Hele eller halve sandheder eller løgn

Det er sjældent, at en journalist lyver bevidst i sine artikler eller reportager, men det er til gengæld yderst almindeligt, at journalisten bringer halve sandheder – især på TV. Det betyder, at vi skal være forsigtige med at fælde vores dom, for tit kommer den anden halvdel af sandheden nogle dage senere, og så kan tingene pludselig komme til at se helt anderledes ud.

Hvorfor bringer medierne sandheden stykkevist? Sandsynligvis fordi journalisten ikke har research’et grundigt nok, før han bragte nyheden. Det gælder jo om at komme før konkurrenterne.

Sandhed er et problematisk begreb. Sandhed kan fordrejes, man kan pynte på den, man kan lægge lidt til eller trække lidt fra, og endelig kan man vende den på hovedet – så “sandheden” bliver til en løgn.

“Du må ikke sige falsk vidnesbyrd mod din næste” lyder det 9. bud i Det gamle Testamente, altså, vi må ikke lyve, hvilket også fremgår af Det ny Testamente og af det retsvæsen, vort samfund bygger på.

Det er altså ganske ligetil for kristne: Du må ikke lyve.

Det er ikke så ligetil med Islam, for denne religion har undtagelser, der kan gøre det svært at fæste lid til udtalelser fra denne religions udøvere:

Taqiya og Kithman er navnene på den praksis, der tillader muslimer at lyve og vildlede vantro (dvs. ikke-muslimer) for at opnå en fordel for Islam, udtrykkene bliver også anvendt når muslimer skjuler deres tro for vantro for at få deres tillid, for senere at misbruge den. Taqiya og Kithman anvendes oftest af Shi’a-muslimer, men dog også af Sunni-muslimer.

Kilde: http://www.faithfreedom.org

Hvem husker ikke de uhyrlige løgne om Danmark der med Allahs velsignelse blev  blev bragt i de muslimske medier – især de ægyptiske og indonesiske – under krisen om Muhammed-tegningerne?

Disse løgne var så grove og gennemskuelige, at de muslimske medier fik sat en tyk streg under deres fabelagtige utroværdighed, som dog allerede var velkendt i de vestlige lande.

 

Vanskeligheden for den “vantro” er, at han ikke uden videre kan gå ud fra, at han står over for en person, der praktiserer Taqiya eller Kithman, for der er fornuftigvis mange undtagelser.

 

Folkekirkens deroute

Over 90% af danskerne er medlem af Folkekirken, men de fleste danskere er ikke praktiserende kristne, men kulturkristne, hvilket vil sige, at vore holdninger i moralske og etiske spørgsmål på de fleste områder har deres rod i kristendommen – i den kristne kultur, uden at vi nødvendigvis er troende.

Det betyder, at kristendommen ikke længere er en stabiliserende faktor i vort samfund, og det er ikke ualmindeligt, at man i storbyerne betragter det religiøse som et supermarked, hvor der er frit valg mellem varerne på hylderne: hinduisme, buddisme. islam, kristendom, shamanisme, new age, altruisme,gnosticisme mm.

Man ta’r lidt hist og lidt pist, nogle stearinlys og et par røgelsespinde, og så er man klar til at dyrke sin “religion”.

Kristendommen står med andre ord svagt i en tid, hvor alverdens forskellige religioner kommer til landet med flygtninge og indvandrere.
Kristendommen er med præsternes og bispernes medvirken blevet udvandet i en sådan grad, at den ikke længere har noget særligt på hjerte.

Præsterne og bisperne har lagt så megen vægt på at tilpasse kristendommen og gudstjenesten til tidens “krav” med det ene kompromis efter det andet, at der næsten kun er tomme ritualer tilbage. Rummelighed kalder de det.

Som led i rummeligheden har nogle præster forvandlet sig til hyggeonkler og hyggetanter, ja, en enkelt har tilmed – uden synderlige konsekvenser – meddelt, at han ikke tror på Guds skaberværk!

