Et Europa uden værdier

“En civilisation, som ikke klart forfægter sine værdier, eller som lader disse erklærede værdier i stikken, kommer dermed til at betræde en sti, der fører til fortabelse og terminal debilitet. For så vil andre blot forfægte deres værdier, og i disse andres mund vil de ikke længere være værdier, blot lige så mange påskud for uhæmmet magtudfoldelse . . . . .
Vi må skabe vores værdier for os selv, dag for dag, og med den utrættelige, om end usynlige etiske anstrengelse, der i sidste ende vil bringe disse værdier klart for dagens lys og indstifte en ny europæisk kultur. Når jeg skal forestille mig fremtidens Europa, ser jeg for mig et stærkt Europa, der er opfyldt af selvtillid, der altid vil være rede til at diskutere, men aldrig nogensinde vil gå på kompromis med det, der virkelig gælder. Lad os ikke glemme, atEuropa selv blev til som et resultat af en heroisk afgørelse. Athen besluttede sig for at byde Persien trods.”

Imre Kertész (Information 23-24 juni 2007)

Med ovenstående udsagn rammer den ungarske nobelpristager lige ned i kernen af Europas største problem, der intet har at gøre med Den Europæiske Union,  fælles møntfod, NATO eller europahær. Hvad der end er af problemer på disse områder, blegner de i sammenligning med det faktum, at de europæiske politikere og til dels befolkninger af uforklarlige årsager er sunket ned i en ubegribelig ligegyldighed over for de værdier, der ligger til grund for deres lands kultur.
Ved ikke at “forfægte disse værdier” har mange europæiske lande – uanset den megen snak om “Fæstningen Europa” – ladet en ladeport stå åben for masseindvandring af muslimer, og under henvisning til utallige konventioner gjort knæfald for de fremmedes kultur og ladet hån om sin egen med “multikulturallisme” som det store mantra.

Disse lande bruger enorme ressourcer i  et planløst forsøg på at integrere muslimerne – ressourcer der havde været bedre anvendt på at forbedre de kummerlige vilkår i mange afrikanske lande.

Denne europæiske “syge” har medført, at lande som Storbritannien, Frankrig, Belgien, Sverige og i mindre grad Norge i dag sidder i problemer op til halsen.

Efterhånden som problemerne har tårnet sig op, er flere lande, anført af Danmark, med Sverige som en selvgod undtagelse, begyndt at træde på bremsen – dog ikke af kulturelle årsager, men af økonomiske i en begyndende erkendelse af fødselsratens betydning.

Misforstå mig ikke: Jeg er afgjort tilhænger af at byde ægte flygtninge, muslimer eller ej, velkomne, men ikke på deres betingelser – på vor egen kulturs betingelser, der indebærer religionsfrihed, forsamlingsfrihed og ytringsfrihed, og ingen religionsdiktater. Det vil sige, at uanset religion er man forpligtet til at underlægge sig dansk lov og ret og de regler, der er gældende eller sædvane på danske institutioner, og har som alle andre adgang til at oprette friskoler og andre børneinstitutioner, som opfylder de gældende betingelser.

Det er en selvfølge, at de flygtninge, vi byder velkomne til Danmark, lærer sproget så hurtigt som muligt og, hvis man har alderen og helbredet til det, kommer ud på arbejdsmarkedet og bliver selvforsørgende og loyalt tjener det land, der har taget imod dem. Lægehjælp, undervisning, råd og vejledning samt bolig og et efter danske forhold anstændigt underholdsbidrag stilles til rådighed fra dag ét, efter at der er givet asyl. Asylsagsbehandlingen, hvorunder asylsøgeren på alle måder skal medvirke positivt, må højest vare et år, før en afgørelse træffes.

Flygtninge fra fremmede kulturer har, som de danske jøder, naturligvis ret til at opretholde deres kulturelle særpræg og skikke inden for privatsfæren i det omfang, det ikke strider mod dansk lov.
I offentligt rum skal man, som jøderne, følge dansk skik og sædvane, mens man ved særlige lejligheder, kan afholde kulturelt betingede fremvisninger, festligheder, og lignende i det offentlige rum efter forudgående aftale med myndighederne.
Således integrerede får flygtninge samme  pligter og rettigheder som indfødte danskere.

