og så nyhederne . . .

 Man skal omgås forsigtigt med det billede, fjernsynet i nyhederne tegner af den politiske situation verden over og af de fremtrædende personer og forskellige befolkninger.

I lang, lang tid var mediets foretrukne billede en enorm flok råbende og skrigende muslimer, der fik luft for deres retfærdige vrede mod de vestlige lande – i særlig grad USA og Danmark – som de med forvrængede ansigter og truende fagter nedkaldte alverdens forbandelser over.

Disse daglige forsamlinger af hadefulde menneskemængder fik uvilkårligt èn til at tænke: Hvad pokker lever de af? Går de aldrig på arbejde? Der må da være nogen, som har andet og nyttigere at tage sig til.

Nu lader det omsider til, at Nyhedernes redaktion er blevet træt af billedet (muslimerne er nok ikke trætte endnu), og selv den normalt daglige bulletin om, hvor mange mennesker, religiøst fanatiske selvmordsbombere havde slået ihjel i Irak, er blevet uregelmæssig.

Det er aldrig fremgået af udsendelserne, om demonstrationerne var spontane eller havde sit udspring i ægte folkelig harme, eller om de demonstrerende var blevet udkommanderet af myndighederne.

Det er heller aldrig blevet oplyst, hvor mange mennesker der dagligt blev myrdet under Saddam Husseins brutale styre. Efter de fundne massegrave at dømme var det næppe færre end i dag.

Til gengæld er der ingen grænser for den opmærksomhed, Irans charmerende præsident, Mahmoud Ahmadinejad, bliver tildelt, når han dagligt bekendtgør, at Iran absolut ikke vil rette sig efter FN’s påbud, og at Iran bliver bedre og bedre til at berige uran og har i sinde at fortsætte med at berige uran lige så længe og så meget, som det passer landets leder.

Første gang vi præsenteredes for præsidenten, var der forlydender fra USA , om at Ahmadinejad var en af de ledende studenter, der i 1979 besatte den amerikanske ambassade og med de iranske myndigheders velsignelse tog alle derværende amerikanere inklusive kvinder og børn som gisler . Han sås også på et billede fra dengang.
Disse forlydender kan have være amerikansk manipulation.

Det har imidlertid ikke haft nyhedsredaktionernes interesse at undersøge forholdet nærmere.

På TV må vi desværre nøjes med de halve sandheder, nyhedsredaktionerne vælger – eller evner – at præsentere os for.

I radioens P1 lægger man derimod et ihærdigt arbejde i at dække nyhederne så grundigt og sobert som muligt. Man råder over en lang række dygtige medarbejdere, deriblandt nestoren, Jørgen E. Petersen, der trods sine 70 år stadig har en imponerende hukommelse og ved alt, hvad der er værd at vide om Afrika og Frankrig.

Skulle det være nødvendigt, trækker P1 på kapaciteter uden for radioen f.eks. på universiteterne.

Fjernsynet er en ussel kilde til information, men en fremragende kilde til sensationer og rygter.

TV1 og TV2 ligger i skarp konkurrence – desværre ikke om at bringe de bedste nyheder – men om de yngste og bedst udseende studieværter, hvis ordforråd ikke ville bringe skam over dem, hvis de var elever i folkeskolens 7. klasse, og hvor deres udtale heller ikke ville afvige fra normen, hvis skolen lå på Nørrebro.
Desuden konkurrerer man om at bringe de fleste vejrudsigter (så går tiden da med det), men på det punkt halter TV1 langt bagefter.

Hvor får du dine informationer fra?

Lidt facts om Iran.

Indtil den 6. november 1979 var Iran et sekulært shah-dømme, og den enevældige shah hed Reza Pahlavi. Styret døde så at sige af politisk og administrativt råddenskab, og da Ayatolla Khomeini den nævnte dato vendte tilbage fra sit eksil i Frankrig, anførte han en revolution, som øjeblikkelig sendte millioner af iranere ud i gaderne og shahen ud af landet.

Iran blev med ét slag omdannet til en islamisk præstestyret republik med Khomeini som den øverste og enerådende leder, og et parlament uden magt.
Khomeini havde tydelige fascistoide træk og var ikke sén til at dødsdømme den, der generede ham eller revolutionen eller havde en anden opfattelse af islam end han.

Khomeini dyrkes stadig som en stor profet, og hans ensrettede Iran videreføres i stort set uændret form efter hans død.
I dag er den øverste leder Ayatollah Khamenei, valgt for livstid og med al magt samlet i sin person. Han har udpeget Mahmoud Ahmadinejad til præsident, som kun har magt til at gøre, hvad han får besked på.
 

CNN er out! TV2 News tager over!

Det lykkedes i dag krigskorrrespondenterne fra TV2 News at trænge ind midt i kampens hede mellem polititropperne og den stærkt bevæbnede kreative ungdom i en forrygende live reportage om rømningen af ungdomshuset (tidligere kaldet faderhuset) på Nørrebro.
Dækningen af de dramatiske begivenheder, hvorunder én kom lettere til skade, varede hele formiddagen, og der var ikke den sten (dog ikke brosten) der ikke blev vendt og drejet, efterhånden som timerne gik, af TV-stationens mange medarbejdere i studiet (hvoraf flere nærmede sig myndighedsalderen) .
Desværre så vi næsten ingen af de unge (de var stort set alle allerede buret inde), men der var da en del interessante tilskuere, hvoraf nogle blev interviewet.
Hurra for TV2 Breaking News!

