra bagsædet til hele bilen.

Ikke fordi det på nogen måde er skadeligt for helbredet, men jeg ruller alligevel et par ruder ned, før vi kører hjemad.

Natur er natur.

 

Ps! Inden man begiver sig ud på Borris hede, skal man indhente tilladelse fra kommandantskabet i Oksbøl, og en eventuel hund skal føres i (lang) snor.

**

 

 

Fremskridt?

Det forlyder nu, at samtlige danske soldater, der har været udsendt på fredsbevarende / fredsskabende / infrastrukturopbyggende missioner – i alt godt et tusinde mand – skal have tilbudt psykologhjælp til at komme over deres oplevelser, for alle må da i det mindste have taget nogen skade på deres sjæl.

Nu kommer de fleste mennesker før eller siden ud for dramatiske eller sindsoprivende oplevelser.

Min far mistede sin kone og deres eneste barn under influenza-epidemien først i trediverne. Han måtte klare sin sorgbearbejdelse selv eller med venners hjælp. Fire år senere giftede han sig igen og blev far til fem børn, blev formand for jagtforeningen og avancerede til stationsmester ved Statsbanerne og levede til han var over firs.
Det tog hårdt på mig, da han døde, men jeg klarede sorgen selv, og det har jeg befundet mig godt ved. Jeg har senere prøvet at køre galt  på motorcykel og vågne op på hospitalet efter at  være blevet lappet sammen – uden at få traumer af den grund. Jeg har engang været tæt på at drukne – uden at få traumer af den grund.

Her kommer så en lille, men meget alvorlig historie:
Da jeg var en lille dreng, var mit kæreste eje en lille hamster. En dag fik den lov til at løbe frit omkring på gulvet i køkkenet. Så kom min onkel på besøg, og da han kom ind ad døren til køkkenet trådte han uafvidende min hanster så flad som en klatkage. Det var mit livs hidtil største sorg. Min mor sagde trøstende: “Det var da synd.” Min far sagde ikke noget, før onklen var gået. Så sagde han: “Han er da også en klodsmajor”, og det var så det. Ikke noget med, at jeg fik en ny hamster eller lignende (pengene var små i familien). Jeg måtte klare sorgen selv – måske med en smule trøst fra min mor, for min verden var virkelig brudt sammen, og jeg sørgede i flere dage, så snottet løb. Det er sikkert derfor, jeg husker episoden, selvom jeg inden længe tilgav min onkel.

Min onkel var sønderjyde. Han havde kun én lunge, for han havde i sin tid været tvangsindkaldt til tysk krigstjeneste under 1. verdenskrig og under et gasangreb fået ødelagt den ene lunge. Den blev fjernet, og han blev sendt hjem. Ikke noget med behandling for traumer her. Han ernærede sig alle dage derefter ved sin pension, omgikkes andre mennesker på normal vis, giftede sig, blev far til to sunde børn og døde i en høj alder.

Mine svigerforældre mistede deres ældste søn, da han druknede til søs. Det var et hårdt slag for forældrene og for min kone, der dengang var fjorten år. De klarede sorgen selv, men mindedes med kærlighed deres store dreng/bror i mange,mange år til deres død. Min kone mindes ham stadig med kærlighed og stolthed.

Mit ærinde med disse bekendelser er at vise, at for et halvt hundrede år siden klarede de fleste mennesker sig ud af deres forskrækkelser og over deres sorger uden hjælp fra eksperter.

I dag bliver man, om ikke påtvunget, så tilbudt psykologhjælp ved noget, der af og til ligner de rene bagateller.
Jeg anerkender naturligvis, at der kan være så traumatiske begivenheder, at der er brug for professionel hjælp til at komme på højkant igen.
Men gælder det også, fordi man som passager har været med ved en nødlanding, hvor ingen kom væsentligt til skade? Eller hvis man har været passager i en bus, der væltede, hvorved en del personer fik småknubs? Etc. etc.

Er vi blevet et folk af skrællinger?

Eller har psykologerne bare været lige dygtige nok til at markedsføre sig?