Nye flygtninge, der kommer til landet skal acceptere disse pligter for at få asyl og vil efter en vel gennemført prøvetid på tre år få dansk statsborgerskab, om de ønsker det. Kun flygtninge, der er kommet ind i landet på legal vis, kan få asyl.

Lande, der indfører denne flygtningepolitik, og hvis borgere husker at sætte pris på det samfund, de har arvet fra deres forgængere, vil være kureret for “Den europæiske Syge” til gavn for befolkningen selv og for flygtningene.

Et ikke specielt naivt spørgsmål

Hvor dum har man lov at være som politiker?

Svar: Det bestemmer vælgerne.

Der er bare den hage ved det, at vælgerne har en elendig hukommelse. Vi husker Nyrups cykelhjelm og muligvis Mogens Camres pistol i håndbagagen, men dermed er det vist også sagt.

Hvor mange husker mon f.eks. Anders Fog Rasmussens kreative bogføring, til han måte gå af som skatteminister?

Det hjælper altså ikke noget, at det er vælgerne, der bestemmer, hvor dum en politiker må være.

Så myndigheden må overgå til partiets gruppe eller partiformanden, men der er så mange taktiske hensyn at tage, at man som regel vælger at lægge røgslør ud og til sidst låg på sagen.

Morten Messerschmidt valgte tilsyneladende selv at gå efter sin nylige dumhed, men i Det Radikale Venstre begår man ikke dumheder, kun genistreger, og når Elsebeth Gerner Nielsen vælger at optræde på TV med muslimsk tørklæde, er det fordi hun vil være solidarisk med de stakkels muslimske kvinder, der har så svært ved at falde til her i landet, fordi de er præget så uudsletteligt af hjemlandets daglige hjernevask, at de i den grad har vænnet sig til tørklædet, at de uden tørklædet som en Pavlovsk refleks føler sig nøgne og bespottende deres hjemlands sunde og guddommelige leveregler – nogle nærer den samme kærlighed til den klædelige heldragt, burkhaen, så de vil bære den, hvis de undtagelsesvist skulle tage et betalt arbejde, så manden har tilstrækkeligt med penge, til at han kan slappe af henne på samlingsstedet for de familieoverhoveder, der har styr på tingene – især på kvinderne.

Her er tale om de uintegrerbare muslimer, der heldigvis udgør et mindretal, men det er netop dem, Elsebeth Gerner Nielsen vælger at solidarisere sig med. Det er åbenbart fra dem, vi i følge Det Radikale Venstre, kan forvente os en hårdt tiltrængt kulturel berigelse.  –En politisk dumhed - en kolossal bundskraber!

Morten Messerschmidt ser ud til at være offer for en anden form for dumhed: Uvidenhed. På BT kender man ikke vort store nabolands ubesmittede nationalhymne, der synges på  en smuk melodi af Joseph Haydn.

Til BT’s og andres oplysning: “Deutschland, Deutschland über alles” betyder ikke, at Tyskland skal herske over alle andre. Det betyder ganske enkelt, at en tysker elsker sit hjemland over alt andet. Noget tilsvarende står der i så at sige alle landes nationalhymner! 

Morten Messerschmidts motiver til at synge den tyske nationalhymne, der absolut intet har med nazisme at gøre, kender jeg ikke, og om han har lavet utilbørlige armbevægelser, står nok lige så meget til troende, som at han har sunget nazisange.

Det er en særpræget fornemmelse at sidde her og forsvare en person, jeg ikke kender, og hvis politiske parti aldrig får min stemme, selvom det på ét punkt har været mere klarsynet end alle andre, men uvidenhed og dumhed må aldrig få retten på sin side uanset hvad!

Dumhed, uvidenhed, stupiditet og selvbedrag bør udryddes på stedet af et partis formand, ellers er han/hun ikke sin opgave voksen. 