Da vi kom over middag, blev det nødvendigt, at alle tre nyhedskanaler dækkede de efterfølgende gadeoptøjer med de samme billeder og de samme spørgsmål. Vi så nogle af ballademagerne langt væk i billedet, hvor de havde tændt bål midt på gaden, vi så en masse politibiler, der kørte frem og tilbage og endnu flere blå blinklys.

I morgen kan vi så læse i avisen, hvad der egentlig skete, og få at vide, hvorfor politiet, der havde udført perfekt arbejde om formiddagen, ikke straks slukkede ilden vha. den sprøjtevogn, de brugte tidligere på dagen.

Tortur – eller ?

Er der mon ført nogen krig de sidste to hundrede år, uden at tortur har fundet sted? – Næppe.
Er der da ikke en enkelt stat, herunder Danmark, der kan sige sig fri for at have anvendt tortur? – Næppe.
Trods alle konventioner er krig og tortur faste følgesvende.

Torturen udføres af af kombattanter i kampens hede i håb om at redde kammerater eller sig selv eller som afløb for raseri eller.i frontlinien, når der er taget fanger, hvis oplysninger kan bruges direkte i den øjeblikkelige kampsituation.
Den bruges i mere raffineret form af personer fra efterretningstjenesten med det formål at afsløre fjendens planer for at skaffe sin side en fordel, den ellers ikke ville kunne få.
Den udføres af “manden på gulvet” og aldrig efter skriftlig ordre.
Den udføres så diskret som muligt og indrømmes aldrig for offentligheden.
Tortur er en selvfølgelig del af krigen og har været det siden jernalderen eller før.

Tortur blev forbudt med indførelsen af Genéve-konventionen og landenes ratifikation af konventionen og dens tillægsprotokoller, men tortur hører beklageligvis stadig til krigens midler.

I den elektroniske tidsalder er det blevet sværere at skjule torturen, og det er godt, men noget af det, der i dansk politik betegnes som tortur, er det rene pjat.

Det er en meget vidtgående tolkning af begrebet tortur, som anlægges af de mest højtråbende medlemmer af Folketinget. Skulle den tages alvorligt, ville det betyde,at mange skolelærere udøver tortur over for deres elever ved at tale hårdt til dem, og at endnu flere officerer og befalingsmænd helt regelmæssigt udøver tortur under den daglige uddannelse af soldaterne ved at tvinge dem til fysisk krævende aktiviteter og bruge hårde ord og udtryk, som kan virke nedværdigende, samt presse dem psykisk og fysisk ud over de pågældendes personlige grænser (og ønsker).
 

Det er således i praksis ikke muligt at sætte en objektiv grænse for, hvad der er tortur, og hvad der ikke er: Hvornår er det hård fysisk træning, og hvornår er det tortur?

Det ville være ønskeligt, om politikerne formåede at skelne mellem det rene pjat og alvor, for alvor er der rigeligt af i dagens verden.

Tragikomisk krigsspilfægteri

De tre uheldige helte (Lykketoft, Søvndal og Åen) har indledt en offensiv (altså verbal for Marx’ skyld!) i anledning af regeringens planer om at trække soldaterne hjem fra Irak.

De spørger:”Er det så fordi, de har sejret eller tabt?”

Jeg kan være galt underrettet, men mig bekendt er det kun amerikanerne, der har været i krig i Irak – dog stort set uden at møde militær modstand.

Amerikanerne vandt krigen, men tabte freden til religiøse bander og talrige almindelige kriminelle.

De danske soldaters opgave Irak, var ikke at gå i krig, men at hjælpe til med at sætte en stopper for de lovløse tilstande i landet til gavn for den almindelige iraker, som har en familie at forsørge, og det er i hovedsagen lykkedes i det område, de arbejdede i.

Derfor er trekløverets spørgsmål det rene vrøvl.

Hjemkaldelsen af den danske bataljon giver selvfølgelig anledning til at gøre status.

1. Den danske bataljon har gjort et godt stykke arbejde med at holde de kriminelle nede i deres område og med at få vandforsyning, elforsyning oma. til at fungere.

2. Enkelte officerer, generalstabschefen og forsvarsministeren har gjort en mindre heldig figur i forbindelse med den meget omtalte afhøringssag.
Officererne ved ikke at stikke fingeren i jorden, men sætte en kvinde til at afhøre mandlige fanger, hvilket på de kanter er ikke mindre end helligbrøde, og ved helt at undlade at bistå den kvindelige efterretningsofficer (Anette Hommel).

Da det rygtedes, at Anette Hommel havde brugt grimme ord under afhøringen og nægtet fangerne at holde drikkepause flere gange i timen og tilmed anbragt fangerne i ubekvemme stillinger, anede forsvarschefen, Jesper Helsø, og forsvarsministeren, Søren Gade, at et nyt Abu Graif var under opsejling, og beordrede stærkt handlekraftigt, alle der var berørt med afhøringen, hjemsendt øjeblikkeligt uden at undersøge sagen nærmere først.