Selv for en kulturkristen er det sørgeligt at være vidne til Folkekirkens forfald.

Religionstyranni

Det er ufattelige skændselsgerninger, der op gennem historien har fundet sted i religionens navn. Ugerningerne antog alle tænkelige former for pinsler og måder at slå mennesker ihjel på.
Kristendommen stod ikke tilbage for nogen anden religion i den henseende dvs. det var dog ikke kristendommens hellige bog, Bibelen, der foreskrev nogen at straffe andre for de forskellige fejltrin, et menneske kunne begå – det var kirken, eller rettere kirkens mænd.

Skiftende paver iværksatte inkvisitioner dvs. domstole, der skulle holde øje med afvigere fra den rette tro (kætteri), og angiveri var udbredt. Med den grusomste tortur fik inkvisitionens bødler altid den anklagede til at tilstå hvad som helst, og skulle en enkelt holde stand, var det fordi Djævelen holdt hånden over ham eller hende, og så var konsekvensen selvfølgelig den samme: At blive brændt levende på bålet. Og endnu mere grotesk: Døden på bålet var ikke en straf, men en renselse, en udfrielse fra Djævelens greb, så sjælen blev reddet.

Straffen udførtes ofte ved en såkaldt autodafé dvs. verdslige borgere, der på kirkens vegne forestod handlingen i fuld offentlighed med mange tilskuere. Så undgik de gejstlige også at få snavset deres hænder til.
Den sidste autodafé fandt sted i Italien så sent som i 1826, hvor en skoleinspektør blev brændt for afvigende meninger.

Den sidste inkvisition blev iværksat i 1478, men dermed var det langtfra forbi med uhyrlighederne. Heksejagt, pinsler og brændinger blev udført af almindelige folk helt op i 1700-tallet i alle kristne lande ofte under udbrud af religiøs hysteri, der kunne være startet ved et tilfælde eller ved en enkelt persons hævnakt i form af falsk angiveri, og hele områder kunne på den måde lægges næsten øde, før hysteriet ebbede ud.

Den sidste ”heks”, der blev brændt i Danmark, var Maren Spliid, der den 9. november 1641 blev brændt mellem galgebakkerne ved Ribe.

Det er mærkeligt at tænke på, at der stadig i vore dage, som vi regner for en oplyst tid, – informationstidsalderen, hvor IT-teknologien er udbredt til hele kloden – hersker en religion i de muslimske samfund, Islam, der alt efter hvordan religionens hellige bog, Koranen, fortolkes af præsteskabet, kan påbyde straffe som piskning, afhugning af lemmer og dødsstraf ved stening eller halshugning, og at en muslim, der konverterer til en anden tro (= kætteri), skal straffes med døden.

De muslimske samfund er meget forskellige pga. forskellig fortolkning af Koranen. I samme land kan der endda være forskellige fraktioner, der foragter hinanden eller ligefrem bekriger hinanden. Men fælles for alle muslimske samfund er, at de er patriarkalske, og kvinderne er mændenes ejendom og skal gå tildækkede, for at andre mænd ikke skal kaste deres øjne på dem. Jo mere ortodoks præsteskabet er, jo strengere er levereglerne for både mænd og kvinder.
Der er muslimske samfund, hvor pigerne får klitoris skåret af og skedeåbningen syet sammen, for at sikre, at hun er jomfru, når hun skal giftes, altså blive en ægtemands ejendom og ikke længere faderens. Det kaldes omskærelse, men er et lemlæstende – et invaliderende indgreb, der er forbudt i Danmark, og som ikke kan sammenlignes med jødernes omskærelse af drengebørn, der kun går ud på at fjerne det meste af forhuden på penis, hvor frastødende denne skik end kan synes i et samfund, hvor det ikke er lovligt at halekupere hunde.

Vi har i Danmark for århundreder siden gjort op med enhver form for religionstyranni. Dette gælder ikke kun for ”gammeldanskere”, men også for ”nydanskere” og nye immigranter, som må acceptere dette forhold, før de sætter deres fod på dansk jord.