De gode sider ved et slagtilfælde … plus noget helt andet.

Den menneskelige natur er til alt held så smidig, at man jævnt hen lærer at udholde – ja ligefrem at ignorere – de fleste af de smerter, sygdom fører med sig og kan nøjes med at dulme de værste med medicin, og det er jo ikke så ringe endda.

Et slagtilfælde er ofte et i enhver forstand smertefrit farvel til livet. Overlever man, er der to muligheder: Enten går det ud over ens forstand (venstresidig blodprop i hjernen eller hjerneblødning), og så ved vist ingen, hvordan man oplever tilværelsen, eller også får man lammelser og smerter i venstre sides arm og ben og mister altså sin førlighed og er henvist til kørestol resten af livet, men bevarer i de fleste tilfælde sin gode forstand (højresidigt slagtilfælde).

Jeg er så “heldig” at være sluppet med et højresidigt slagtilfælde. Det betyder, at der er en mængde (fysiske) ting, jeg før var holdt meget af, nu må lade være: Køre bil, motorcykel, havetraktor, cykel, sejle i sejlbåd, gå ture i min elskede klitskov med hunden eller i engen, gå ture i Norges fjelde og pleje min hang til at være alene og langt væk fra alting, for at nævne nogle af de vigtigste. Det er nu altsammen blevet til minder – gode minder – og minderne har man som bekendt lov at ha’. De gør ikke ondt, men er til glæde og lindring.

En virkelig fordel ved at være alvorligt fysisk handikappet er, at man en stor del af tiden er i nærkontakt – eller i det mindste nær kontakt - med den ene kønne unge pige efter den anden og med modne, venlige og rutinerede kvinder - bliver puslet om, bliver lagt hen for at hvile eller sove, får serveret sin mad, kaffe o.s.v.

Men her får jeg imidlertid lyst til at gengive en skildring af én af de mange dejlige ture ud i ensomheden en skøn sensommerdag for nogle år siden, da jeg både  kunne gå og køre bil:

Kom til Jylland, min ven!

Med bilen læsset med hund, vandrestøvler, madpakke, vandflaske, kamera og kikkert kører jeg ud i det danske landskab for at finde et sted, hvor man ikke kan se spor af den moderne tidsalder.

Da dette lille land, er tætbefolket og teknisk meget højt udviklet, er jeg klar over, at opgaven er vanskelig, men om noget steds må det kunne findes langt ude på Borris Hede. Der har vi det Jylland, indfødte københavnere forestiller sig, når snakken strejfer de vestlige provinser, men som i virkeligheden end ikke ret mange jyder kender.

Køreturen går som altid let ad de fine asfaltveje, hvor hvide midterstriber drager omsorg for, at jeg holder mig i den rigtige vognbane, og autoværn beskytter mig mod farer i siden, mens sikkerhedsselen og airbag’en beskytter mig mod mig selv og andre trafikanter – altsammen i pagt med tidens krav.

Jeg holder et øjeblik ind til siden på broen ved Sig og nyder udsigten ud over smeltevandsdalen med dens rest af natur, men føler mig intimideret af lufttrykket fra de hastigt forbipasserende biler og genoptager snart kørselen.

Mobiltelefonen ligger på sædet ved siden af og sørger for, at jeg ikke går glip af vigtige meddelelser, mens jeg er væk fra civilisationen. Med mig har jeg naturligvis mit for tiden kæreste legetøj – navigatoren (fra båden), så jeg præcis kan vide på hvilken position,  jeg befinder mig på Danmarks tusinder af kilometer landeveje. – Nej det er selvfølgelig ikke derfor, den er med. Det er for, at jeg ikke skal fare vild derude på heden, hvor der ingen hjælp er at hente i form af de vejskilte, landevejene er så velforsynede med.

En gummiged forude breder sig i al sin magt og vælde og holder mig for en stund tilbage – den afløses længere fremme af en traktor, som på sine kæmpemæssige dobbelthjul sindigt krabber sig frem ad landevejen, hvor den er uden for sit vante gebet. Men snart går det videre med vor tids normale hastighed, mens jeg passerer hvide vindmøller, hvis vinger foretagsomt drejer rundt derinde på landmændenes efterårsfriserede marker.