Jeg er tilbøjelig til at tro begge dele. Psykologerne har gjort os til et folk af svagpissere.

Det er ikke så mærkeligt, at psykologistudiet er så populært. Det fører jo til fast, godt betalt arbejde på det offentliges regning.

Lyder det for en eller anden som et udsagn fra et tidselgemyt? Så vil jeg lige gøre opmærksom på, at jeg er den eneste blandt alle, jeg kender – og det er mange – der har papir på, at jeg emotionelt er normal og intellektuelt ligger i den gode ende, omend det ikke står for godt til med korttidshukommelsen . Jeg blev nemlig efter min tredje blodprop i hjernen  sendt til psykiater!

Tanker i et filosofisk øjeblik

Engang for flere millioner år siden, var der et dyr, der generation for generation udviklede sig i to forskellige retninger.

Den ene retning førte til forskellige arter af aber.

Den anden, som muligvis skyldtes mutation, førte over forskellige tidlige primitive mennesketyper til vore dages menneske, Homo Sapiens – det tænkende menneske.

Der er altså ikke tale om, at menneskene stammer fra aberne, som det ofte fremstilles. Aberne og menneskene har en fælles ur-stamfader, men evolutionen derfra forløb så forskellig, at vi ikke engang kan kalde aberne vores fætre.

Det, der gør os til mennesker, er at vi er bevidste om, at vi skal dø.

Intet dyr har denne bevidsthed.

Fordi mennesket er bevidst om sig selv, om liv og død, har det en fantasi, så det kan gøre sig forestillinger om alt muligt, deriblandt religiøse forestillinger, altså forestillingen om, at der er en gud, eller flere guder, eller noget guddommeligt, der styrer alting.

Disse religiøse forestillinger har i forskellige kulturer har antaget forskellige fremtrædelsesformer f.eks. i den ægyptiske, græske, romerske, jødiske og arabiske kultur m. fl.

De religiøse forestillinger har i hele menneskehedens historie ligget dybt i mennesket overalt på Jorden, fordi menneskets fantasi til alle tider har fået det til at stille to fundamentale spørgsmål: hvor kommer vi og alt omkring os fra, og hvad sker der med os, når vi dør?

Disse spørgsmål leder frem til det tredje fundamentale spørgsmål:

Hvad er meningen med livet?

Det sidste spørgsmål har udfordret ethvert menneske, der har tænkt nærmere over tilværelsen.

Der har altid været nogen, som har påtaget sig at besvare disse fundamentale spørgsmål. Disse nogen har op gennem historien ændret skikkelse fra vise gamle mænd til et helt hieraki af personer, der mente at vide, at alt om det guddommelige og udgjorde et præsteskab i mere eller mindre højtstående kulturer.

Her i Europa opstod Kristendommen i den senere Jernalder og førte til Den Katolske Kirke. Senere brød Den Protestantiske Kirke (i den sene Middelalder) og Den Anglikanske Kirke (i Oplysningstiden) med Den Katolske Kirke, men alle bygger på den samme overlevering af nu 2000 år gamle skrifter, som grundlag for den kristne religion, men med forskellige tolkninger af skrifterne – dvs. Bibelen.

Kristendommen har i hele sin historie hjulpet troende mennesker til at udholde kummerlige kår og forfølgelser med sit løfte om et liv efter døden – det evige liv.

I Europa var kirken længe enerådende mht. viden – ikke kun om teologiske spørgsmål – men også om alt det, der i dag kaldes videnskab.

Næsten alle de første biblioteker var klosterbiblioteker. Alle andre end præster og munke var forment adgang til de bøger, der fandtes, for at de ikke skulle komme på gale tanker. Forbudet havde ikke den store betydning, da kun yderst få uden for de kirkelige kredse kunne læse før Oplysningstiden (ca. 1690 til 1800).

Det er derfor lidt paradoksalt, at de første universiteter oprettedes i samarbejde mellem kirken og den herskende fyrste. Dog kunne man i begyndelsen kun studere teologi og lidt senere jura.

Det første universitet i Centraleuropa blev grundlagt i Prag år 1248).