Det (u)lykkelige Arabien

Det er let nok på nordeuropæisk baggrund at beskrive forholdene i de islamiske lande som tilbagestående.
Med folkenes egen baggrund kan det meget vel tænkes, at tilstandene i det store og hele er, som de skal være og i hvert fald ikke kan ændres. Livet er så meget anderledes, og den religiøse indoktrinering lige fra fødslen, den totale ensretning og det stærkt patriarkalske familiemønster, hvor pigerne og kvinderne fuldstændig er underordnet drengene og mændene og uden rettigheder i vestlig forstand, sætter livet og dagligdagen i et perspektiv, der adskiller sig totalt fra livet i de vestlige lande, og som vi ikke forstår.

Iagttaget udefra er de islamiske lande præget af evindelige konflikter mellem religiøse fraktioner, og det er vel at mærke konflikter på liv og død. Det virker på os i Vesten, som om de trives ved at ligge i en konstant indbyrdes strid.

 Dertil kommer, at befolkningerne og magthaverne er hudløse over for vestlig kritik og konstant føler sig forfulgt eller fornærmet (“krænket”) af Vesten. Der er ikke plads til selvkritik, og de virker helt uforstående over for den humor og ironi, som er så almindelig i Vesten.

Denne negative holdning til de vestlige lande har ikke kun sin rod i religionen, men har rødder tilbage til kolonitiden, hvor de fleste islamiske lande var underlagt det britiske imperium, mens andre (de olierige lande) har følt sig udbyttet af de største vestlige lande, hvis multinationale olieselskaber i adskillige år var ene om at udvinde olien.

Når man tager disse ting i betragtning, burde det ikke kunne undre nogen, at de fleste danskere er meget skeptiske ved den nylige tilstrømning af flygtninge og indvandrere med islam som religion.

Det har da også vist sig umuligt at integrere langt de fleste islamiske flygtninge, hvor der er tale om familier, som  helt er domineret af deres religion. Forældrene i disse familier har levet her i landet i årevis uden at gøre forsøg på at lære dansk eller få et arbejde, og har opretholdt et traditionelt familiemønster, hvor  faderen eller svigerfaderen udøver diktatorisk magt, og kvinderne intet kan foretage sig uden tilladelse. Drengene i disse familier overtager det traditionelle syn på piger og kvinder, og disse andengenerationsindvandrerdrenge skaber mange problemer i storbyerne.

Det er ikke sådan, at man uden videre kan placere ansvaret for den mislykkede integration hos indvandrerne. Ansvaret hører først og fremmest hjemme hos os selv, fordi vi i misforstået godhed har undladt straks ved familiernes ankomst at gøre dem klart, at i Danmark gælder danske normer, og vil man ikke indrette sig efter det, må man hurtigst muligt drage videre.

Ved straks at stille krav om selvforsørgelse og respekt for landets normer har man i USA med succes integreret flygtninge og indvandrere i milliontal fra alle verdenshjørner og af alle religioner. Det kunne være meget hårde krav, der var ingen ”godhedsindustri” der pegede på et hav af rettigheder og undlod at pege på pligter, men på langt sigt var det til fordel for alle parter.
Vi har os selv at takke for alle problemerne, og vi skal prise os lykkelige, hvis de ikke til sidst vokser sig over hovedet på os.

De fleste danskere er kede af denne udvikling. Vi vil i virkeligheden gerne hjælpe alle disse mennesker til et godt liv i Danmark, men hvordan vi skal få lov til det, står endnu hen i det uvisse, for godhedsindustrien står stadig stærkt i det politiske billede og spænder ben for en konsekvent holdning, hvor den kan komme til det, og tilsidesætter alle andre i dyrkelsen af sin egen godhed, mens unge nydanskere af hankøn ustraffet kalder danske piger og kvinder for ludere.

Sådan kan det gå, når en nutidig civilisation på en helt hovedløs måde bringes sammen med en anden, der er fire hundrede år bagefter.

Hvor lang tid skal der gå, før vi har fået bragt vort hus i orden?

