Efter valget

Folketingsvalget den 13. nov. bød ikke på de store overraskelser. Til gengæld var der en del små.
Fog manøvrerede dygtigt i oppositionens minefelter ved at antyde bevægelighed uden at konkretisere ret meget, dog bliver det spændende at se, om han følger op på de få punkter, hvor han ikke indbyggede forbehold – dvs. udbygningen af den vedvarende energiproduktion – nu hvor det er blevet umuligt selv for Venstre at se bort fra den menneskeskabte klimaforandring. Her var han så stor i slaget med sit bud på udbygningen af alternative energikilder at man uvilkårligt mindes Bibelens ord om, at de sidste skal blive de første, hvilket muligvis også er drivkraften bag hans pludselige tilsyneladende handlekraft på dette område. Venstres største tema i valgkampen var som altid penge, “Kroner én, kroner to, kroner tre” milliarder osv. i statskassen afsat til velfærd , skattestop og skattelettelser, men det der talte mest til vælgerne var ganske givet “stabilitet”, ligesom han havde en sikker vinder på beskæftigelsesområdet.

Villy Søvndal udnyttede i sin argumentation dygtigt – men dog noget trivielt – holdningen blandt det flertal af danskere, der inderligt er imod Venstres privatiseringsplaner i pleje-  og sundhedssektoren, og for hospitalsvæsenet (den med at springe over alle de andre, der pænt står i kø) – kernen i den liberale tankegang.
Parret med et glimt i øjet gav Søvndal sit parti sådan et skub, at det næsten fordoblede sit mandattal. Glimtet var imidlertid væk ud på valgaftenen, da det stod ham klart, at den store mandatgevinst hverken ville medføre regeringsskifte,  ministerpost eller øget indflydelse. Det lignede fuldstændig en pyrrhussejr magen til de radikales ved det forrige valg.

Trods en ihærdig indsats fra Helle Thorning og hendes tropper med mange sympatiske standpunkter, blev det hverken til fremgang eller statsministerpost, og det endda skønt de klogeligt havde holdt Lykketoft væk fra medierne. Det er, som om der i disse år hviler en ond ånd over Socialdemokraterne. Denne ånd hedder “Stuerenhed” og har sit udspring i partiets meget lemfældige forhold til 90′ernes masseindvandring af muslimer fra alle verdenshjørner og i de ledende partifolks nedgørelse af danskernes moralske habitus og fremmedangst. Selvom partiet for længst har indset, at der ikke var tale om “moral” eller fremmedangst, men om noget så sjældent i politik som sund fornuft, må socialdemokraterne fortsætte deres ørkenvandring, så længe befolkningen ikke har tillid til, at denne onde ånd er manet fuldstændigt i jorden. Man skulle ellers synes, at opskriften er ligetil: Næppe én muslim er kommet hertil i forventning om at Danmark er muslimsk. Et godt socialdemokratisk forslag vil så være, at knæfald for muslimerne i skolerne, daginstitutionerne, svømmehallerne og fjerkræslagterierne skal ophøre.

Dansk Folkeparti og gjorde sig ikke de store anstrengelser, men holdt sig til sine velkendte standpunkter. Pia Kjærsgaard er af en autodidakt noget af et oratorisk geni. Når hun så parrer det oratoriske med sin udtryksfulde mimik, er der ikke mange af hendes modparter, der bliver stående oprejst. Hun befinder sig udmærket i rollen som den, de andre ikke vil lege med, dvs. ikke før de lige står og mangler hendes mandater. Hun spillede - ligesom Anders Fog – dygtigt på frygten blandt vælgerne for, at et rødt flertal påny ville åbne grænserne for tilstrømning af muslimer, og konsoliderede sit parti med et yderligere mandat.

De Radikales ørkenvandring blev, som det var at forvente, forlænget med fire år og med et væsentligt mindre mandattal. Deres kampagne var uden glød, ja nærmest kedsommelig, hvilket for en del kan henføres til den ny partileders manglende udstråling. Man får det indtryk, at de radikale over hele linjen er løbet tør for vitaminer, og så er der ikke meget mere at sige om de radikale.