Langsomt spredtes evnen til at læse til ikke-gejstlige, og da bogtrykkerkunsten opfandtes i slutningen af 1400-tallet, blev det for alvor umuligt at opretholde monopolet på viden, selvom den første bog, der tryktes, naturligvis var Bibelen.

Vore dages samfund kalder vi videnssamfundet.

Naturvidenskaberne har gået deres sejrsgang og forklaret mange sammenhænge, som teologerne anser for guddommelige mysterier.

Kirken har måttet tilpasse Kristendommen og dens ritualer, så der blev bedre overensstemmelse med fakta. Nogle vil hævde, at der ikke er blevet meget tilbage af Kristendommen, og man i dag står med ritualer, som er næsten uden religiøs betydning for moderne mennesker.

Kristendommens kerne er dog intakt: Troen, som den altafgørende faktor.

Men netop troen kolliderer med det moderne oplyste menneskes viden, som er præget af naturvidenskaben langt mere end af religionen. For hver ny videnskabelig opdagelse er det blevet sværere at opretholde troen på det guddommelige.

Men, hvad er så meningen med livet? Skal der være en mening? Kan man ikke have en moral uden religion?

Jo der er en mening med livet. Den er ganske enkel. Meningen med livet er, at vi skal give og modtage kærlighed og sætte børn i verden, hvis vi kan, så livet fortsætter gennem dem. Mens vi lever, skal vi respektere naturen og alle dens vidunderlige udtryk, og vi skal glædes ved livet.

Hvad enten vi er troende eller ej, har vi her i Europa vore moralske begreber og holdninger fra Kristendommen, vi er alle kulturkristne, og hvad enten vi er troende eller ej, kan vi ikke undvære kirkens ritualer,fordi de er enten festlige eller trøstende. Nogle kan, men det er mennesker, der  trives bedst med kun fodboldens ritualer.

*

Vi er børn af stjernerne, for livet på Jorden kan føres tilbage til en kæmpestjerne, der døde i en gigantisk eksplosion – en supernova.

I eksplosionens første sekunder dannede frie elementarpartikler de grundstoffer, der er grundlaget for alt liv og alle de andre stoffer, som findes i solsystemet.

Det var skabelsens øjeblik i vor lille del af universet.

Stofferne udgjorde en enorm kosmisk sky af varierende tæthed. Efterhånden begyndte tyngdekraften – universets gådefulde kraft – (den gensidige tiltrækningskraft mellem alle legemer fra den mindste partikel til universets kæmpekloder)  at medføre ændringer for skyens molekyler.
Hvor tætheden var størst klumpede molekylerne sig sammen med større og større hastighed og dannede efterhånden et kugleformet legeme, hvis stadigt voksende tyngdekraft trak det omgivende stof til sig.

Trykket i himmellegemets indre voksede i takt med, at kuglen trak mere og mere stof til sig. Trykstigningen førte til en stigende temperatur i dens indre, og da temperaturen nåede flere millioner grader, gik en fusionseffekt igang, der omdannede stofferne nærmest centrum til ren energi (E = m x c i anden potens) – altså endnu mere varme, så processen var selvvedligeholdende, da himmellegemet havde trukket det meste af det omgivende stof til sig. Der var tilmed et sådan overskud af varme, at hele legemet blev så varmt, at det udstrålede enorme mængder af varme og lys til det omgivende himmelrum.

I vor del af den kosmiske sky var en ny stjerne, Solen, født.

I andre dele af den kosmiske sky dannedes andre stjerner.

Vekselvirkninger mellem tyngekraft og stråling fra solen bevirkede, at de resterende stoffer i rummet omkring Solen begyndte at rotere omkring den, og i forskellige afstande fra den begyndte stofferne at klumpe sig sammen til himmellegemer, hvorved planeterne inklusive vores Jord dannedes.

Solsystemet var færdigt, og Jorden, som var i den gunstigste afstand fra solen, afkøledes med tiden, og mange meteornedslag gennem milliarder af år forsynede planeten med havenes vand.

Gradvist fik Jorden et klima, der begunstigede de molekyler i havets ursuppe, der dannede de første levende éncellede organismer.