Da “sagen” så blev undersøgt til bunds, viste det sig, at der ingen var, og at det eneste berørte mandfolk var – Anette Hommel! Hun er nu frikendt for alle anklager og har fået en erstatning for den uberettigede behandling, hun har været ude for. Tilbage står så forsvarschefen og forsvarsministeren med røde øren. Jesper Helsø kan jo trække kasketten lidt længere ned, men Søren Gade har ikke nogen, så han må give kulden skylden.

3. De danske og britiske soldater har gjort en behjertet indsats, men Irak er en bundløs sump af religiøs fanatisme og kriminelle bander, så man skal nok ikke gøre sig illusioner om, at den grad af orden, de efterlader sig i deres områder, holder ret længe.

4. Har det hele så været spildt? – Både ja og nej. -  Ja af ovenstående grund, -  nej, fordi det har givet det danske militær – både høj og lav, en tiltrængt lektion og uvurderliglig træning (desvære på bekostning af menneskeliv).

Fred, krig eller øvelse – hvor så mange mænd er i aktion med militært grej, sker der uheld, som af og til indebærer tab af menneskeliv. En ringe trøst for de efterladte.

5. Alle (m. undt. af trekløveret ovenfor) ved nu, at det var rigtigt at fjerne bødlen Saddam Hussein og hans skruppelløse og perverse sønner samt alle de banditter, der omgav ham.

Når man kender deres historie, forekommer det mig ikke nødvendigt at angive en grund til at fjerne dem. At man så gør det alligevel og vælger en forkert, var en stor fejltagelse, men amerikanerne begik en endnu større fejltagelse ved at indsætte alt for få tropper og ved ikke at have en gennemtænkt plan for at gennemføre freden.

Det sidste er utilgiveligt og har stillet de allierede over for en så godt som umulig opgave, hvad ingen af dem kunne vide, før de med de bedste hensigter påtog sig den.

6. Og forsvarets efterretningstjeneste? Mon ikke vi kan gå ud fra, at den er en kompetent officer fattigere? Men så kan den jo genansætte Frank Grevil.

Nationalfølelse

 Sidste år vandt Tyskland verdensmesterskabet i fodbold. Glædesscenerne var store, og for første gang i nyere tid tillod tyskerne sig at vise deres glæde ved at svinge med nationalflaget. Dermed tog den nye generation af tyskere et afgørende skridt væk fra den kollektive skyldfølelse over begivenhederne under nazi-tiden og det var godt.

De sidste 50 år har Tyskland frivilligt været en udenrigspolitisk dværg som afbigt for nazitiden. Med Konrad Adenauer som landets første efterkrigstidskansler forvandledes Tyskland i 1949 til det mønstergyldige demokrati, landet er endnu i dag. De nulevende generationer er fast forankrede i demokratiet og er stærkt tilbageholdende med at sende kamptropper til verdens brændpunkter på linje med f.eks USA , Danmark, Storbritannien og mange andre vestlige lande. for de har stadigvæk 2. Verdenskrigs tyske troppers hærgen overalt i Europa og i Rusland på nethinden.

Måske også som en slags afbigt har Tyskland været umådelig large mht. at lukke flygtninge og indvandrere ind i landet. Det og genopbygningen af Østtyskland har næsten slået bunden ud af den tyske økonomi, og Tyskland kæmper  med manglende investeringer i industrien og en stor arbejdsløshed gennem nu en længere årrække.

Så det er næsten befriende for en iagttager udefra at se tyskerne vise en ny nationalfølelse, så de er kommet på linje med de øvrige europæiske lande. Som en konsekvens af “frigørelsen” må vi nok også inden længe imødese eksempler på tysk nationalchauvinisme i skikkelse af hooligans på samme måde briterne, italienerne og grækerne m.fl. har deres. Der er trods alt ingen spredning  i den menneskelige intelligens nationerne imellem.

Herhjemme dømmer de radikale og partierne til venstre herfor øjeblikkeligt  nationalisme!, når nogen viser deres følelser for det nationale, og så er det ligegyldigt om det er tyskere, englændere eller danskere.

Nationalisme fører, som alle ved, ikke til noget godt, men til ulykker, ja til krig. Det har vi lært af historien, hvis vi har lært noget.

Førnævnte partier tager skridtet fuldt ud, har vi set under indvandrerdebatten herhjemme: Der er ikke noget dansk, der er værd at sætte pris på, og der er ingen grænser for alle de kulturberigelser, flygtningene og invandrerne bringer med sig.

Så husk: Det er grimt at stå og vifte med Dannebrog! Væk med de gamle afskyelige fædrelandssange. Ikke noget med at stå ved sankthansbålet og synge “Vi elsker vort land”, for det gør vi nemlig ikke.

Den voldelige nationalchauvinisme fører ikke til krige, men til brådne pander og desværre også i enkelte tilfælde til dødsfald.

Den mere stilfærdige nationalchauvinisme fører normalt kun til sure miner eller overbærende smil. Et typisk eksempel på det sidste ses ofte, når svenske politikere udtaler sig om forholdene i Danmark. Den svenske politiker lægger ikke skjul på sin moralske overlegenhed i ligegyldig hvilket spørgsmål, der debatteres, og det afføder fra dansk side normalt et overbærende smil, for vi ved, der ikke er andet at gøre, for en svensk politiker – i hvert fald en minister – har pr. definition altid ret.