***

Om de islamiske lande

Saudi Arabien er det egentlige ”moderland” for islam, med de hellige byer Mekka og Medina. Mekka er profeten Muhammeds fødeby og islams helligste by. Hvert år valfarter millioner af muslimer til Mekka, for at udføre forskellige ritualer, af hvilke det vigtigste er at gå rundt om ka’baen symbolet på guds enhed, mens man lovpriser Allah. Ka’baen er en nærmest terningformet bygning på 12 x 10 x 15 meter dækket af et sort klæde.
i år 622 emigrerede profeten Muhammed fra Mekka til Medina. Her udvikledes islam endeligt til en selvstændig religion. Muhammed opbyggede en menighed i Medina og samlede dermed de troende omkring sig.
Kort efter Muhammeds død medførte en strid, at islam deltes i to fraktioner: shia-muslimer og sunni- muslimer.
Fra Saudi Arabien udbredtes islam til hele Mellemøsten , og med Tyrkiets udvikling til Det Osmanniske Rige, nåede islam så langt som til Spanien. Dette var islams storhedsperiode, og viste islam fra en helt anden tolerant side, end tilfældet er i dag.

Hele Mellemøsten hørte fra slutningen af 1200-tallet under Det Osmanniske Rige.

Men da Kemal Atatürk oprettede den tyrkiske sekulære republik den 29. oktober 1923 med sig selv som præsident, lagde han dermed det Osmanniske Rige i graven, hvoraf størstedelen nu kom under Det verdensomspændende Britiske Imperium. Siden da har landets militær modsat sig flere tilløb til præstestyre.. I Tyrkiet er befolkningen sunni-muslimer. Tyrkiet er det ene af to islamiske lande, der har parlamentarisk styreform.

Det største nuværende islamiske land er Indonesien med godt 200 millioner indbyggere, hvoraf 86% dyrker islam. Indonesien er en demokratisk (mangelfuldt)  sekulær republik, og der er religionsfrihed inden for seks religioner. Der er ofte etnisk  uro med uhørt voldelige episoder. Islam kom til Indonesien i Middelalderen med islamiske handelsfolk. Hovedparten af befolkningen er tolerant over for forskellige retninger inden for islam.

Afghanistan var indtil 1919 med i det britiske imperium. Det rabiate taliban-præstestyre blev for få år siden fjernet af USA, og landet er blevet et skrøbeligt demokrati, men det er stadig delt mellem forskellige klaner under ledelse af hver sin krigsherre, som har den egentlige magt i landet, trods hundrede års forsøg på at ændre det. Heller ikke det nuværende forsøg ser ud til at have heldet med sig. Tre fjerdedele af befolkningen er sunni-muslimer og resten shia-muskimer.

Iran gennemgik en gennemgribende revolution i 1979 og transformeredes fra et (shah.-)kongerige til en islamisk republik, der nok har et parlament og en præsident, men den egentlige magt ligger hos  den øverste leder og de tolvs råd (alle udpeget af den øverste leder). Den første øverste leder var ayatollah Khomeini, som stod i spidsen for revolutionen. Et råd af teologiske eksperter udpeger den øverste leder, som altid er den ayatollah, der nyder størst respekt. En ayatollah er en slags ypperstepræst. I Iran er befolkningen shia-muslimer.

Irak blev uafhængigt fra Storbritanniens imperium i 1932. Flertallet blandt befolkningen er  arabiske folkeslag som enten er shia-muslimer (i syd), eller   sunni-muslimer (i den centrale del af landet). I den nordligste del af landet er befolkningen kurdere. Desuden er der mange mindretalsgrupper. Endvidere er befolkninger delt i klaner, som ofte er i blodig strid indbyrdes. Forholdene i landet er fuldstændig uoverskuelige. En skruppelløs og morderisk diktator (Saddam Hussein) er blevet fjernet af USA, men endnu ser det desværre ud til, at kun en sådan diktator kan styre landet.

Pakistan blev dannet i 1947 som en islamisk stat, samme år som Indien løsrev sig fra det britiske imperium. Landet har gennemgået mange kriser og er nu et militærdiktatur. I Pakistan er der alle afskygninger af muslimske trosretninger, og der er livlig og ukontrolleret trafik over grænsen til Afghanistan.

Mod øst dannedes Øst-Pakistan, som i 1971 blev selvstændigt under navnet Bangladesh.