Hos Enhedslisten var der som sædvanlig godt gang i vitaminerne eller rettere sagt kamphornonerne. Der er ingen ende på denne verdens uretfærdigheder og ondskab: “De rådner op i flygtningelejrene” og danskerne er næsten lige så slemme som amerikanerne – og det siger en del.
Trods deres højt udviklede retfærdighedssans og ædelmodige støtte til gadens parlament på Nørrebro klarede de kun med nød og næppe spærregrænsen og måtte sige pænt farvel til to mandater.

Valgkampens suverænt mest underholdende parti var det nystiftede “Ny Alliance”. Her blev der slået nogle gevaldige slag i bolledejen, der ikke er set tilsvarende siden Holbergs politiske kandestøber. Man må dog formode, at Lars Kolinds forslag om en generel skat på 40% på Fyn skulle gennemføres på en så intelligent måde, at han på forhånd fandt det udsigtsløst at forklare den for sine partifæller endsige for vælgerne. Kolind er dog noget så krævende som professor, bestyrelsesformand mm., men som politiker synes han at befinde sig i sit helt eget univers.
Formanden for partiet er også en begavet mand, men han mangler en smule politisk tæft, når han tror, statsministeren kan overtales til frivilligt at gå af sammen med sin regering for derefter at dele ud af magten, inden regeringen træder til igen.
Hvad Asger Aamund har tænkt på valgaftenen kan der kun gisnes om, men han har formodentlig været yderst tilfreds med sin egen udmelding dagen før.

Bendt Bendtsen har haft det svært under hele valgkampen. Skattelettelsen, som han efter mange bønner fik Venstre med på, forventede han, at befolkningen ville juble over, men jubelen udeblev til hans store forbavselse. Her har folk til alle tider jamret over skatten, og så er de ikke spor taknemmelige, når han sørger for at lette den lede skat!
Det har heller ikke været nemt med nogle af de konservative ministre. Som fødevareminister udrettede Lars Barfoed, selv da han tog hænderne op af lommen, ingenting, og trafikminister Flemming Hansen havde tilsyneladende kun øje for at overgå alle tidligere trafikministre ved kvit og frit at ville forære svenskerne og tyskerne en bro over den vestlige Østersø.
Men om aftenen inden valgdagen kom Bendtsen i tanker om to andre af sine ministre. Det var som at trække to kæmpestore hvide kaniner op af en lille sort hat – og det vel at mærke kvalitetskaniner: Miljøminister Conny Hedegaard, der har sat Danmark på miljøverdenskortet og justitsminister Lene Espersen, der ikke alene tager sig godt ud på TV-skærmen, men også har haft en sikker hånd som minister på et vanskeligt område. Bingo! Så var den der, og det gav to ekstra mandater.
Godt gået Bendt Bendtsen!

Et lille lys forude

I dansk politik er der endelig sket noget virkelig positivt: Karen Jespersen har fået en ministerpost – hvorved almindelig sund fornuft endelig har fået stemme på Christiansborg.

Alle medier har straks kastet sig over hende og givet hende så meget negativ omtale, de overhovedet har haft fantasi til. Hun er jo anderledes. Ned i møget med hende.

Men trods hetzen ved jeg, at vælgerne for en gangs skyld ikke lader sig påvirke.

Karen Jespersen er nemlig  noget så sjældent i dansk politik som en ærlig og ligefrem politiker, der har sine meningers mod. Hun tør sige det, de fleste nøjes med at tænke, for man vil jo nødigt lægge sig ud med den politiske korrektheds bannerførere på Politiken, i DR, i Det Radikale Venstre og blandt de utallige eksperter i alverdens konventioner – hele den store flok af vor tids moralsk kolossalt overlegne farisæere.

Socialdemokratiet, som vi alle skylder så meget, er blevet overtaget af socialdemokraterne, hvis snæversyn ikke gav plads til en Karen Jespersen, så hun ikke havde anden mulighed end at skifte parti.

