Grænseløs overbærenhed

De stakkels unge mennesker på Nørrebro fortsætter deres retfærdige kamp for at få foræret et hus, hvor de kan sidde i ro og mag og ryge hash og klimpre på en guitar, mens de lægger planer for den næste retfærdige kamp mod det onde samfund, der har så svært ved at forstå dem.

Ovenstående er et forsøg på at skildre situationen set fra de unges og deres forældres side.

For alle andre dvs. set fra samfundets side er der tale om hæmningsløse kriminelle, hvis handlinger får Danmark til at se ud som Haiti under et oprør. Disse unge er en skamplet på det land, der har taget hånd om dem fra fødslen og indtil for få måneder siden. De har aldrig bidraget med noget positivt og kommer nok heller aldrig til det.

Kunne det tænkes, at de er ofre for velfærdssamfundets generøsitet i hele deres levetid, hvor de har modtaget og modtaget, men aldrig været stillet over for krav? Har deres liv været præget af forstående og imødekommende pædagoger, lærere, sagsbehandlere, psykologer etc. i en sådan grad, at de har fået den opfattelse, at de har krav på at få opfyldt ethvert ønske uden modydelse?

Så pludselig støder de på grænsen for principløsheden, og det kan så kun opfattes som en uforståelig uretfærdighed. Hvad gør man så? Går til kamp mod uretfærdigheden, og da kampen en tid lang mødes med overbærenhed, eskalerer man kampen og griber til mere og mere grove midler. Ganske vist bliver nogle få arresteret, men de slippes hurtigt fri igen, og det var så det. Der går sandsynligvis prestige i at have været arresteret – man er vel en stolt kriger, som de onde ikke kunne klare?

Omsider er Nørrebros befolkning ved at få nok af bål og brand i gaderne, af knuste butiksruder og af plyndringer, men alt, hvad befolningen kan tage sig sammen til er et sølle demonstrationstog, der gør indtryk på hvem?

Spørgsmålet er vel i al sin enkelhed, om samfundets grænseløse overbærenhed er uden ende? Har vi indrettet lovgivningen sådan, at disse unge simpelthen ikke kan standses? Modige politikere er der mangel på, og så længe, der er det, fortsætter den grænseløse overbærenhed.

Faderhuset

“De unge” kalder medierne så forsigtigt den besynderlige samling piercede navlepillere, der har tiltaget sig retten til “Faderhuset”, som muligvist ikke var for pænt før, men som nu udefra ligner en misligholdt svinesti.

Ikke fordi det reelt set gør nogen større forskel rent kulturelt, for de rette ejere af Faderhuset er en anden besynderlig samling, en flok barnagtige slapsvanse, der bilder sig ind at have en direkte forbindelse til højere magter – en så intens forbindelse, at de kommer i trance og bryder ud i “tungetale”, som ingen kan forstå og næppe heller de højere magter, men så går tiden da med det.

Fremtidens Danmark afhænger af nutidens unge, og her gælder det om at være optimistisk.

Det er ikke nyt, at de unge skal løbe hornene af sig, før de kan stå på egne ben uden bistandshjælp og socialrådgiveres hjælpende hænder, og det normale er, at de før eller siden bliver i stand til at forsørge sig selv med lovlige midler og en skønne dag oven i købet begynder at bidrage positivt til samfundet.

Nu kan man vist roligt se bort fra det normale i forbindelse med disse to ungdomsgrupper.

De piercede vil hver især have behov for en støttepædagog, der kan hjælpe dem til at leve i et samfund, hvor der ingen spirituel autoritet er at støtte sig til, så det bliver en vanskelig opgave at vænne dem fra deres substitutter i form af diverse fetich’er stukket gennem næsen, læberne, ørene, navlen mm.

Endnu vanskeligere bliver det at overbevise dem om, at de trods samfundets store tolerance ikke altid kan gøre, som de selv mener, de har ret til, for der er ikke tale om ubegavede, men afsporede unge, der er velartikulerende og ikke let lader sig overbevise om, at det er forkert at bemægtige sig andres ejendom og smide brosten efter politiet.

Den hurtigste og mest effektive kur vil være at bevilge dem et 3-måneders praktikophold uden mulighed for orlov hos nogle af vestkystens fiskeskippere (mod passende betaling til skipperen og besætningen), men med mulighed for en yderligere praktikperiode, hvis det mod forventning skulle være nødigt.

Mht. tungetalerne er det nok bedst at se tiden lidt an og i første omgang nøjes med at knytte en tålmodig socialrådgiver på fuld tid til gruppen.