Da jeg drejer ind på en meget dårligt vedligeholdt grusvej med krat til begge sider, nærmer jeg mig målet. Grusvej er måske for flot en betegnelse, men der er da lidt grus og større sten at se mellem græsset og det frodige ukrudt, der over tiden har taget magten, men stenene kan alt for tydeligt mærkes gennem dæk og affjedring. Hastigheden må sættes helt ned, og jeg skifter til 1. gear og træder kun forsigtigt på speederen.

Havde jeg siddet på et træsæde i fri luft, ville jeg i disse omgivelser let have kunnet forestille mig, at jeg var flyttet tilbage i tiden til den tidlige Middelalder, da dronningen også hed Margrethe, men den Første, og at jeg sad på en skumplende kærre trukket af et par hulryggede øg.

Tilbage i nutiden når jeg efter nogen tids møjsommelig fremfærd til hedens udkant, der dukker op bag en række store grantræer.

Inden vi påbegynder vandringen, deler hunden og jeg madpakken og får os en slurk vand. Bilen parkeres i skyggen mellem træerne, og så er vi klar.

Fra mit kort ved jeg, at en godt otte kilometer lang grusvej fører diagonalt over heden, men da jeg skal gå tilbage igen, sætter jeg mig det mindre ambitiøse mål at gå så langt, at jeg kommer derud, hvor der er så langt til alle ting, at de lige så godt ikke kunne have været til – altså der, hvor der endnu ser ud som på Margrethe den Førstes tid.

Grusvejen synes uendelig og fortoner sig i det fjerne, bakkeløse landskab. Jeg trasker af sted i et jævnt tempo, mens hunden med tunge ud af flaben i sit specielle tempo glad afsøger alt interessant til begge sider af vejen.

Det mørke Jylland er ikke så mørkt endda sådan en septemberdag med høj sol og uendelig sigt.Himlen er lyseblå uden en sky, og der er ikke en vind, der rører sig. Den eneste lyd, der høres, stammer fra grusets knasen under mine støvler. Der er intet synligt eller hørligt dyreliv og tilsyneladende heller ingen insekter. Så langt øjet rækker, hæver sig kun nøjsomme buske og lavstammede, skæve træer, der har kendt bedre dage, sig enkelte steder op af græsset og det flade lyngtæppe, der er i færd med at afblomstre.

Det er næsten som at befinde sig på et ocean. Tre kilometer ude kaster jeg anker for at meditere et øjeblik.

Alt er stille. Selv luften står stille og bærer knapt nok duften af lyng frem til mine næsebor.

Det siges, at der er nmennesker, som er utrygge ved en sådan stilhed, fordi de har vænnet sig til at være omgivet af det moderne samfunds allesteds- nærværende støj: Naturromantik …Næh tak!

Men det her er naturromantik så det svimler. “Mit hjerte skælver af glæde”, skrev Aakjær. Det gjorde mit ikke, men det var tæt på.

Hunden og jeg køler lidt af i skyggen fra et beskedent fyrretræ. og en lugt siger mig, at jeg nok har trådt i et eller andet, men der er ikke noget at se under støvlerne, og jeg genoptager snart vandringen det sidste stykke mod horisonten.

Pludselig er der allligevel liv på heden. Et rådyr rejser sig med ét op fra vegetationen til venstre og springer fremad og væk med højt løftet hoved – lydløst og elegant. Det er selvfølgelig spektaklet fra mine skridt i gruset, der har advaret det og fået det til for en sikkerheds skyld at lægge afstand til den indtrængende. Dyret gemmer sig bag nogle lave buske godt hundrede meter borte, men i samme øjeblik, det er væk, dukker et andet op længere fremme. Det tager kursen tværs over vejen og ind over lyngen og det visne græs på den anden side, hvor det som ved et trylleslag forsvinder af syne – perfekt kamufleret, som det er.

Se godt efter – rådyret ses på vej ind i lyngen

 

Nogle hundrede meter længere fremme kommer overraskelsen. – Ude midt i ingenting er de der så – vejskiltene. En vej krydser min vej , og et skilt, der har fået sit knæk midtpå, forkynder, at “Fillingsandvej” går på tværs. 

Så er jeg igen indhentet af civilationen.

 

Men det har sin forklaring, og den kendte jeg jo på forhånd, Borris Hede har kun overlevet som hede, fordi militæret har brug for den som øvelsesområde.

Men de øver sig heldigvis ikke hver dag.

