Politiske flagellanter

Nu kører farcen igen om de danske soldater, der tog nogle talibanere til fange i Afganistan og udleverede dem til amerikanerne. Selvom amerikanerne satte talibanerne på fri fod nogle dage senere, kan man med det kendskab, vi har til amerikanerne, med stor sikkerhed gå ud fra, at de med deres sædvanlige grusomhed har udsat de stakkels uskyldige talibanere for tortur, før de slap dem fri.

Ganske vist halter logikken: Først pine dem, derpå sætte dem fri.

Normalt vil man mene, at tortur anvendes for at aftvinge fangen en tilståelse eller nogle oplysninger. Faktisk kan man med tortur få en fange til at tilstå hvad som helst og fortælle hvad som helst, han tror bødlen gerne vil høre, hvilket vil sige, at tilståelsen eller oplysningerne i de fleste tilfælde ikke kan bruges til noget som helst. Det har man vidst, siden inkvisitionens storhedstid i 1300-tallet, men dengang spillede det ingen rolle, for pavekirken havde brug for at statuere nogle eksempler ved at brænde staklerne levende. Der er ingen kendte eksempler på, at man dengang lod nogen af staklerne gå fri.

Det vil med andre ord sige, at Lykketoft, Søvndal og alle til venstre for dem mener, de amerikanske soldater alle til hobe er perverterede lyst-bødler, der piner talibanerne for deres fornøjelses skyld. At der virkelig findes enkelte  blandt de amerikanske soldater var Abu Ghraib et eksempel på, men alle amerikanske soldater? George W. Bush, som ganske givet må være en frelst skabssadist med de religiøse holdninger, han har - kan han have smittet samtlige amerikanske soldater i afganistan og Irak?

Men nu fremmes politikerleden for fuld damp igen: Undersøgelser, spørgsmål, påstande og beskyldninger. Ekspertudtalelser og nye ekspertudtalelser, som modsiger de første. Udvigende svar, halve svar og bortforklaringer. “Beviser” på det modsatte, nye beskyldninger osv. osv.

Når man tænker på forsvarsledelsens og forsvarsministerens panikangst for at Anette Hommel skulle være kommet til at bevæge sig ud til grænsen for det tilladte i henhold til næsten samtlige konventioner siden Arilds tid, er det svært for et neutralt menneske at tro, at danske soldater skulle optræde ansvarsløst og i strid med gældende regler - selv ikke over for talibanerne, som gang på gang har vist, at de er jordens mest ryggesløse skabninger, der på linje med Alkeidas terrorister har vist deres foragt for samtlige hellige konventioner.

Det eneste man aldrig når frem til er sandheden, men det er måske i virkeligheden heller ikke den, man er interesseret i. Det, der betyder noget, er at få tegnet et så usympatisk billede af modparten som muligt.

Og hvis det fremmer noget, er det politikerleden.

Fire vise mænd

Fire vise mænd diskuterede forleden i radioens P1 i programmet Esmanns Verden kandidaterne til den statsmand, der havde sat det største fingeraftryk på det 20. århundrede. Kandidaterne var Hitler, Roosevelt, Churchill, Stalin og Mao.

Det blev der en lang og teoretisk diskussion ud af, hvor jeg syntes, de kloge mænd havde lidt svært ved at holde focus.

Hitler scorede højt på at have et klart mål og være skyld i millioner af menneskers død.

Roosevelt scorede knapt så højt på sit socialdemokratiske projekt New Deal, men var ellers naiv – især i forhold til Stalin.

Churchill scorede på sit klarsyn m.h.t. Hitler og på sin stædighed, men man glemte at kreditere ham for det samme klarsyn m.h.t. Stalin og undlod til gengæld helt at nævne hans katastrofale eventyr under slaget ved Gallipoli i 1915 og forsøget på at landsætte en styrke i det besatte Norge. Hvor Churchill passede ind i rangfølgen kom derved til at stå uklart.

Derimod var alle enige om, at kompagniskabet Lenin/Stalin klart slog Hitler m.h.t. massemord, men den største massemorder af alle var dog Mao.

Det vil altså sige, at Mao vandt i kraft af sin evne til at få folk slået ihjel!

Esmanns valg af kriterium for “konkurencen” kom derved til at forekomme ret så bizart.

Det havde været mere naturligt, at det gjaldt om at finde den statsmand, der har efterladt sig den mest positive  og betydningsfulde arv til efterverdenen.

Så var valget formentlig kommet til at stå mellem Ghandi, Churchill og Nelson Mandela, og diskussionen var blevet en del mere interessant og givtig.

Tragikomisk krigsspilfægteri

De tre uheldige helte (Lykketoft, Søvndal og Åen) har indledt en offensiv (altså verbal for Marx’ skyld!) i anledning af regeringens planer om at trække soldaterne hjem fra Irak.

De spørger:”Er det så fordi, de har sejret eller tabt?”

Jeg kan være galt underrettet, men mig bekendt er det kun amerikanerne, der har været i krig i Irak – dog stort set uden at møde militær modstand.

Amerikanerne vandt krigen, men tabte freden til religiøse bander og talrige almindelige kriminelle.

De danske soldaters opgave Irak, var ikke at gå i krig, men at hjælpe til med at sætte en stopper for de lovløse tilstande i landet til gavn for den almindelige iraker, som har en familie at forsørge, og det er i hovedsagen lykkedes i det område, de arbejdede i.

Derfor er trekløverets spørgsmål det rene vrøvl.

Hjemkaldelsen af den danske bataljon giver selvfølgelig anledning til at gøre status.

