Kronprinsparret og Nyhederne

Da der i den senere tid ikke har været specielt væsentlige nyheder ud over de sædvanlige (som kun få i vor del af verden tager sig af) om de millioner, der sine steder er ved at gå til på grund af tørke og andre steder på grund af for megen regn, vil jeg denne gang kaste mig over en af mine mest generende og alligevel beskedne idiosynkrasier: Kronprinsparret.
Det er jo et umuligt ord alene af den grund, at vi ikke har to kronprinser (og til sin tid to konger). Det kan endda gå med kongeparret, som vi har vænnet os til gennem århundreder, men kronprinsparret er heller ikke mundret: Tænk på den skandale, det vil være, når en stakkels nervøs borgmester kommer til at byde kronpranspirret velkommen til Lillekøbing!

Hvem der i TV’s nyhedsredaktioner har valgt betegnelsen, og som har haft held med at slå igennem på begge redaktioner, ved jeg ikke, men jeg mistænker en fra TV2, for TV2 har før har forsøgt sig med særprægede betegnelser for allerede velkendte ting.

Jeg formoder, de to redaktioner i hemmelighed har holdt fælles seminarer, hvor alle medarbejdere har øvet sig på ordet, indtil de mestrede det med absolut sikkerhed, og det faldt alle lige så naturligt som det rigtige og helt mundrette tronfølgerparret.
Jeg ved godt, det er længe siden, vi har haft en  trone, men det hedder altså tronfølger i grundloven!

Jeg ved også, det ville lægge et mildt pres på dronningen om at træde tilbage, hver gang tronfølgerparret omtaltes, og her ligger hunden måske begravet: Prinsgemalen er simpelthen så populær blandt journalisterne, at de ikke vil af med ham. Hans naturlighed og muntre væsen er simpelthen godt stof!

Åh nej, tænker den trofaste læser, nu begynder han igen med sin snak om det elendige TV. Jeg lover, det er sidste gang, for kun en kvalitetsforbedring på nyhedsredaktionerne kunne få mig til at skrive om TV en gang til.

På TV-fronten er der i øvrigt lige sket det, at en TV-stjerne – en af DR’s nyhedsoplæsere – har fået en næse og tre måneders karantæne for at pynte lidt på et nyhedsindslag.
En TV-stjerne er en nyhedsoplæser, som ind imellem også optræder som journalist og som frem for alt er ung og ser godt ud. Men nu er Jeppe .. et eller andet .. forvist til skammekrogen, og så vi må undvære ham i hele tre måneder – en uhørt straf, der rammer alle landets teenage-piger hårdt!

Vi mere modne seere kan heldigvis glæde os over alle unge piger, der på begge kanaler er blevet ansat som vejr-piger, og vi kan tilmed glæde os over, at vejrmeldingerne efterhånden er blevet det væsentligste og længste indslag i nyhederne.
Vi danskere kan simpelthen ikke få vejr nok, når bare det præsenteres af kønne unge piger.

Der er ganske vist nogle fyre, der prøver på at være friske og smarte, men ud med dem, der er masser af kønne piger at ta’ af, så lad os få nogle flere, og hvorfor kunne de egentlig ikke optræde i bikini, når det er godt vejr (solskind), og bikini og paraply når det er dårligt vejr (alt andet)?

De burde da vide på redaktionerne, hvad der er godt TV – ellers må de på kursus hos Berlusconi, der ved, hvordan det skal gøres.
Jeg har lige købt en 42 tommers fladskærm, så nu vil jeg godt ha’ noget for licenspengene!
Nå jeg må slutte her. Jeg ser ud af øjenkrogen, at en ny vejrmelding er lige på trapperne.

Hele eller halve sandheder eller løgn

Det er sjældent, at en journalist lyver bevidst i sine artikler eller reportager, men det er til gengæld yderst almindeligt, at journalisten bringer halve sandheder – især på TV. Det betyder, at vi skal være forsigtige med at fælde vores dom, for tit kommer den anden halvdel af sandheden nogle dage senere, og så kan tingene pludselig komme til at se helt anderledes ud.

Hvorfor bringer medierne sandheden stykkevist? Sandsynligvis fordi journalisten ikke har research’et grundigt nok, før han bragte nyheden. Det gælder jo om at komme før konkurrenterne.

Sandhed er et problematisk begreb. Sandhed kan fordrejes, man kan pynte på den, man kan lægge lidt til eller trække lidt fra, og endelig kan man vende den på hovedet – så “sandheden” bliver til en løgn.

“Du må ikke sige falsk vidnesbyrd mod din næste” lyder det 9. bud i Det gamle Testamente, altså, vi må ikke lyve, hvilket også fremgår af Det ny Testamente og af det retsvæsen, vort samfund bygger på.