Idet jeg sender forsvaret en venlig tanke, vender jeg om og går tilbage – tilfreds og med ro i sindet, og inden fødderne begynder at protestere for alvor.

Da vi når bilen, og hunden springer op på bagsædet, åbenbares den lugt, jeg havde undret mig over derude på heden, og som ikke havde noget tilfælles med duften af lyng, revling eller fyr, for slet ikke at nævne duften omkring bistaderne i hedens udkant. Min firbenede ledsagers smag for dufte har fået den til at rulle sig i rådyrenes efterladenskaber, og en kraftig hørm breder sig hæmningsløst fra bagsædet til hele bilen.

Ikke fordi det på nogen måde er skadeligt for helbredet, men jeg ruller alligevel et par ruder ned, før vi kører hjemad.

Natur er natur.

 

Ps! Inden man begiver sig ud på Borris hede, skal man indhente tilladelse fra kommandantskabet i Oksbøl, og en eventuel hund skal føres i (lang) snor.

**

 

 

Forargelse

Husk lige, I der er forargede over de danske soldaters jubelråb , når de har nedkæmpet talibankrigere i Afganistan, at det ikke er den samme jubel, som islamister bryder ud i, når uskyldige mænd, kvinder og børn er blevet dræbt ved et selvmordsbombeattentat.

Islamisterne betragter det som en sejr, når vantro mænd, kvinder og børn bliver slået ihjel.

De danske soldater jubler, når de har gjort det af med en fjende, der ville slå dem ihjel, og derved har elimineret denne fare; de jubler af lettelse, og det er en sund menneskelig reaktion.

Så spar lige lidt på den hellige forargelse derhjemme i sofaen over for tv’et. Den er udtryk for manglende realitetssans.

Men trøst dig: Frihed er ikke noget værd, hvis den ikke inkluderer friheden til at begå fejltagelser! (Mahatma Ghandi)

Fremskridt?

Det forlyder nu, at samtlige danske soldater, der har været udsendt på fredsbevarende / fredsskabende / infrastrukturopbyggende missioner – i alt godt et tusinde mand – skal have tilbudt psykologhjælp til at komme over deres oplevelser, for alle må da i det mindste have taget nogen skade på deres sjæl.

Nu kommer de fleste mennesker før eller siden ud for dramatiske eller sindsoprivende oplevelser.

Min far mistede sin kone og deres eneste barn under influenza-epidemien først i trediverne. Han måtte klare sin sorgbearbejdelse selv eller med venners hjælp. Fire år senere giftede han sig igen og blev far til fem børn, blev formand for jagtforeningen og avancerede til stationsmester ved Statsbanerne og levede til han var over firs.
Det tog hårdt på mig, da han døde, men jeg klarede sorgen selv, og det har jeg befundet mig godt ved. Jeg har senere prøvet at køre galt  på motorcykel og vågne op på hospitalet efter at  være blevet lappet sammen – uden at få traumer af den grund. Jeg har engang været tæt på at drukne – uden at få traumer af den grund.

Her kommer så en lille, men meget alvorlig historie:
Da jeg var en lille dreng, var mit kæreste eje en lille hamster. En dag fik den lov til at løbe frit omkring på gulvet i køkkenet. Så kom min onkel på besøg, og da han kom ind ad døren til køkkenet trådte han uafvidende min hanster så flad som en klatkage. Det var mit livs hidtil største sorg. Min mor sagde trøstende: “Det var da synd.” Min far sagde ikke noget, før onklen var gået. Så sagde han: “Han er da også en klodsmajor”, og det var så det. Ikke noget med, at jeg fik en ny hamster eller lignende (pengene var små i familien). Jeg måtte klare sorgen selv – måske med en smule trøst fra min mor, for min verden var virkelig brudt sammen, og jeg sørgede i flere dage, så snottet løb. Det er sikkert derfor, jeg husker episoden, selvom jeg inden længe tilgav min onkel.

Min onkel var sønderjyde. Han havde kun én lunge, for han havde i sin tid været tvangsindkaldt til tysk krigstjeneste under 1. verdenskrig og under et gasangreb fået ødelagt den ene lunge. Den blev fjernet, og han blev sendt hjem. Ikke noget med behandling for traumer her. Han ernærede sig alle dage derefter ved sin pension, omgikkes andre mennesker på normal vis, giftede sig, blev far til to sunde børn og døde i en høj alder.