Livet var opstået.

Evolutionen gennem den næste milliard år førte til mere og mere komplicerede organismer og i sidste ende mennesket.

Vi er børn af den døende kæmpestjerne – supernovaen, der satte hele denne proces igang.

En gang om milliarder af år er Solens stof mindsket så meget, at fusionsprocessen i dens indre går i stå. Temperatur- og trykfaldet og den lavere tyngdekraft får den endnu glødende sol til at svulme op i en sådan grad, at den breder sig helt ud over planeterne – den så at sige opsluger planeterne.
Den er blevet til en rød kæmpe, der langsomt dør ud.

Den og planeterne og de atomer, vore kroppe i sin tid bestod af, er blevet til herreløst stof i rummet, der venter på den næste supernova i nærheden, og så kan det hele begynde forfra.

Kun de atomer, der engang ender inde i en ny stjerne, går til, fordi de omdannes til energi.

Det er da en rar tanke, at man måske ender som den solvarme, der får en lille krokus til at spire frem af jorden, og det sollys, der får farven frem i en gammel kones kinder – engang i en uendelig fjern fremtid på en jordlignende klode, hvor livet for længst er begyndt forfra.

At gå i hundene

Man skal ikke at gå længere tilbage end til 1940’erne og 1950’erne, før tiden var en helt anden.

Det var i gamle dage.

Dengang kunne man f. eks. gå i hundene på hæderlig og ordentlig vis.

Fra Øresundsvej på Amager var der adgang (hvis man vidste, hvor man skulle kigge) til en snoet og tilgroet sti ned til Øresund. Derefter gik stien nordpå langs vandkanten, og undervejs passerede man små skure, gamle medtagne stole og primitive bænke og robåde, der var trukket op på landjorden og en enkelt usikker træbro, der gik et stykke ud i vandet.
De små  primitive træskure kunne ikke blive enige om til hvilken side, de skulle have slagside, men slagside havde de alle og flere var i betænkelig grad nær kæntring. Alle havde en døråbning, men ingen dør. Indenfor var der i de bedste skure som regel en bænk og et bord og måske en Primus og en kaffekande og en kop eller to.
Der stod årer og lænede sig op ad nogle af skurene, og der var borde til rengøring af fisk (en planke på to pæle og en krog i hver ende til zinkspande) og de få robåde var i alle grader af sødygtighed – det hele i en vild natur af græs, hyldebærbuske og andre småbuske.
Stedet var et idyllisk fristed for de af storbyens småfolk, der havde deres gang her. Intet var aflåst eller stukket til side, for det var ikke nødvendigt.

Det var et lille stykke paradis få hundrede meter fra storbyens liv og larm.

Min voksne fætter, Mads, som jeg midlertidigt boede hos, og jeg – en knægt på 16 år – kom herned næsten dagligt. og fangede mange torsk og skrubber på kroge, vi satte 50-100 meter ude. Vandet var rent, og der var langt ud til skibstrafikken.

Vi stødte ofte på cykel-Kaj dernede. Man så aldrig cykel-Kaj uden sin cykel, som han ikke kørte på, men trak, for den var i dårlig stand og belæsset med alle hans jordiske ejendele i poser hængende på styret og i en trækasse bundet fast på bagagebæreren. Desuden ydede cyklen en god støtte, når han ikke var alt for sikker på benene.

Cykel-Kaj ernærede sig ved at sælge snørebånd, tynde æsker tændstikker og barberblade. Varerne havde han i en kuffertagtig æske normalt pakket ind i kraftigt papir fra en papirsæk. Selv brugte han ingen af varerne. Hvem der var hans grossist var en gåde.
Han gik i et par voldsomt slidte træsko, og hans vejrbidte hoved var et vildnis af stridt hår, øjenbryn og skæg. Når han åbnede munden, kunne man derinde få et glimt af tænder eller rester af tænder, hvis farve svarede ganske til hovedets. At dømme efter ansigtsbegroningens kulør eller mangel på samme var han et sted i tresserne eller deromkring. Han var ikke nogen lille mand, men på størrelse med Mads, der var større end de fleste.