Ægypten blev uafhængig fra Storbritannien 1922. Landet har  en slags skindemokrati, men reelt er der tale om diktatur. Religionen er arvet fra det osmanniske rige. Langt den største del af befolkningen er sunni-muslimer.

Øvrige islamiske lande:

Palæstina  har været omstridt siden dannelsen af staten Israel i 1948.

Libyen – religionen arvet fra det osmanniske rige. Flertallet er sunni-muslimer

Marokko – religionen arvet fra det osmanniske rige

Sudan- islamiseret udefra

Karen Jespersen – mit politiske håb

Karen Jespersen var den eneste politiker, der havde rygrad til at sige sin ærlige mening om, hvad man skulle stille op med de rabiate, som regel kriminelle andengenerationsindvandrere, der kalder alle danske kvinder for ludere og som lover, at den tid kommer, hvor Danmark bliver et kalifat med sharialovgivning.

Hun sagde, at man kunne sende dem ud på en øde ø. Øer har vi nok af, og vi kan jo ikke udvise dem, fordi de har dansk statsborgerskab.

Det udløste, som man kunne forvente, et ramaskrig fra godhedsindustriens mange forvaltere i Det Radikale Venstre, Socialdemokratiet og partierne længere ude på venstrefløjen, der ikke kan se noget forkert ved disse unge, der afskyr alt, hvad der er dansk, og hvis forældre enten ikke gider eller ikke kan styre dem.

Løsningen havde ellers været både enkel og effektiv. Med de aktive unge mennesker anbragt på en ø langt fra større landområder under dagligt tilsyn af politi og læge medbringende fornødenheder til livets opretholdelse kunne de lege kalifat og sharia lige så længe de ønskede, og samfundet ville spare mange udgifter til opretholdelse af lovlige tilstande i de kvarterer, hvor de unge før havde huseret. Det ville have sat et eksempel på en konsekvenspædagogik, som ville fratage andre kalifat-kandidater lysten til at krænke danskernes levevis.

Men nej, politisk rygrad og mod til at gøre noget utraditionelt ses sjældent  i det danske politiske landskab. 

Nu har Karen Jespersen fået tilbudt en sikker kreds i partiet Venstre. Hun er en kæmpegevinst for Venstre, men jeg er ikke så sikker på Karen Jespersens vegne. Hun har en politisk fortid, der ikke harmonerer med Venstre, der jo, trods partiets mange vælgere i byerne, i bund og grund er rundet af bondestanden, mens hun har sine holdninger fra socialdemokratiets venstrefløj og længere ude. Går det? – Skal det gå, må nogle af venstres politikere lære at bøje af, for der bliver brug for mange interne kompromis’er.

Det havde været naturligere, om hun og Naser Khader havde fået mulighed for i fællesskab at bringe Det Radikale Venstre ud af den ørkenvandring, partiets nuværende ledelse har valgt som partiets fremtid.

Konsekvent immigrationspolitik – Ulyksaligt skattestop

Den siddende regering skal have fuld kredit for at have sat en stopper for den hovedløse flygtninge- og immigrationspolitik, der rådede under den forrige regering til stor skade for Danmark og for mange af dem, der kom hertil og fik at vide, at det var ét stort tagselvbord med alt det, de havde ret til, og hvor man ingen krav stillede, og hvor konsekvenserne af kriminalitet nærmest var til at grine ad, hvad nogle også har gjort.

I Danmark er der lige rettigheder og lige pligter for alle danske statsborgere med den ene undtagelse, at der ikke er værnepligt for kvinder, der er demokrati og religionsfrihed, og så er der ikke mindst en lang række uskrevne regler, der tilsammen udgør dansk levevis. Alt det bør alle indvandrere undervises i og acceptere for at opnå dansk statsborgerskab, så immigrationen kan blive til glæde for begge parter.

Konsekvenserne kniber det dog stadig med, for er så meget som én eneste af de forrædderiske imamer sendt ud af landet og erstattet med mere respektable?