Mine svigerforældre mistede deres ældste søn, da han druknede til søs. Det var et hårdt slag for forældrene og for min kone, der dengang var fjorten år. De klarede sorgen selv, men mindedes med kærlighed deres store dreng/bror i mange,mange år til deres død. Min kone mindes ham stadig med kærlighed og stolthed.

Mit ærinde med disse bekendelser er at vise, at for et halvt hundrede år siden klarede de fleste mennesker sig ud af deres forskrækkelser og over deres sorger uden hjælp fra eksperter.

I dag bliver man, om ikke påtvunget, så tilbudt psykologhjælp ved noget, der af og til ligner de rene bagateller.
Jeg anerkender naturligvis, at der kan være så traumatiske begivenheder, at der er brug for professionel hjælp til at komme på højkant igen.
Men gælder det også, fordi man som passager har været med ved en nødlanding, hvor ingen kom væsentligt til skade? Eller hvis man har været passager i en bus, der væltede, hvorved en del personer fik småknubs? Etc. etc.

Er vi blevet et folk af skrællinger?

Eller har psykologerne bare været lige dygtige nok til at markedsføre sig?

Jeg er tilbøjelig til at tro begge dele. Psykologerne har gjort os til et folk af svagpissere.

Det er ikke så mærkeligt, at psykologistudiet er så populært. Det fører jo til fast, godt betalt arbejde på det offentliges regning.

Lyder det for en eller anden som et udsagn fra et tidselgemyt? Så vil jeg lige gøre opmærksom på, at jeg er den eneste blandt alle, jeg kender – og det er mange – der har papir på, at jeg emotionelt er normal og intellektuelt ligger i den gode ende, omend det ikke står for godt til med korttidshukommelsen . Jeg blev nemlig efter min tredje blodprop i hjernen  sendt til psykiater!

Grænseløs overbærenhed

De stakkels unge mennesker på Nørrebro fortsætter deres retfærdige kamp for at få foræret et hus, hvor de kan sidde i ro og mag og ryge hash og klimpre på en guitar, mens de lægger planer for den næste retfærdige kamp mod det onde samfund, der har så svært ved at forstå dem.

Ovenstående er et forsøg på at skildre situationen set fra de unges og deres forældres side.

For alle andre dvs. set fra samfundets side er der tale om hæmningsløse kriminelle, hvis handlinger får Danmark til at se ud som Haiti under et oprør. Disse unge er en skamplet på det land, der har taget hånd om dem fra fødslen og indtil for få måneder siden. De har aldrig bidraget med noget positivt og kommer nok heller aldrig til det.

Kunne det tænkes, at de er ofre for velfærdssamfundets generøsitet i hele deres levetid, hvor de har modtaget og modtaget, men aldrig været stillet over for krav? Har deres liv været præget af forstående og imødekommende pædagoger, lærere, sagsbehandlere, psykologer etc. i en sådan grad, at de har fået den opfattelse, at de har krav på at få opfyldt ethvert ønske uden modydelse?

Så pludselig støder de på grænsen for principløsheden, og det kan så kun opfattes som en uforståelig uretfærdighed. Hvad gør man så? Går til kamp mod uretfærdigheden, og da kampen en tid lang mødes med overbærenhed, eskalerer man kampen og griber til mere og mere grove midler. Ganske vist bliver nogle få arresteret, men de slippes hurtigt fri igen, og det var så det. Der går sandsynligvis prestige i at have været arresteret – man er vel en stolt kriger, som de onde ikke kunne klare?

Omsider er Nørrebros befolkning ved at få nok af bål og brand i gaderne, af knuste butiksruder og af plyndringer, men alt, hvad befolningen kan tage sig sammen til er et sølle demonstrationstog, der gør indtryk på hvem?

Spørgsmålet er vel i al sin enkelhed, om samfundets grænseløse overbærenhed er uden ende? Har vi indrettet lovgivningen sådan, at disse unge simpelthen ikke kan standses? Modige politikere er der mangel på, og så længe, der er det, fortsætter den grænseløse overbærenhed.

Stakkels konservative, stakkels svenskere

Bendt Bendtsen gør sit bedste for at finde en grimasse til regnestykket om topskatten. Desværre kom regnestykket tilbage fra Dansk Folkeparti fuldt af røde rettelser og med et helt andet facit – joh, man vil dog sikre, at der ikke er flere, end der er nu, der kommer til at betale topskat.

