Fremskridt?

Det forlyder nu, at samtlige danske soldater, der har været udsendt på fredsbevarende / fredsskabende / infrastrukturopbyggende missioner – i alt godt et tusinde mand – skal have tilbudt psykologhjælp til at komme over deres oplevelser, for alle må da i det mindste have taget nogen skade på deres sjæl.

Nu kommer de fleste mennesker før eller siden ud for dramatiske eller sindsoprivende oplevelser.

Min far mistede sin kone og deres eneste barn under influenza-epidemien først i trediverne. Han måtte klare sin sorgbearbejdelse selv eller med venners hjælp. Fire år senere giftede han sig igen og blev far til fem børn, blev formand for jagtforeningen og avancerede til stationsmester ved Statsbanerne og levede til han var over firs.
Det tog hårdt på mig, da han døde, men jeg klarede sorgen selv, og det har jeg befundet mig godt ved. Jeg har senere prøvet at køre galt  på motorcykel og vågne op på hospitalet efter at  være blevet lappet sammen – uden at få traumer af den grund. Jeg har engang været tæt på at drukne – uden at få traumer af den grund.

Her kommer så en lille, men meget alvorlig historie:
Da jeg var en lille dreng, var mit kæreste eje en lille hamster. En dag fik den lov til at løbe frit omkring på gulvet i køkkenet. Så kom min onkel på besøg, og da han kom ind ad døren til køkkenet trådte han uafvidende min hanster så flad som en klatkage. Det var mit livs hidtil største sorg. Min mor sagde trøstende: “Det var da synd.” Min far sagde ikke noget, før onklen var gået. Så sagde han: “Han er da også en klodsmajor”, og det var så det. Ikke noget med, at jeg fik en ny hamster eller lignende (pengene var små i familien). Jeg måtte klare sorgen selv – måske med en smule trøst fra min mor, for min verden var virkelig brudt sammen, og jeg sørgede i flere dage, så snottet løb. Det er sikkert derfor, jeg husker episoden, selvom jeg inden længe tilgav min onkel.

Min onkel var sønderjyde. Han havde kun én lunge, for han havde i sin tid været tvangsindkaldt til tysk krigstjeneste under 1. verdenskrig og under et gasangreb fået ødelagt den ene lunge. Den blev fjernet, og han blev sendt hjem. Ikke noget med behandling for traumer her. Han ernærede sig alle dage derefter ved sin pension, omgikkes andre mennesker på normal vis, giftede sig, blev far til to sunde børn og døde i en høj alder.

Mine svigerforældre mistede deres ældste søn, da han druknede til søs. Det var et hårdt slag for forældrene og for min kone, der dengang var fjorten år. De klarede sorgen selv, men mindedes med kærlighed deres store dreng/bror i mange,mange år til deres død. Min kone mindes ham stadig med kærlighed og stolthed.

Mit ærinde med disse bekendelser er at vise, at for et halvt hundrede år siden klarede de fleste mennesker sig ud af deres forskrækkelser og over deres sorger uden hjælp fra eksperter.

I dag bliver man, om ikke påtvunget, så tilbudt psykologhjælp ved noget, der af og til ligner de rene bagateller.
Jeg anerkender naturligvis, at der kan være så traumatiske begivenheder, at der er brug for professionel hjælp til at komme på højkant igen.
Men gælder det også, fordi man som passager har været med ved en nødlanding, hvor ingen kom væsentligt til skade? Eller hvis man har været passager i en bus, der væltede, hvorved en del personer fik småknubs? Etc. etc.

Er vi blevet et folk af skrællinger?

Eller har psykologerne bare været lige dygtige nok til at markedsføre sig?

Jeg er tilbøjelig til at tro begge dele. Psykologerne har gjort os til et folk af svagpissere.

Det er ikke så mærkeligt, at psykologistudiet er så populært. Det fører jo til fast, godt betalt arbejde på det offentliges regning.

Lyder det for en eller anden som et udsagn fra et tidselgemyt? Så vil jeg lige gøre opmærksom på, at jeg er den eneste blandt alle, jeg kender – og det er mange – der har papir på, at jeg emotionelt er normal og intellektuelt ligger i den gode ende, omend det ikke står for godt til med korttidshukommelsen . Jeg blev nemlig efter min tredje blodprop i hjernen  sendt til psykiater!