Cykel-Kaj sagde ikke meget. Han indlod sig aldrig af sig selv på en samtale, men kommunikerede med os med venlige grynt og jahh, nææh og jootak.
Op af hans ene jakkelomme stak altid en flaske med patentprop med en brun væske, som han af og til tog en slurk af. Det var ”kaffe”, men godt fortyndet med husholdningssprit,

På et tidspunkt havde han bestemt sig til at gå i hundene, men langsomt og reglementeret.

Mads stak ham som regel en øl, hvis han havde taget et par med derned, og cykel-Kaj gryntede sit ”jootak” og trak videre med cyklen lidt hen ad stien. Han var tydeligvis ikke bekvem ved have andre for nær på.
Når vi landede dagens fangst, kunne vi være sikker på, at den tomme ølflaske stod på bordet inde i skuret.

Et par gange havde vi set ham sidde i solen på en bænk et halvt hundrede meter fra vort ”landingssted”. Så råbte vi ”Dav Kaj”, og han løftede en hånd til en venlig gestus. Han sad mageligt tilbagelænet med benene strakt ud foran sig, Træskoene var skudt af, for at fødderne kunne nyde godt af den friske luft.

Så vidste vi, at han havde en af sine stjernestunder.

Han var kommet i besiddelse af en halv snes pilsnere, og dem sad han og nød den ene efter den anden i løbet af eftermiddagen, mens han så ud over vandet. Da pilsnere smager godt, men er lidt tynde i det, måtte han en gang eller to tage en god slurk medicin af flasken med patentproppen for at holde en forsvarlig promille.

Sommeren gik sin gang, og en skønne dag i september fik vi øje på Kajs cykel skubbet ind mellem grenene på en stor hyldebusk ikke langt fra vores skur. Men Kaj selv var ikke at se nogen steder.
Det var sært, for cyklen var som altid fuldt belæsset med hans ejendele.
Vi begyndte at se os nøjere omkring. Måske lå han og sov et sted i nærheden. Men han var ingen steder at finde. Vi opgav fiskeriet for den dag og fortsatte eftersøgningen med større og større radius uden resultat.
Nu var vi klar over, at noget var galt. Havde han druknet sig? Det havde vi svært ved at tro.
Han måtte kunne findes.
I mellemtiden var det ved at blive aften, så vi gik hjemad stadig søgende til siderne, men intet spor.
Næste dag gik vi derned igen. Cyklen stod der stadig, og Mads tog ”salgsæsken” og satte den ind i skuret, for at den ikke skulle lide skade i regnvejr,
Dagene gik, og sæsonen var ved at være forbi.
Stadig ingen spor af Kaj.

Vi fandt aldrig ud af, hvor han var blevet af, men min teori er: Han var blevet utilpas, så dårlig, at han vidste, at det var helt skidt.
Så havde han stillet cyklen, hvor vi ville finde den som et farvel til os.
Et eller andet sted havde folk samlet ham op, tilkaldt en ambulance, hvorefter han var væk for altid.

Ukendt som han var uden papirer, endte han sine dage og ligger i de ukendtes grav, som han havde ønsket det: Han var gået i hundene på respektabel vis.

*

I dag vælger man at gå i hundene ved at begynde at ryge hash. Dernæst ved at gå til fester, hvor man kommer i den rigtige stemning ved at blande narkopiller i sine drinks. Så prøver man et rigtigt fix med en kanyle i armen ude på toilettet.. Efter tre-fire fester mere, går resten af sig selv: Nu skal der fixes hver dag, for at man kan holde ud at være til, alle tanker drejer sig om, hvornår man kan få sit næste fix.

I Storbyerne møder man dem: Gustne, usoignerede misbrugere – zombier, der hænger omkring på hovedbanegården om dagen i håb om at fuppe eller tigge sig til nogle penge eller lidt mad. Om natten laver de indbrud i villakvartererne for at skaffe penge til narkotika. En skønne dag er festen forbi med en overdosis.