Hvorfor det forholder sig sådan, har været genstand for flere undersøgelser, men kun én har ført til et entydigt resultat – min egen. Den slår til gengæld flere ting fast:

1. En svensker er ikke bare en svensker. Der er himmelvid forskel på, om svenskeren kommer fra det sydlige Sverige eller fra Stockholm-området. Jo nærmere vi kommer Stockholm, jo større er svenskerens moralske overlegenhed. Derimod kan der ikke måles nogen forskel mellem en skåning og en sjællænder eller jyde.

Med Stockholmsvenskere mener jeg stort set svenskere fra midtsverige og i særlig grad fra Stockholm.

2. Stockholmsvenskeren er i virkeligheden misundelig på danskerne, der har fri adgang til spiritus uden af den grund at være gået i hundene allesammen (hvad de ellers burde være).

  Danskerne kan desuden frit debattere et hvilket som helst emne i medierne og gør det, og det er noget svineri.

  Danskerne nægter at være lillebror i forhold til svenskerne, måske fordi Danmark engang har underlagt sig hele Sverige, mens det aldrig er lykkedes Sverige at erobre hele Danmark. Desuden er det tungt at bære, at den svenske krone er mindre værd end den danske. Det skal jo gøre en Stockholmsvensker humorforladt og jaloux på danskerne.

3. Det var derfor den naturligste ting i verden, at man i sin tid byggede atomkraftværket Barsebäck kun 20 km fra den danske hovedstad. 

4. Dybt i den Stockholmsvenske folkesjæl ligger uudslukkeligt erindringen om nogle ubeskrivelige grusomheder man i 1600-tallet under de dansk-svenske krige i Skåneland begik mod de skånske og danske guerillastyrker, man fangede. “Snaphaner” som man kaldte dem. For at afskrække frihedskæmperne, udsatte svenskerne dem for den afskyeligste tortur til døden. Man kunne ikke “nøjes” med at stikke øjnene ud på dem, eller brænde dem med gloende jern eller hugge hænder og fødder af dem eller korsfæste dem, som det var set andre steder i verden. Næh, man spiddede dem levende på tilspidsede træpæle på forskellige måder (jeg skåner læserne og mig selv for at gå i detaljer) og udstillede trofæerne langs vejene til en langsom, pinefuld død, hvis ofret ikke allerede var dødt.

Det kan ikke undre, at den gennem generationer nedarvede erindring herom, har udløst nogle psykologiske forsvarsmekanismer hos Stockholmsvenskerne, som selvretfærdighed, arrogance, bedrevidenhed og moralsk overlegenhed, der ytrer sig som nationalchauvinisme, som vi vi i dette tilfælde må bære over med.

Det (u)lykkelige Arabien

Det er let nok på nordeuropæisk baggrund at beskrive forholdene i de islamiske lande som tilbagestående.
Med folkenes egen baggrund kan det meget vel tænkes, at tilstandene i det store og hele er, som de skal være og i hvert fald ikke kan ændres. Livet er så meget anderledes, og den religiøse indoktrinering lige fra fødslen, den totale ensretning og det stærkt patriarkalske familiemønster, hvor pigerne og kvinderne fuldstændig er underordnet drengene og mændene og uden rettigheder i vestlig forstand, sætter livet og dagligdagen i et perspektiv, der adskiller sig totalt fra livet i de vestlige lande, og som vi ikke forstår.

Iagttaget udefra er de islamiske lande præget af evindelige konflikter mellem religiøse fraktioner, og det er vel at mærke konflikter på liv og død. Det virker på os i Vesten, som om de trives ved at ligge i en konstant indbyrdes strid.

 Dertil kommer, at befolkningerne og magthaverne er hudløse over for vestlig kritik og konstant føler sig forfulgt eller fornærmet (“krænket”) af Vesten. Der er ikke plads til selvkritik, og de virker helt uforstående over for den humor og ironi, som er så almindelig i Vesten.

Denne negative holdning til de vestlige lande har ikke kun sin rod i religionen, men har rødder tilbage til kolonitiden, hvor de fleste islamiske lande var underlagt det britiske imperium, mens andre (de olierige lande) har følt sig udbyttet af de største vestlige lande, hvis multinationale olieselskaber i adskillige år var ene om at udvinde olien.

Når man tager disse ting i betragtning, burde det ikke kunne undre nogen, at de fleste danskere er meget skeptiske ved den nylige tilstrømning af flygtninge og indvandrere med islam som religion.

Det har da også vist sig umuligt at integrere langt de fleste islamiske flygtninge, hvor der er tale om familier, som  helt er domineret af deres religion. Forældrene i disse familier har levet her i landet i årevis uden at gøre forsøg på at lære dansk eller få et arbejde, og har opretholdt et traditionelt familiemønster, hvor  faderen eller svigerfaderen udøver diktatorisk magt, og kvinderne intet kan foretage sig uden tilladelse. Drengene i disse familier overtager det traditionelle syn på piger og kvinder, og disse andengenerationsindvandrerdrenge skaber mange problemer i storbyerne.

Det er ikke sådan, at man uden videre kan placere ansvaret for den mislykkede integration hos indvandrerne. Ansvaret hører først og fremmest hjemme hos os selv, fordi vi i misforstået godhed har undladt straks ved familiernes ankomst at gøre dem klart, at i Danmark gælder danske normer, og vil man ikke indrette sig efter det, må man hurtigst muligt drage videre.