The noble art of self defence

For nylig mødtes to kæmper i ringen. Sjældent har man set så mange øretæver blive uddelt, og sjældent har man set så mange øretæver blive modtaget uden tegn på at have fået nok.
Den ene bokser, Mikkel Kessler, har en sund boksestil, der formentlig vil lade ham være umærket af professionen, den dag han stopper karrieren.
Den anden bokser, Librado Andrade, vil formentlig ende som et ringvrag, fordi han hellere vil tage imod utallige slag til hovedet end lægge sig, selvom han er fuldstændig underlegen. Der var ikke megen self defence over Andrade, kun uhyre hårdførhed, Synd, han ikke har bedre rådgivere.

Skal Mikkel Kessler bebrejdes for noget, må det være, at han ikke fra kampens midte prøvede at stoppe sin modstander med et leverstød, og derved skåne ham for flere ødelagte hjerneceller.

Mikkel Kessler er den perfekte bokser.
Han er hurtig i hovedet, og han har den perfekte boksers fysik: krop og lemmer passer harmonisk sammen, han er høj med lange, stærke ben, han har lange arme, og biceps og triceps synes lige store. Han har hurtige reflekser og er smidig og meget bevægelig. Hans venstre-japs kan slide de fleste modstandere op inden 6. omgang, og hans højre-stød lægger de fleste ned efter én eller to træffere,

Mikkel Kessler er endnu uspoleret af sin succes og det ikke altid lige sunde miljø i bokseverdenen. Med tøj på ligner han enhver svigermors drøm – smilende og ukrukket – en stor dreng, hvad han jo også er. Man må ønske, at han går karrieren ud, som han begyndte den, og der er ingen tvivl om, at der venter ham en stor fremtid.

Den dag, Mikkel Kessler skal kæmpe om verdensmesterskabet i den fineste bokseliga i USA er ikke fjern, og så vil han som den første danske bokser vende hjem fra USA som sejrherre. Så har han nået toppen som den bedste danske bokser gennem tiderne. Efter et antal titel-forsvar kan han trække sig tilbage med en formue og begynde et andet liv. Forhåbentlig vil han få gode økonomiske rådgivere.

Man skal ganske vist ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt, men jeg vover altså det ene øje!

Hjernens mysterier

Hjernens måde at fungere på er en gåde af samme dimensioner som universets indretning.

Det mindste insekts hjerne, består af ganske få neuroner (hjerneceller), Selv en sådan hjernes funktion er gådefuld.

Det er fantastisk, at vi efter hundrede års moderne neurovidenskabelig forskning stadig ikke kender en neurons elementære informationsbearbejdning!

Mel Bartlett, professor i biomedicinsk behandling og psykolog.

Efter hundreder af tusinder af års nye generationers udvikling er hjernen blevet egnet til at håndtere sameksistensen med en flok på 30 – 50 mennesker og de krav, tilværelsen stillede til livets opretholdelse dvs. føde, forplantning, sikkerhed for fjender og store rovdyr og værn mod kulde.

Men antallet af nye generationer siden da er kun en forsvindende lille brøkdel af det antal, der gennem udvikling skulle gøre hjernen i stand til at håndtere den moderne tids krav om konstant omstilling. Med andre ord: Det moderne menneskes hjerne er ikke gearet til den tid vi lever i.

Heldigvis er hjernen fantastisk fleksibel og kompenserer i vid udstrækning selv for sine mangler. Det er dog ikke uden omkostninger i form af stress, fordi hjernen ikke altid får de hvilepauser,der er nødvendige for at restituere sig. Alle arbejdspladser burde, hvis det er muligt, indlægge to-tre frikvarterer á en ti minutters tid. Det svarer såmænd bare til den tid, hvor arbejdsmanden i gamle dage stod og hang over skovlen, når formanden var ude af syne!

Min egen hjerne har vist sig yderst fleksibel, da den har kompenseret for ikke mindre end 3 blodpropper og 1 hjerneblødning. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange hjerneceller, det har kostet, og som bekendt er vi fra fødslen udrustet med de hjerneceller, der skal tjene os gennem hele livet, og der dannes aldrig nye.

Alle hjernecellerne er del af et kolossalt indviklet og umådeligt effektivt netværk, der får verdens kraftigste computer til at ligne et stykke legetøj i sammenligning.

Der er altså al mulig grund til at passe på hjernen og undgå de stoffer, der slår hjerneceller ihjel. Det er først og fremmest narkotika af alle typer, lightergas, opløsningsmidler og et for stort forbrug af alkohol (som også er et opløsningsmiddel). Man skal ikke satse på, at hjernen kan kompensere for skader forårsaget af disse stoffer.