Kyllingen er slagtet og smidt i dybfryseren

Tour de France og “Kyllingen” har leveret stof til mange timers billigt diskussions-tv på begge kanaler. Ingen ved rigtigt, hvilket ben, de skal stå på. Er det nu også retfærdigt, at Michael Rasmusen er sat af holdet af Dansk Cykle Union, fordi han ikke har villet fortælle dopingmyndighederne, hvor han har trænet og overhørt to advarsler og måske tilmed løjet?
Den slags kan vi ikke have, og han er prompte blevet bandlyst fra alt – herunder deltagelse i de olympiske lege af de renfærdige danske cykel-myndigheder, og må nu sige farvel til millionindtægter. Han er rent ud sagt spedalsk, ingen vil røre ham.

Man skulle tro, han havde slået en af sine konkurrenter ihjel!

Det er der dog endnu ikke forlydender om, men det kan jo komme endnu.

Bjarne Riis er kun halvt spedalsk, fordi han gik til bekendelse, men er naturligvis frataget sin sejr, ære og værdighed. Han burde dog til en vis grad godskrives for at være så elendig til at lyve.
Fra dag ét i årene siden sin Tour de France-sejr har det hver gang lyst ud af ham, at han løj, når han blev udspurgt om doping, så det er mærkeligt, at han ikke blev dømt på mistanken alene, sådan som Kyllingen er blevet det. Mon ikke det hænger sammen med den intense negative mediedækning af den stakkels kylling, som vi ellers var så stolte af, indtil inkvisitonen slog sine glødende tænger i ham?

Michael Rasmussen er ikke taget i dopingkontrollen, men for den hjemlige inkvisition kommer tvivlen anklageren til gode. I en hvilken som helst retssal i en hvilket som helst retsstat ville sagen mod Kyllingen blive afvist pga. mangel på beviser og for tynde indicier.

Der er dog næppe mange, som gennem de sidste ti år har været i tvivl om, at det kræver en supermand for at vinde dette umenneskeligt krævende løb uden at være dopet, for det er der sandsynligvis dusinvis af ryttere, der er. Men måske er Michael Rasmussen en sådan supermand? Hans forudgående cykelkarriere kunne godt tyde på det. Han er begavet og fantastisk determineret og som de fleste virkeligt store talenter egoistisk, egenrådig og konfrontatorisk, og det fældede ham sandsynligvis, for det er svært for andre at tolerere.

Marco Pantani – “piraten” – vandt i 1998 og blev året efter taget for doping. Han overvandt aldrig fornedrelsen og døde kort efter af en overdosis kokain. Dog har de knapt så asketiske italienere aldrig glemt ham.

Der står så meget på spil i dette cykelløb, at man må regne med, at der altid vil være flere, som forsøger at skyde genvej i håb om at slippe godt fra det.

Doping er et uvæsen og bør til enhver tid bekæmpes.

Da det er så svært – for ikke at sige umuligt – at komme doping helt til livs, burde cykelmyndighederne overveje at forlade metoden med helt at ødelægge en skyldig eller mistænkt og i stedet idømme bøder af en størrelsesorden, der retter sig efter forseelsens alvor – lige fra at fratage delinkventen al indkomst som følge af en sejr eller god position – til bøder af mere overkommelige størrelser.

Store talenter har ofte store fejl. For mig er Kyllingen vinderen af Tour de France 2007.

The noble art of self defence

For nylig mødtes to kæmper i ringen. Sjældent har man set så mange øretæver blive uddelt, og sjældent har man set så mange øretæver blive modtaget uden tegn på at have fået nok.
Den ene bokser, Mikkel Kessler, har en sund boksestil, der formentlig vil lade ham være umærket af professionen, den dag han stopper karrieren.
Den anden bokser, Librado Andrade, vil formentlig ende som et ringvrag, fordi han hellere vil tage imod utallige slag til hovedet end lægge sig, selvom han er fuldstændig underlegen. Der var ikke megen self defence over Andrade, kun uhyre hårdførhed, Synd, han ikke har bedre rådgivere.

Skal Mikkel Kessler bebrejdes for noget, må det være, at han ikke fra kampens midte prøvede at stoppe sin modstander med et leverstød, og derved skåne ham for flere ødelagte hjerneceller.

Mikkel Kessler er den perfekte bokser.
Han er hurtig i hovedet, og han har den perfekte boksers fysik: krop og lemmer passer harmonisk sammen, han er høj med lange, stærke ben, han har lange arme, og biceps og triceps synes lige store. Han har hurtige reflekser og er smidig og meget bevægelig. Hans venstre-japs kan slide de fleste modstandere op inden 6. omgang, og hans højre-stød lægger de fleste ned efter én eller to træffere,

Mikkel Kessler er endnu uspoleret af sin succes og det ikke altid lige sunde miljø i bokseverdenen. Med tøj på ligner han enhver svigermors drøm – smilende og ukrukket – en stor dreng, hvad han jo også er. Man må ønske, at han går karrieren ud, som han begyndte den, og der er ingen tvivl om, at der venter ham en stor fremtid.

Den dag, Mikkel Kessler skal kæmpe om verdensmesterskabet i den fineste bokseliga i USA er ikke fjern, og så vil han som den første danske bokser vende hjem fra USA som sejrherre. Så har han nået toppen som den bedste danske bokser gennem tiderne. Efter et antal titel-forsvar kan han trække sig tilbage med en formue og begynde et andet liv. Forhåbentlig vil han få gode økonomiske rådgivere.

Man skal ganske vist ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt, men jeg vover altså det ene øje!