Hvordan man vil gøre det, er der intet om i forliget, men det giver jo også sig selv. Der er næppe nogen, der i øjeblikket ikke betaler topskat, der vil arbejde mere for med ét hug at komme over den magiske grænse, hvor skatten af de sidst tjente penge stiger med 20% til tæt ved to tredjedele. Så hellere arbejde sort. Man er vel ikke idiot. Et fremragende initiativ til fremme af sort arbejde, så hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud og simpelthen legalisere sort arbejde for private? Det ville fjerne en del sort samvittighed og usmageligt angiveri!

Vi mindre veltjenende er naturligvis glade for ligesom de mere veltjenende at slippe for mellemskatten og få bundfradraget forhøjet. Vi kan dog være en anelse bekymrede over, om mon samfundet vil have provenu nok til de mange uløste samfundsopgaver, der ligger og venter (se: “Politiske kandestøberier”).

Vi kan så sandelig også glæde os over, at Danmark – i følge et skørt? eller smart? projekt i Dubai er langt det mest værdifulde af alle de nordiske lande.. Her har den statsejede udviklingsvirksomhed  anlagt en lang række sandøer, der fra oven ligner et verdenskort og døbt projektet “The World”, idet hver sandø repræsenterer et af Jordens lande.

Det kan naturligvis ikke undre nogen, at Danmark med en pris på 180 millioner kroner er næsten dobbelt så dyr som Sverige (114 millioner) og koster næsten det samme som Storbritannien (198 millioner), som lige er solgt til Rod Steward. Norge er 130 millioner værd og Finland sølle 82 millioner ( det må skyldes det underlige sprog) er også solgt. Køberen kan gøre med sin sandbunke lige, hvad han vil, lave hele øen om til et stort fodboldstadion, eller bygge hoteller, kasinoer og  ferieboliger etc.

Men om det kommende skattesystem har spillet en rolle for prisdannelsen er ikke oplyst. Jeg tror, at når Danmark er så dyr, skyldes det vor frihedstrang, som ingen lov helt kan få bugt med, og hvem gider købe Sverige med “sosserne”, den enormt høje “moral”, ensretningen og Systembolaget?

Gør du?

Den konservative havkat i hyttefadet

Flere år i træk har den danske økonomi og eksporten kørt derudad i højeste gear, og for første gang i mands minde bugner statskassen af milliarder af kroner, og det samtidig med at de fleste danskere tjener flere penge (og bruger dem) end nogensinde før.

Det første vil Det Konservative Folkeparti have sat en stopper for ved at lempe på topskatten, så forbruget eksploderer yderligere, hvorefter økonomien løber løbsk. Manglen på arbejdskraft stiger yderligere, Pludselig overhaler importen eksporten, og inflationen begynder at røre på sig efter mange års ro. Så bliver gammelkendte indgreb nødvendige og så kører rouletten igen, som i Anker Jørgensens tid.

Det er, hvad der venter os, hvis de konservative får det, som de vil have det. Motivet er angiveligt, at folk, der slipper for topskat, vil arbejde mere. Men det er rent blændværk.

De fleste har i virkeligheden slet ikke brug for flere penge, men vil gerne have mere fritid, og hvis de uden at arbejde mere får flere penge for det, så er deres største problem at få mere tid til at bruge pengene, på fladskærme, smarte mobiltelefoner, flottere tøj (mærkevarer naturligvis), smartere og dyrere bil og hvis familien ikke alerede har to biler (det har de nu nok) så en fiks ny lille bil til fruen, flere og bedre ferierejser, en god pensionsordning så man kan trække sig tidligere tilbage og komme igang med at svinge golfkøllen etc. etc. Altså stik imod regeringens målsætning om at få folk til at arbejde mere.

Hvorfor skulle de dog det, når de kan få det hele uden?

Undtagelsen er kun de grådige, der til enhver tid vil rage mere til sig, men før eller siden melder tømmermændene sig.

Man behøver ikke nødvendigvis at have ondt af dem , der ikke har en topskat at få lettet. Deres livskvalitet kan sagtens være på højde med de mere veltjenendes, for der er ikke megen livskvalitet forbundet med overforbrug af materielle “goder”.