For Anders Fog Rasmussen var det en ren foræring sådan at overtage en stemmesluger kvit og frit. At han så nok får sit at se til mht. at styre hende er en anden sag, men han er jo godt på vej til at overtage det tidligere Socialdemokratis politik, så måske går det lettere, end man skulle tro. Samtidig melder Ny Alliance, der ganske vist har vist sig som noget af en fuser, sig som støtte for ham, så han må føle, det hele går hans vej. Hvem mon bliver de næste, der er bange for at stå alene tilbage på perronen, når toget er kørt?  Hvem ved, hvad det ender med, når statsministeren har succes med  i lyntempo at løbe fra sine tidligere og herostratisk berømte holdninger, hvor “Pengene fosser ud af statskassen” nu er blevet til “Pengene fosser ind i statskassen”? De gamle ærkeliberale venstrefolk må som Venstres unge løver sluge mange kameler for tiden.

For Danmark er det også en foræring endelig at få en social- og ligestillingsminister, hvis hjerte banker oprigtigt for samfundets svage.

Til lykke Danmark!

Grænseløs overbærenhed

De stakkels unge mennesker på Nørrebro fortsætter deres retfærdige kamp for at få foræret et hus, hvor de kan sidde i ro og mag og ryge hash og klimpre på en guitar, mens de lægger planer for den næste retfærdige kamp mod det onde samfund, der har så svært ved at forstå dem.

Ovenstående er et forsøg på at skildre situationen set fra de unges og deres forældres side.

For alle andre dvs. set fra samfundets side er der tale om hæmningsløse kriminelle, hvis handlinger får Danmark til at se ud som Haiti under et oprør. Disse unge er en skamplet på det land, der har taget hånd om dem fra fødslen og indtil for få måneder siden. De har aldrig bidraget med noget positivt og kommer nok heller aldrig til det.

Kunne det tænkes, at de er ofre for velfærdssamfundets generøsitet i hele deres levetid, hvor de har modtaget og modtaget, men aldrig været stillet over for krav? Har deres liv været præget af forstående og imødekommende pædagoger, lærere, sagsbehandlere, psykologer etc. i en sådan grad, at de har fået den opfattelse, at de har krav på at få opfyldt ethvert ønske uden modydelse?

Så pludselig støder de på grænsen for principløsheden, og det kan så kun opfattes som en uforståelig uretfærdighed. Hvad gør man så? Går til kamp mod uretfærdigheden, og da kampen en tid lang mødes med overbærenhed, eskalerer man kampen og griber til mere og mere grove midler. Ganske vist bliver nogle få arresteret, men de slippes hurtigt fri igen, og det var så det. Der går sandsynligvis prestige i at have været arresteret – man er vel en stolt kriger, som de onde ikke kunne klare?

Omsider er Nørrebros befolkning ved at få nok af bål og brand i gaderne, af knuste butiksruder og af plyndringer, men alt, hvad befolningen kan tage sig sammen til er et sølle demonstrationstog, der gør indtryk på hvem?

Spørgsmålet er vel i al sin enkelhed, om samfundets grænseløse overbærenhed er uden ende? Har vi indrettet lovgivningen sådan, at disse unge simpelthen ikke kan standses? Modige politikere er der mangel på, og så længe, der er det, fortsætter den grænseløse overbærenhed.

Stakkels konservative, stakkels svenskere

Bendt Bendtsen gør sit bedste for at finde en grimasse til regnestykket om topskatten. Desværre kom regnestykket tilbage fra Dansk Folkeparti fuldt af røde rettelser og med et helt andet facit – joh, man vil dog sikre, at der ikke er flere, end der er nu, der kommer til at betale topskat.