Cykel-Kaj stjal ikke fra nogen, og han tiggede heller ikke eller generede nogen. Han gik i hundene med stil. Han betalte ikke skat, men han belastede heller ikke samfundet, tværtimod berigede han det med sin særprægede fremtoning og levevis.

Livets store spørgsmål

Engang var Jorden i centrum under himmelbuen, og engang var menneskene nogenlunde på midten af den flade Jord, så menneskene befandt sig i centrum af det hele.

Det befandt de sig godt ved, indtil Giordano Bruno for 400 år siden fandt ud af, at Jorden alligevel ikke var flad og Verdens midtpunkt, og at det med de syv himle – den ene oven på den anden – nok ikke rigtig holdt stik.
Han var så uforsigtig at sige det højt, og dermed lagde han sig ud med kirken, og han blev brændt på bålet i Rom den 17. februar år 1600 for at udbrede sine kætterske tanker.

Fire år senere blev nattehimlen oplyst af en ny stjerne – en stella nova. (en supernova ved vi i dag) langt ude i verdensrummet. Det var kedeligt for kirken, for mange af tidens kloge hoveder var klar over, at den ny stjerne beviste, at “himlene” ikke var så uforanderlige, som kirken prædikede.
Den ene store videnskabsmand efter den anden studerede fænomenet, og de var enige med den største af dem alle, Galileo Galilei: Jorden var en planet, der indgik i solsystemet, som igen var en del af det endnu større univers.
Og ikke nok med det. Overalt i universet gjaldt de samme naturlove, som fysikerne og matematikerne gik i gang med beskrive nærmere.

Men kirken med paven i spidsen gav sig ikke, for så ville store dele af dens lære jo være forkert: Jorden var ikke universets centrum, og solen bevægede sig ikke rundt om jorden, men omvendt. Galilei blev tvunget til at afsværge sine teorier og blev i 1633 dømt til livsvarig husarrest.
Under husarresten fortsatte han sine videnskabelige arbejder og skrev flere bøger herom, som dog naturligvis ikke kunne udgives i samtiden. Men han havde sået mange frø, så rundt omkring i Europa fremkom mange nye videnskabsgrene, der baserede sine love på eksperimenter og matematiske beregninger.

Gelilei døde i 1687, og samme år udgav i England en anden og lige så stor videnskabsmand, Isaac Newton, det største videnskabelige værk gennem tiderne: Naturalis Principia Mathematica, Hvori han bl.a. forklarer hvordan tyngdeaccelerationen (tyngdekraften) styrer alle himmellegemers bevægelser, hvilket dog ikke betød, at han ikke også beskæftigede sig med alkymi og andre af datidens mere obskure eksperimenter. Newton var dybt religiøs, men betragtede den officielle (katolske) kirke som besmittet af djævelen, hvorfor den med alle midler bekæmpede videnskabens nye opdagelser. Hele livet levede han som kætter i hemmelighed og søgte lidenskabeligt at dechifrere “Guds plan” for alting ved studier af Bibelen og ved eksperimenter. Oplysningstiden var nu i fuldt flor, men den katolske kirke opgav ikke sin modstand før 1822.

I dag er det svært for mange at forlige naturvidenskaben med Bibelens ord og troen på Gud, men Newton så slet ingen modsigelse mellem sin videnskab og den kristne tro.

Heller ikke for Einstein eller Niels Bohr kolliderede troen med videnskaben, selvom de blev uenige, da Heisenberg opdagede ubestemthedsprincippet vedrørende de partikler, de alle studerede. Det stred med Einsteins opfattelse af naturen og fik ham til at hævde: “Gud spiller ikke med terninger!” Hvortil Bohr stilfærdigt svarede sin ven: “Det er jo ikke videnskabsfolks job at fortælle Gud, hvordan han skal drive verden!”, og dermed blev kvantemekanikken, der vender op og ned på kausaliteten fra de efterfølgende år, det værktøj, fysikerne og matematikerne bygger deres forskning på, og Newtons velordnede univers var ikke længere det grundlag naturvidenskaben hvilede på.

Men det springende punkt er imidlertid stadig: Hvor kommer det hele fra?

Bibelen siger, at Gud skabte himlen og Jorden med alle dens levende væsener på syv dage.

