Den menneskelige natur er til alt held så smidig, at man jævnt hen lærer at udholde – ja ligefrem at ignorere – de fleste af de smerter, sygdom fører med sig og kan nøjes med at dulme de værste med medicin, og det er jo ikke så ringe endda.
Et slagtilfælde er ofte et i enhver forstand smertefrit farvel til livet. Overlever man, er der to muligheder: Enten går det ud over ens forstand (venstresidig blodprop i hjernen eller hjerneblødning), og så ved vist ingen, hvordan man oplever tilværelsen, eller også får man lammelser og smerter i venstre sides arm og ben og mister altså sin førlighed og er henvist til kørestol resten af livet, men bevarer i de fleste tilfælde sin gode forstand (højresidigt slagtilfælde).
Jeg er så “heldig” at være sluppet med et højresidigt slagtilfælde. Det betyder, at der er en mængde (fysiske) ting, jeg før var holdt meget af, nu må lade være: Køre bil, motorcykel, havetraktor, cykel, sejle i sejlbåd, gå ture i min elskede klitskov med hunden eller i engen, gå ture i Norges fjelde og pleje min hang til at være alene og langt væk fra alting, for at nævne nogle af de vigtigste. Det er nu altsammen blevet til minder – gode minder – og minderne har man som bekendt lov at ha’. De gør ikke ondt, men er til glæde og lindring.
En virkelig fordel ved at være alvorligt fysisk handikappet er, at man en stor del af tiden er i nærkontakt – eller i det mindste nær kontakt - med den ene kønne unge pige efter den anden og med modne, venlige og rutinerede kvinder - bliver puslet om, bliver lagt hen for at hvile eller sove, får serveret sin mad, kaffe o.s.v.
Men her får jeg imidlertid lyst til at gengive en skildring af én af de mange dejlige ture ud i ensomheden en skøn sensommerdag for nogle år siden, da jeg både kunne gå og køre bil:
Kom til Jylland, min ven!
Med bilen læsset med hund, vandrestøvler, madpakke, vandflaske, kamera og kikkert kører jeg ud i det danske landskab for at finde et sted, hvor man ikke kan se spor af den moderne tidsalder.
Da dette lille land, er tætbefolket og teknisk meget højt udviklet, er jeg klar over, at opgaven er vanskelig, men om noget steds må det kunne findes langt ude på Borris Hede. Der har vi det Jylland, indfødte københavnere forestiller sig, når snakken strejfer de vestlige provinser, men som i virkeligheden end ikke ret mange jyder kender.
Køreturen går som altid let ad de fine asfaltveje, hvor hvide midterstriber drager omsorg for, at jeg holder mig i den rigtige vognbane, og autoværn beskytter mig mod farer i siden, mens sikkerhedsselen og airbag’en beskytter mig mod mig selv og andre trafikanter – altsammen i pagt med tidens krav.
Jeg holder et øjeblik ind til siden på broen ved Sig og nyder udsigten ud over smeltevandsdalen med dens rest af natur, men føler mig intimideret af lufttrykket fra de hastigt forbipasserende biler og genoptager snart kørselen.
Mobiltelefonen ligger på sædet ved siden af og sørger for, at jeg ikke går glip af vigtige meddelelser, mens jeg er væk fra civilisationen. Med mig har jeg naturligvis mit for tiden kæreste legetøj – navigatoren (fra båden), så jeg præcis kan vide på hvilken position, jeg befinder mig på Danmarks tusinder af kilometer landeveje. – Nej det er selvfølgelig ikke derfor, den er med. Det er for, at jeg ikke skal fare vild derude på heden, hvor der ingen hjælp er at hente i form af de vejskilte, landevejene er så velforsynede med.
En gummiged forude breder sig i al sin magt og vælde og holder mig for en stund tilbage – den afløses længere fremme af en traktor, som på sine kæmpemæssige dobbelthjul sindigt krabber sig frem ad landevejen, hvor den er uden for sit vante gebet. Men snart går det videre med vor tids normale hastighed, mens jeg passerer hvide vindmøller, hvis vinger foretagsomt drejer rundt derinde på landmændenes efterårsfriserede marker.
Da jeg drejer ind på en meget dårligt vedligeholdt grusvej med krat til begge sider, nærmer jeg mig målet. Grusvej er måske for flot en betegnelse, men der er da lidt grus og større sten at se mellem græsset og det frodige ukrudt, der over tiden har taget magten, men stenene kan alt for tydeligt mærkes gennem dæk og affjedring. Hastigheden må sættes helt ned, og jeg skifter til 1. gear og træder kun forsigtigt på speederen.
Havde jeg siddet på et træsæde i fri luft, ville jeg i disse omgivelser let have kunnet forestille mig, at jeg var flyttet tilbage i tiden til den tidlige Middelalder, da dronningen også hed Margrethe, men den Første, og at jeg sad på en skumplende kærre trukket af et par hulryggede øg.