Det er altså ganske ligetil for kristne: Du må ikke lyve.

Det er ikke så ligetil med Islam, for denne religion har undtagelser, der kan gøre det svært at fæste lid til udtalelser fra denne religions udøvere:

Taqiya og Kithman er navnene på den praksis, der tillader muslimer at lyve og vildlede vantro (dvs. ikke-muslimer) for at opnå en fordel for Islam, udtrykkene bliver også anvendt når muslimer skjuler deres tro for vantro for at få deres tillid, for senere at misbruge den. Taqiya og Kithman anvendes oftest af Shi’a-muslimer, men dog også af Sunni-muslimer.

Kilde: http://www.faithfreedom.org

Hvem husker ikke de uhyrlige løgne om Danmark der med Allahs velsignelse blev  blev bragt i de muslimske medier – især de ægyptiske og indonesiske – under krisen om Muhammed-tegningerne?

Disse løgne var så grove og gennemskuelige, at de muslimske medier fik sat en tyk streg under deres fabelagtige utroværdighed, som dog allerede var velkendt i de vestlige lande.

 

Vanskeligheden for den “vantro” er, at han ikke uden videre kan gå ud fra, at han står over for en person, der praktiserer Taqiya eller Kithman, for der er fornuftigvis mange undtagelser.

 

Et ikke specielt naivt spørgsmål

Hvor dum har man lov at være som politiker?

Svar: Det bestemmer vælgerne.

Der er bare den hage ved det, at vælgerne har en elendig hukommelse. Vi husker Nyrups cykelhjelm og muligvis Mogens Camres pistol i håndbagagen, men dermed er det vist også sagt.

Hvor mange husker mon f.eks. Anders Fog Rasmussens kreative bogføring, til han måte gå af som skatteminister?

Det hjælper altså ikke noget, at det er vælgerne, der bestemmer, hvor dum en politiker må være.

Så myndigheden må overgå til partiets gruppe eller partiformanden, men der er så mange taktiske hensyn at tage, at man som regel vælger at lægge røgslør ud og til sidst låg på sagen.

Morten Messerschmidt valgte tilsyneladende selv at gå efter sin nylige dumhed, men i Det Radikale Venstre begår man ikke dumheder, kun genistreger, og når Elsebeth Gerner Nielsen vælger at optræde på TV med muslimsk tørklæde, er det fordi hun vil være solidarisk med de stakkels muslimske kvinder, der har så svært ved at falde til her i landet, fordi de er præget så uudsletteligt af hjemlandets daglige hjernevask, at de i den grad har vænnet sig til tørklædet, at de uden tørklædet som en Pavlovsk refleks føler sig nøgne og bespottende deres hjemlands sunde og guddommelige leveregler – nogle nærer den samme kærlighed til den klædelige heldragt, burkhaen, så de vil bære den, hvis de undtagelsesvist skulle tage et betalt arbejde, så manden har tilstrækkeligt med penge, til at han kan slappe af henne på samlingsstedet for de familieoverhoveder, der har styr på tingene – især på kvinderne.

Her er tale om de uintegrerbare muslimer, der heldigvis udgør et mindretal, men det er netop dem, Elsebeth Gerner Nielsen vælger at solidarisere sig med. Det er åbenbart fra dem, vi i følge Det Radikale Venstre, kan forvente os en hårdt tiltrængt kulturel berigelse.  –En politisk dumhed - en kolossal bundskraber!

Morten Messerschmidt ser ud til at være offer for en anden form for dumhed: Uvidenhed. På BT kender man ikke vort store nabolands ubesmittede nationalhymne, der synges på  en smuk melodi af Joseph Haydn.

Til BT’s og andres oplysning: “Deutschland, Deutschland über alles” betyder ikke, at Tyskland skal herske over alle andre. Det betyder ganske enkelt, at en tysker elsker sit hjemland over alt andet. Noget tilsvarende står der i så at sige alle landes nationalhymner! 

Morten Messerschmidts motiver til at synge den tyske nationalhymne, der absolut intet har med nazisme at gøre, kender jeg ikke, og om han har lavet utilbørlige armbevægelser, står nok lige så meget til troende, som at han har sunget nazisange.

Det er en særpræget fornemmelse at sidde her og forsvare en person, jeg ikke kender, og hvis politiske parti aldrig får min stemme, selvom det på ét punkt har været mere klarsynet end alle andre, men uvidenhed og dumhed må aldrig få retten på sin side uanset hvad!

Dumhed, uvidenhed, stupiditet og selvbedrag bør udryddes på stedet af et partis formand, ellers er han/hun ikke sin opgave voksen. 

og så nyhederne . . .