Ved straks at stille krav om selvforsørgelse og respekt for landets normer har man i USA med succes integreret flygtninge og indvandrere i milliontal fra alle verdenshjørner og af alle religioner. Det kunne være meget hårde krav, der var ingen ”godhedsindustri” der pegede på et hav af rettigheder og undlod at pege på pligter, men på langt sigt var det til fordel for alle parter.
Vi har os selv at takke for alle problemerne, og vi skal prise os lykkelige, hvis de ikke til sidst vokser sig over hovedet på os.

De fleste danskere er kede af denne udvikling. Vi vil i virkeligheden gerne hjælpe alle disse mennesker til et godt liv i Danmark, men hvordan vi skal få lov til det, står endnu hen i det uvisse, for godhedsindustrien står stadig stærkt i det politiske billede og spænder ben for en konsekvent holdning, hvor den kan komme til det, og tilsidesætter alle andre i dyrkelsen af sin egen godhed, mens unge nydanskere af hankøn ustraffet kalder danske piger og kvinder for ludere.

Sådan kan det gå, når en nutidig civilisation på en helt hovedløs måde bringes sammen med en anden, der er fire hundrede år bagefter.

Hvor lang tid skal der gå, før vi har fået bragt vort hus i orden?

***

Om de islamiske lande

Saudi Arabien er det egentlige ”moderland” for islam, med de hellige byer Mekka og Medina. Mekka er profeten Muhammeds fødeby og islams helligste by. Hvert år valfarter millioner af muslimer til Mekka, for at udføre forskellige ritualer, af hvilke det vigtigste er at gå rundt om ka’baen symbolet på guds enhed, mens man lovpriser Allah. Ka’baen er en nærmest terningformet bygning på 12 x 10 x 15 meter dækket af et sort klæde.
i år 622 emigrerede profeten Muhammed fra Mekka til Medina. Her udvikledes islam endeligt til en selvstændig religion. Muhammed opbyggede en menighed i Medina og samlede dermed de troende omkring sig.
Kort efter Muhammeds død medførte en strid, at islam deltes i to fraktioner: shia-muslimer og sunni- muslimer.
Fra Saudi Arabien udbredtes islam til hele Mellemøsten , og med Tyrkiets udvikling til Det Osmanniske Rige, nåede islam så langt som til Spanien. Dette var islams storhedsperiode, og viste islam fra en helt anden tolerant side, end tilfældet er i dag.

Hele Mellemøsten hørte fra slutningen af 1200-tallet under Det Osmanniske Rige.

Men da Kemal Atatürk oprettede den tyrkiske sekulære republik den 29. oktober 1923 med sig selv som præsident, lagde han dermed det Osmanniske Rige i graven, hvoraf størstedelen nu kom under Det verdensomspændende Britiske Imperium. Siden da har landets militær modsat sig flere tilløb til præstestyre.. I Tyrkiet er befolkningen sunni-muslimer. Tyrkiet er det ene af to islamiske lande, der har parlamentarisk styreform.

Det største nuværende islamiske land er Indonesien med godt 200 millioner indbyggere, hvoraf 86% dyrker islam. Indonesien er en demokratisk (mangelfuldt)  sekulær republik, og der er religionsfrihed inden for seks religioner. Der er ofte etnisk  uro med uhørt voldelige episoder. Islam kom til Indonesien i Middelalderen med islamiske handelsfolk. Hovedparten af befolkningen er tolerant over for forskellige retninger inden for islam.

Afghanistan var indtil 1919 med i det britiske imperium. Det rabiate taliban-præstestyre blev for få år siden fjernet af USA, og landet er blevet et skrøbeligt demokrati, men det er stadig delt mellem forskellige klaner under ledelse af hver sin krigsherre, som har den egentlige magt i landet, trods hundrede års forsøg på at ændre det. Heller ikke det nuværende forsøg ser ud til at have heldet med sig. Tre fjerdedele af befolkningen er sunni-muslimer og resten shia-muskimer.

Iran gennemgik en gennemgribende revolution i 1979 og transformeredes fra et (shah.-)kongerige til en islamisk republik, der nok har et parlament og en præsident, men den egentlige magt ligger hos  den øverste leder og de tolvs råd (alle udpeget af den øverste leder). Den første øverste leder var ayatollah Khomeini, som stod i spidsen for revolutionen. Et råd af teologiske eksperter udpeger den øverste leder, som altid er den ayatollah, der nyder størst respekt. En ayatollah er en slags ypperstepræst. I Iran er befolkningen shia-muslimer.

Irak blev uafhængigt fra Storbritanniens imperium i 1932. Flertallet blandt befolkningen er  arabiske folkeslag som enten er shia-muslimer (i syd), eller   sunni-muslimer (i den centrale del af landet). I den nordligste del af landet er befolkningen kurdere. Desuden er der mange mindretalsgrupper. Endvidere er befolkninger delt i klaner, som ofte er i blodig strid indbyrdes. Forholdene i landet er fuldstændig uoverskuelige. En skruppelløs og morderisk diktator (Saddam Hussein) er blevet fjernet af USA, men endnu ser det desværre ud til, at kun en sådan diktator kan styre landet.

Pakistan blev dannet i 1947 som en islamisk stat, samme år som Indien løsrev sig fra det britiske imperium. Landet har gennemgået mange kriser og er nu et militærdiktatur. I Pakistan er der alle afskygninger af muslimske trosretninger, og der er livlig og ukontrolleret trafik over grænsen til Afghanistan.