Den fremherskende videnskabelige teori er, at universet opstod, da et enkelt punkt – en singularitet – eksploderede i det såkaldte “Big Bang”, og at livet på Jorden udviklede sig gradvist gennem millioner af år.

Ud fra et almindeligt rationale kan den ene forklaring være lige så god – eller usandsynlig – som den anden.

Kristendommen lærer os, at den almægtige og gode Gud skabte mennesket i sit billede, og Gud gav mennesket en fri vilje: Menneskene kan gøre gode ting, og de kan gøre onde ting, “For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”. Når mennesket handler ondt, er det fordi synden har taget bolig i det.

Det klassiske spørgsmål lyder: Hvordan kan den barmhjertige og almægtige Gud tillade, at det onde går ud over uskyldige, over små børn?

Den fri vilje kunne ikke bruges til meget af ofrene i Gulag- øhavets slavelejre eller i nazisternes koncentrationslejre.

Dette spørgsmål har Bibelen eller teologen intet svar på til nutidens mennesker.

For et par hundrede år siden accepterede man, at det nok var Guds vilje, at der nok var en mening med det, selv når onde handlinger gik ud over uskyldige.

Så er vi tilbage ved udgangspunktet: Står der en skabende Gud bag ved alt?

I givet fald skete der foruden alt det vidunderlige en række frygtelige fejl under skabelsen.

Det vidunderlige ser vi,

når et velskabt barn kommer til verden
i kærligheden
i kunsten
i en nyudsprungen bøgeskov
når vildgæssene trækker sydpå
etc.

Det frygtelige ser vi,

når der fødes et barn med vaskulær Ehlers-Danlos syndrom, hvor huden over hele kroppen forfalder ja næsten opløses lige så hurtigt den dannes, og barnet derfor er henvist til et liv i evindelige smerter, indtil døden – måske efter års forløb – endelig udfrier det.

i de parasitter, hvis ene funktion synes at være at skabe lidelse ved at medføre blindhed, elefantsyge eller andre uhyggelige sygdomme.

når der er mennesker, der udvikler sig til de massemordere, historien er så rig på
etc.

Undet ét kan disse fejl karakteriseres ved ét ord: Lidelse. Men lidelsen er utallige andre steder, den rammer hvorsomhelst og nårsomhelst og piner sine ofre døgnet rundt, og kun døden kan standse den.

Hvordan kunne den almægtige Gud skabe en verden med så megen lidelse?

Er vi da skabt med det ene fornål: At dø?

Det er for let at give menneskene selv skylden, for hvad har et lille barn gjort sig skyldig i?

Nej lidelsen er en et af livsvilkårene for mennesker og dyr i denne ufuldkomne verden, og sådan må Vorherre mene det skal være, hvis han vil have ansvaret for dens skabelse.

Er der andre verdener , universer, hvor lidelsen ikke eksisterer,  universer, hvor der hersker fred og sundhed som på de glansbilleder, man ser i nogle børnebibler og forskellige sekters opbyggelige publikationer. Men disse glansbilleder er jo den rene fantasi, propaganda og løgn.

Ehvert menneske må spørge: Er Bibelen bedre? Eller Koranen for den sags skyld? Eller er de oprindelig skrevet for at nogle kunne opkaste sig til herskere over andre, sådan som vi fra historien ved, de er blevet brugt?

Der er udkastet videnskabelige teorier om flere universer af de videnskabsmænd, der arbejder med de nyeste opdagelser inden for kvantefysikken, for astronomerne har for få år siden gjort en revolutionerende opdagelse – at der er “Sorte huller” i universet.

Et sort hul er karakteriseret ved, at dets tyngdeacceleration er så stærk, at alt fra det helt små til hele galakser, der kommer i nærheden af det, bliver trukket ind i det sorte hul, ja tyngdeaccelerationen så stærk, at end ikke lyset kan undslippe – deraf navnet.

Matematikerne arbejder i den forbindelse med de såkaldte streng-teorier med flere end de fire klassiske dimensioner i håb om at kunne forklare, hvad der bliver af det, der forsvinder i et sort hul, om der er noget på den anden side af det sorte hul, og om det, der er på den anden side, er et nyt univers med nye sorte huller og så fremdeles.