 Man skal omgås forsigtigt med det billede, fjernsynet i nyhederne tegner af den politiske situation verden over og af de fremtrædende personer og forskellige befolkninger.

I lang, lang tid var mediets foretrukne billede en enorm flok råbende og skrigende muslimer, der fik luft for deres retfærdige vrede mod de vestlige lande – i særlig grad USA og Danmark – som de med forvrængede ansigter og truende fagter nedkaldte alverdens forbandelser over.

Disse daglige forsamlinger af hadefulde menneskemængder fik uvilkårligt èn til at tænke: Hvad pokker lever de af? Går de aldrig på arbejde? Der må da være nogen, som har andet og nyttigere at tage sig til.

Nu lader det omsider til, at Nyhedernes redaktion er blevet træt af billedet (muslimerne er nok ikke trætte endnu), og selv den normalt daglige bulletin om, hvor mange mennesker, religiøst fanatiske selvmordsbombere havde slået ihjel i Irak, er blevet uregelmæssig.

Det er aldrig fremgået af udsendelserne, om demonstrationerne var spontane eller havde sit udspring i ægte folkelig harme, eller om de demonstrerende var blevet udkommanderet af myndighederne.

Det er heller aldrig blevet oplyst, hvor mange mennesker der dagligt blev myrdet under Saddam Husseins brutale styre. Efter de fundne massegrave at dømme var det næppe færre end i dag.

Til gengæld er der ingen grænser for den opmærksomhed, Irans charmerende præsident, Mahmoud Ahmadinejad, bliver tildelt, når han dagligt bekendtgør, at Iran absolut ikke vil rette sig efter FN’s påbud, og at Iran bliver bedre og bedre til at berige uran og har i sinde at fortsætte med at berige uran lige så længe og så meget, som det passer landets leder.

Første gang vi præsenteredes for præsidenten, var der forlydender fra USA , om at Ahmadinejad var en af de ledende studenter, der i 1979 besatte den amerikanske ambassade og med de iranske myndigheders velsignelse tog alle derværende amerikanere inklusive kvinder og børn som gisler . Han sås også på et billede fra dengang.
Disse forlydender kan have være amerikansk manipulation.

Det har imidlertid ikke haft nyhedsredaktionernes interesse at undersøge forholdet nærmere.

På TV må vi desværre nøjes med de halve sandheder, nyhedsredaktionerne vælger – eller evner – at præsentere os for.

I radioens P1 lægger man derimod et ihærdigt arbejde i at dække nyhederne så grundigt og sobert som muligt. Man råder over en lang række dygtige medarbejdere, deriblandt nestoren, Jørgen E. Petersen, der trods sine 70 år stadig har en imponerende hukommelse og ved alt, hvad der er værd at vide om Afrika og Frankrig.

Skulle det være nødvendigt, trækker P1 på kapaciteter uden for radioen f.eks. på universiteterne.

Fjernsynet er en ussel kilde til information, men en fremragende kilde til sensationer og rygter.

TV1 og TV2 ligger i skarp konkurrence – desværre ikke om at bringe de bedste nyheder – men om de yngste og bedst udseende studieværter, hvis ordforråd ikke ville bringe skam over dem, hvis de var elever i folkeskolens 7. klasse, og hvor deres udtale heller ikke ville afvige fra normen, hvis skolen lå på Nørrebro.
Desuden konkurrerer man om at bringe de fleste vejrudsigter (så går tiden da med det), men på det punkt halter TV1 langt bagefter.

Hvor får du dine informationer fra?

Lidt facts om Iran.

Indtil den 6. november 1979 var Iran et sekulært shah-dømme, og den enevældige shah hed Reza Pahlavi. Styret døde så at sige af politisk og administrativt råddenskab, og da Ayatolla Khomeini den nævnte dato vendte tilbage fra sit eksil i Frankrig, anførte han en revolution, som øjeblikkelig sendte millioner af iranere ud i gaderne og shahen ud af landet.

Iran blev med ét slag omdannet til en islamisk præstestyret republik med Khomeini som den øverste og enerådende leder, og et parlament uden magt.
Khomeini havde tydelige fascistoide træk og var ikke sén til at dødsdømme den, der generede ham eller revolutionen eller havde en anden opfattelse af islam end han.

Khomeini dyrkes stadig som en stor profet, og hans ensrettede Iran videreføres i stort set uændret form efter hans død.
I dag er den øverste leder Ayatollah Khamenei, valgt for livstid og med al magt samlet i sin person. Han har udpeget Mahmoud Ahmadinejad til præsident, som kun har magt til at gøre, hvad han får besked på.