Tilbage i nutiden når jeg efter nogen tids møjsommelig fremfærd til hedens udkant, der dukker op bag en række store grantræer.
Inden vi påbegynder vandringen, deler hunden og jeg madpakken og får os en slurk vand. Bilen parkeres i skyggen mellem træerne, og så er vi klar.
Fra mit kort ved jeg, at en godt otte kilometer lang grusvej fører diagonalt over heden, men da jeg skal gå tilbage igen, sætter jeg mig det mindre ambitiøse mål at gå så langt, at jeg kommer derud, hvor der er så langt til alle ting, at de lige så godt ikke kunne have været til – altså der, hvor der endnu ser ud som på Margrethe den Førstes tid.
Grusvejen synes uendelig og fortoner sig i det fjerne, bakkeløse landskab. Jeg trasker af sted i et jævnt tempo, mens hunden med tunge ud af flaben i sit specielle tempo glad afsøger alt interessant til begge sider af vejen.
Det mørke Jylland er ikke så mørkt endda sådan en septemberdag med høj sol og uendelig sigt.Himlen er lyseblå uden en sky, og der er ikke en vind, der rører sig. Den eneste lyd, der høres, stammer fra grusets knasen under mine støvler. Der er intet synligt eller hørligt dyreliv og tilsyneladende heller ingen insekter. Så langt øjet rækker, hæver sig kun nøjsomme buske og lavstammede, skæve træer, der har kendt bedre dage, sig enkelte steder op af græsset og det flade lyngtæppe, der er i færd med at afblomstre.
Det er næsten som at befinde sig på et ocean. Tre kilometer ude kaster jeg anker for at meditere et øjeblik.
Alt er stille. Selv luften står stille og bærer knapt nok duften af lyng frem til mine næsebor.
Det siges, at der er nmennesker, som er utrygge ved en sådan stilhed, fordi de har vænnet sig til at være omgivet af det moderne samfunds allesteds- nærværende støj: Naturromantik …Næh tak!
Men det her er naturromantik så det svimler. “Mit hjerte skælver af glæde”, skrev Aakjær. Det gjorde mit ikke, men det var tæt på.
Hunden og jeg køler lidt af i skyggen fra et beskedent fyrretræ. og en lugt siger mig, at jeg nok har trådt i et eller andet, men der er ikke noget at se under støvlerne, og jeg genoptager snart vandringen det sidste stykke mod horisonten.
Pludselig er der allligevel liv på heden. Et rådyr rejser sig med ét op fra vegetationen til venstre og springer fremad og væk med højt løftet hoved – lydløst og elegant. Det er selvfølgelig spektaklet fra mine skridt i gruset, der har advaret det og fået det til for en sikkerheds skyld at lægge afstand til den indtrængende. Dyret gemmer sig bag nogle lave buske godt hundrede meter borte, men i samme øjeblik, det er væk, dukker et andet op længere fremme. Det tager kursen tværs over vejen og ind over lyngen og det visne græs på den anden side, hvor det som ved et trylleslag forsvinder af syne – perfekt kamufleret, som det er.
Se godt efter – rådyret ses på vej ind i lyngen
Nogle hundrede meter længere fremme kommer overraskelsen. – Ude midt i ingenting er de der så – vejskiltene. En vej krydser min vej , og et skilt, der har fået sit knæk midtpå, forkynder, at “Fillingsandvej” går på tværs.
Så er jeg igen indhentet af civilationen.
Men det har sin forklaring, og den kendte jeg jo på forhånd, Borris Hede har kun overlevet som hede, fordi militæret har brug for den som øvelsesområde.
Men de øver sig heldigvis ikke hver dag.
Idet jeg sender forsvaret en venlig tanke, vender jeg om og går tilbage – tilfreds og med ro i sindet, og inden fødderne begynder at protestere for alvor.
Da vi når bilen, og hunden springer op på bagsædet, åbenbares den lugt, jeg havde undret mig over derude på heden, og som ikke havde noget tilfælles med duften af lyng, revling eller fyr, for slet ikke at nævne duften omkring bistaderne i hedens udkant. Min firbenede ledsagers smag for dufte har fået den til at rulle sig i rådyrenes efterladenskaber, og en kraftig hørm breder sig hæmningsløst fra bagsædet til hele bilen.
Ikke fordi det på nogen måde er skadeligt for helbredet, men jeg ruller alligevel et par ruder ned, før vi kører hjemad.
Natur er natur.
Ps! Inden man begiver sig ud på Borris hede, skal man indhente tilladelse fra kommandantskabet i Oksbøl, og en eventuel hund skal føres i (lang) snor.
**