Hvordan man vil gøre det, er der intet om i forliget, men det giver jo også sig selv. Der er næppe nogen, der i øjeblikket ikke betaler topskat, der vil arbejde mere for med ét hug at komme over den magiske grænse, hvor skatten af de sidst tjente penge stiger med 20% til tæt ved to tredjedele. Så hellere arbejde sort. Man er vel ikke idiot. Et fremragende initiativ til fremme af sort arbejde, så hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud og simpelthen legalisere sort arbejde for private? Det ville fjerne en del sort samvittighed og usmageligt angiveri!

Vi mindre veltjenende er naturligvis glade for ligesom de mere veltjenende at slippe for mellemskatten og få bundfradraget forhøjet. Vi kan dog være en anelse bekymrede over, om mon samfundet vil have provenu nok til de mange uløste samfundsopgaver, der ligger og venter (se: “Politiske kandestøberier”).

Vi kan så sandelig også glæde os over, at Danmark – i følge et skørt? eller smart? projekt i Dubai er langt det mest værdifulde af alle de nordiske lande.. Her har den statsejede udviklingsvirksomhed  anlagt en lang række sandøer, der fra oven ligner et verdenskort og døbt projektet “The World”, idet hver sandø repræsenterer et af Jordens lande.

Det kan naturligvis ikke undre nogen, at Danmark med en pris på 180 millioner kroner er næsten dobbelt så dyr som Sverige (114 millioner) og koster næsten det samme som Storbritannien (198 millioner), som lige er solgt til Rod Steward. Norge er 130 millioner værd og Finland sølle 82 millioner ( det må skyldes det underlige sprog) er også solgt. Køberen kan gøre med sin sandbunke lige, hvad han vil, lave hele øen om til et stort fodboldstadion, eller bygge hoteller, kasinoer og  ferieboliger etc.

Men om det kommende skattesystem har spillet en rolle for prisdannelsen er ikke oplyst. Jeg tror, at når Danmark er så dyr, skyldes det vor frihedstrang, som ingen lov helt kan få bugt med, og hvem gider købe Sverige med “sosserne”, den enormt høje “moral”, ensretningen og Systembolaget?

Gør du?

Den konservative havkat i hyttefadet

Flere år i træk har den danske økonomi og eksporten kørt derudad i højeste gear, og for første gang i mands minde bugner statskassen af milliarder af kroner, og det samtidig med at de fleste danskere tjener flere penge (og bruger dem) end nogensinde før.

Det første vil Det Konservative Folkeparti have sat en stopper for ved at lempe på topskatten, så forbruget eksploderer yderligere, hvorefter økonomien løber løbsk. Manglen på arbejdskraft stiger yderligere, Pludselig overhaler importen eksporten, og inflationen begynder at røre på sig efter mange års ro. Så bliver gammelkendte indgreb nødvendige og så kører rouletten igen, som i Anker Jørgensens tid.

Det er, hvad der venter os, hvis de konservative får det, som de vil have det. Motivet er angiveligt, at folk, der slipper for topskat, vil arbejde mere. Men det er rent blændværk.

De fleste har i virkeligheden slet ikke brug for flere penge, men vil gerne have mere fritid, og hvis de uden at arbejde mere får flere penge for det, så er deres største problem at få mere tid til at bruge pengene, på fladskærme, smarte mobiltelefoner, flottere tøj (mærkevarer naturligvis), smartere og dyrere bil og hvis familien ikke alerede har to biler (det har de nu nok) så en fiks ny lille bil til fruen, flere og bedre ferierejser, en god pensionsordning så man kan trække sig tidligere tilbage og komme igang med at svinge golfkøllen etc. etc. Altså stik imod regeringens målsætning om at få folk til at arbejde mere.

Hvorfor skulle de dog det, når de kan få det hele uden?

Undtagelsen er kun de grådige, der til enhver tid vil rage mere til sig, men før eller siden melder tømmermændene sig.

Man behøver ikke nødvendigvis at have ondt af dem , der ikke har en topskat at få lettet. Deres livskvalitet kan sagtens være på højde med de mere veltjenendes, for der er ikke megen livskvalitet forbundet med overforbrug af materielle “goder”.