Universet udvider sig stadig efter “Big Bang” og har ikke har noget centrum, hvilket er ubegribeligt, når vi samtidig i alle retninger kan observere stjerner eller galakser, der er så langt borte, at det har taget lyset derfra cirka 15 milliarder år om at nå os, også kaldet observationshorisonten eller begivenhedshorisonten. Længere kan selv den stærkeste kikkert i rummet ikke se, for 15 milliarder år er den tid, der er gået siden “Big Bang”, er astronomerne og matematikerne enige om.

Tilsyneladende smuttede noget gennem et sort hul og eksploderede for 15 milliarder år siden og blev til vort univers!

Var det Vorherre, der puttede dette noget gennem det sorte hul?

Der er ting vi aldrig kommer til at forstå, uanset de kloge videnskabsmænd, som gør deres bedste for at søge til bunds i mysterierne. Trods alle anstrengelser er de ikke støt på nogen gud eller noget guddommeligt.

Tilværelsen forbliver et mysterium.

Det må det moderne “oplyste” menneske leve med i ensomhed.
Alligevel kan kirken – meget afhængig af hvem, der forvalter dens budskab – stadig byde på trøst og fællesskab, når vi har behov derfor.

 Jeg mindes min drengetids præst med glæde og beundring:

Vester Starup Kirke er en meget lille og yderst beskeden kirke. På bænkeraderne er der vel plads til 70 voksne – rykker de sig sammen måske 80.

Trods kirkens lidenhed var pastor Østergaard i sin tid en Herrens tjener af stort format. Han var af middelhøjde og drøjde, med et stort hoved, hvor det med alderen var svundet slemt i den lyse hårpragt, så der tilbage kun var de let krøllede rester omkring ørene og i nakken. Ansigtet var sundt rødmosset, og som gudstjenesten skred frem, glinsede det mere og mere af sved, for han lagde energi i sin prædiken og salmesang. Hans stemme havde klangbund i det store hoved, så den var naturlig kraftig, hvilket ydermere forstærkedes af det lille kirkerum, og allermest imponerende var han, når han mod slutningen af gudstjenesten stod under buen til koret, først med ryggen til menigheden afventende orgelspillets forløb – og når den sidste orgelklang døde hen, vendte han sig mod menigheden og messede med malmfuld røst:

Herren løfte sit åsyn på dig – og – give – dig – fred!

mens han i takt med de sidste ord slog et stort korsets tegn for menigheden så udtryksfuldt, at det gik lige ind i hjertekulen på hver enkelt synder dernede på bænkeraderne.

K. Høgsbro Østergaard var en præst, der efterlod sig et respektfuldt indtryk trods sin elskelighed.

Selvom vi ikke gør meget væsen ud af det, elsker vi danskere vore kirker fra den mindste og mest undselige landsbykirke til domkirkerne med Vor Frue Kirke som den prægtigste. De er en væsentlig del af vor kulturarv, ligesom den kristne etik. Trosspørgsmål anses derimod mere og mere som et privat anliggende.

Hva’ behar ?

Allerede i det antikke Grækenland forargedes og bekymredes de gamle (UPS! de ældre) sig over ungdommen, og det har vi gjort lige siden. Her i 2006 er vi bekymrede over, at der tilsyneladende er flere uopdragne og voldelige (UPS! samspilsramte) unge end nogensinde før. Til gengæld glæder vi os over, at de åndssvage (UPS IGEN! udviklingshæmmede) tilsyneladende har det langt bedre i dag end tidligere.

Hvordan går det til, at der i dag er forældre, der får tilbud om et kursus i det at være forældre? Da vi var unge forældre, var vi overladt til os selv, vi var så at sige på Herrens mark -  fuldstændig svigtet af det offentlige system, og det lagde vi slet ikke mærke til. Hvordan kan det så være, at det gik godt? Selv vore børn er blevet forældre uden kursus, og så vidt vi kan se, går det fint. Hvad kan forklaringen være?