1. Den danske bataljon har gjort et godt stykke arbejde med at holde de kriminelle nede i deres område og med at få vandforsyning, elforsyning oma. til at fungere.

2. Enkelte officerer, generalstabschefen og forsvarsministeren har gjort en mindre heldig figur i forbindelse med den meget omtalte afhøringssag.
Officererne ved ikke at stikke fingeren i jorden, men sætte en kvinde til at afhøre mandlige fanger, hvilket på de kanter er ikke mindre end helligbrøde, og ved helt at undlade at bistå den kvindelige efterretningsofficer (Anette Hommel).

Da det rygtedes, at Anette Hommel havde brugt grimme ord under afhøringen og nægtet fangerne at holde drikkepause flere gange i timen og tilmed anbragt fangerne i ubekvemme stillinger, anede forsvarschefen, Jesper Helsø, og forsvarsministeren, Søren Gade, at et nyt Abu Graif var under opsejling, og beordrede stærkt handlekraftigt, alle der var berørt med afhøringen, hjemsendt øjeblikkeligt uden at undersøge sagen nærmere først.

Da “sagen” så blev undersøgt til bunds, viste det sig, at der ingen var, og at det eneste berørte mandfolk var – Anette Hommel! Hun er nu frikendt for alle anklager og har fået en erstatning for den uberettigede behandling, hun har været ude for. Tilbage står så forsvarschefen og forsvarsministeren med røde øren. Jesper Helsø kan jo trække kasketten lidt længere ned, men Søren Gade har ikke nogen, så han må give kulden skylden.

3. De danske og britiske soldater har gjort en behjertet indsats, men Irak er en bundløs sump af religiøs fanatisme og kriminelle bander, så man skal nok ikke gøre sig illusioner om, at den grad af orden, de efterlader sig i deres områder, holder ret længe.

4. Har det hele så været spildt? – Både ja og nej. -  Ja af ovenstående grund, -  nej, fordi det har givet det danske militær – både høj og lav, en tiltrængt lektion og uvurderliglig træning (desvære på bekostning af menneskeliv).

Fred, krig eller øvelse – hvor så mange mænd er i aktion med militært grej, sker der uheld, som af og til indebærer tab af menneskeliv. En ringe trøst for de efterladte.

5. Alle (m. undt. af trekløveret ovenfor) ved nu, at det var rigtigt at fjerne bødlen Saddam Hussein og hans skruppelløse og perverse sønner samt alle de banditter, der omgav ham.

Når man kender deres historie, forekommer det mig ikke nødvendigt at angive en grund til at fjerne dem. At man så gør det alligevel og vælger en forkert, var en stor fejltagelse, men amerikanerne begik en endnu større fejltagelse ved at indsætte alt for få tropper og ved ikke at have en gennemtænkt plan for at gennemføre freden.

Det sidste er utilgiveligt og har stillet de allierede over for en så godt som umulig opgave, hvad ingen af dem kunne vide, før de med de bedste hensigter påtog sig den.

6. Og forsvarets efterretningstjeneste? Mon ikke vi kan gå ud fra, at den er en kompetent officer fattigere? Men så kan den jo genansætte Frank Grevil.

Danske soldater i Irak

Villy Søvndal fra SF og repræsentanterne fra den yderste venstrefløj, hævder frimodigt, at Danmark deltager i en angrebskrig i Irak. Det må siges at være en særpræget tolkning af mandatet fra FN.

Søvndal eller ej, er jeg bange for, at Irak er en bundløs sump, og det er tid for at afslutte de danske opgaver bedst muligt og lade soldaterne drage hjem. De har gjort en god indsats for den irakiske befolkning i deres område, mens de har måttet forsvare sig mod irakiske banders bagholdsangreb.
Amerikanerne selv er ved at indse, at de har grebet hele Irak-spørgsmålet forkert an, og kun de mest konservative med præsident Bush i spidsen nægter at se realiteterne i øjnene.
Briterne har som en trofast allieret taget deres tørn uden den store begejstring og er så småt ved at se sig om efter udgangen.

Danmark har for en gangs skyld også været en trofast allieret – ikke med præsident Bush – men med USA og Storbritannien, blot en stor skam, at lejligheden var den dårligst mulige.

Bush må gå over i historien som måske den dårligste præsident i USA’s historie. Hvis Anders Fog Rasmussen ønsker at være bon-kammerat med ham, så værs’go!

(Vis mig dine venner . . . .)

Men der er grund til at forklare den historieløse venstrefløj, der aldrig kan se noget godt ved USA, om, at Danmark står i evig gæld til Storbritannien og næsten evig gæld til USA. Under store ofre reddede Storbritannien os med hjælp fra USA fra nazismen, og USA besejrede den anden store totalitære -isme, kommunismen.

Ingen lande handler alene ud fra ædle motiver – den egentlige drivkraft er egoisme. Derfor skal vi heller ikke udstede nogen blankocheck som tak, og vi skal derfor heller ikke afstå fra berettiget kritik. Men vi skal huske historien (hvis vi altså kender og forstår den).

Der er grund til at minde venstrefløjen om, at amerikanerne, trods deres åbenlyse og kolossale fejl, er de mest generøse  på planeten (de har jo også meget at være generøse med), og jeg mindes i det mindste én lejlighed, hvor amerikanerne uselvisk tog téten og blev bakket op af briterne, nemlig da de kom 2½ million berlinerne til undsætning, da Stalin ville sulte dem ud. Har venstrefløjen hørt om luftbroen til Berlin?