Politiske kandestøberier

I medierne vrimler det i øjeblikket med forlydender om et snarligt folketingsvalg, for partilederne er stærkt optagede af at overbyde hinanden. Nogle vil have så meget mere velfærd for os alle, at finansministerens bugnende pengekiste tømes i en ruf (oppositionen), mens regeringen mener, den stigende velfærd skal finansieres gennem effektivisering (læs: Besparelser på … øh velfærden gennem nednormeringer), hvorefter det være sundest for alle at bruge kistens indhold til at lette skattebyrden for dem, der tjener mest.

Der er ellers nok ud over velfærden, der skriger på forbedring.

Jernbanenettet er udslidt og forsømt i en sådan grad, at togene ikke kan køre til tiden og sikkerheden er ikke tidssvarende. At udbedre jernbanenettet koster mange penge.

Trafikkaos’et på de Sjællandske motorveje koster samfundet milliarder af kroner hvert eneste år. Eneste udvej er bygningen af en ekstra jernbaneforbindelse fra København og sydvestover. En sådan jernbaneforbindelse koster rigtig mange penge.

En færdiggørelse og måske udvidelse af den foreløbig udskældte metro vil skåne københavnerne for den værste luftforurening og lette samfærdslen i den store by. Det kommer til at koste rigtig mange penge.

Mange forsømte folkeskoler landet over trænger til modernisering og mangler tidssvarende undervisningsmidler og kvalificerede undervisere. Det kommer til at koste mange penge.

Situationen på landets sygehuse er næsten tilsvarende. Det kommer til at koste rigtig mange penge.

Landets kloaksystem er næsten overalt forsømt gennem mange år. Et nyt kloaksystem koster rigtig, rigtig mange penge.

I stedet for at rette blikket mod disse problemer drømmer regeringen om at forære svenskerne og tyskerne en bro over Femern-Bælt. Meget få danskere uden for Christiansborg synes de har brug for denne bro, som kommer til at koste rigtig mange penge.

I denne forvirring er jeg dog glad for, at ingen har foreslået, at vi bygger atombomber for pengene for at sikre den fremtidige velfærd mod anslag udefra.

Politiske flagellanter

Nu kører farcen igen om de danske soldater, der tog nogle talibanere til fange i Afganistan og udleverede dem til amerikanerne. Selvom amerikanerne satte talibanerne på fri fod nogle dage senere, kan man med det kendskab, vi har til amerikanerne, med stor sikkerhed gå ud fra, at de med deres sædvanlige grusomhed har udsat de stakkels uskyldige talibanere for tortur, før de slap dem fri.

Ganske vist halter logikken: Først pine dem, derpå sætte dem fri.

Normalt vil man mene, at tortur anvendes for at aftvinge fangen en tilståelse eller nogle oplysninger. Faktisk kan man med tortur få en fange til at tilstå hvad som helst og fortælle hvad som helst, han tror bødlen gerne vil høre, hvilket vil sige, at tilståelsen eller oplysningerne i de fleste tilfælde ikke kan bruges til noget som helst. Det har man vidst, siden inkvisitionens storhedstid i 1300-tallet, men dengang spillede det ingen rolle, for pavekirken havde brug for at statuere nogle eksempler ved at brænde staklerne levende. Der er ingen kendte eksempler på, at man dengang lod nogen af staklerne gå fri.

Det vil med andre ord sige, at Lykketoft, Søvndal og alle til venstre for dem mener, de amerikanske soldater alle til hobe er perverterede lyst-bødler, der piner talibanerne for deres fornøjelses skyld. At der virkelig findes enkelte  blandt de amerikanske soldater var Abu Ghraib et eksempel på, men alle amerikanske soldater? George W. Bush, som ganske givet må være en frelst skabssadist med de religiøse holdninger, han har - kan han have smittet samtlige amerikanske soldater i afganistan og Irak?