Kronprinsparret og Nyhederne

Da der i den senere tid ikke har været specielt væsentlige nyheder ud over de sædvanlige (som kun få i vor del af verden tager sig af) om de millioner, der sine steder er ved at gå til på grund af tørke og andre steder på grund af for megen regn, vil jeg denne gang kaste mig over en af mine mest generende og alligevel beskedne idiosynkrasier: Kronprinsparret.
Det er jo et umuligt ord alene af den grund, at vi ikke har to kronprinser (og til sin tid to konger). Det kan endda gå med kongeparret, som vi har vænnet os til gennem århundreder, men kronprinsparret er heller ikke mundret: Tænk på den skandale, det vil være, når en stakkels nervøs borgmester kommer til at byde kronpranspirret velkommen til Lillekøbing!

Hvem der i TV’s nyhedsredaktioner har valgt betegnelsen, og som har haft held med at slå igennem på begge redaktioner, ved jeg ikke, men jeg mistænker en fra TV2, for TV2 har før har forsøgt sig med særprægede betegnelser for allerede velkendte ting.

Jeg formoder, de to redaktioner i hemmelighed har holdt fælles seminarer, hvor alle medarbejdere har øvet sig på ordet, indtil de mestrede det med absolut sikkerhed, og det faldt alle lige så naturligt som det rigtige og helt mundrette tronfølgerparret.
Jeg ved godt, det er længe siden, vi har haft en  trone, men det hedder altså tronfølger i grundloven!

Jeg ved også, det ville lægge et mildt pres på dronningen om at træde tilbage, hver gang tronfølgerparret omtaltes, og her ligger hunden måske begravet: Prinsgemalen er simpelthen så populær blandt journalisterne, at de ikke vil af med ham. Hans naturlighed og muntre væsen er simpelthen godt stof!

Åh nej, tænker den trofaste læser, nu begynder han igen med sin snak om det elendige TV. Jeg lover, det er sidste gang, for kun en kvalitetsforbedring på nyhedsredaktionerne kunne få mig til at skrive om TV en gang til.

På TV-fronten er der i øvrigt lige sket det, at en TV-stjerne – en af DR’s nyhedsoplæsere – har fået en næse og tre måneders karantæne for at pynte lidt på et nyhedsindslag.
En TV-stjerne er en nyhedsoplæser, som ind imellem også optræder som journalist og som frem for alt er ung og ser godt ud. Men nu er Jeppe .. et eller andet .. forvist til skammekrogen, og så vi må undvære ham i hele tre måneder – en uhørt straf, der rammer alle landets teenage-piger hårdt!

Vi mere modne seere kan heldigvis glæde os over alle unge piger, der på begge kanaler er blevet ansat som vejr-piger, og vi kan tilmed glæde os over, at vejrmeldingerne efterhånden er blevet det væsentligste og længste indslag i nyhederne.
Vi danskere kan simpelthen ikke få vejr nok, når bare det præsenteres af kønne unge piger.

Der er ganske vist nogle fyre, der prøver på at være friske og smarte, men ud med dem, der er masser af kønne piger at ta’ af, så lad os få nogle flere, og hvorfor kunne de egentlig ikke optræde i bikini, når det er godt vejr (solskind), og bikini og paraply når det er dårligt vejr (alt andet)?

De burde da vide på redaktionerne, hvad der er godt TV – ellers må de på kursus hos Berlusconi, der ved, hvordan det skal gøres.
Jeg har lige købt en 42 tommers fladskærm, så nu vil jeg godt ha’ noget for licenspengene!
Nå jeg må slutte her. Jeg ser ud af øjenkrogen, at en ny vejrmelding er lige på trapperne.

Et Europa uden værdier

“En civilisation, som ikke klart forfægter sine værdier, eller som lader disse erklærede værdier i stikken, kommer dermed til at betræde en sti, der fører til fortabelse og terminal debilitet. For så vil andre blot forfægte deres værdier, og i disse andres mund vil de ikke længere være værdier, blot lige så mange påskud for uhæmmet magtudfoldelse . . . . .
Vi må skabe vores værdier for os selv, dag for dag, og med den utrættelige, om end usynlige etiske anstrengelse, der i sidste ende vil bringe disse værdier klart for dagens lys og indstifte en ny europæisk kultur. Når jeg skal forestille mig fremtidens Europa, ser jeg for mig et stærkt Europa, der er opfyldt af selvtillid, der altid vil være rede til at diskutere, men aldrig nogensinde vil gå på kompromis med det, der virkelig gælder. Lad os ikke glemme, atEuropa selv blev til som et resultat af en heroisk afgørelse. Athen besluttede sig for at byde Persien trods.”