Mod øst dannedes Øst-Pakistan, som i 1971 blev selvstændigt under navnet Bangladesh.

Ægypten blev uafhængig fra Storbritannien 1922. Landet har  en slags skindemokrati, men reelt er der tale om diktatur. Religionen er arvet fra det osmanniske rige. Langt den største del af befolkningen er sunni-muslimer.

Øvrige islamiske lande:

Palæstina  har været omstridt siden dannelsen af staten Israel i 1948.

Libyen – religionen arvet fra det osmanniske rige. Flertallet er sunni-muslimer

Marokko – religionen arvet fra det osmanniske rige

Sudan- islamiseret udefra

Hvordan bidrog danskerne til kampen mod det nazistiske Tyskland?

Når man kaster sig ud i at besvare dette spørgsmål, popper vort broderland, Norge, automatisk op, for de gjorde jo modstand, og så er der fire ting, der må slås fast:

1. Danmark var med sit lille flade, lettilgængelige og tæt bebyggede areal umulig at forsvare mod den overlegne fjende.
2. Norge var med sit store ufremkommelige areal umulig at besætte fuldstændigt af den samme fjende, som kun kunne kontrollere de vigtigste byer og nøglepunkter og beherske landet ved hjælp af terror og overløbere.
3. Alligevel er vi en smule skamfulde over vor indsats den 9. april 1940.
4. Derimod kan vi godt være vor indsats de næste fem år bekendt, men det skyldes en lang række af enkeltpersoners indsats.

Det officielle Danmarks bidrag, dvs. politikernes og regeringens bidrag var lig nul -
og så alligevel indirekte et stykke over nul: Måske på grund af den fredelige besættelse var der fra tysk side ikke ordre om straks at kræve jøderne udleveret, og det blev deres redning i første omgang. Da kravet så kom år senere, lykkedes det modige danskere at smugle næsten alle til Sverige.

Op igennem 1930′erne førte den danske regering med oppositionens støtte en slags neutralitetspolitik, der først og fremmest gik ud på at stå på god fod med vor mægtige nabo mod syd.

Som “neutrale” kunne vi ikke påregne hjælp fra nogen i tilfælde af krig.

For de væbnede styrker gjaldt en almindelig forholdsordre, hvorefter det skulle hindres, at fremmede militære styrker foretog handlinger på dansk område i strid med Danmarks neutralitet. Enhver provokerende handling skulle undgås, og soldaterne måtte kun skyde i selvforsvar eller hvis der var fare for det, de bevogtede.
Nu var der ikke så stor fare for, at vore soldater skulle komme til at provokere, for selvom der flere dage før den 9. april var forlydender om, at det tyske militær var på vej, så valgte regeringen at overhøre alle advarsler, hvorfor den afviste hærens anmodninger den 6. og 8. april om at måtte mobilisere sikringsstyrkens knap 60.000 mand, og da var det under alle omstændigheder for sent.

Samtidig med invasionen kontaktede den tyske gesandt Renthe-Fink udenrigsminister Peter Munch og forelagde ham det tyske ultimatum: Dansk kapitulation, eller Luftwaffe, der allerede fløj truende rundt over hovedstaden, ville begynde at bombe.

Kl. 05.30 mødtes Munch og regeringens øvrige ledere med kong Christian X og de øverste værnschefer. Efter en kort rådslagning om, hvorvidt der skulle kæmpes videre (nb. forholdsordren), blev det besluttet at kapitulere kl. 06.00.
Ved en ubegribelig fejl nåede ordren om at stoppe kampene ikke frem til Sønderjylland før 2 timer senere. To tyske divisioner på i alt 40.000 mand havde da angrebet Danmark på land, til vands og fra luften siden klokken 04.15, og 4. bataljon fra cyklistregimentet havde modigt taget kampen op med de invaderende styrker og grænsegendarmer kom flere steder i ildkamp.
De tyske tab kendes ikke, men I alt døde 16 danskere og 23 såredes i den ulige kamp. og den tyske march op gennem Jylland kunne fortsætte.
Hovedangrebsmålet var Ålborg Flyveplads, som tyske faldskærmstropper erobrede kl. 06.30 uden kamp.

I København lagde et tysk troppeskib med 800 mand til ved Langelinje. De overrumplede det danske militærs hovedkvarter på Kastellet og indtog Amalienborg efter en kortvarig ildkamp med livgarden.

At tyskerne kunne sejle lige forbi den danske flåde og Middelgrundsfortet, hvor kanonen ikke virkede, og indtage hovedstaden er siden blevet symbolet på det lidet heroiske danske forsvar, når der bortses fra 4. Bataljon og grænsegendarmerne:

a. Trods generalkommandoens gentagne henstillinger var København blottet for luftforsvar.
b. Trods rigsdagens beslutning af 19. januar 1940 om, at Danmark skulle forsvares med alle til rådighed stående midler, reducerede man i de følgende måneder hæren til et minimum.
c. Der var ingen vagt ved Lillebæltsbroen.
d. Der var ingen vagt ved Storstrømsbroen.
e. Korsør var ubeskyttet.
f. Gedser var ubeskyttet.
g.Der var intet foretaget med henblik på sprængning af broer, jernbaner, veje eller sænkning af færger.
h. Tyskerne kom til Gedser med den ordinære færge.
i. Tyskerne gik i land i Gedser ca. kl. 03.30; men først kl. 5.10 blev kasernen i Vordingborg alarmeret.
j. Fyrtårnene vejledte de tyske skibe i havn.
j. Fyrlinien gennem minespærringen ved Københavns havn var tændt.
k. Tyskerne marcherede i ro fra Gedser til Masnedsund, 40 km uden at garnisonerne i Vordingborg og Næstved blev alarmerede. Det bemærkes, at styrken i Vordingborg skulle og kunne spærre Storstrømsbroen.
l. På Masnedøfortet var der kun to værnepligtige marinere, og de kendte intet til kanonerne.
m. En rekognosceringsmaskine blev sendt op fra Værløse tidligt om morgenen den 9. april, men dens radio virkede ikke.
n. Den havde to maskingeværer og skarp ammunition, men det viste sig, at begge maskingeværer var i stykker.
o. 8. april blev chefen for Middelgrunden frakommanderet.
p. Der blev herefter indsat en chef, der ikke var fortrolig med kanonerne.
q. Han havde ordre til, at der under ingen omstændigheder måtte skydes andet end varselskud, og det skulle ske med løst krudt.
r. Da man endelig forsøgte at skyde fra Middelgrunden, virkede kanonen ikke.
s. Tyskerne turde sejle gennem minefelter. Minerne var nemlig taget op i forvejen “til eftersyn.”
t. Der lå ganske vist danske krigsskibe i Københavns havn, som kunne have skudt på de tyske troppeskibe, men de manglede mandskab.
u. Indkaldte, som i løbet af natten kom til artilleriskibet »Niels Juel«, blev ikke modtaget. Om morgenen blev skibet erobret fra en robåd!
v. Der kom om morgenen 9. april mindst 4 tyske skibe i løbet af en time. End ikke det sidste blev standset.
x. Ved middagstid den 8. april sendtes der en sikker rapport fra Sønderjylland om, at tyskerne ville overskride grænsen næste nat kl. 4. Allerede 03.30 landede tyskerne i Gedser. Kl. ca. 05.00 blev Kastellets officerer og mandskab taget på sengen.
y. Indsejlingen til Københavns havn er så snæver, at den kan spærres af et eneste fartøj. Der fandtes hertil to bevogtningsfartøjer. Den 6. april blev det ene inddraget, 8. april desuden det andet.
z. Luftskytset ved grænsen blev 8. april pakket til flytning.
æ. På samtlige søforter omkring København fik mandskabet orlov d. 8. april.
ø. Flådens enheder var spredt og så vidt muligt anbragt der, hvor der ikke var brug for dem.
å. Det var forbudt danske undervandsbåde at patruljere i Aarhusbugten, hvor en stor del af flåden lå.

Hvor mange af punkterne a-å, der skyldtes uduelighed og hvor mange, der skyldtes et ønske om at lægge så få hindringer i vejen for tyskerne som muligt, er vistnok aldrig blevet helt klarlagt.

Kilde (a – å): cand. mag, Inge Balling-von Cappeln.

Alfabetets 28 bogstaver slår ikke til, hvis alle forsvarets og politikernes forsyndelser skulle medtages.

Det siger sig selv, at der blev sparet mange liv og ødelæggelser ved politikernes og forsvarets politik, og det er naturligvis meget positivt.

Men denne politik skaffede os ikke plads blandt de allierede.

Det var der til alt held andre ting, der gjorde:

1. De danske frihedskæmperes og Frihedsrådets indsats.
2. Det såkaldte “augustoprør” 1943, hvor der var talrige sammenstød med besættetsesstyrkerne i flere af de større byer, efter at frihedskæmperne havde udført en række sabotageaktioner.
3. Den 28. august afvæbnede besættelsesmagten den danske hær og flåde.
4. Regeringen afviste et tysk ultimatum og gik af den 29. august, hvorefter tyskerne indførte militær undtagelsestilstand. Samarbejdspolitikken var hermed officielt ophørt.
5. Som en reaktion på august måneds uroligheder og sabotagevirksomhed kom Gestapo til landet i september 1943.
6. Flere tusinde danske sømænd sejlede med allierede skibe, hvorunder 171 blev dræbt.
7. Tredive danske flyvere, omkom under tjeneste i RAF.
8. Christmas Møller blev I foråret 1941 fra engelsk side opfordret til at flygte til England for at repræsentere danske synspunkter i London. Han efterkom opfordringen i april 1942 og blev formand for Det danske Råd. I London forsvarede han på den ene side danske synspunkter overfor de allierede, og på den anden side opfordrede han danskerne til modstand mod besættelsesmagten i BBC’s danske udsendelser.
9. To andre markante danskeres tjeneste i hhv. RAF og Special Boat Service:

- Kaj Birksted, pilot i Søværnets Flyvetjeneste, flygtede til England, hvor han som jagerpilot avancerede til Wing Commander, blev højt dekoreret for sin indsats og fik ansvaret for tilrettelæggelsen af en stor del af flydækningen under invasionen i Normandiet.

- Anders Lassen, tjente som soldat i den britiske hær under hele Anden Verderskrig. Han var en fabelagtig kommandosoldat og deltog i en lang række af halsbrækkende missioner. Han havde ved sin død rang som major og blev højt dekoreret, blandt andet blev han tildelt tre Military Cross, og efter at han faldt under en mission i Italien d. 9. april 1945, blev han posthumt tildelt Victoria Cross.
Anders Lassen var dermed en af Anden Verdenskrigs højst dekorerede soldater.