Men nu fremmes politikerleden for fuld damp igen: Undersøgelser, spørgsmål, påstande og beskyldninger. Ekspertudtalelser og nye ekspertudtalelser, som modsiger de første. Udvigende svar, halve svar og bortforklaringer. “Beviser” på det modsatte, nye beskyldninger osv. osv.

Når man tænker på forsvarsledelsens og forsvarsministerens panikangst for at Anette Hommel skulle være kommet til at bevæge sig ud til grænsen for det tilladte i henhold til næsten samtlige konventioner siden Arilds tid, er det svært for et neutralt menneske at tro, at danske soldater skulle optræde ansvarsløst og i strid med gældende regler - selv ikke over for talibanerne, som gang på gang har vist, at de er jordens mest ryggesløse skabninger, der på linje med Alkeidas terrorister har vist deres foragt for samtlige hellige konventioner.

Det eneste man aldrig når frem til er sandheden, men det er måske i virkeligheden heller ikke den, man er interesseret i. Det, der betyder noget, er at få tegnet et så usympatisk billede af modparten som muligt.

Og hvis det fremmer noget, er det politikerleden.

Velkommen til Ny Alliance!

Det er kolossalt spændende, hvad der sker i dansk politik lige nu.

Vil alle vi politisk hjemløse nu omsider få et parti, vi kan stemme på?

Svaret kan nok ikke gives før om et par måneder, når detaljerne i Ny Alliances politik lægges frem, og vi kan se, hvad der ligger bag kombinationen af betegnelserne social-konservativ og socialliberal. Det er bestemt også spændende, at partiet støttes af så fremtrædende personer som Danmarks modigste erhvervsmand, Asger Aamund. og den erfarne Lars Kolind, der er uhyre aktiv som  bestyrelsesformand, professor og forfatter mm.

De nærmeste dage vil vise, om der slutter sig flere folketingsmedlemmer til.

Ny Alliance vil ikke få besvær med at samle de nødvendige underskrifter for at blive opstillingsberettiget. Det passer fint, at der er to et halvt år til næste valg. Det giver Ny Alliance god tid til at profilere sig, og i mellemtiden kan der gættes fra alle sider om, hvorvidt partiet kommer i Folketinget med 6 eller 16 mandater.

Til gengæld er der nok ikke megen tvivl om, at det vil gå hårdt ud over Det Radikale Venstre, at Marianne Jelved omsider falder som formand, og at Margrethe Vestager vil komme til at præsidere over et hensygnende parti.

Det besynderligste er dog, at de to farveløse medlemmer af Helveg-klanen valgte at gå ned med den synkende skude. Det Radikale Venstre har nærmest været Helveg-klanens arvegods gennem generationer, så det må naturligvis at være svært at sige farvel . . . . . . men det kan jo nås endnu – ikke fordi jeg vil anse det for en fordel – den gamle Helveg virker helt udbrændt og klemt op i en krog af alle partiets kvinder, og den unge skylder efter flere år i Folketinget stadig at vise politisk format.

Men mon ikke, der kommer andre og bedre til?

Et ikke specielt naivt spørgsmål

Hvor dum har man lov at være som politiker?

Svar: Det bestemmer vælgerne.

Der er bare den hage ved det, at vælgerne har en elendig hukommelse. Vi husker Nyrups cykelhjelm og muligvis Mogens Camres pistol i håndbagagen, men dermed er det vist også sagt.

Hvor mange husker mon f.eks. Anders Fog Rasmussens kreative bogføring, til han måte gå af som skatteminister?

Det hjælper altså ikke noget, at det er vælgerne, der bestemmer, hvor dum en politiker må være.

Så myndigheden må overgå til partiets gruppe eller partiformanden, men der er så mange taktiske hensyn at tage, at man som regel vælger at lægge røgslør ud og til sidst låg på sagen.