Regeringen er også rigtig god til at trække veksler på sin kredit med sit ulyksalige skattestop, der skal berede vejen for en usolidarisk brugerbetaling.
Hvor bliver den meget omtalte (og allerede truede) sammenhængskraft af i vort lille land, hvis vi opgiver noget af det vigtigste kit, der holder sammen på os: Solidariteten mellem alle borgere. Alles vished om, at når vi bliver syge eller gamle eller rammes af en ulykke, tager samfundet sig lige godt af os uden skelen til høj eller lav?

Danmarks fremtid

Politikens alvidende og altid talende chefredaktør, Thøger Seidenfaden, har med den største selvfølgelighed til hudløshed gentaget sine infame påstande om, at danskerne er fremmedfjendske, fremmedangste og alt muligt andet nedsættende om danskernes forhold til udlændinge.
De Radikales Marianne Jelved og Socialistisk Folkepartis Villy Søvndal prøver at gøre sig gældende med lignende udtalelser, dog knapt så perfide.Hvad de ikke vil forstå er, at der rent praktisk må være grænser for, hvor mange flygtninge og indvandrere landet kan modtage og hvor hurtigt.

Tilsyneladende har ingen af dem kendskab til, hvordan danskerne i 1956 tog kærligt imod ca. 1000 flygtende ungarere.

Gennem tiderne har vi taget vel imod , jøder, polakker og tyskere og andre. Skulle den danske folkesjæl mon have forandret sig så meget?

Når der i dag sidder asylsøgere i årevis under kummerlige forhold i asylcentrene, er det ikke fordi danskerne er onde. Årsagen er, at vi, og de, sidder i suppedasen, fordi Socialdemokraterne og De Radikale, da de havde magt til det, tillod en uhæmmet tilstrømning af flygtninge og indvandrere af forskellige kategorier, hvoraf størsteparten var af en religiøs og kulturel baggrund, der betingede, at de kun vanskeligt – eller slet ikke – lod sig indpasse i det danske samfund. Samtidig skulle danskerne pludselig vænne sig til, at indvandrere og flygtninge stiller betingelser og kræver, at skoler, daginstitutioner og svømmehaller etc. skal ombygges eller indrettes, så de tilgodeser deres specielle kulturelt – og religiøst betingede skikke.

Her gik de skikkelige danskere og troede, at flygtninge og indvandrere var mere end tilfredse, ja glade, måske endda taknemmelige for at få ophold i vort land, så det kan ikke undre nogen, at der snart opstod et politisk parti, som vendte sig mod de fremmede. Partiet hedder i dag Dansk Folkeparti. – Men, Thøger Seidenfaden, Marianne Jelved og Villy Søvndal, man behøver ikke at være medlem af Dansk Folkeparti for at synes, at den tidligere indvandrer- og flygtningepolitik var hul i hovedet.Men det er grotesk, at der skulle en bevægelse som Dansk Folkeparti til, før den slappe og betingelsesløse immigrationpolitik standsedes.

Vi har endnu ikke fundet ud af, hvordan vi skal tackle indvandringen på en afbalanceret måde, men giv tid, så kommer det nok. Det værste, der kunne ske, ville være en gentagelse af tidligere fejltagelser.Det er et meget lille højtråbende mindretal, der ønsker at omdanne Danmark til et multikulturelt samfund. Det store flertal går ind for en moderat og kontrolleret indvandring.
Flygtninge og immigranter, som kan og vil bidrage positivt til det danske samfund og forholder sig loyale over for Danmark, skal være velkomne og blive hjulpet i gang, eller hjulpet over traumer og sygdomme, til de forhåbentlig kan klare sig selv, og de, der ikke kan klare sig selv pga. et handikap, skal få den hjælp, de behøver, og blive godt forsørget.
Der skal altid være religionsfrihed i Danmark, men muslimer må udøve deres religion med samme diskretion som de danske jøder altid har gjort. Så vil vi genskabe det Danmark, hvor alle kan leve i fred og venskab. De danske jøder har været og er et positivt islæt i Det danske samfund. Gid også alle herboende muslimer vil blive det i fremtiden.

Der hviler et stort ansvar på de muslimske imamer for at integrationen skal forløbe så gnidningsløst som muligt. Imamerne skal som minimum bestå et oplysningskursus i dansk tradition, levevis, styreform og historie, før de kan indlede deres funktion som vejledere for muslimerne.