*****

Tusindårsriget

I 1940 blev det efter al sandsynlighed afgjort, om Hitlers Tusindårsrige skulle blive til noget og dermed også, om vi alle ville have været nazister i dag. I det perspektiv synes vore problemer uendelig små - Anders Fog eller Helle Thorning – ligegyldigt. De borgerlige eller de venstreorienterede – ligegyldigt. Globalisering – ligegyldig!
Vi havde alle, hvis Hitlers vision var blevet til noget, været opdraget i Hitler-Jugend – undtagen dem over 80,- men fælles for os havde været tilbedelsen af statuen af vor store fører, Adolf Hitler.

***

Tusindårsriget blev en vision, der heldigvis døde med dets uhyrlige ophav, og alt det er en historie, som er velkendt. Men hvor tæt var det egentlig på at blive realiseret?

Sommeren 1940 lå Europa for Hitlers fødder. Tyskland var verdens stærkeste militærmagt, De yngre våbenføre mænd var i Hitler-Jugend opdraget og trænet efter principper, der lignede Spartanernes i antikkens Grækenland: Krigen er den egentlige mening med livet.

Østrig var frivilligt og Tjekkoslovakiet alene vha. trusler indlemmet i Das Reich. På skrømt indgik Tyskland en ikke-angrebspagt med Sovjetunionen. Polen blev besejret i en lyn-krig og Danmark – Norge løbet overende i et snuptag. Med endnu en lynkrig overvældede man Holland og Belgien på vejen mod Det store Frankrig, som blev slået på mindre end tre uger!

Men fra Frankrigs Kanal-kyst kunne Hitler se over til den ene europæiske nation, som ikke ville give sig, men oven i købet selv havde erklæret Tyskland krig.

Her stod Hitler på toppen af sin magt, og så ville de tåbelige englændere ikke affinde sig med den ny verdensorden, sådan som Stalin (tilsyneladende) havde gjort!

Der var altså ikke andet at gøre at end at slå Storbritannien også, selvom det ikke havde været med i de oprindelige planer, der havde forudset, at Storbritannien ville tigge om fred, når Tyskland havde slået Sovjetunionen i en ny lynkrig.

Nu måtte man altså gøre det af med englænderne først, og det skulle ikke blive noget problem, lovede Göring. Han ville med sit frygtede luftvåben, tvinge englænderne i knæ, så man bagefter kunne invadere Storbritannien med de panserstyrker, der havde slået Polen, Belgien og Frankrig i et hidtil uset samarbejde med luftvåbnet – den succesrige Blitz-Krieg.

Oddsene syntes helt i Tysklands favør.

Det var også Joseph Kennedys opfattelse. Han var USA’s ambassadør i Storbritannien og en beundrer af det “effektive” Tyskland. Han støttede de isolationistiske kredse i USA, og hans rapporter tilbage til Washington anbefalede, at USA skulle forholde sig neutral, for Storbritannien ville ikke holde stand ret længe over for de overlegne tyskere. Senere ville USA nok kunne komme overens med et Europa under tysk herredømme. Det ville næppe heller vare ret længe, før konkurrencen mellem Hitler og Stalin ville føre til Sovjetunionens udslettelse – en velkommen udvikling, der ville efterlade kun to supermagter – USA og Tyskland i hver sin ende af kloden.

Præsident Roosevelt var ikke helt enig med sin ambassadør. Hans administration ville gerne støtte Storbritanien med våben – mod kontant betaling.
Da Storbritannien manglede ALT, blev den første handel, at man modtog 50 næsten skrotningsmodne destroyere mod at afgive en base på New Foundland til USA. Senere fulgte mange andre (og bedre) våbenhandler, der efterhånden ribbede Storbritannien for alle sine aktiver i USA foruden andre støttepunkter rundt om på kloden.

Altså indledte Luftwaffe hen på sommeren den luftkrig, der skulle tæmme englænderne. Churchill kaldte den “Slaget om England”, og enhver ved, hvordan det gik.

Storbritanniens stædige modstand overbeviste efterhånden så mange amerikanere, at stemningen i USA vendte. Frivillige unge amerikanske mænd rejste illegalt til England for at kæmpe på briternes side i RAF. Da et amerikansk skib i oktober 1941 blev torpederet af en tysk ubåd,forlod USA endelig den isolationistiske kurs og gik ind i krigen på Storbritanniens side, netop som englænderne var ved at være tvunget i knæ af de tyske ubåde, der sendte skibene med de livsvigtige forsyninger til bunds, men kravet var, at Storbritannien skulle afvikle sit imperium – en bitter pille, som var svær at sluge for Churchill og de konservative (men som på længere sigt skulle blive en fordel for både Storbritannien og de fleste af kolonierne).

USA’s enorme produktionskapacitet og krigsdeltagelse sikrede sejren over Tyskland og senere over det totalitære japanske kejserrige.

Men “Slaget om England” var vendepunktet. Det var i efteråret 1940, det blev afgjort, om Tusindårsriget skulle blive til noget. Storbritanniens stædighed, styrke og offervilje gjorde udslaget.

Vi står i evig gæld til først og fremmest Storbritannien for at have frelst os fra nazismen.