Morten Messerschmidt valgte tilsyneladende selv at gå efter sin nylige dumhed, men i Det Radikale Venstre begår man ikke dumheder, kun genistreger, og når Elsebeth Gerner Nielsen vælger at optræde på TV med muslimsk tørklæde, er det fordi hun vil være solidarisk med de stakkels muslimske kvinder, der har så svært ved at falde til her i landet, fordi de er præget så uudsletteligt af hjemlandets daglige hjernevask, at de i den grad har vænnet sig til tørklædet, at de uden tørklædet som en Pavlovsk refleks føler sig nøgne og bespottende deres hjemlands sunde og guddommelige leveregler – nogle nærer den samme kærlighed til den klædelige heldragt, burkhaen, så de vil bære den, hvis de undtagelsesvist skulle tage et betalt arbejde, så manden har tilstrækkeligt med penge, til at han kan slappe af henne på samlingsstedet for de familieoverhoveder, der har styr på tingene – især på kvinderne.

Her er tale om de uintegrerbare muslimer, der heldigvis udgør et mindretal, men det er netop dem, Elsebeth Gerner Nielsen vælger at solidarisere sig med. Det er åbenbart fra dem, vi i følge Det Radikale Venstre, kan forvente os en hårdt tiltrængt kulturel berigelse.  –En politisk dumhed - en kolossal bundskraber!

Morten Messerschmidt ser ud til at være offer for en anden form for dumhed: Uvidenhed. På BT kender man ikke vort store nabolands ubesmittede nationalhymne, der synges på  en smuk melodi af Joseph Haydn.

Til BT’s og andres oplysning: “Deutschland, Deutschland über alles” betyder ikke, at Tyskland skal herske over alle andre. Det betyder ganske enkelt, at en tysker elsker sit hjemland over alt andet. Noget tilsvarende står der i så at sige alle landes nationalhymner! 

Morten Messerschmidts motiver til at synge den tyske nationalhymne, der absolut intet har med nazisme at gøre, kender jeg ikke, og om han har lavet utilbørlige armbevægelser, står nok lige så meget til troende, som at han har sunget nazisange.

Det er en særpræget fornemmelse at sidde her og forsvare en person, jeg ikke kender, og hvis politiske parti aldrig får min stemme, selvom det på ét punkt har været mere klarsynet end alle andre, men uvidenhed og dumhed må aldrig få retten på sin side uanset hvad!

Dumhed, uvidenhed, stupiditet og selvbedrag bør udryddes på stedet af et partis formand, ellers er han/hun ikke sin opgave voksen. 

Fire vise mænd

Fire vise mænd diskuterede forleden i radioens P1 i programmet Esmanns Verden kandidaterne til den statsmand, der havde sat det største fingeraftryk på det 20. århundrede. Kandidaterne var Hitler, Roosevelt, Churchill, Stalin og Mao.

Det blev der en lang og teoretisk diskussion ud af, hvor jeg syntes, de kloge mænd havde lidt svært ved at holde focus.

Hitler scorede højt på at have et klart mål og være skyld i millioner af menneskers død.

Roosevelt scorede knapt så højt på sit socialdemokratiske projekt New Deal, men var ellers naiv – især i forhold til Stalin.

Churchill scorede på sit klarsyn m.h.t. Hitler og på sin stædighed, men man glemte at kreditere ham for det samme klarsyn m.h.t. Stalin og undlod til gengæld helt at nævne hans katastrofale eventyr under slaget ved Gallipoli i 1915 og forsøget på at landsætte en styrke i det besatte Norge. Hvor Churchill passede ind i rangfølgen kom derved til at stå uklart.

Derimod var alle enige om, at kompagniskabet Lenin/Stalin klart slog Hitler m.h.t. massemord, men den største massemorder af alle var dog Mao.

Det vil altså sige, at Mao vandt i kraft af sin evne til at få folk slået ihjel!

Esmanns valg af kriterium for “konkurencen” kom derved til at forekomme ret så bizart.

Det havde været mere naturligt, at det gjaldt om at finde den statsmand, der har efterladt sig den mest positive  og betydningsfulde arv til efterverdenen.

Så var valget formentlig kommet til at stå mellem Ghandi, Churchill og Nelson Mandela, og diskussionen var blevet en del mere interessant og givtig.