Imre Kertész (Information 23-24 juni 2007)

Med ovenstående udsagn rammer den ungarske nobelpristager lige ned i kernen af Europas største problem, der intet har at gøre med Den Europæiske Union,  fælles møntfod, NATO eller europahær. Hvad der end er af problemer på disse områder, blegner de i sammenligning med det faktum, at de europæiske politikere og til dels befolkninger af uforklarlige årsager er sunket ned i en ubegribelig ligegyldighed over for de værdier, der ligger til grund for deres lands kultur.
Ved ikke at “forfægte disse værdier” har mange europæiske lande – uanset den megen snak om “Fæstningen Europa” – ladet en ladeport stå åben for masseindvandring af muslimer, og under henvisning til utallige konventioner gjort knæfald for de fremmedes kultur og ladet hån om sin egen med “multikulturallisme” som det store mantra.

Disse lande bruger enorme ressourcer i  et planløst forsøg på at integrere muslimerne – ressourcer der havde været bedre anvendt på at forbedre de kummerlige vilkår i mange afrikanske lande.

Denne europæiske “syge” har medført, at lande som Storbritannien, Frankrig, Belgien, Sverige og i mindre grad Norge i dag sidder i problemer op til halsen.

Efterhånden som problemerne har tårnet sig op, er flere lande, anført af Danmark, med Sverige som en selvgod undtagelse, begyndt at træde på bremsen – dog ikke af kulturelle årsager, men af økonomiske i en begyndende erkendelse af fødselsratens betydning.

Misforstå mig ikke: Jeg er afgjort tilhænger af at byde ægte flygtninge, muslimer eller ej, velkomne, men ikke på deres betingelser – på vor egen kulturs betingelser, der indebærer religionsfrihed, forsamlingsfrihed og ytringsfrihed, og ingen religionsdiktater. Det vil sige, at uanset religion er man forpligtet til at underlægge sig dansk lov og ret og de regler, der er gældende eller sædvane på danske institutioner, og har som alle andre adgang til at oprette friskoler og andre børneinstitutioner, som opfylder de gældende betingelser.

Det er en selvfølge, at de flygtninge, vi byder velkomne til Danmark, lærer sproget så hurtigt som muligt og, hvis man har alderen og helbredet til det, kommer ud på arbejdsmarkedet og bliver selvforsørgende og loyalt tjener det land, der har taget imod dem. Lægehjælp, undervisning, råd og vejledning samt bolig og et efter danske forhold anstændigt underholdsbidrag stilles til rådighed fra dag ét, efter at der er givet asyl. Asylsagsbehandlingen, hvorunder asylsøgeren på alle måder skal medvirke positivt, må højest vare et år, før en afgørelse træffes.

Flygtninge fra fremmede kulturer har, som de danske jøder, naturligvis ret til at opretholde deres kulturelle særpræg og skikke inden for privatsfæren i det omfang, det ikke strider mod dansk lov.
I offentligt rum skal man, som jøderne, følge dansk skik og sædvane, mens man ved særlige lejligheder, kan afholde kulturelt betingede fremvisninger, festligheder, og lignende i det offentlige rum efter forudgående aftale med myndighederne.
Således integrerede får flygtninge samme  pligter og rettigheder som indfødte danskere.

Nye flygtninge, der kommer til landet skal acceptere disse pligter for at få asyl og vil efter en vel gennemført prøvetid på tre år få dansk statsborgerskab, om de ønsker det. Kun flygtninge, der er kommet ind i landet på legal vis, kan få asyl.

Lande, der indfører denne flygtningepolitik, og hvis borgere husker at sætte pris på det samfund, de har arvet fra deres forgængere, vil være kureret for “Den europæiske Syge” til gavn for befolkningen selv og for flygtningene.

Lystsejlernes og mågernes griseri

For nogle år siden, mens jeg var bådejer, blev det bekendtgjort, at lystsejlere, der havde toilet om bord, inden en vis frist skulle have toilettets affaldstank indrettet således, at tankens indhold kunne pumpes over i en dertil indrettet større tank, som det blev pålagt alle havne at stille op inden for samme frist.
Formålet med at pålægge lystsejlerne og havnene disse forholdsregler var at forhindre sejlernes forurening af de indre danske farvande med deres fækalier, hvilket uimodsigeligt var et ædelt formål, hvis det ellers spillede nogen rolle.

 Desværre glemte man at pålægge fiskeriet at dressere farvandenes fisk, marsvin og sæler m.fl. til at forrette deres nødtørft i dertil indrettede bassiner, hvis indhold derefter kunne bortskaffes med passende mellemrum.
Man glemte også at forbyde mågernes og skarvenes konstante tilsvining af farvandene med deres evindelige klatten adskillige gange om dagen. Trækfuglenes sæsonbetingede hundred-tusindtal har man heller ikke haft i tankerne.

Sammenlignet med den mængde affald, dyrelivet på årsbasis efterlader i farvandene, kan lystsejlernes med et slag på tasken vel nok løbe op i nærheden af én procent eller deromkring.

Jeg har ikke haft nogen båd de sidste 7-8 år og har derfor ikke rigtig fulgt udviklingen, men hvis ovennævnte regulativ havde haft en målbar indvirkning på vandets renhed, var det vel blevet bekendtgjort for alle, så vi kunne glæde os over indsatsen for havmiljøet?
Et par timers søgning på internettet og gennemlæsning af utallige dokumenter og artikler har ikke vist noget om forbedring af havmiljøet som følge af lystsejlernes og havnenes bekostelige investering i det krævede udstyr.

Jeg er ubetinget tilhænger af fornuftige forholdsregler til beskyttelse af ikke alene havmiljøet, men miljøet i det hele taget, men jeg har det dårligt med initiativer, som kun skal få det til at se ud, som om man virkelig gør noget.

Det har fornuftigvis altid været forbudt at udlede affald inden for havneområdet, og ingen ansvarlig sejler kunne drømme om at udlede biologisk affald, før man var ude på dybt vand og selv da kun i så begrænset et omfang som muligt. Lystsejlerne var i min tid et disciplineret folkefærd og er det formentlig stadig.

Hele eller halve sandheder eller løgn

Det er sjældent, at en journalist lyver bevidst i sine artikler eller reportager, men det er til gengæld yderst almindeligt, at journalisten bringer halve sandheder – især på TV. Det betyder, at vi skal være forsigtige med at fælde vores dom, for tit kommer den anden halvdel af sandheden nogle dage senere, og så kan tingene pludselig komme til at se helt anderledes ud.

Hvorfor bringer medierne sandheden stykkevist? Sandsynligvis fordi journalisten ikke har research’et grundigt nok, før han bragte nyheden. Det gælder jo om at komme før konkurrenterne.

Sandhed er et problematisk begreb. Sandhed kan fordrejes, man kan pynte på den, man kan lægge lidt til eller trække lidt fra, og endelig kan man vende den på hovedet – så “sandheden” bliver til en løgn.

“Du må ikke sige falsk vidnesbyrd mod din næste” lyder det 9. bud i Det gamle Testamente, altså, vi må ikke lyve, hvilket også fremgår af Det ny Testamente og af det retsvæsen, vort samfund bygger på.

Det er altså ganske ligetil for kristne: Du må ikke lyve.

Det er ikke så ligetil med Islam, for denne religion har undtagelser, der kan gøre det svært at fæste lid til udtalelser fra denne religions udøvere:

Taqiya og Kithman er navnene på den praksis, der tillader muslimer at lyve og vildlede vantro (dvs. ikke-muslimer) for at opnå en fordel for Islam, udtrykkene bliver også anvendt når muslimer skjuler deres tro for vantro for at få deres tillid, for senere at misbruge den. Taqiya og Kithman anvendes oftest af Shi’a-muslimer, men dog også af Sunni-muslimer.

Kilde: http://www.faithfreedom.org

Hvem husker ikke de uhyrlige løgne om Danmark der med Allahs velsignelse blev  blev bragt i de muslimske medier – især de ægyptiske og indonesiske – under krisen om Muhammed-tegningerne?

Disse løgne var så grove og gennemskuelige, at de muslimske medier fik sat en tyk streg under deres fabelagtige utroværdighed, som dog allerede var velkendt i de vestlige lande.

 

Vanskeligheden for den “vantro” er, at han ikke uden videre kan gå ud fra, at han står over for en person, der praktiserer Taqiya eller Kithman, for der er fornuftigvis mange undtagelser.